Try | One Direction

Melody Horan har det ikke godt. Hun føler et stort svigt i forbindelse med sin storebror, der har glemt stort set alt om hende og lever i stedet sin drøm ud rundt omkring i verden. Falske venskaber, små depressionsperioder og rygter er hvad, hun har måtte igennem. Hun må leve uden sin storebror, der stort set er kilden til alle disse problemer, i lange perioder. Men da han en dag tager hende med til London for at møde hans bedste venner, kan hun ikke lade være med at dømme dem for at tage hendes storebror fra hende. Et had til dem sættes hurtigt på benene, men det ændres hurtigt, da hun pludselig forstår situationen. Pinlige, akavede og elskværdige scenarier opstår, og hun kan ikke lade være med at undre sig. Kan hun overhovedet overleve bare en måned i deres selskab? Ja, hun kan jo ikke andet end at prøve.

35Likes
41Kommentarer
9866Visninger
AA

15. Hello truth


”Heeeej venseeer,” råber jeg og smider mig ned på sofaen, da jeg ankommer til stuen. Med store øjne glor Harry, Louis og Niall på mig, men jeg smiler bare til dem og sætter mig op. Jeg er måske / måske ikke høj på et eller andet, men det ligemeget. Jeg er glad, og så er alt andet ikke rigtig noget problem. ”Hvordan går det?” Jeg kigger endnu engang på dem, da jeg denne gang lidt mindre overgearet snakker til dem. Denne gang begynder de bare at smile, og Niall ryster endda på hovedet. Hvaaad?

”Fantastisk, hvad har Liam givet dig?” Louis kigger gennemtrængende på mig, og jeg kan allerede mærke varmen stige til mit hoved. Ikke vrede, nej. Mere en rødmen, der langsomt begynder at gnave mig op indvendigt. Fuck dig, Louis. Er det så tydeligt? Jesus, ellers må han jo være en bedre observør end Sherlock Holmes, men Louis er nu også ved at være en masse ting i mit hoved. Sladrehank, idiot og nu Sherlock Holmes - men idioter er de nu allesammen, og det skal på ingen måde tolkes negativt, for de er nogle meget elskværdige idioter, som jeg efterhånden er ved at kunne lide. Men sådan går det jo engang i mellem.

”Pik,” siger Harry bare, som om det er det mest normale. Henkastet, pludseligt og ligegyldigt, men det får mig i første omgang bare til at kigge forvirret på ham, indtil det endelig går op for mig, hvad fanden han mener. Oh my god, Harry. Pervert. Den røde farver præger helt klart mit ansigt, og jeg har lyst til at forsvinde et kort øjeblik. Jeg bliver hurtigt i tvivl, om det er det rigtige valgt at tage tilbage hertil end bare at blive væk for evigt. Tanken om Liams hus for evigt, giver mig kriller i maven. Årh. ”Han har givet hende pik.” Et slesk smil spiller på Harrys læber, da vi får øjenkontakt. Smilet på mine læber vokser, og pludselig knækker jeg sammen af grin. Det går dog hurtigt op for mig, at Liam lige er kommet ind af døren efter at have hørt den sætning. Han bærer på begge vores tasker, fordi jeg er egoistisk (ej, han er bare en gentleman, aww), som han taber med det samme, han hører den. Han griner højlydt, hvilket får mig til at grine endnu højere, mens jeg gemmer mit hoved i mine hænder, idet jeg tænker på et godt comeback.

Og der kommer det. Kom an, Hazbaz.

Desperat prøver jeg at få mit ansigt i de rette folder, men det går ikke så godt, for hver gang jeg er ved at blive en smule seriøs, begynder jeg at grine noget så voldsomt igen, fordi jeg begynder at tænke på kommentaren. Jesus. Dog lykkedes det efter lidt (meget lang) tid, og jeg går derfor glædeligt hen til ham, mens jeg kun tænker på, at jeg ikke skal tænke på, at han literally lige har sagt, at Liam har givet mig sin pik, som var det den mest naturlige ting i verden.

”Hazbaz, du kører kun i det, fordi du ikke får hul og må nøjes med din hånd inde på dit værelse,” griner jeg og klapper ham kort på hovedet. Det går dog først op for mig, hvad jeg har sagt, da jeg slår min hånd op for munden og begynder at grine højlydt igen. 

For fanden. Fuck af med dig, Harry. Og tag dine perverse tanker med dig, taaak. De smitter. 

Niall begynder nu at grine sindssygt højt, hvilket om muligt får mig til at grine endnu højere. Jeg elsker den drengs grin. Louis, derimod, klemmer et grin inde og begynder at prikke Harry voldsomt. Harry kigger mopset på mig med armene over kors.

”Oh my God, Melody! Tak! Tak for den øjenåbner! Du er nu officielt min Gud,” siger han ironisk og ruller med øjnene. Dog begynder han selv hurtigt at grine. Hele situationen gør mig både pinligt berørt, men på den anden side er jeg også ligeglad. Situationen gør mig også høj på lykke, og den lykke vil jeg meget gerne bevare. Vi sidder eller står her i stuen og griner noget så voldsomt, og det er næsten umuligt at holde op igen. Jeg ville ønske, at jeg kunne fryse dette øjeblik og blive i det for evigt. Jeg har ikke haft det så godt siden før X-Factor, og det gør mig gladere, end jeg nogensinde har været før. De drenge har haft en positiv virkning på mig, og jeg bør takke dem - især Liam.

”Jeg ved det, Hazbaz. Synd du først finder ud af det nu,” smiler jeg, hvilket får ham, barnligt nok, til at række tunge af mig. Endnu engang griner jeg, og jeg er sikker på, at jeg har sixpack, når vi er færdige med det her. Mine mavemuskler gør ondt, tud. Liam træder endelig helt ind i stuen, og han tager bare en arm rundt om mit liv. Smilet på hans læber er stort, og det får da også mig til at smile sødt til ham. Og sådan står vi og kigger hinanden i øjnene, indtil en person vælger at vrisse af os. Great.

”Hvad fanden sker der? I larmer,” lyder vrissen bagfra. Min krop stivner ved lyden af hans stemme, og jeg kan da også mærke Liams vrede, da han strammer grebet om mig. Efter min lille historietime forleden synes han lige så lidt om Zayn, som jeg gør. Hvilket bør være en god ting, men det er faktisk lige det modsatte - jeg har skilt vennegruppen ad. Det er i hvert fald ikke en god ting, for hvad sker der, når de skal på Tour? Videre ud i verden? De kommer til at hænge på hinanden konstant, og hvis de ikke synes om hinanden, kommer det til at være hårdt. Meget hårdt.

”Det gjorde Melody og Liam sikkert også i nat,” griner Harry, selvfølgelig. Irriteret kigger jeg på ham - nu vil Zayn da i hvert fald ikke holde kæft med fornærmelserne, når Harry netop lige har afsløret, at Liam og jeg muligvis her været ret aktive i nat. Men jeg benægter det ikke - det er jo sandt. Dette opfatter Zayn hurtigt, og han mumler nogle skældsord, sikkert henvendt til mig, inden han vredt tramper ud i køkkenet. Jeg har lyst til at løbe ud til ham og spørge, hvad fanden hans problem er - men det ved jeg jo egentlig godt. Det går ham på, at jeg er sammen med Liam, det ved jeg. Men han må bare leve med det.

En akavet stilhed ligger sig over stuen, og jeg får en pludselig lyst til at græde, uden jeg ved hvorfor. Dog synker jeg tårerne ved at skifte emne. ”Nå, skal vi høre noget musik?”

***

”Mel, du synger fantastisk, kom nuuuu,” beder Niall, og jeg slår en hurtig latter op. Det gør jeg ikke. Jeg synger som et æsel i forhold til ham, men alligevel havde han desperat prøvet at overtale mig til at tage til audition til X-Factor, men jeg er aldrig gået med til det - det er trodsalt nok med en popstjerne i familien. Dog kan jeg ikke stå for de øjne, han altid sender mig, når han beder mig om ting. De er simpelthen så søde, og derfor stopper jeg også med at grine og sukker tungt.

”Okay, men så skal vi også synge Little Things, for den skriger jeg ikke til,” smiler jeg. De vil synge en af deres egne sange med mig, og det har jeg nu takket ja til - Zayn er dog ikke med, og det er kun en positiv ting. ”Fuck mit liv,” tilføjer jeg mumlende, da Niall er smuttet ud efter guitaren, hvilket de andre uheldigvis hører og begynder at smågrine. Jeg kigger på Liam.

”Du hørte mig synge til Mulan! Fortæl dem, det lød forfærdeligt.”

Han smiler charmerende. ”Der gjorde du dig umage med at synge dårligt, søde.” Gjorde jeg? Nå ja, vi havde jo også travlt med alt muligt andet bagefter. If you know what I mean. Wink wink ;) ej, men Niall kommer i hvert fald tilbage med guitaren, og han fortæller mig kort, at jeg tager Zayns dele, hvilket jeg ikke har noget problem med. Hurtigt begynder han at spille, og det går op for mig, at jeg skal starte. Jeg lukker kort mine øjne og lytter bare til, at min storebror spiller på guitar - jeg er så stolt af ham. Det svage smil på mine læber fortsætter, da min stemme fylder rummet, og jeg åbner øjnene.

”Your hand fits in mine like it's made just for me.

But bear this in mind - it was meant to be.

And I'm joining up the dots with the freckles on your cheeks.

And it all makes sense to me.” Jeg gør mig virkelig umage med at synge godt, for at synge som et æsel foran fire professionelle sangere, skal jeg ikke nyde noget af. De kigger dog alle smilende på mig, da Liam synger med på den sidste linje i mit vers. Han tager derefter over, idet han tager fat i min hånd.

”I know you've never loved the crinkles by your eyes when you smile.

You've never loved your stomach or your thighs.

The dimples in your back at the bottom of your spine.

But I love them endlessly,” synger han med øjnene låst fast til mine. Genert smiler jeg og kigger ned i jorden, inden jeg ubevidst synger med på den sidste linje - som han havde gjort i mit vers. Derefter kigger jeg rundt på de andre, der interessant følger med i Liams og min lille øjenkontakt. Harry og Louis kigger, som altid, på mig med et eller andet sygt pædoface, som jeg kort griner af, inden jeg synger med på omkvædet.

”I won't let these little things slip out of my mouth.

But if I do, it's you. Oh, it's you they add up to. 

I'm in love with you and all these little things.” Liam synger ikke særlig meget med i omkvædet. Det gør han aldrig. Hans stemme er kun lidt i baggrunden af Zayns, men det giver alligevel den perfekte effekt. Smilet på mine læber er ikke til at få væk, og jeg kører kort et stykke hår bag mit øre, inden jeg endnu engang fokuserer på næste vers.

”You can't go to bed without a cup of tea.

Maybe that's the reason that you talk in your sleep.

And all those conversations are the secrets that I keep.

Though it makes no sense to me.” Louis' stemme fylder rummet, og det lyder ret fantastisk. Harry tager hurtigt over.

”I know you've never loved the sound of your voice on tape.

You never want to know how much you weigh.

You still love to squeeze into your jeans.

But you're perfect to me.” Harrys hæse stemme fylder mig med energi. Han fortsætter hurtigt over i omkvædet.

”I won't let these little things slip out of my mouth.

But if it's true, it's you. It's you they add up to. 

I'm in love with you and all these little things.” Min opmærksomhed lægges nu på Niall - jeg har altid elsket hans del i Little Things, og jeg er sikker på, at jeg smiler som en idiot, da han, med øjnene låst fast til mine, begynder på verset.

”You never loved yourself half as much as I love you.

You never treat yourself right, darling, but I want you to.

If I let you know, I'm here for you.

Maybe you'll love yourself like I love you, oh.” Igen. Hvordan kan jeg overhovedet have været så skide sur på ham over, at han aldrig har været hjemme? Han har været rundt i verden, givet teenagepiger (og drenge?) meget bedre selvtillid. Han har gjort så meget for en masse mennesker, og alt, jeg har lavet derhjemme, er at beskylde hans venner for at tage ham fra mig. Ja, jeg har manglet ham. Jeg har haft brug for ham i mørke tider til at trøste mig, holde om mig og give mig broderlig kærlighed, hvilket har gjort, at jeg har været sur på ham og alle drengene. Jeg har det så dårligt med det lige nu - og jeg har det også dårligt med at lyve for ham.

”And I've just let these little things slip out of my mouth.

'Cause it's you. Oh It's you, it's you they add op to.

And I'm in love with you and all these little things,” starter Harry ud, inden alle vores stemmer slår sammen i harmoni.

”I won't let these little things slip out of my mouth.

But if it's true, it's you, it's you they add up to. 

I'm in love with you and all your little things.” Mine øjne er lukkede, da sangen er færdig. Jeg ånder kort ud og åbner øjnene, forberedt på det værste. Men nej. De sidder alle med store smil på læberne, med deres blikke rettet over mod mig. Et gernert smil spiller på mine læber, da jeg kigger ned i jorden og leger med en knap i min skjorte. Jeg synger aldrig for folk længere - det har jeg ikke gjort i meget lang tid. Der var engang, hvor Niall og jeg sang sammen, men den tid er desværre ovre nu. Han har fundet nogle nye at synge med, hvilket er helt okay. Jeg er overraskende nok begyndt at forstå hans beslutninger, og hans karriere er selvfølgelig vigtig. Desuden kan han ikke svigte drengene - det ville være selvisk gjort, uanset hvad.

”Tak,” siger jeg pludselig, uden jeg kender grunden. Jeg takker dem nok, fordi de har gjort så meget for mig på denne ene måned, og jeg kan ikke være mere taknemmelig, end jeg er. ”Det er lang tid siden, jeg har sunget sådan.” Min blik glider langsomt op på dem igen, og jeg kan straks mærke Liams hånd i min. Han klemmer den blidt og sender en bølge af tryghed gennem mig.

Harry ser ud til at skulle lige til at sige noget, men han lukker munden igen. Forvirret kigger jeg på ham. ”I har det vel rigtig sjovt, hva'?” Hans trætte og hæse stemme lyder bag mig. Det overrasker mig hvor træt, han lyder, men jeg vælger at ignorere det. Jeg orker det ikke. Jeg orker ikke hans negativitet og hans forsøg på at såre mig - jeg er i så godt humør, og jeg vil helst gå glad i seng, hvilket jeg bestemt ikke kommer til, hvis jeg bliver her. 

”Eh, jeg går ind på... mit værelse,” mumler jeg kort for hovedet, inden jeg rejser mig op og vender mig om for at møde Zayn, der står i døråbningen. Et dramatisk suk flyder med lethed ud af min mund, for nu skal jeg også døje med ham, hvilket jeg ikke er sikker på, jeg kan. "Undskyld mig." Med et hårdt blik stirrer jeg på ham, inden jeg gør tegn med hænderne til, at han skal lade mig komme fri. Hans øjne viser ingen følelser - man kan kun se på ham, at han er træt, men jeg kan ikke være mere ligeglad. Jeg skylder ham intet.

”Melody,” mumler han, men jeg ryster på hovedet.

”Zayn, nej. Det eneste, du har gjort her på det seneste, er at svine mig til. Nu, hvor jeg så for en gangs skyld er glad, fordi jeg har sluppet for at høre på din negativitet, skal du ikke ødelægge det. Jeg er så skide træt af dig, og jeg fatter stadig ikke, hvad fanden dit problem er. Det sårer mig, Zayn. Det sårer mig virkelig.” Skuffet kigger jeg på ham, inden jeg, uden at sige mere, skubber han væk og smutter forbi ham. Dog når jeg ikke langt, da han tager fat i mit håndled og trækker mig tilbage, så jeg falder ind i ham og kan mærke hans muskler spændes. Hvorfor skal han også være så tiltrækkende?? Det gør det at hade ham meget sværere, og det er nu det, jeg har allermest lyst til. Men nej. Sådan skal det jo så åbenbart ikke være. Og det pisser mig af big time.

”Bare fordi jeg forstår dem, skal du ikke være sådan der,” fastslår han uden så meget som at kigge på mig – han kigger alle andre steder end på mig, og det irriterer mig sindssygt. Han kan ikke engang indrømme hans fejl! Sa det er, hvad berømmelsen har gjort ved ham – gjort ham til et fucking svin, der tror, han kan få alt. Men desværre. Desværre vil jeg hellere have hans bedste ven, og så bliver han skide sur og viser ikke ligefrem, at han engang har kunnet lide mig. Jeg fatter ham ikke.

”Hører du overhovedet, hvad du selv siger?! Jeg har lyst til at kaste op ved tanken om dig. Jeg væmmes ved dig, og det, at du kommer her og tror, alt er godt, virker ikke så godt, vel? Berømmelse kan også være en dårlig ting – du er blevet til en egoistisk fuckboy, der tror, han kan få alt, hvad han vil have. Når det så ikke lige går efter dit hoved, bliver du et svin, der siger alt muligt shit for at give mig skyldfølelse, men ved du hvad? Det har jeg ikke engang,” vrisser jeg irritabelt og skubber mig væk fra ham. Hans nærkontakt gør mig irriteret – alt ved ham gør mig irriteret. Jeg får en pludselig lyst til at slå ham, men jeg lader være. Han er ikke det værd.

Han fnyser, og hans øjne bliver mørke. Jeg ved, han er sur på mig i dette øjeblik – men han kan bare komme med fornærmelsen, for jeg er ved at være ret så ligeglad med, hvad han siger. Han kan rende mig.

”Ja, fuckboys har du jo haft meget erfaring med.” Han kigger stift ind i mine øjne, og han viser stort set ingen følelser. Kun hårdhed og en vrede, der med garanti er rettet mod mig. Og ved du hvad? Jeg tager det før i mig igen – for den her rammer mig lige så hårdt, som alle de andre kommentarer, jeg har fået fra ham. Jeg ved, at han snakker om Tyler, og det går mig på – efter Liam og jeg havde snakket om det dagen efter, vi havde sex, havde både han og jeg besluttet os for ikke at tænke på det. Selvfølgelig havde han fortalt mig, at jeg på et eller andet tidspunkt bliver nødt til at fortælle Niall og de andre det, men det var også det. Men nu føler jeg mig næsten nødsaget til at sige det. Jeg når kun lige at stoppe mit udbrud, da Liam lægger en hånd på min hånd og forsigtigt kører den op og ned.

Mine hænder, der før var knyttede og klar på at smække ham en, folder sig ud, og jeg tager en dyb indånding.

Rolig nu, Melody.

”Og derfor kan jeg også kende en, når jeg ser en. Godt forsøgt, Zayn, men Tyler har intet med dig at gøre – udover at I minder utrolig meget om hinanden. Begge tror I, at I kan få enhver pige, men når jeg hverken gad dig eller ham, bed det mig i røven.” Jeg har lyst til at slå mig selv i hovedet. Hvorfor sagde jeg også det? Jo, jeg har sådan en lyst til at ramme ham med ord, som han rammer mig med hans. Hans ansigtsudtryk ændrer sig hurtigt, hvilket indikerer, at han klart ikke har forudset det træk fra min side. Desuden kan jeg se sorgen i hans øjne – mørket fjerner sig, og jeg kan se noget af den gamle Zayn, der bekymrede sig for mig, men det er hurtigt væk igen. Som dug fra solen bliver hans øjne mørklagt igen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke. Mit blik rammer jorden.

”Jeg kunne aldrig finde på at voldtage en pige, hvor meget jeg så end ville have hende,” hvæser han irriteret, hvilket bringer tårerne frem i mine øjne. Jeg begynder at ryste, og tårerne falder straks ned ad mine kinder lidt efter. Jeg tager højre hånd op til min mund for at kvæle et hulk, men det lykkedes kun delvist. Det er sagt. Han har lige sagt det – ikke direkte, men det er gemt bagved, og hvis Niall, Harry og Louis bare har den mindste hjerne, vil de kunne gætte det så let som ingenting. Men så dumme er de ikke – jeg har lagt små spor hen ad vejen. Min voldsomme reaktion på spørgsmålet om at have haft sex i drukspillet. Mit angreb på dem den første dag. Vendte de sig mod mig og gjorde… ting. Usikkerheden da jeg fortalte dem grunden til, at jeg skreg den nat. De små hints i min samtale med Emily. Alt. Hvis de ikke allerede har fået det regnet ud, så har de i hvert fald nu – og det er ikke mig, der har gjort det klar for dem.

Tårerne strømmer nu ned ad mine kinder, og jeg bryder pludselig grædende sammen på gulvet. ”Hvad fanden vil du have mig til at sige, Zayn?! At jeg fucking er blevet voldtaget, og hende, der skulle forestille at være min bedste veninde, bare gloede på mig, mens det skete? Jamen, vær så god, da! Nu er det sagt!” Jeg finder kun kort styrken frem i min stemme, inden jeg begynder at hulke højt. Dog rejser jeg mig hurtigt op og skubber mig endnu engang forbi Zayn, og denne gang lader han mig løbe. Hårdt smækker jeg døren i til mit værelse, og jeg kan kun høre Liams stemme, der for en gang skyld er skinger og vred, ellers lukker jeg resten af lydene ude. Jeg smider mig på sengen og græder det hele ud – smerten, sorgen og skuffelsen. Det hele skal væk og ud.

Jeg har levet med både engle og djævle – nogle godt skjult, andre ikke. Det dræber mig at vide, at Zayn engang elskede mig, men han endte alligevel med at rakke ned på mig, og jeg gjorde det samme mod mig selv. Jeg begyndte langsomt at skære i mig selv, rakke ned på mig selv, ligesom han havde skåret i mit hjerte og skidt på, hvordan jeg har haft det. Jeg har levet ligesom engle og djævle, og jeg har selv været en djævel over for mig selv.

På en eller anden måde elsker jeg smerten, det hele medfører. Jeg kan ikke leve uden den, da den på en eller anden sær måde fuldender mig. Så hvorfor prøver jeg overhovedet at få den væk? Jeg begynder hurtigt at skrige vreden ud i stedet. Jeg tvinger mig selv til at stoppe med at græde og i stedet fokusere på vreden – og det virker.

Zayn er langsomt ved at gøre mig sindssyg. Hans ord, hans tanker, hans vrede, der alt sammen går ud over mig. Hvorfor mig? Det kan godt være, at han kyssede mig, og jeg så lige derefter kyssede hans bedste ven, men jeg kan jo ikke gøre for, at jeg føler, som jeg gør, vel? Jeg er begyndt at tro, at vi begge to skriger for at se, hvem der skriger højest, hvem der vinder.

Så hvorfor prøver jeg overhovedet at overgå ham?

 

Ariana Grande - Why Try

 

Okay, så det sidste af det her kapitel er meget inspireret af Ariana Grandes sang: Why Try, som jeg opdagede gennem et mashup af den og Shawn Mendes - The Weight. Med Shawns sangs melodi, er den faktisk en del bedre, så jeg synes I skal tage at høre den - noget af den er i traileren ude til højre. For at høre den fulde version, skal du søge på "Why Try The Weight" på youtube haha.

Nå, men sangen Why Try, som jeg opdagede efter udgivelsen af denne historie, passede perfekt ind her - Zayns og Melodys interne kamp minder ret meget om den sang, men ja. Måske er det bare mig?

Well, jeg er hjemme igen, og jeg kinda besluttede mig for at lave en forholdsvis lang A/N denne gang, og jeg ved ikke rigtig, hvorfor jeg lige følte for det. Men hey, det skal der også være plads til, ikke?

Åh Gud. Den her er meget snart færdig. Tror kun, der er 2 kapitler + epilog tilbage, men det skal jeg nok hurtigt få skrevet, og så er det slut :(( øv. Men set på den lyse side, kan jeg komme i gang med mit nye projekt, og jeg elsker bare virkelig hovedpersonen! Så glæd Jer, når tiden kommer, hihi.

 

Drag Me Down er seriøst god - hvad synes I om den? Det er den, der har ført mig igennem processen til at skrive resten af dette kapitel på min nye computer, og jeg er så glad, ih. Fik endelig min Macbook! :D

- Katrine.x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...