The survival of the fittest

"Lokalet er helt stille. Jeg står alene foran skydedørene og venter. Mine tanker kører i ring. Jeg tænker på Clemita. På min kærlighed til hende, på mit had. Hun har ødelagt noget indeni mig. Hun har ødelagt det hjerte jeg ikke troede jeg havde. Men jeg havde det, og det tog hun fra mig da hun gik direkte mod døden. Jeg kører min svedige hånd henover min våde pande. Den anden stikker jeg ned i lommen på mine jeans. Pludselig mærker jeg noget mellem min fingre, langsomt trækker jeg det op og kigger på det. Et krøllet stykke papir." Denne novelle er en skildring af, hvordan fremtiden kan komme til at se ud, hvis samfundet ikke accepterer en broget befolkning hvor der både findes videnskabsmænd og kontanthjælpmodtagere, elever med høje gennemsnit, og dumpede elever. Ved at anvende latinske navne, har jeg karakteriseret de forskellige personer igennem deres navn.

0Likes
0Kommentarer
247Visninger
AA

5. Den første test

Der er gået mange år siden, alting har forandret sig, og alligevel er der intet sket. Min bror er for længe siden, uden komplikationer, kommet igennem de 3 tests, hvilket ikke kom bag på nogen. Det er nu mit og resten af min årgangs 18 år. Denne sommer står de 3 test os for døren, og vi kæmper alle hårdt. Vi har siden vores fødsel været opdraget til slid, og allerede fra barndommen, har vores forældre undervist os i kunsten om at opnå det perfekte. Clemita er vokset fra sine barnlige træk, og er i stedet blevet en sand skønhed. Også jeg er vokset fra det barnlige sind, men mine mørke træk ejer jeg endnu i en alder af 18 år. Jeg har, i løbet af 17-års alderen, rigtig fået øjnene op for Clemita. Jeg har altid beundret hende, men hendes kvindelige former og fyldige læber tiltrækker mig på en anden måde, end hendes troværdige blå øjne gjorde da vi var børn. Alle bemærker Clemitas skønhed, ingen er i tvivl om, at hun har det rigtige arvemateriale. Hun er ikke kun smuk, hun er også klog, kan alt fra videnskab til litteratur, og hendes fysik er ikke at slå fejl af. Hun ved hvordan hun kan kontrollere hver del af hendes krop, og hun kan præcisere enhver bevægelse. Jeg iagttager hende ofte når vi øver karate i skolen. Clemita afskyr sporten, alligevel har hun de kraftigste spark, de mest præcise slag. Bedst er det, når hun danser for mig. Clemitas spidskompetence er balletten.  Hun bevæger sig yndefuldt henover hele scenen, hun fortryller mig.  I dag er det dagen før den første test. I morgen skal vi bevise vores intelligens, hvor vi kan trække et hvilket som helst emne under et hvilket som helst fag. Det var ikke muligt at læse op, man må trække på den viden man er blevet fyldt med, siden den første undervisningstime. Vi sidder i parken sammen for at dulme nerverne. Jeg kan mærke på Clemita at hun er nervøs, men hun siger ingenting. Hendes blik er fastlåst på hendes hvide tennissko. Hendes lyse lokker er sat skødesløs op i en rodet hestehale, kinderne er rosenrøde. Hun retter blikket op og fanger mig som billygter fanger et dådyr. ”Adian” hvisker hun. Jeg kan mærke på hende, at noget er galt- Jeg tager hendes hånd og bemærker hvor kold den snehvide hånd er. Jeg trækker hende ind til mig for at holde om hende, i stedet mødes vores øjne lige inden hun forsigtigt lader sine røde læber røre mine. På en og samme tid varmer hendes kærlighed mig, men på samme tid fryser mit hjerte til is. Hun er en snedronning for mig, hun fortryller mig imens hun langsomt fryser mig til is. Det er ikke første gang hun kysser mig. 3 uger forinden havde hun opfanget min drengede betagelse af hende, og hun havde lagt hænderne om nakken på mig og trukket mig indtil sig, og derved opfyldt min drøm og knust alle andre drenges.  Vi sidder på bænken sammen og suger resterne af solens stråler til os, lader dem varme vores nervøse kroppe. Clemita giver min hånd et lille klem da hun rejser sig, og går ad parkstien hjem. Jeg bor ikke længere i parcelhuset overfor hende, for efter min fars likvidering måtte min mor, Aemulus og jeg, flytte til ’betonbyen’. Betonbyen er store blokke af upersonlige lejligheder, hvor familier af klasse 3 bor. Begge af Clemitas forældre befinder sig i klasse 1, men da min far blev likvideret og Aemulus flyttede, måtte min mor og jeg rykke 2 klasser ned. Nu var det op til mig at rykke mor op igen i klassesystemet. Nu skal man ikke driste sig til at tro, at klasse 3 er ’dumme’. De er bare dummere. Klasse 3 har også bestået de 3 tests, klasse 3 er også perfekte mennesker der kan alt, ved alt, gør alt, men de er bare ikke lige så gode som klasse 1.

Jeg rejser mig og går i modsat retning af Clemita. Denne aften går jeg tidligt i seng for at være klar til den første test i morgen når solen står op.

Clemita og jeg mødes. Nu hvor vi begge har været den første test igennem. Jeg går igennem parken og ser både glædesprudlende og grædefærdige jævnaldrende. På bænken ved parken sidder en tjavset gut og græder hjerteskærende, og ved is-kiosken står 2 piger og jubler over deres gode karakterer. Da jeg ser Clemita synker mit hjerte for alvor. Hun er smukkere end nogensinde før i hendes blomstrede sommerkjole og brune lædersandaler. Den mælkehvide hud lyser mellem alt det grønne i parken, og hendes umiddelbare skønhed tiltrækker alle tilstedeværendes opmærksomhed, selv de 2 fnisende pigers. Men melankolien i hendes ansigt er ikke til at tage fejl af. Clemita er ikke glad, det er Clemita aldrig, selvom hun havde al grund til det. Hun kommer fra en enestående familie, er et produkt af selvsamme. Hun ejer alt fra intelligens til materielle goder. Men selvom Clemita altid er melankolsk, er der noget bestemt over hende i dag. Hendes øjne er en smule sammenknebne, hendes blik er som stål. Jeg går mod hende, hun stopper ikke op da vi når hinanden, i stedet passerer hun mig, men i forbifarten griber hun mig om håndledet og trækker mig igennem parken og mod ’vores sted’. Jeg følger hende, er bag hende og jeg siger ikke et ord. Endelig stopper hun. Vi er nået udkanten af byen på rekordtid. Jeg kan mærke hun ligger op til noget, men jeg tør ikke sige noget. Clemita har altid haft sine små udbrud, udbrud jeg er vidne til, udbrud der ikke er tilladte. Denne dag eksploderer Clemita. Hun er indebrændt, hun afskyer samfundet, jeg ved det, hun siger det altid, men jeg kan mærke vreden brænde bag hendes bløde hud. Hendes brystkasse hæver sig hurtigt, og hendes øjne er lukket let i. Jeg holder hendes hånd, knuger den. Hun siger ikke noget. Stilhed før stormen. Jeg kan mærke noget er helt forkert. Og jeg ved godt hvad. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...