Try | One Direction

Melody Horan har det ikke godt. Hun føler et stort svigt i forbindelse med sin storebror, der har glemt stort set alt om hende og lever i stedet sin drøm ud rundt omkring i verden. Falske venskaber, små depressionsperioder og rygter er hvad, hun har måtte igennem. Hun må leve uden sin storebror, der stort set er kilden til alle disse problemer, i lange perioder. Men da han en dag tager hende med til London for at møde hans bedste venner, kan hun ikke lade være med at dømme dem for at tage hendes storebror fra hende. Et had til dem sættes hurtigt på benene, men det ændres hurtigt, da hun pludselig forstår situationen. Pinlige, akavede og elskværdige scenarier opstår, og hun kan ikke lade være med at undre sig. Kan hun overhovedet overleve bare en måned i deres selskab? Ja, hun kan jo ikke andet end at prøve.

35Likes
41Kommentarer
9855Visninger
AA

3. Hello thieves


”Melodyy,” synger en stemme i mit øre, som får mig til at slå øjnene søvndrukkent op. Hurtigt glipper jeg med øjnene, indtil jeg endelig fokuserer på de blå øjne foran mig. Han griner. ”Ved du godt, at du savler og snorker?”

Tak for lort.

Grinende skubber jeg ham til side og skynder mig ud ad bilen. Jeg har planlagt at løbe skrigende op ad trapperne, for så sær er jeg nemlig, men jeg ender med at stoppe op for at betragte lejlighedskomplekset.

Det er ret stort faktisk.

Min bror er rig.

Så kan jeg låne penge af ham – yes.

Jeg er en grådig lille skid.

”Tag lige dine ting med, ikke.” Selvfølgelig skal han ødelægge mit glade øjeblik ved at fortælle mig, at jeg skal slæbe min kuffert op af nogle trapper. Om jeg vil det? Nej, egentlig ikke. Om jeg har tænkt mig at gøre det? Ja. Ej ahahah god joke. Nej. Derfor sætter jeg i løb hen mod trapperne og råber til ham, at han så skal fange mig. Min energi overrasker mig, for jeg har for ikke særlig lang tid siden siddet i en bil og sovet som en handicappet hval, så alt er jo bare super.

Det undrer mig, at jeg ikke allerede har vejrtrækningsproblemer, for jeg griner så hysterisk, mens jeg løber, hvilket slet ikke er en fordel. Jeg kan høre, at Niall er lige bag mig og løber efter mig, men det fact ser jeg bare bort fra. I stedet fokuserer jeg på mit grin, mit løb op ad trappen og frygten for at dø snart, da jeg helt klart ikke er i særlig god form.

Politi: ”Hvordan døde hun?”

Niall: ”Hun løb og grinede på samme tid, og til sidst havde hun ikke mere ilt og faldt derfor om og døde.”

Bedste forklaring evaaar.

Ej okay.

Det er lang tid siden, jeg har været så glad, men jeg ved udmærket godt, hvorfor jeg er det. Det er ham. Det er ham, der altid kan sprede en positiv energi i min krop, og han får mig altid til at smile eller grine – uanset hvad. Og jeg kan ikke være mere taknemmelig, end jeg er lige nu. Han har taget mig med til det sted, hvor han hovedsageligt udlever sin drøm, og selvom det lyder fjollet, så er der intet, der betyder mere for mig, end han gør det. Der må jo være en grund til, at han ikke har taget mig hertil for lang tid siden, så at han endelig gør det, gør mig gladere end nogen anden.

Lige nu kan alle dem, der ikke kan lide mig bare fucke sig selv. Aldrig har jeg turdet sige den sætning før – end ikke inde i mit eget hoved, men jeg mener det. Lige nu har jeg Niall, og jeg har ikke brug for noget andet til at gøre mig glad. Hvor dumt det så end lyder.

Jeg springer op ad trappetrinene til lejligheden, og mine sko larmer mod betonet. Bag mig kan jeg høre mere larm fra sko, der rammer trapperne, og jeg kan derfor stadig konkludere, at Niall stadig løber efter mig.

Wow.

Det lød klogt.

Spørg ikke, hvor det kom fra.

Et skrig falder ud af mine læber, da jeg rækker ud efter dørhåndtaget til døren, hvorpå der står 'Niall Horan'. Et par arme lægger sig om mit liv, idet jeg trækker ned i håndtaget. Døren svinger op, da han trækker mig tilbage, og mit skrig kan høres i hele opgangen. Vi må jo så håbe, han ikke har sure samboer.

"Unge dame, du skal lære at gøre noget selv," griner han, og han prøver helt sikkert at være seriøs. Hvor godt det lykkedes? Ja, det kan jo diskuteres. Jeg er i hvert fald ret sikker på, at det er mislykket totalt. Han griner og smilet i hans stemme kan man slet ikke tage fejl af.

"Aldrig!" På en eller anden mærkelig nåde, jeg ikke helt fatter, får jeg vredet mig ud af hans greb og løbet ind i lejligheden. Mit hysteriske grin er højt og irriterende for andre, men jeg morer mig faktisk ret så meget. Så er det fuldstændig ligegyldigt med, hvad folk synes om mit grin. Det er dejligt at grine sådan igen. Nialls effekt på mig er virkelig fantastisk, og jeg er så glad for, at den er sådan.

Mit blik glider rundt i stuen som mit grin langsomt fader ud. Jeg tager mig god tid, så jeg ikke behøver at finde andre ting senere hen.

Her er flot. Virkelig flot. Stuen er virkelig pænt møbleret. Så pænt, at jeg faktisk ikke bemærker, at der sidder fire personer i henholdsvis stolen og sofaen foran fjernsynet. Deres blikke er placeret på mig, men jeg ignorerer det bare og bliver ved med at studere rummet. Udsigten er fantastisk, og væggen lige frem er kun et vindue. Det må da være uhyggeligt at være fuld og så stå foran det. Ups.

Jeg hopper glad hen til det og kigger ned på menneskene nede på gaden. Et kærestepar holder i hånden og griner ret meget. Det er faktisk virkelig sødt, for han kysser hende på kinden, og hendes ansigt bliver mere rødt for hver gang, han gør det.

Jeg vil også have sådan et forhold til en dreng.

Hvilken pige vil ikke det?

Nej men seriøst, det er så sødt wow. Personligt ville jeg nok gøre alt for at få sådan et forhold til en dreng. Dog tvivler jeg på, at det vil ske. Jeg mener... se på mig. Jeg er udstødt i skolen, jeg har stort set ingen venner, så jeg sidder bare på mit værelse dag ud og dag ind, jeg cutter, så jeg er åbenbart også opmærksomhedskrævende. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor man bliver nødt til at være opmærksomhedskrævende, når man cutter - er det bare en selvfølge af det fact, at man har det så elendigt, at man skal have gjort det hele værre ved at blive kaldt det ord? Latterligt. Men måske er der noget om det.

Jeg ryster kort på hovedet af mine tanker, og jeg kommer til at tænke på, hvad der er sket med mig. Hvorfor har jeg disse tanker og mig selv, og hvorfor tror jeg på dem?

Well, det må jo være et eller andet med, at når de fleste tænker det, skal alle tænke det. Og selvom det er mig, tanken er om, bliver det også maintream for mig at tænke sådan. Om mig selv. Det er latterligt. Aldrig har jeg haft så nedværdige tanker om mig selv, men det hele er bare blevet på denne måde siden dengang med x factor og alt det der. Og jeg kan ikke gøre noget som helst ved det. For lad os indse det - aldrig vil nogen dreng se på mig på den måde, og det fact behøver vi slet ikke at modbevise, for det passer. Jeg er ikke god nok til nogen, end ikke Niall.

Min glæde fra før er nu svindet helt ud, og jeg har mest af alt lyst til at grave mig ned i et hul og blive der resten af mit liv. Det ville nok også være bedst for alle på de måde, så det ville være en win/win situation. Jeg ville ikke behøve at være social og blive totalt udstødt, mens andre slet ikke behøvede at leve med en person som mig i deres liv.

Min hånd berører blidt vinduets overflade, idet parret forsvinder fra min synsvinkel ved hjælp af, at de drejer hen mod et hjørne. Jeg kommer hurtigt tilbage til virkeligheden og tager mig sammen.

Langsomt vender jeg mig om mod de fem nu tumlende drenge, der ligger og roder rundt på gulvet. Man skulle da næsten tro, at de var blevet ældre fra det, de var dengang, men det er de jo så ikke. Det er jo deres problem.

Eller, problem og problem.

Deres fans elsker deres umodenhed.

Som om det er charmerende.

Det er det ikke.

Det er deres skyld.

De har taget ham fra mig.

Intet kan være charmerende, når det fact er der.

De er skyld i min elendighed.

”Hey!” Min stemme er kold, men det virker. Deres opmærksomhed ryger over på mig, og jeg fortsætter straks. ”Prøv lige at opfør Jer som nogle på Jeres alder,” siger jeg kort og sætter mig i sofaen. Der er pludselig meget stille, og Harry mumler et eller andet utydeligt. Sikkert en eller anden kommentar om mig, men jeg kan ikke være mere ligeglad. Trætheden har endnu engang overmandet mig, og jeg har virkelig lyst til at sove.

Man skulle tro, at Niall kunne få fat i bedre fly, ikke? Nå, men der var en skrigende baby omme bag mig hele turen igennem, og jeg er overrasket over, at jeg først bliver muggen over det nu. Det er sikkert på grund af, at jeg allerede er muggen over mine tanker om mig selv, som jeg så gerne vil have til at forsvinde. Problemet er bare, at alt ikke kan være perfekt, ikke?

De begynder langsomt at snakke sammen om et eller andet, jeg ikke helt kan følge med i, og jeg kan allerede mærke, at jeg kommer til at blive holdt udenfor de næste par måneder. I hvert fald hvis de skal have så interne samtaler, som jeg på ingen måde skal komme ind i – og jeg vil da helst prøve at snakke med dem. Ellers bliver det i hvert fald et par lange måneder. Men på den anden side - hvorfor skulle de ville snakke med mig?

Tja. Niall er min storebror.

De kan sikkert føle sig forpligtiget til det.

De skal lære at kunne leve med mig.

De mangler et liv.

De begrundelser går an.

”Nå, Melody. Hvordan går det så i skolen?” spørger Liam om, og jeg kan straks mærke en klump i min hals. Hans blik fanger hurtigt mit, og jeg ved et øjeblik slet ikke, hvad jeg skal sige til det. Klumpen i min hals bliver større ved tanken om at lyve overfor dem. Selvom jeg ikke ligefrem kan sige, at jeg kan lide dem, har jeg altså virkelig ikke lyst til at lyve for dem. Folk plejer at kunne se så let igennem mig, og derfor tvivler jeg også på, at en løgn vil kunne redde mig ud af den her. Det er lidt ligesom mit forhold til at bryde løfter - jeg kan ikke fordrage at bryde løfter. Derfor er det med rystende stemme, jeg svarer ham.

”Det øh…”

God start, Melody. Meget troværdigt.

”Det går godt. Jeg får gode karakterer, og mit sociale liv, det.. det går godt,” prøver jeg mig frem, og jeg håber inderligt, at det lyder troværdigt. Men nej. Selvfølgelig skal min kære storebror ødelægge det hele ved at bryde ind og modbevise min teori.

Jeg hader ham ugh.

Det mente jeg ikke.

”Vi ved alle godt, at det ikke passer, Melody.” Dømmende kigger han på mig med det værste blik, jeg længe har set. En trang til at græde melder sig med det samme, da jeg kigger ind i hans øjne. De fire andre par øjne er også klistret fast til mig, og det undrer mig ikke engang. Jeg er ved at bryde fuldstændig sammen, hvilket jo er super spændende for dem.

Det er spændende for dem at høre, hvad de er skyld i.

At høre, hvor elendigt jeg har det.

”Hvis I allerede ved det, hvorfor så spørge?” spørger jeg og kører en hånd gennem mit hår. ”Ja, jeg har det af lort. Det siger sig selv. Vil du vide hvorfor? Fordi min storebror er verdenskendt. Da de fandt ud af, jeg aldrig er sammen med dig, og derfor ikke er en let vej hen til dig, vendte de sig mod mig og gjorde… ting… Og der er intet jeg kan gøre, Niall! Og hvad er meningen med det her? At få mig til at fremstå som en eller anden særling, der ikke kan styre sit pms? Tak for lort da,” hvæser jeg og stormer derfor ud af rummet med faste skridt. Jeg går ind på et eller andet værelse, jeg ikke ved, hvem tilhøreren er. Ud fra duften kan jeg vide, at det er Nialls.

Jeg ved ikke, hvad jeg føler. Vred? Trist? Nyttesløs? Nok en blanding af det hele, og jeg ved ikke engang, hvem vreden er rettet mod. Niall? De andre? Dem alle? Jeg ved det ikke. Jeg ved det virkelig ikke. Men jeg er klar over, at jeg stort set har ødelagt det hele for mig selv lige i dette øjeblik. Hvorfor jeg overhovedet prøver, har jeg ingen anelse om.

Min hjerne fokuserer på samtalen ude i stuen.

... vendte de sig mod mig og gjorde… ting…

Mindet strømmer ind over mig, og jeg kan straks mærke smerten endnu engang. Smerten i min hofte, mine arme og overalt. Og mest af alt; smerten indeni. Den gennemborer mig og efterlader mig med en masse huller, der ikke helt kan udfyldes. Selvom det ikke er sket for nyligt, kan jeg stadig mærke smerten, som om det netop er sket. Tanken om, at det var Emily, der stod bag det, gør ondt. Jeg stolede på hende. Jeg stolede på, at jeg kunne sige alt til hende.

Og så kommer tårerne. Byrden bliver langsomt sat af mine skuldre, og jeg kender grunden til det. Jeg har holdt dem inde i så lang tid, og det er dejligt endelig at komme af med dem.

Inden længe overdøver vreden lyden af mine hulk. Det er deres skyld. Og det vil jeg gøre dem opmærksom på.

***


”Hvad ser vi?” En tonløs stemme kan høres ovre fra døren, og jeg vender mig hurtigt om og fanger hendes blik. Det er koldt, så hun har uden tvivl lukket af for alt og alle. Jeg kan stadig huske hendes blik klistret fast til mit – hvordan hendes øjne langsomt blev fyldt til randen med noget, der kunne ligne sorg og sårbarhed, og det er ikke noget, jeg har ønsket. Ja, Niall har fortalt, at hun har problemer med skolen, men jeg vidste da ikke, at det var så slemt. Derfor blev han også ret sur på mig, da hun var gået.

Han burde være gået efter hende. Hun har brug for ham, og han sidder bare herude sammen med os og har det sjovt, mens hans søster sidder inde på værelset og har det dårligt. Jeg ville have gjort det for min søster. Men hun havde åbenbart noget at ordne, som Niall så fint forklarede.

”Bad Neighbors,” lyder svaret fra Zayn, og straks kigger hun over på ham og smiler. Man kan let se, at det er et falsk og ironisk et af slagsen, men hun smiler da – det er det vigtigste. Dog tror jeg, at det går op for hende, hvad han lige har svaret, for hun spærrer hurtigt øjnene op og løber om bag sofaen for at kunne se skærmen foran os, hvor en Zac Efron i bar mave er vist så fint frem.

”Oh my god. Det gjorde I bare ikke,” hvisker hun langsomt, inden hun fortsætter. ”Det GJORDE I bare ikke! Fuck, han er lækkeeer.” Hun hopper lidt op og ned, hvilket bringer et smil på mine læber, og de andre drenge må også anstrenge for ikke at klemme et grin ud. "Shit, jeg ku' ham godt, ik? Den der mave, oh my god. Og hans ansigt, alt." Hun kigger drømmende ud i luften, og til sidst ender Niall med at grine.

"Min lillesøster tænder på ældre fyre. Helt fint da," griner han, hvilket resulterer i et dræberblik fra Melodys side, inden hun langsomt kommer til sig selv igen. Hendes blik er endnu engang koldt, da det glider hen over os. Vi sidder alle med et smil på læben over hendes fangirl lige før. Hun ryster på hovedet og vender sig om, men Niall når lige at kalde på hende.

"Vil du ikke blive?" En krig med blikke bliver sendt imellem bror og søster, indtil hun til sidst sukker og sætter sig ned ved siden af Harry, der smiler triumferende, da hun sætter sig. Vi har haft en eller anden mærkelig konkurrence om, hvem hun kommer til at kumme lide bedst mellem os fire, og Niall ved det ikke - jeg er egentlig ret ligeglad, selvom jeg er sikker på, at hun er virkelig sød. 

"Gør det, og jeg river dine kugler af og propper dem ned i en blender og serverer dem til morgenmad."

Okay, jeg tager det i mig igen.

"Mind mig om, at du ikke skal lave mad," hvisker Zayn ved siden af hende, hvilket får mig til at grine. Det smitter af på de andre drenge. Hendes kommentar og Zayns kommentar er genial. Mest fordi de fleste ville have ladet Harry lægge sin hånd på deres lår. Men ikke Melody. Hun hader os så også allesammen, hvis man ser bort fra Niall.

"Jeg hader Jer, ved I godt det?" hvæser hun og rejser sig. Niall sukker. Hvad havde han overhovedet regnet med? At hun ville elske os alle og bare kaste sig over os? Jamen hvor naiv har man lov til at være. Vi har godt nok ikke gjort hende noget, men hun bebrejder os for et eller andet. "Hvis det ikke havde været for Jer, ville intet af dette være sket! Jeg ville have venner, klare mig godt i skolen, og jeg ville stadig have Niall ved mig. I tog alt fra mig! Stjal det. Jeg har det af lort på grund af Jer, hvordan føles det at få sådan noget at vide? Nårh nej, I plejer at få det præcis modsatte at vide hver dag!" Hun vender sig om og går ud af døren, idet jeg synker en klump. 

Jeg har det så dårligt lige nu.

Calvin Harris - Blame


fra limsebasses synsvinkel og alt det deeer. grinte over det med kuglerne og blenderen. sådan virkelig hysterisk og sårn noget

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...