En flig af din sjæl

Skylar er en almindelig pige med et særligt talent; at rode sig ud i problemer. Derfor er Liam, hendes skytsengel blevet sendt til jorden, for at holde øje med hende i skyggerne. Mens han vogter over hende, falder han langsomt for hende. Kan han overholde de regler der gælder for skytsengle og menneskene? Og hvad hvis han ikke gør?... Deltager i Halo konkurrencen.

0Likes
0Kommentarer
132Visninger
AA

1. En flig af din sjæl

Hun stod ude i skolegården og røg på bare én af de mange cigaretter hun røg om dagen. Hendes ansigt var udtryksløst, og røgen dansede hende omkring ansigtet, som var hun hersker af den. Det var i slutningen af en kold vinter, og det var ikke altid til at sige om røgen hun åndede ud, var fra cigaretten eller hendes udåndinger, der blidt skilte den let kolde morgenluft. Jeg havde holdt øje med hende et godt stykke tid. Jeg havde set alle sider af hende, lige fra de bedste til de værste. Og jeg kunne ikke længere benægte at jeg var forelsket i hende. En lærer var på vej over mod hende, men hun ikke så meget som så på ham.
”Ingen rygning på skolens område” sagde han surt. Han var høj, stor og lignede næsten et monster, som han kom gående mod Skylar. Han var faktisk smældefed og bar altid den samme ternede skjorte, sikkert fordi der ikke var andet i hans størrelse. Endelig kiggede Skylar, dog ligegyldigt, på ham. Stadig uden udtryk i hendes ansigt suttede hun demonstrativt videre på cigaretten. Aggressivt tog han cigaretten fra hende, smed den på jorden, trampede et par gange på den og gik så sin vej, efter at have sendt hende et dræbende blik, understeget af en fed pegefinger. Jeg kiggede på hendes, stadig udtryksløse, smukke ansigt og det lyse hår der omkransede det. Øjnene var grå og på trods det ligegyldige blik hun udtrykte, var der altid liv i dem. Jeg havde lagt mærke til spillet i hendes øjne, de funklede altid en lille smule. Hun åndede træt den sidste røg ud og gik så indenfor igen. Jeg fulgte med. Dagen lang var jeg lige bag hende, men hun så mig aldrig. Hendes dejlige øjne mødte aldrig mine, for jeg var her kun af én grund: jeg skulle passe på hende. En opgave jeg havde fået tildelt, men som var sværere end jeg havde regnet med. Dels fordi hun altid kom i problemer, men også de pokkers regler for skytsengle. Ingen fysisk kontakt med menneskene; det er strengt forbudt. Hver gang du rører mennesket du vogter, tager dæmonerne en flig af din sjæl. Det siges at være den smerte man mærker, når man dør. Og ingen drab. Drab fører til en afstraffelse, de beslutter. Og de holder altid øje med én. Selvfølgelig er der mange andre regler for skytsengle, men straffene for disse to, er berygtet for at være de værste. Det afholder os fra at komme i kontakt med menneskene, for ingen har lyst til at mærke hvordan det føles at blive dø igen. Alle skytsengle er tidligere uskyldige mennesker, der har været ude for drab eller ulykke. Og hvem har lyst til at opleve den samme smerte igen? Dog var hun så smuk at det næsten var umuligt at undgå fysisk kontakt. Det lykkedes dog, indtil en dag hvor det hele gik galt.

Først og fremmest kommer jeg fra et sted, hvor alle fredfyldte sjæle lever. Døde, der har taget imod at komme med over på den anden side. Hvad mennesker kalder Himlen. Hos os har det ikke noget egentlig navn et navn, heller ikke findes der tid. Der er plads til alle, og menneskelige værdier så som penge og magt findes ikke. Vi lever alle side om side, uden noget egentlig hjem. Dog har vi opgaver og noget at leve op til. Skytsengle som jeg, får hele tiden tildelt opgaver om at passe på menneskene på Jorden. Hvordan bliver man så skytsengel? De bestemmer hvem der er egnet og hvem der ikke er. Man skal være pålidelig, psykisk stærk, hjælpsom og overholde reglerne. Noget der har lykkes mig, indtil videre. Når man dør går der få splitsekunder, hvor hjernen opfatter smerten. Det er også her nogle mennesker ser deres liv passere for øjnene af dem, ligesom et fotoalbum der hurtigt bladres igennem. Derefter kommer du i et midlertidigt stadie, hjernen selv kreerer. Det kan være et rum, en port, noget der har form som mennesker eller helt sort, hvor du selv træffer valget om at ”krydse vejen” over til den anden side. Nogle føler at noget måske ikke er afsluttet i deres tidligere liv og de vandrer rundt på Jorden som fredløses. Vælger man at ”krydse vejen”, kommer man i det sidste stadie, før at livet går videre som død. Dette stadie er stadiet hvor du skal opfatte at noget ikke er som før. Du opdager at du er død, og det kommer an fra person til person, hvor hurtigt man opfatter det. Men som der ikke findes tid i denne verden, kommer det på en selv. Herefter har du en opgave. Du ved hvad den opgave går ud på og får fra da af selv lov til at opbygge resten af dit liv som død. Ingen fortæller dig hvad du skal gøre, så længe du overholder reglerne. De fejl du begår, går derfor kun ud over dig. Men alt er ikke som en dans på skyer, for de våger over dig og det er derfor op til dem, hvad straffen for dine fejl skal være. Det værste der kan ske for en skytsengel er at blive forvist til Jorden, sammen med de fredløse sjæle. Men endnu værre, kan dæmonerne tage din sjæl. Dæmoner lever af dødes sjæle og går rundt blandt menneskene. Men så længe man er under beskyttelse af dem, kan de ikke gøre dig fortræd. De er nemlig bange for dem. Vi er derfor under konstant overvågning, for vores egen beskyttelse og for reglernes skyld.

Skylar er en pige, der ikke er bange for at tage en diskussion op og hvis det kommer så langt ud, heller ikke en kamp. Hun hænger ud med det man vil kalde forkert selvskab. De er ofte roden til hendes kampe. De kan lide at skabe problemer med alle. Derfor er Skylar registreret både hos politiet og hos forskellige grupper, der hænger ud rundt omkring i byen. Hun er hele tiden på vagt, for hun ved, at de situationer hun har sat sig selv i, skaber store problemer for hende. Selvom jeg ikke må indblande mig i hendes kampe, skal jeg være sikker på at hun ikke kommer helt galt afsted. Og det er sværere end som så. Problemerne med hendes ekskæreste, Peter er dog værst. Han knuste hendes hjerte fra et års tid siden, da hun opdagede at han var hende utro. Skylar gennemgik allerede en svær tid, da hedes far døde få måneder forinden. Hendes mor brød ned med en depression efter hans død og Skylar måtte stort set klare alt selv. Peter terroriserede hende efter deres brud, hvor end han kunne. Han legede med hendes følelser og ydmygede hende. Problemerne hobede sig op omkring Skylar og det var dér, at jeg blev sendt ned for at passe på hende.

Der var fest hos én af Skylars venner og i tiden op til, brugte hun på at gøre sig klar. Trods hendes lille værelse, fór hun rundt for at finde alt hun skulle bruge. Der var meget rodet skolebøger, tøj, smykker og meget andet lå og flød overalt. Når jeg kunne skimte én af de ting hun ledte efter, kunne jeg ikke dy mig at hjælpe hende lidt med at lede hende frem til det. Endelig blev hun færdig og resultatet var utroligt. Og jeg som ikke troede at hun kunne blive smukkere. Hun blev hentet af en veninde og de snakkede ivrigt om festen hele vejen. Allerede inden vi var kommet indenfor, kunne jeg mærke energien strømme fra alle menneskene, der var indenfor. Energi påvirker skytsengle og eftersom at der var meget positiv energi virkede det ligesom alkohol for mig. Da vi var kommet indenfor, vaklede jeg rundt for at holde trit med Skylar. Det var svært at koncentrere sig om kun hende, for energierne vævede sig ind i hinanden og dannede en tæt tåge. Alt sejlede, ansigter gled ind i ansigter og energien blev til ét og jeg kunne ikke længere holde trit med Skylar. Længe, meget længe vaklede jeg rundt og ledte efter hende. Musikken væltede ud af højtalerne og gav mig en forfærdelig hovedpine. Jeg fik endelig viklet mig ud af menneskemængden. Jeg ville væk derfra, finde Skylar. Jeg måtte finde Skylar. Jeg væltede rundt, havde svært ved at fokusere på at gå rigtigt og stødte ind i en væg. Jeg gled ned af væggen, tog knæene op til hagen og armene rundt om dem. Det gjorde fandens ond i hovedet og jeg sådan i hvad der føltes som en evighed. Indtil jeg endelig mærkede energien fra hende. ”Skylar!” tænkte jeg. Eller råbte jeg? Jeg kom på benene og vaklede med støtte fra væggen, gennem gangen og hen til døren hvor Skylars energi strømmede ud fra. Men hun var ikke alene. Jeg slog døren op og mit syn mødte Skylar uden tøj, oven på Peter. Det føltes som at tusinde knive gennemborede mit hjerte. Jeg sank sammen på gulvet ved siden af dem, mens hovedpinen blev værre og værre. Jeg rejste mig og råbte ”SKYLAR”
SKYLAR!” Forskrækket og forvirret vendte Skylar hovedet, mens hun dumpede ned fra sin ekskæreste. Hun havde hørt mig? Jeg kunne se at hun havde drukket, ligesom Peter. Deres fjerne øjne stirrede på mig. Stirrede på mig? Min vrede steg da jeg så Peters trætte øjne, der kiggede forvirret på mig.
”Her er optaget, fjols” sagde han træt. Jeg råbte, sprang på ham, slog ham. Jeg slog ham hårdt og længe. Han stønnede og skreg, men jeg mærkede ingen modstand, så jeg blev ved. I baggrunden var der nogen der skreg og skubbede til mig. Jeg skubbede igen og blev ved med at slå. Jeg blev ved så længe, at livet vendte tilbage i hans øjne og blev opspærrede af forskrækkelse, men kun et øjeblik. De blev fjerne igen og til sidst helt livløse. Skylar skreg og vækkede mig fra min koma. Jeg kiggede på hende. Hun lå på gulvet og hendes forskrækkede ansigt fik mig til at komme til mig selv.
”HVEM ER DU OG HVAD HAR DU GJORT?!” nærmest hulkede hun. Hvem var jeg? Og hvad havde jeg dog gjort?
”Nej, Skylar” prøvede jeg, men blev afbrudt af hendes bedende stemme
”Du må ikke gøre mig fortræd!”
”Skylar!” prøvede jeg igen, men hun havde rejst sig og var næsten henne ved døren. Jeg greb hendes håndled med min højre hånd, men smerten i min hånd fik mig i gulvet og lukkede næsten hendes skrig ude. Jeg prøvede at fokusere, men Skylar var allerede væk. Mit hoved dungrede voldsomt og jeg vendte hovedet mod sengen igen. Et rædsomt syn mødte mig. Jeg havde overtrådt to regler – fysisk kontakt med menneskene og mord. Jeg måtte ligge ned. Alt sortnede langsomt, hovedpinen forsvandt og alt blev mørkt.

Jeg åbnede langsomt øjnene. Jeg lå på et gulv kunne jeg mærke.  Jeg fik øje på to betjente, klædt i uniform og… Skylars mor? Hun så oprevet ud og jeg satte mig langsomt op, mens jeg observerede hvad de var så optagede af at kigge på. Et stort, mørkt vindue. Jeg rejste mig op og kiggede gennem vinduet. Inde bag ruden sad Skylar ved et bord overfor to andre betjente. Hun så træt og trist ud og samtidigt en smule forskrækket og rystet.
”Hvad sker der?” spurgte jeg én af de to betjente, men fik intet svar. De ikke engang så meget som kiggede på mig. Jeg vendte hovedet mod Skylar igen og besluttede mig for at gå ind til hende. Da jeg kom ind stirrede hun på mig.
”D-DER ER HAN!” sagde hun forskræmt og pegede med en rystende hånd mod mig. De to betjente vendte sig mod mig og kiggede lige igennem mig. De vendte sig igen mod Skylar.
”Der er ikke nogen, Skylar?” sagde den ene med rynkede øjenbryn. Hun stirrede forskræmt og forvirret fra den ene til den anden.
”Vi går fra dig et stykke tid, du skal bare blive siddende.” sagde den anden af betjentene og de rejste sig begge to.
”NEJ!” råbte Skylar og faldt på knæ, mens hun holdt fast om den ene af betjenes arm. ”Du må ikke efterlade mig med ham!” sagde hun bedende og grædefærdig. Selvom hun kæmpede voldsomt imod, lykkedes det de to betjente at få hende sat hende på stolen igen, kun holdt nede af de håndjern de måtte tvinge på. Så gik de og vi var alene.
”Hvad vil du mig?” spurgte Skylar og kiggede direkte på mig.
”Det må du virkelig undskylde…” begyndte jeg.
”Jeg ved ikke hvem, eller hvad du er, men du har fået mig i store problemer!” afbrød hun mig vredt og hendes øjne blev våde. ”Du må ikke gøre mig fortræd…” bad hun.
”Jeg vil ikke gøre dig fortræd!” sagde jeg, men blev afbrudt af de to betjente, der kom ind ad døren. De satte sig begge ned igen og de kiggede lidt på Skylar, før den ene sagde noget.
”Vi og din mor mener, at du er i fare for dig selv og andre, i den tilstand du er i nu. Vi har besluttet, at du skal på psykiatrisk afdeling, hvor en række læger og psykologer vil undersøge dig, mens vi arbejder på en opklaring af mordet på Peter.” Skylars blik flakkede usikkert mellem de to betjente
”Men… Det var jo ikke mig. Det var drengen, han står lige derovre!” sagde hun desperat. De to betjente kiggede på hinanden.
 ”Der er ingen andre, der har set den dreng du beskrev… Og tegningerne af beskrivelsen du gav os, viser en dreng der blev myrdet fra 20 år siden… Bare med vinger.” sagde den anden betjent, som om det var morsomt. Skylars blik flakkede mellem de to betjente og hen på mig.
”Hvad?...” hviskede hun og kiggede på mig med et blik, der fyldte mig med skyldfølelse.
”Drengen hed Liam var kun 18, da han blev myrdet brutalt.” sagde betjenten og smed en avisartikel og et billede over bordet til Skylar. Jeg stillede mig bag de to betjente og kiggede uden en mine ned på fotoet af min blodige krop, som var det et helt almindeligt, kedeligt familiefoto. Jeg kunne ikke huske den dag, det øjeblik. Jeg tog øjnene fra fotoet og kiggede på Skylar, der allerede stirrede med en blanding af sorg, vrede og medfølelse på mig.  
”Undskyld…” sagde jeg, mens tårerne flød i mine øjne. ”UNDSKYLD SKYLAR!” råbte jeg om og om igen, mens jeg så hende blive ført gennem døren af de to betjente, væk fra rummet og lod mig være alene med skyld, skam og sorg.  

Skylar boede på 1. sal i en bygning med 8 etager. Den psykiatriske afdeling. Bygningen var kedelig og grå, dog omkranset af en smuk have, med æble, blomme og pæretræer, samt buske, blomsterbede uden blomster og bænke rundt omkring i haven. Jeg havde ikke været inde hos hende, jeg turde ikke. I stedet stod jeg, flere dage ude i haven under et kroget æbletræ og stirrede op mod hendes rude, der var tildækket af et groft gitter uden for ruden. Endvidere havde jeg kun set en skygge af hende, men det var uden tvivl hende. Hendes aura lyste, som altid himmelblå, kun forstyrret af lidt mørke skygger. Jeg blev urolig om aftenen. Det var mørkt, jeg var alene. Mine tanker og jeg. Billeder af Skylars ekskæreste flimrede for øjnene af mig. Jeg huskede hans slappe krop under min, hvordan jeg bare blev ved og ved med at slå. Hvordan livet langsomt blev taget fra ham, ligesom dengang jeg også blev uskyldigt myrdet. Hans skæbne havde ligget i mine hænder og jeg havde kastet den lige i hovedet på ham igen, med en knyttet hånd, til at han endelig blev helt livløs. Og jeg havde intet følt. Det var mig som udførte handlingen, men det føltes som om det var en anden. En film. Og Skylar der skreg. Skylar. Hun flimrede rundt i mine tanker. Hun var bange, hørte ikke til her. Det gjorde jeg. Det var mig, der var syg i hovedet. Mig, der fortjente at blive forvist til Jorden. Eller endnu værre… Mørket var faldet på og det begyndte at dryppe. Inden længe stod det ned i stænger og jeg var bange. Rædselsslagen. Jeg stod kun lidt i ly for regnen under det krogede æbletræ og stirrede op mod vinduet på 1. etage, da Skylar endelig kom til syne i vinduet. Hun kiggede gennem gitteret rundt i haven og fik øje på mig. Hun trådte tilbage af forskrækkelse og der gik en kort stund, før hun kom frem igen. Hun stirrede på mig og jeg trådte ud i regnen, så hun bedre kunne se mig. En lampe ikke langt fra mig tændtes og en af lægerne fra afdelingen trådte ud i regnvejret med en smøg i hånden. Hun ænsede mig ikke og det lagde Skylar mærke til. Hun kunne nu se mig helt tydeligt, på grund af lyset fra lampen. Mit mørke hår var gennemblødt af regnen og mit pandehår, der næsten nåede ned i øjnene på mig, klæbede til min pande. Min sweater var lige så våd, ligesom min T-shirt og mine vinger hang en smule. Jeg stod i bare tær og måtte have lignet en druknet mus. Det var måske derfor at Skylar lod mig komme ind, da jeg få minutter senere kaldte på hende udenfor hendes dør. Hun lod mig komme ind og stillede sig lidt på afstand fra mig. Hun kiggede lidt op og ned ad mig, inden hun begyndte
”Hvad er du? En slags dæmon? Hvorfor holder du øje med mig?”
 ”Jeg er en skytsengel… Jeg skal passe på dig.” sagde jeg. Hun kiggede vantro på mig.
”Hvad skal du?” spurgte hun med hån i stemmen.
 ”Min opgave er at passe på dig… Jeg blev sendt herned, fordi du ofte kommer i problemer… Har jeg ret?” sagde jeg en smule smilende. Hun løftede det ene øjenbryn og lagde armene over kors.
”Jeg kan sagtens passe på mig selv!” sagde hun bestemt ”og at dræbe min ekskæreste og få mig indespærret her, hjælper ikke rigtig på noget!” fortsatte hun.
”I det mindste er du udenfor fare herinde” jokede jeg, men smilet og humoren forsvandt, da endnu et glimt af hendes døde ekskæreste dukkede op i hovedet på mig. Hvordan jeg brutalt og voldligt myrdede ham og straffen jeg afventede.
”Hvorfor gjorde du det?” spurgte hun og jeg vidste præcis hvad hun hentydede til. Jeg tøvede med at svare, men besluttede at fortælle sandheden.
”Jeg har fulgt dig et stykke tid nu, jeg ved hvad du har været igennem. Det med din ekskæreste og… din far” sagde jeg. Hun rettede blikket mod jorden og hendes øjne blev smalle. Jeg fortsatte ”da jeg så at din ekskæreste og du… blev jeg vred. For jeg ved, hvor ked af det han gjorde dig. Det var jo derfor jeg blev sendt herned. Jeg blev vred på ham og… Jeg mistede kontrollen over mig selv. Jeg har gjort noget utilgiveligt og skal bøde for det, men før det, synes jeg at du skal vide at du er en fantastisk pige. Og efter denne her tid, hvor jeg har fulgt dig, har jeg ikke ville andet end at gøre dig glad. Men det er svært, når jeg ikke er menneske som du. Og du ikke har set mig før i fjord. Alt hvad jeg har gjort, har været forkert af mig og jeg har vist gjort ondt værre.” plaprede jeg.
”Så… Det du siger, er at du kan lide mig? Det var derfor du slog Peter ihjel?” spurgte Skylar troløst efter en kort pause.
Jeg nikkede ”Det tror jeg vist”
”Det er den mest vanvittige måde at vise det på!” udbrød Skylar vredt. En kort latter kom fra mig, mens jeg skamfuldt kiggede ned i jorden. ”Blomster kunne også have gjort det…” sagde Skylar og satte sig på den lille seng, der stod i rummet og tog begge hænder op til tindingerne og stirrede ned i gulvet før hun fortsatte ”Jeg har masser af tid. Fortæl mig mere om hvad fanden der forgår” sagde hun og vinkede henkastet med hånden i retning af mig. Jeg gik langsomt over mod sangen og satte mig i den anden ende, mens jeg overvejede hvordan jeg skulle sige det. Jeg fortalte løs om de regler jeg havde overtrådt, bare ved at passe på hende og at jeg var så ked af hvad der var sket, hvad jeg havde gjort mod hende og ikke mindst ham. Hun fortalte mig, at hun var fuld, den dag hun endte i seng med ham og han næsten var faldet på knæ foran hende, for at få hende med. Men hun var stadig vred og ked af hvad der var sket med ham.
 ”Han er et bedre sted nu… Ikke?” spurgte hun og jeg fortalte hende om skytsengle.
”Så… Han er altså en skytengel nu?” spurgte hun og jeg nikkede eftertænksom. Jeg kunne nu ikke forestille mig ham blive egnet som skytsengel, men sagde alligevel
”Måske”
”Er det så også dig, jeg har set, når jeg har været oppe at slås?” spurgte hun igen.
”Hver gang du er i fare” svarede jeg ”og lidt til.” Jeg smilede skævt til hende og fangede hendes øjne, før hun slog dem ned mens hun nulrede lidt ved dynebetrækket. Men jeg kunne skimte et smil. Hun vidste hvad jeg hentydede til - de gange hun var vågnet midt om natten og fanget mig i at stirre på hende for enden af hendes seng, før hun tændte lyset og jeg var forsvundet. Meget, meget længe sad vi og snakkede og jeg kunne se på hedes øjne at de blev mere og mere trætte. Jeg foreslog at hun lagde sig, at det ikke gjorde mig noget. Men hun insisterede på at blive oppe, indtil at hendes øjne ikke kunne holdes åbne mere. Hun lagde sig under tæppet, mens jeg stod ved sengeenden, som i ”gamle dage”
”Du må gerne ligge dig…” sagde hun, men huskede så reglen.
”Nårh ja…” sagde hun tøvende. Jeg trak på skuldrende.
”Smerten er det værd” sagde jeg og gik langsomt hen mod hende. Jeg smed min sweater og T-shirt inden jeg lagde mig ned til hende. Det var længe siden at jeg havde ligget i en seng. Min hud rørte hedes og en smerte jog igennem mig. Det fik mig til at krympe sammen af smerte, og jeg rykkede mig lidt væk fra hende. Hun kiggede på mig, med undskyldende øjne.
”Det er ikke din skyld” grinede jeg lidt. ”Lad os prøve igen.” Jeg tog min arm rundt om hende, og smerten jog igennem mig igen. Inden jeg nåede at trække min arm tilbage, lagde hun sin hånd sig over min og holdt mig fast.
”Hjælper det?” spurgte hun og jeg nikkede. Alt i min krop sitrede dog og jeg skulle koncentrere mig for ikke at klemme livet ud af hende, mes vi lå der, arm i arm. Smerten var uudholdelig, men jeg ville intet andet end at ligger her med hende.
”Kan du huske hvordan du selv døde?” spurgte Skylar. Jeg rystede på hovedet. Alle minder fra mit tidligere liv forsvandt den dag jeg blev myrdet.
”Men du hørte vel at…” fortsatte hun og jeg nikkede. Men det vakte ingen minder, selvom jeg havde gjort mit yderste for at huske hvad der skete og hvorfor. Vi lå et stykke tid i stilhed og jeg troede at Skylar sov. Jeg støttede mig på den ene skulder og lænede mig ind for at kysse hende på kinden, idet hun vendte sig om og kyssede mig på munden. Det brændte på mine læber, men jeg var ligeglad. Jeg lagde en hånd om ryggen på hende og hun lod sine fingre glide gennem mit hår. Sådan sad vi længe, kun afbrudt af Skylars korte pauser, når hun skulle have vejret. Min tunge brændte næsten op, men jeg vidste at det var det værd. Det føltes genkendeligt, men alligevel bedre. Jeg kom til at tænke på, om jeg havde haft en kæreste i mit tidligere liv. Havde jeg overhovedet haft nogen venner? Hvem var kommet til min begravelse? Og var morderen nogensinde blevet fundet? Tankerne blev dog ikke tænkt til ende, for de blev afbrudt af min uudholdelige brændende tunge mod Skylars. En hamrene på døren afbrød os og en kvindestemme råbte ”Jeg skal nok få fat i dig!”. Det gav Skylar et chok, men hun genkendte dog stemmen.
”Skøre Ulla” sagde hun undskyldende ”en af patienterne.” Jeg kiggede jeg hende i øjnene.
”Du må ud herfra. Det her er ikke et sted for dig.” sagde jeg. Hun smilede.
”Men jeg er jo lige så skør som Ulla. Jeg tror jo at der findes dæmoner og engle” sagde hun og grinte lidt. Jeg grinede med.
 ”Ja, så er der jo noget galt!” grinede jeg. Tiden gik, mens vi lå i hinandens arme. Det brændte op i mig, men der var intet jeg hellere ville, end at ligge med hende. Skylar faldt i søvn. Bag hendes spinkle skuldre, dansede mærkelige væsner rundt om sengen. Jeg aldrig havde set dem før. De kiggede ondt på os, gjorde mig urolig og ville ikke lade os være. Jeg ville rejse mig og jage dem væk, men jeg var for bange for at efterlade Skylar. Ilden blev værre, men Skylars tunge åndedræt gjorde mig rolig. Sådan lå vi og sådan lå vi for evigt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...