The survival of the fittest

"Lokalet er helt stille. Jeg står alene foran skydedørene og venter. Mine tanker kører i ring. Jeg tænker på Clemita. På min kærlighed til hende, på mit had. Hun har ødelagt noget indeni mig. Hun har ødelagt det hjerte jeg ikke troede jeg havde. Men jeg havde det, og det tog hun fra mig da hun gik direkte mod døden. Jeg kører min svedige hånd henover min våde pande. Den anden stikker jeg ned i lommen på mine jeans. Pludselig mærker jeg noget mellem min fingre, langsomt trækker jeg det op og kigger på det. Et krøllet stykke papir." Denne novelle er en skildring af, hvordan fremtiden kan komme til at se ud, hvis samfundet ikke accepterer en broget befolkning hvor der både findes videnskabsmænd og kontanthjælpmodtagere, elever med høje gennemsnit, og dumpede elever. Ved at anvende latinske navne, har jeg karakteriseret de forskellige personer igennem deres navn.

0Likes
0Kommentarer
255Visninger
AA

4. Barndomsmindet

Klokken var endelig blevet 16, og vi kunne sammen følges hjem igennem den tætpakkede by, for at nå hvert vores parcelhus, i tide til at læse på lektierne. Vi snakkede sagte sammen, og trykkede os indtil hinanden, for at skærme os imod de forbipasserende. Da vi nåede udkanten af centrum, var gaderne knap så tætpakkede, og bilerne hastede henover de asfalterede veje. Alt summede af fredelighed, betonlejligheder blev til parcelhuse, der lagde side om side, med snorelige hække og grønne velholdte græsplæner, men pludselig hørtes bremserne fra en hybridbil, og idet jeg kiggede mig henover skulderen, så jeg en cyklist falde mod jorden. Alting føltes som i slowmotion. Jeg så cyklistens rædsel da han faldt mod jorden, og føreren af bilen’s chorkerede ansigtsudtryk. Det var et skæbnesvangert styrt for cyklisten, og det vidste han godt. Billisten bakkede hurtigt tilbage, og forsvandt ned ad hovedvejen, mens cyklisten blev liggende på asfalten. Jeg blev harm, vred på billisten. Hvad bildte han sig ind? At forsømme sin pligt? Han skulle ikke køre væk som en kujon, han skulle indberette cyklisten til lægehuset, som dernæst skulle tage stilling til cyklisten helbred. I stedet  flygtede han. Jeg ledte med højre hånd efter min PSD-tipper, men Clemita lagde hånden på min arm for at stoppe mig. Hendes silkebløde stemme flød ind af mit øre. ”Lad være, der er ikke andre vidner end os, vi løber væk” sagde hun og kiggede bedende men beslutsomt på mig. Mit indre var i oprør. Evt. tilskadekommene skal altid indmeldes til bylægen, så han kan tage stilling til, hvorvidt personen kan leve videre og tage sig af sig selv, eller om personen har brug for lægehjælp. Er personen kommet voldsomt til skade, betyder det likvidering, hvis personen slipper med overfladiske, men permanente skader eller et vansiret ansigt, vil vedkommende blive sendt med toget mod Inutilis. Jeg kiggede med smalle øjne på cyklisten, og kunne konstatere, at han i hvert fald havde slået sig nok til en indberetning, alligevel bakkede jeg langsomt tilbage med Clemita ved min side. Da vi var drejet ind ad en sti, gemte vi os hurtigt bag buskene for at iagttage cyklisten. Han forsøgte at rejse sig, men uden held. Mit hjerte begyndte at slå hurtigere, og jeg sendte et skævt blik mod Clemita. Hendes læber var trukket strengt sammen og hendes øjne stirrede ømt på cyklisten. Hvis ikke han skulle opdages, måtte han op og af sted nu, det vidste vi begge. Jeg hørte havedøren til parcelhuset til venstre for vejen åbnes, og en ung kvinde satte en barnevogn udenfor døren. Hun fik straks øje på den tilskadekommen over den korte hæk. Hun forsvandt hurtigt ind i huset. Jeg forsøgte at trække i Clemita for at få hende med, væk derfra, væk fra det der nu skulle ske, men hun stod som forstenet. Kort efter kom den sorte lægebil, og bylægen trådte ud for at tilse cyklisten. Han kunne hurtigt konstatere, at det ene ben var brækket. Et brækket ben kræver lang tids heling, men tid er et minimalt middel i vores samfund. Jeg kunne se frygten i cyklistens øjne, han kiggede direkte mod os, da bylægens assistenter trak ham op på en båre og spændte ham fast. Da bylægen trak sprøjten frem, rykkede Clemita på sig, hun var løbet derud hvis ikke jeg havde taget hårdt fat om hendes runde arm og holdt hende tilbage. Da lægen skubbede nålen ind i cyklistens hud, vendte jeg Clemita om, denne gang uden at hun gjorde modstand. Resten af turen hjem var vi begge tavse. Jeg kunne mærke på Clemita at hun var trist, men dengang følte jeg ikke noget. Det var sådan samfundet var, jeg kunne ikke forstå Clemitas reaktion. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...