I'll Meet You There - Phan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 sep. 2014
  • Opdateret: 10 jan. 2015
  • Status: Igang
Dan Howell er en middelmådig gymnasie elev. Det er hans første år og han kender ikke mange. Ny by, ny begyndelse. Men allerede før hans første skoledag, møder han en person der vil forandre hans liv for altid. - Løst inspireret af en rigtig historie.

8Likes
21Kommentarer
844Visninger
AA

2. Kapitel 1

Jeg slentrede hen ad gaden. Jeg kiggede rundt på de mangle forskellig farvede julelys der bredder sig ud over London. Jeg voksede op i Berkshire og pludselig er jeg i London. Alt sammen pga min fars “nye arbejde”. Men altså, jeg ved godt det var pga min storebror, som jeg ikke længere er i familie med fordi han eksperimenterede med en dreng og blev smidt ud af huset.. En sælger prikker mig på skulderen for at sælge mig et eller andet jeg ikke registrere. Jeg ryster kort på hovedet og går videre. Jeg laver et kort ryk med hovedet for at få mit brune hår ud af øjnene. Nogen ville nok sige jeg var emo. Det er jeg blevet kaldt et par gange. Hm.. Jeg havde da det typiske “emo hår” og jeg gik for det meste i sort, men jeg var altså IKKE emo. Nej.

Jeg kunne mærke min telefon brumme i min lomme, en gang, og så to. Jeg tjekkede. En besked fra min mor og en fra min irriterende eks-kæreste Michella. Jeg sukkede.

“Hej Dan

Du har ikke svaret en eneste gang. Jeg har ringet og skrevet utallige gange! Er du okay?

- Michella xxx”

Jeg havde det helt fint! Jeg slog op med hende og det var det bedste jeg nogensinde har gjort i mit liv! Jeg havde en undskyldning: Noget om "Min far skal rejse væk, det er for langt væk så vi bliver nødt til at slå op" agtigt. Egentlig var det løgn, men alt for at slippe for hende! Det var kun 2 dage siden vi slog op, og jeg har kun været i London i en dag. Og alligevel havde hun skrevet 5 gange og ringet 3.

Og så til beskeden fra min mor:

“Skatter! Du skal hjem nu! Suppen bliver kold!”

Yes suppe. For det elsker jeg jo bare så højt.. Ikke rigtigt. Jeg kiggede op fra min telefon igen for at vende næsen hjem, men idet jeg kiggede op og ind af et café vindue så jeg et ansigt. Helt lys hud, blå øjne og sort hår, der var så sort at det umuligt kunne være naturligt, men det var så smukt og indrammede hans ansigt så godt. Jeg kunne ikke sætte min finger på hvad der var så specielt ved det ansigt, men jeg vidste at jeg ikke kunne lade det ansigt slippe væk. Jeg løb ind i cafeen og væltede næsten ind i en herre med varm kaffe i hånden. “Undskyld..” mumlede jeg, men løb hurtigt videre. Desværre, da jeg kom ind i cafeen, var drengen med det specielle ansigt helt væk. Han var ikke at se nogen steder og der havde været ingen tegn på at han havde været der. “Er jeg ved at blive sindssyg?” mumlede jeg til migselv idet jeg vendte om for at gå hjem igen. Men hele vejen hjem kunne jeg ikke få det ansigt ud af min hjerne. Før jeg faldt i søvn den aften besluttede jeg mig på at jeg skulle finde det ansigt igen. Den dreng, jeg måtte snakke med ham.. Men hvad ville jeg sige? “Hej jeg så dit ansigt her den anden dag og jeg har stalket dig lige siden?” nej… Men ikke det hvad så? Hvorfor var jeg også så opsat på at møde ham igen? Jeg havde set hans ansigt en gang! Eller havde jeg? Jeg havde en underlig følelse af at jeg havde set ham før… Eller.. Ikke set ham før, mens hans ansigt var så.. Varm. Som om at man allerede kender ham.

Idet mindste vidste jeg at selvom det var søndag imorgen, var cafeen jeg havde set ham i, stadig åben. Så jeg vidste hvor jeg skulle hen imorgen…

 

Igen.. Forholdsvis kort, men endelig en opdatering. Jeg vil forsøge at opdatere den oftere, men jeg kan virkelig ikke love noget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...