Try | One Direction

Melody Horan har det ikke godt. Hun føler et stort svigt i forbindelse med sin storebror, der har glemt stort set alt om hende og lever i stedet sin drøm ud rundt omkring i verden. Falske venskaber, små depressionsperioder og rygter er hvad, hun har måtte igennem. Hun må leve uden sin storebror, der stort set er kilden til alle disse problemer, i lange perioder. Men da han en dag tager hende med til London for at møde hans bedste venner, kan hun ikke lade være med at dømme dem for at tage hendes storebror fra hende. Et had til dem sættes hurtigt på benene, men det ændres hurtigt, da hun pludselig forstår situationen. Pinlige, akavede og elskværdige scenarier opstår, og hun kan ikke lade være med at undre sig. Kan hun overhovedet overleve bare en måned i deres selskab? Ja, hun kan jo ikke andet end at prøve.

35Likes
41Kommentarer
9860Visninger
AA

2. Hello scars


Min hofte brænder, da jeg endnu engang rejser mig op, og den sædvanlige tanke rammer mig med det samme; jeg er ikke god nok. Hvorfor skulle Niall ellers forlade mig til fordel for et par lalleglade tosser? Hvorfor skulle folk ellers være sammen med mig for at møde min verdenskendte storebror? Netop fordi jeg sikkert har den værste personlighed, som folk ikke kan klare - de kan ikke klare mig, som jeg er. Og jeg hader det.

Siden den dag Niall gav op på mig, er alt bare gået ned ad bakke. Uden ham ved min side, har jeg ikke kunnet finde mening med noget som helst, og jeg har taget alting alt for personligt. I skolen bliver jeg udstødt, fordi folk tror, at jeg spiller smart, da jeg har en kendis storebror. De skulle prøve det selv. De skulle prøve selv, hvordan det er ikke at føle sig god nok til sin storebror. Hvordan det føles at blive droppet af en, man elsker gang på gang. Hvor hårdt det er at undvære den person, der får ens hverdag til at køre. At undvære den person, der hovedsageligt er grunden til dit smil.

De skulle prøve det. Så ville de kunne forstå, hvordan det er at være mig, og så ville de helt bestemt ikke behandle mig sådan. I starten behandlede de mig faktisk nærmest som en gud, men som de efterhånden fandt ud af, at jeg ikke ligefrem så ham hver eneste dag, blev det hele omvendt - og det har taget hårdt på mig. Jeg har følt mig som ingenting, da folk åbenbart ikke gider være sammen med mig, når jeg ikke er en let vej til at møde Niall Horan. Jeg er ikke sød nok, jeg er ikke god nok, jeg er ikke den perfekte veninde for nogen.

Okay, det blev lige en tand for deprimerende.

Vær glaad, Melody :)))

Niall kommer hjem i dag, hvilket er stort set den eneste grund til, at jeg skal være glad, og jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at se hans smil og høre hans grin, der alligevel minder så meget om mit, men som stadig skiller sig ud. Derfor skal jeg heller ikke komme med alle de dårlige ting, der kom, da min bedste veninde forlod mig. Hun havde fået, hvad hun ville - derfor kunne hun ikke bruge mig mere. Emily. Selv navnet har jeg lyst til at tage i hånden og proppe ned i en maskine, der laver savsmuld.

Sådan der. Smadrer navnet og river hovedet af hende.

Fuck hende.

Hvorfor skader jeg mig selv på grund af hende?

Latterligt.

Det er også på grund af Niall og dem på skolen, men fuck det.

Eller.. jeg er forvirret. Jeg ved ikke, om det er på grund af Niall, men jeg er ret sikker på, at det er det med Emily, der har skubbet mig hen i denne deprimerende cyklus. Måske er det ham, der begyndte det hele, men det er ikke ham, der har gjort, at jeg er begyndt på noget af det, jeg egentlig har lovet mig selv aldrig at gøre. Ikke kun mig selv har jeg lovet det. Jeg har også lovet Niall det, da han fandt mig på badeværelset med et barberblad i hånden. Det var første gang, jeg var ved at gøre det. Jeg fik det så dårligt af det. Derudover har dem på skolen også hjulpet det på vej - Emily fik bare det hele til at flyde over.

Mindet med mig siddende på badeværelsesgulvet får mig til at banke en hånd ind i døren, og jeg begynder langsomt at opbygge et had til mig selv – jeg har gjort det! Jeg har lovet ikke at gøre sådan noget mod mig selv, og alligevel gør jeg det. Hvad er det for et forfærdeligt menneske, jeg er?

Dørklokken ringer, da jeg får taget mig sammen for at få tørret mine hofter af for blod. Barberbladet lægger jeg omme bag alle hårprodukterne og deodoranterne, hvor ingen vil højest sandsynligt finde det. Derefter hiver jeg mine bukser på og trækker ned i dørhåndtaget. Mindet og tankerne fra før skubber jeg til side, som jeg altid har lært mig selv, da jeg langsomt begiver mig ned ad trappen. Dog stopper jeg på midten af den, da jeg hører min mors stemme snakke med Niall.

"Hun er sårbar, Niall. Kan du huske Emily?" En tung stilhed ligger sig over dem, og jeg når kun lige a høre ham mumle et svagt 'ja', inden hun fortsætter. "De snakker ikke sammen længere - og det er ikke for at få dig til at få det dårligere, når jeg siger, at det skete lige efter, du mødte hende. Hun er ikke sig selv længere, hun spiser ikke og jeg ser aldrig smilet på hendes læber længere," hvisker hun, og jeg får det helt dårligt med at høre min mor, der snøfter og helt klart også græder ude ved fordøren.

Og det er min skyld.

Med et suk får jeg taget de sidste trin ned, og jeg når lige at se Niall med armene om min mor, idet han stormer hen til mig og blidt lægger armene om mig i en hurtig bevægelse. Jeg gengælder hurtigt omfavnelsen, og jeg kan straks mærke de varme tårer, der lydløst triller ned ad mine kinder. En tryghed ligger sig over mig som en dyne, hvilket er behageligt. Jeg har savnet det. Jeg har savnet disse trygge omgivelser.

"Undskyld," hvisker han og trækker sig kun fra mig et kort øjeblik for at plante et kys på min kind. Jeg ryster på hovedet. Han behøver ikke undskylde - det er ikke hans skyld. Mig derimod. Jeg behøver at undskylde, for jeg har været en idiot, der ikke kan finde ud af at holde, hvad jeg lover.

Det er også deres skyld.

Hvis det ikke havde været for dem, ville jeg ikke være nødt til at love sådan noget.

De fire alt for lækre drenge.

For seriøst, se på dem.

Min storebror passer perfekt ind der.

Selvom han ikke skulle.

Langsomt trækker jeg mig fra ham, og han lader blidt sine hænder glide ned ad mine sider, idet han kigger på mig. Da han når min hofte, gør jeg alt for at lade være med at skære en grimasse, hvilket lykkes delvist. Min næse rynker kun kort, og han kigger forvirret på mig, men det forsvinder hurtigt igen, da han ser mit smil. Det er noget anstrengt, men det er bedre end ingenting.

"Åh Gud, Mel. Jeg er så ked af det. Hvis bare jeg kunne gøre noget.." siger han tøvende og kigger ned i jorden. 

"Du er her. Og så kan du ikke gøre andet," smiler jeg og trækker ham ind til mig igen. Den fysiske kontakt gør mig glad.

Meget glad.

Uden pis er det kun ham, der kan få mig til at være så glad.

Gladere end jeg nogensinde har været.

Ej, måske lidt overdrivelse.

Men jeg er glad.

Ingen facade her.

Jeg ved ikke, hvor lang tid, jeg ender med at stå i hans arme. Det eneste jeg ved, er, at jeg vil gøre alt for at forblive i denne position resten af mit liv. Også selvom, det måske ikke er muligt.

For prøv lige at tænk - mig limet fast til Niall resten af mit liv...

Prøv lige tænk, når vi skulle på toilettet.

Eller når vi havde sex.

Ej.

Det ville nok ikke være så rart alligevel.

Jeg vil nok alligevel ikke gøre alt for sådan noget. Ups.

***

"Mor! Har du set mit barberblad?" råber Niall.

"Nej, er det ikke i din skraber?" svarer hun, og endnu engang bliver spørgsmålet besvaret med et simpelt nej.

Panikken spreder sig ud over mig, da de kommer ind på det emne. Hvis han finder det nu, vil han kunne se, hvad jeg har lavet, hvilket bestemt ikke er en fordel. Han vil blive så skuffet over mig. Jeg har altid været en person, der holder, hvad jeg lover, og det har jeg ikke ligefrem gjort her. Derudover vil han bebrejde sig selv på trods af, at det ikke er hans skyld. Kun delvis. Hovedparten af skylden ligger på Emilys skuldre. Og en del over på dem på skolens skuldre. Der ligger også en del af skylden over på de andre drenges skuldre. De tog ham fra mig. Jeg kunne have undgået dette, hvis Simon ikke havde sat dem sammen.

Og hvis de ikke havde meldt sig til x-factor.

Og hvis de havde stoppet den tidligere.

Og hvis puberteten havde ladet være med at være så sød mod dem.

For urgh, hvor er de bare lækre.

Dåner over min egen storebror

Fedt da.

Jeg tillader mig selv at grine over mine tanker. Man skulle næsten tro, at jeg dåner over ham/dem, når jeg hele tiden snakker om, at de er lækre - men hvorfor benægte det, når alle alligevel fortæller mig det hver dag, og jeg er fuldstændig enig med dem? Wow, for et sidespor.

Men hey, hvis en af dem lagde op til sex med mig, vil jeg da ikke stritte i mod.

Selvom det er ret forkert.

Men fuck det, de er sikkert gode i sengen.

Altså... Jeg har tænkt mig at stritte imod, hvis Niall ligger op til et eller andet.

For det er bare klamt.

Ad.

Nej.

No-go.

Jeg kan kun lide dem fysisk, okay?

Okay.

Ej ahahah.

Stop, Melody.

Efter en diskussion med mig selv og en hel masse The Fault In Our Stars referencer, går døren op. De krystalblå øjne stirrer på mig med et udtryksløst ansigt, og jeg kommer straks i tanke om, hvad der fik min puls helt op at køre i første omgang. Barberbladet. Skuffelsen mørklægger hans ellers så dejlige øjne, og jeg har på fornemmelsen, at han har fundet det, set på det og lugtet til det. Nej, jeg har ikke på fornemmelsen – jeg ved det.

Selvom det ville være ret sært, hvis han lugtede til det.

Det er lige meget.

Det vigtige er, at han helt klart har fundet det.

Som det er sagt, kan jeg se fortrydelsen i hans øjne, der gør skuffelsen ved selskab. Jeg kan se, hvordan hans øjne fyldes med selvhad og selvbebrejdelse, hvilket jeg aldrig har ønsket at se. Jeg har aldrig ønsket at se ham på grådens rand grundet noget, jeg har gjort. Og hvis jeg så en sjælden gang – det vil sige nu – oplever det, vil jeg aldrig kunne tilgive mig selv. Og det kan jeg ikke nu. Ikke når han står der og bebrejder sig selv for, at jeg yder skade på mig selv.

”Kan du forklare mig, hvad det her er?” Hans stemme ryster, idet han holder barberbladet frem mod mig, og han prøver helt sikkert at virke hård, hvilket mislykkes totalt. Men hvem kan overhovedet finde ud af at se en hård Niall? Han kan ikke være streng, især ikke efter alle disse hændelser, mine valg og min sårbarhed, som min mor så fint kaldte det. Ikke at jeg benægter det, for jeg er sårbar. Mere sårbar end jeg nogensinde har været, og det irriterer mig ret så meget.

”Hvad havde du ærlig talt regnet med, Niall? At jeg ville se på dig leve livet, være lykkelig og glemme mig? At jeg ville råbe hurra over, at du svigtede mig?” Frustreret kører jeg en hånd gennem mit hår. ”De tog dig fra mig. De tog den eneste oprigtige person i mit liv fra mig. Min bedste veninde, der har været det i to fucking år, skrider fra mig. Da hun mødte dig, havde hun fået, hvad hun ville. Og det skal jeg bare lade passere ubemærket forbi? Hvad vil du have mig til at gøre?! Jeg fortjener det, Niall. Jeg fortjener at få smerte, da jeg helt klart ikke betyder noget for nogen – ikke engang dig. Og du kan vel også bare være ligeglad. Du tager sikkert hjem til dine perfekte venner om lidt, og så ser jeg dig ikke i et halvt år. Igen,” spytter jeg irriteret, og jeg kan straks se ændringen i hans øjne. Den er ikke stor, men den er der.

Jeg hader at se ham sådan.

For helvede.

Og selvfølgelig får jeg det bare værre af det, og tårerne i hans øjne smitter af på mig, så nu græder jeg også foran ham.

”Undskyld,” mumler jeg og lægger mig på sengen ved min side. Og det fortjener han. Han fortjener en undskyldning fra min side, og selvom jeg egentlig regner med at fortsætte, kan jeg ikke. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til ham. Min hoved begraver jeg i min pude, og jeg kan straks mærke tårerne, der presser på. For helvede da.

”Mel…” Jeg kan ikke se ham, men jeg kan fornemme, at han træder et skridt hen mod mig for at røre mig eller berolige mig. Problemet er bare, at jeg faktisk slet ikke orker det, og derfor vifter jeg ham også bare væk med hånden. Jeg håber, han forstår en hentydning. Eller, hvis jeg betyder nok for ham, vil han sikkert blive for at snakke med mig. Men nej.

Han lader mig gå.

Præcis ligesom dengang det hele startede.

Præcis ligesom det har været lige siden.

***

Loftet på mit værelse er flot.

Det er hvidt.

Med prinsesseklistermærker.

Og jeg elsker dem.

Så meget.

Tornerose og askepot og alle dem der.

Mine rollemodeller.

Olaf er den niceste disneyprinsesse.

Bum.

Selvom han ikke er en prinsesse. I min verden er han.

Og nej, jeg har ikke orket at tage dem ned.

Og ja, jeg tænker ret mærkeligt, når der er tanker, jeg vil undgå.

Et bank på døren høres og afbryder min total ligegyldige tankestrøm – ikke, at jeg har noget imod det. Tværtimod. Det ville sikkert gå hen og blive for mærkeligt i sidste ende.

Nå, men min opmærksomhed ryger i hvert fald over på døren, der går op uden tilladelse. En smule irriteret kigger jeg på personen i døren, der viser sig at være min kære storebror. Han er forsigtig og… bange? Det stråler ud af hans øjne, og jeg har mest af alt bare lyst til at springe hen og omfavne ham. Men det ville bare være mærkeligt. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor. Måske fordi jeg lige har stået og skreget ham op i ansigtet. Ja, det må være derfor. Men skuffelsen er væk fra hans øjne, så det må da have hjulpet.

Han går langsomt ind og lukker forsigtigt døren efter sig. I et kort øjeblik står han bare og kigger på mig, inden han kommer til sig selv og går hen mod mig. Jeg følger hver og en af hans bevægelser, da han når helt hen til mig og tager min hånd. Et stød går gennem min krop, da den pludselige kontakt overrasker mig. Mit ansigt er koldt, da jeg snakker til ham.

”Niall, jeg… jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg savner dig bare så meget. Jeg ser dig aldrig, og når jeg så ser dig, ender det med, at vi enten skændes eller græder,” mumler jeg og må anstrenge mig for at kigge ind i hans øjne, så han kan vide, at jeg mener hvert et ord. ”Og jeg undskylder. Jeg er en bitch, og jeg kan ikke gøre for det. Jeg vil så gerne… Jeg vil så gerne leve op til dine forventninger, men det kan jeg ikke. Und..-”

Han afbryder mig, før jeg kan fortsætte. ”Melody James Horan. De skal under ingen omstændigheder undskylde overfor undertegnet. Undertegnet ved udmærket godt, at De ikke har haft det fortræffeligt, hvilket gør, at undertegnet undskylder overfor Dem, min frue," siger han formelt, og jeg kan ikke lade være med at grine over hans forsøg på at gøre mig i bedre humør. Det virker. Han er fantastisk.

Okay, vi glemmer bare alt andet lige nu. Det giver mening.

Okay.

Stop.

"Derudover inviterer undertegnet dig med til London for at have tag over hovedet der." Han klemmer blidt min hånd, idet jeg spærrer øjnene op. Er han seriøs? Han ved udmærket godt, at jeg altid har ønsket mig at tage til England - jeg har bare aldrig haft muligheden for det. Så hvis han laver sjov, kan jeg godt fortælle Jer, at jeg bliver ret så sur.

Og det vil I ikke opleve.

Tro mig.

Det vil ingen.

Jeg er et vilddyr.

Raauw.

Nej stop.

"Mels, du trænger til at komme væk fra Irland. Du har brug for.. en ferie, hvis man kan kalde det dét," smiler han, da han ser mit ansigt, og jeg har lyst til at angribe ham med kys og kram, men jeg lader være. Det vil alligevel blive for mærkeligt, selvom han nok forventede den reaktion fra mig... nå whatevs. 

Et smil bliver hurtigt plantet på mine læber, og det ser ud til, at min glæde smitter af på ham. Det er lang tid siden, jeg har set ham så glad, da mit humør altid har tynget hans ned, hver gang han kom hjem. Denne gang er jeg jo glad, og derfor er han også glad. Det er vores lille bror-søster forhold. Vores humør påvirker hinanden, hvilket til tider kan være en fordel, og til andre tider være en ulempe.

”Det ville jeg elske, Niall.” Jeg trækker ham ind i et kram, og de trygge rammer kommer per automatik rundt omkring mig. Jeg har det som om, ingen kan røre mig. Ingen kan gøre mig fortræd. Og det er der heller ingen, der kan, når jeg har ham ved min side. Endelig føler jeg mig god nok. Jeg er glad. Et lille stykke af mig selv kommer kriblende tilbage i dette øjeblik, og jeg kan mærke det.

Avicii - Hey Brother

 

wuhwuhwuwhu såå er den igang, og jeg er så glaaad

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...