UNDER ENGLEVINGER

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 sep. 2014
  • Opdateret: 14 sep. 2014
  • Status: Igang
"When I saw you I fell in love, and you smiled because you knew." - William Shakespeare (Deltager i Halo-konkurrencen, med 3. mulighed.)

2Likes
3Kommentarer
220Visninger

2. Et

Lægerne havde aldrig før set magen til mirakel. Det var hvad jeg fik af vide igen og igen, under min tid på hospitalet. Ifølge dem burde jeg have været død, men på mirakuløs vis havde de fundet mig uden for bilen uden en eneste skramme.
Jeg har ikke tal på hvor mange test jeg fik udført omkring mit helbred, men de viste alle sammen det samme: at der ikke var en eneste ting galt med mig.

Uden nogen årsag til at holde på mig, fik jeg altså lov til at tage hjem. Og trods min mors protester besluttede jeg mig for at begynde i skole igen hurtigst muligt.

Derfor sidder jeg her nu og prøver at samle mig før jeg tager afsted i skole. Jeg er overbevist om at alt nok skal blive helt normalt når jeg tager i skole, for jeg ved at mine venner vil være der til at støtte mig, problemet er bare at det ikke er alle mine venner, der vil være der i dag, for det var ikke alle der slap lige så let fra bilulykken som mig. Heldigvis var der ingen døde, men Alison, Bethany og Janine, der alle var i bilen sammen med mig da vi blev ramt, ligger lige nu på hospitalet og prøver at blive raske så hurtigt som muligt.

”Lorelei! Skynd dig, hvis du ikke vil komme forsent!” råber min mor og det får mig straks ud af min trance-lignende tilstand. Jeg skynder mig at tage min taske og herefter suser jeg ned ad trapperne.

”Husk dine frokostpenge. Jeg venter ude i bilen.” siger hun og går ud til bilen. Jeg tager pengene som hun har lagt på bordet og går ud for at tage mine sko på. Det er længe siden at jeg har været ude for så meget som at købe ind, eftersom lægerne mente at det ville være bedst hvis jeg blev indenfor hjemmets trygge rammer, så jeg føler mig lidt underligt tilpas, da jeg træder ud for at gå ind i bilen hos min mor.

Hun vender sig mod mig, da jeg lukker døren og gentager spørgsmålet hun har stillet mig hele morgenen:

”Er du sikker på at du vil det her? Du kan sagtens blive hjemme hvis det..”

Hun når ikke længere før jeg afbryder hende og forsikrer hende om at jeg er sikker på min beslutning og så går der ikke længe før vi er på vej mod skolen.

Turen derhen er kortere end jeg husker den og jeg ved ikke om jeg er glad for det eller om den godt måtte have varet et minut længere. Uanset hvad, så går jeg ud af bilen og vinker til min mor, og da jeg langsomt ser bilen forsvinde begynder jeg at tvivle lidt.

Måske burde jeg have fulgt hendes råd og ventet lidt længere. Jeg er sikker på at alle ville forstå det, for det er trods alt ikke hver dag at man er ved at dø. Jeg rækker ned efter min mobil i tasken, for at ringe til min mor, men før jeg når at trække den op mærker jeg en hånd om min overarm.

”Lorelei! Oh my God, jeg vidste slet ikke at du kom i dag! Er du okay? Jeg hørte om det der skete med dig og pigerne!”

Da jeg vender mig om kan jeg sætte ansigt på stemmen. Det er Adeleide, en pige der går i min klasse. Jeg har aldrig snakket specielt meget med hende, men hun var været min biologimakker et par gange.

”Jaeh, jeg har det fint.” siger jeg til hende og smiler. Jeg er overraskende glad for at have en anden person at snakke med, som ikke er min mor.

Vi begynder at gå mod skolen, da jeg sætter i bevægelse og jeg kan ikke undgå at bemærke hvor mange blikke jeg får.

”Ved alle at.. øh, ved alle hvad der er sket?” spørger jeg, selvom jeg allerede kender svaret. Det undrer mig ikke, at lærerne har fortalt det, men af en eller anden grund er jeg stadig overrasket over at se så mange kigge på mig.

”Ja, alle har vidst det siden i mandags. Folk flippede totalt ud, da de fik det af vide. Der var endda folk der begyndte at græde, har jeg hørt.”

Jeg tror at hun må have set mit forfærdede ansigtsudtryk for hun lader emnet ligge og begynder at tale om noget andet.

”Jeg har også hørt at der skulle komme en ny dreng i dag. Melissa siger at han er helt fra Californien og lige er flyttet hertil!”

”Åh virkelig? Tror du han er på vores alder?”

”Jaeh, det må man jo håbe.”

Vores samtale slutter, da vi når klasselokalet og hver sætter os på vores pladser. Meget hurtigt bliver klassen fyldt op med elever og inden længe kommer læreren også. Vi går straks i gang med undervisningen og pludselig er tanken om at komme hjem bedre end den nogensinde har været.

***

Det er sidst på dagen, da Adeleide får ret. Jeg sidder i klassen og er ved at finde mine bøger frem, da læreren annoncerer at vi skal have en ny elev i klassen. Det overrasker mig ikke særligt meget efter min samtale med Adeleide, men da jeg kigger op er det som om al ilt forsvinder fra klasseværelset.

Han er drengen, der præger mine minder om bilulykken.

Han er drengen med de blå øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...