Try | One Direction

Melody Horan har det ikke godt. Hun føler et stort svigt i forbindelse med sin storebror, der har glemt stort set alt om hende og lever i stedet sin drøm ud rundt omkring i verden. Falske venskaber, små depressionsperioder og rygter er hvad, hun har måtte igennem. Hun må leve uden sin storebror, der stort set er kilden til alle disse problemer, i lange perioder. Men da han en dag tager hende med til London for at møde hans bedste venner, kan hun ikke lade være med at dømme dem for at tage hendes storebror fra hende. Et had til dem sættes hurtigt på benene, men det ændres hurtigt, da hun pludselig forstår situationen. Pinlige, akavede og elskværdige scenarier opstår, og hun kan ikke lade være med at undre sig. Kan hun overhovedet overleve bare en måned i deres selskab? Ja, hun kan jo ikke andet end at prøve.

35Likes
41Kommentarer
9860Visninger
AA

12. Hello phonecalls and dissapointments


Jeg forstår dem. Jeg kan se grunden.

Min hjerne har det meste af natten kun kredset om disse små sætninger. Når man ser dem udefra, kan man med lethed sige, at der ikke er noget særligt ved dem, men når Zayns og mit forhold er, som det er, er det helt anderledes. Jeg stolede på ham, og jeg stolede på, at han ikke ville misbruge informationen. Men det gjorde han, og jeg ved ikke, hvor mange flere svigtelser, jeg kan holde til, inden jeg bryder sammen.

Liam, der jo var til stede under Zayns bemærkelsesværdige ’tale’, har virket skeptisk. Dog respekterer han mig så meget, at han ikke spørger ind til det, hvilket jeg elsker ham for. Hvis han fandt ud af, at jeg har skjult sådan en hemmelighed for ham, mens jeg har fortalt den til Zayn, vil han blive knust. Det er bestemt ikke noget, jeg ønsker. Han fortjener det overhovedet ikke.

Han kom ind i nat. Liam, altså. Han sneg sig simpelthen ind klokken tre og krøb sig ind under dynen ved siden af mig. Han vækkede mig dog ikke, for jeg har faktisk slet ikke sovet, selvom vi faktisk har lagt noget så komfortabelt. Det var dejligt. Jeg ville ønske, vi kunne ligge sådan her resten af livet. Her er ingen bekymringer, hvis man ser bort fra mine tanker om min fortid, der langsomt er begyndt at æde mig op indefra.

”Godmorgen,” lyder en stemme ved min side, og det giver et lille spjæt i mig. Liam griner over min reaktion og kysser mig blidt på halsen, da det ville blive noget af et gymnastikarbejde for at kunne nå andet. ”Sovet godt?” Jeg nikker fraværende, lige indtil det går op for mig, at jeg faktisk slet ikke har sovet. Tanker om Zayn, Liam, Tyler og Emily har gennemboret min hjerne. Når en tanke er tom for tankenektar, er der en anden klar til at tage dens plads. Derfor har jeg også brug for noget koffein, hvis jeg skal kunne overleve dagen.

Jeg strækker mig og vender mig om, så jeg ser direkte ind i hans øjne. Hans hår er helt uglet, øjnene er fyldt med søvn, og han har ikke andet på end et par boxershorts. En rødmen stiger op i mine kinder, da jeg gennemgår den sidste, hvilket får ham til at grine. Han ved udemærket godt, hvad problemet er. Det undrer mig, at jeg ikke har tænkt over det før nu. Men selvfølgelig. Min hjerne har været optaget af alt muligt andet.

”Du er noget af det sødeste,” pointerer han og kysser mig på næsen. Genert kigger jeg op, og jeg har ingen anelse om, hvorfor jeg pludselig er så genert. Det er jeg åbenbart i hans nærvær. Jeg griner lavt, og jeg kan straks høre, hvor træt, jeg er. Frustrationerne fra dengang i nat, hvor jeg rent faktisk prøvede at sove i et par timer, kan let høres fra min synsvinkel. Lad os så håbe, den er sværere at høre ved Liams synsvinkel.

”Hvad er klokken?” Jeg sætter mig op og kigger mig rundt for at finde en mobil eller et ur. Liam, der ligger og betragter mig, trækker mig til sidst ned til ham og lægger armene om mig. Jeg griner lavt. Han er så dejlig. Hvordan har jeg kunnet overleve uden dette i mit liv? I det mindste har jeg ikke levet, jeg har bare overlevet. Tanken giver mig lyst til at græde, men jeg synker hulket, der var ved at komme ud af min mund, og fokuserer i stedet på Liams øjne, der kigger ind i mine. Et charmerende smil er placeret på hans læber, da han læner sig tættere på mig, så hans ånde kan mærkes på mine læber.

”Det er i hvert fald tid for dig til at kysse mig,” smiler han, og jeg himler med øjnene. Jeg griner let og sætter mig op. Han er så sød. Han gør det ikke bare, selvom det i grunden ikke ville gøre mig noget. Han er næsten det komplet modsatte af, hvad Zayn er, og det elsker jeg ham for. Nej okay, måske elsker jeg ham ikke for det, men det gør ham i hvert fald kun mere tiltrækkende, end han allerede er, når han ligger her med morgenhår, trætte øjne, hæs morgenstemme og bar mave.

Han bliver liggende, mens han kigger afventende på mig. Mente han det seriøst? Jeg har ellers troet, at det er en joke, men okay. Det er virkelig en sød måde at gå ind til et kys, og min mave går fuldstændig amok over det. Jeg smiler til ham, inden jeg læner mig ned mod ham og placerer mine læber på hans. Med det samme begynder han at smile i kysset, hvilket ødelægger det på en måde. Dog ændrer det ikke på, hvad jeg føler i det. Hele min krop summer af lykke, og da han placerer sin hånd på min nakke, tager jeg initiativ til at gøre kysset dybere.

Mit hjerte banker hurtigere og hurtigere. Hele min krop er anspændt, og følelsen af lykke i mit system gør mig gladere end jeg nogensinde har været før. Kort efter trækker jeg mig dog modvilligt fra ham, da jeg kommer til at tænke på mine ånde. Hvor charmerende. Liam udbryder en lyd, der meget vel kan minde om en døende hval, hvilket får mig til at grine hæst og ligge mig ned på ryggen ved siden af ham. Dog får jeg en mærkelig trang til at lægge mit hoved på Liams brystkasse, hvilket jeg så også gør. Mine fingre tegner cirkler på hans mave.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor smuk han egentlig er. Han ligger her, ved siden af mig, halvnøgen og ligner en sexgud, men det er slet ikke det, jeg decideret tænker på. Jeg tænker mest på hans personlighed, der respekterer mig så meget, at jeg ikke kan ønske mig mere. Jeg kan mærke på han, hvor beskyttende han er omkring mig. Derudover kan jeg også mærke, når han tænker på Zayn, for når det sker, strammer han altid grebet om mig og kysser mig enten i håret, på kinden eller på halsen. Det er, som om han har behov for at vide, at jeg ikke smutter over til Zayn, og at jeg kun er hans. Men han skal være helt rolig. Det kommer aldrig til at ske, og det har Zayn helt selv sørget for. Jeg smiler blidt ved tanken om hans overbeskyttende selv, kigger op og møder hans brune øjne, idet et charmerende smil spiller på hans læber.

Han rækker ud efter sin mobil på natbordet og trykker hurtigt på power-knappen. 9:47. Er klokken virkelig ikke mere? Jeg føler klokken er mere, da jeg ligesom har været oppe hele natten.

"Nu er det tid igen." Han lader endnu engang sin opmærksomhed lande på mig, og jeg kigger forvirret på ham. Hvad snakker han om? Det går dog hurtigt op for mig, da han peger på sine læber, hvilket får mig til at grine endnu engang og puffe blidt til ham. Dog går der ikke lang tid, før mine læber endnu engang er placeret på hans i en lidenskabeligt kys. Det er, som om et stød løber igennem min krop og kan ikke komme ud igen. En kilden i min mave viser sin tilstedeværelse, da Liam vender mig om på ryggen, så jeg ligger under ham. Hans hænder er overalt på min krop, men jeg ved godt, det ikke udvikler sig til noget mere lige nu. I øjeblikket tror jeg bare, at vi begge to har behov for at afprøve lidt af hvert, og det får vi da i hvert fald gjort. Jeg har aldrig prøvet det her før, overhovedet ikke.

"Hey guys! Wow." Louis braser ind af døren, og skulle helt klart til at sige noget, men han blev beklageligvis afbrudt af synet. Fuck. Instinktivt trækker jeg mig fra Liam og flyver op af sengen, idet jeg gemmer mit hoved i mine hænder i skam. Panikken står sikkert malet i mine øjne, da jeg kigger forvildet rundt i rummet, og rødmen er helt klart malet i mit ansigt. Det her er noget af det pinligste, jeg nogensinde har oplevet, og at det så var Louis, der kom ind, gør det om muligt endnu mere akavet. Men hellere ham end Niall, for så ville jeg helt klart ende med at dræbe mig selv på grund af min akavethed, uha.

"Ehh, jeg afbrød vist noget her," konstaterer han langsomt, og jeg kan ikke lade være med at grine lidt af situationen.

Ja tak, Louis. Det har vi skam opdaget.

"Men vi har et forholdsvist stort problem, som vi bliver nødt til at snakke om." Han vinker akavet og vender om på hælen og går ud i stuen igen. Shit, det var akavet alligevel. Jeg kigger derfor langsomt over på Liam, der tydeligvis lægger mærke til den tomatrøde farve, der præger hele mit ansigt, da han bryder ud i grin.

Fuck dig, Liam. Fuck dig.

Han sidder bare og griner, mens hans... kan jeg kalde det kæreste? Jeg ved ikke, hvad vi ellers er. Men han sidder i hvert fald bare i sengen og griner, mens jeg er ved at have et mentalt nervøst breakdown. Jeg kigger derfor irriteret på ham, idet jeg beder ham om at tage noget tøj på. Det er dog ikke helt uden problemer, for hallo, drengen sidder uden trøje, og jeg er trodsalt en pige.

Herefter går jeg bare ud i stuen og hører kun en sætning. "Og hun kyssede i hvert fald med denne gang."

Sladre-Lou. Han har sikkert et sygt perverst smil placeret på sine læber, og det har jeg selvfølgelig ret i, da han står med hovedet vendt mod mig. Han ser mig med det samme og vinker glædeligt til mig, og jeg har straks lyst til at grave mig ned i et hul. For foran mig står Niall, der vender sig mod mig, og som jeg forventer, at han bliver skide sur, smiler han bare til mig, men det forsvinder hurtigt, og jeg kommer til at tænke på, hvorfor jeg skulle herud i første omgang. Problemet.

"Jeg hader dig," siger jeg henvendt til Louis, inden jeg fortsætter. "Bank på næste gang, tak. Jeg ville have slået dig, hvis vi ikke havde et problem at tage os af." Harry, der står ved hans side griner kort, men han bliver hurtigt seriøs igen. Idioter.

"Zayn gik klokken 2 i nat og efterlod mig med beskeden om, at han ikke ville komme tilbage i meget lang tid," siger Harry langsomt, bange for min reaktion. Jeg kan dog ikke blive gladere for den information, da jeg så heller ikke bliver nødt til at se på ham, og tydeligvis undrer mit smil også dem alle, for de sætter hurtigt spørgsmålstegn ved det. Især Liam, der spørgende begynder at bevæge sig foran mig for at tjekke, hvad der gør de andre så chokerede. Han sukker. Hvad?

"Jeg ved godt, at Zayn kyssede dig, men du ved godt, at vi bekymrer os for ham," siger Liam langsomt, og jeg begynder hurtigt at ryste på hovedet. Sig mig, er han blind eller døv? Det her har intet at gøre med, at han kyssede mig, for det er tilgivet for længst. Jeg har aldrig været sur på ham over det, bare chokeret over hans handling. Det er hans ord, jeg finder utilgivelige. Han mener åbenbart, at mit 'forræderi' mod ham gør det retfærdigt, at jeg blev voldtaget den aften. Jeg kan mærke tårerne begynde at presse sig på, og til sidst er der en, der falder ned ad min kind. Jeg åbnede mit hjerte til Zayn, og jeg fortalte ham ting, som end ikke min far eller mor ved. Men han misbrugte min tillid.

"Er det dét han sagde til dig, for hvis det er det, så..."

Jeg får nok. Jeg afbryder ham ved at råbe ham lige ind i ansigtet. "I forstår ingenting! I ved ingenting om, hvordan mit og Zayns forhold var. Jeg følte seriøst, at han var min eneste ven, for han hjalp mig. Han hjalp mig med at komme over en svær periode i mit liv, for derefter at finde forståelse for de mennesker, der gjorde det mod mig! Hvis det stod til mig, ville jeg aldrig nogensinde se ham igen, og han skulle blive ude af mit liv. Han er også en voksen mand! Selvom han måske ikke ligefrem har vist det frem på det seneste, så kan han altså klare sig selv, og I kan jo ikke tvinge ham til at komme her igen. Jeg hjælper jer ikke, og sådan er det bare." Måske siger jeg for meget om min fortid, men lige nu er det ligemeget, for mine tårer strømmer ned ad mine kinder, og Niall er den eneste, der som sådan reagerer på det. Forvirret går han over til mig og lægger armene om mig i en broderlig omfavnelse, som jeg hurtigt gengælder, mens jeg snotter, græder og snøfter som en sindssyg. Varmen fra min bror bringer mig dog hurtigt ned på jorden igen, og jeg kan ikke lade være med at tænke på taknemmelighed overfor Niall. Jeg siger den ikke højt, men han ved godt, at jeg er glad for, at det lige netop er ham, der gør det her. Han er klar over, at han har ignoreret mig en smule, det kan jeg mærke på ham. Det er altid noget, at han så kommer nu.

"Mels... Hvis ikke for dig selv, så gør det for os." Jeg trækker mig fra ham og kigger op i de velkendte blå øjne, der ligner mine. Hans ord får min hjerne til at knage. Er jeg villig til at ofre det? Er jeg villig til at kigge på ham, der forrådte mig, for at gøre mennesker, jeg rent faktisk holder af, glade? Jeg sukker. De kigger alle på mig med bedende og forventer sikkert, at jeg siger ja, når de nu har stillet det op på den måde.

Og det gør jeg. Jeg er svag.

Med et suk finder jeg min mobil frem og finder Zayn i mine kontakter. Jeg ringer op og forventer egentlig ikke andet end, at den går direkte på telefonsvarer, men jeg bliver negativt overrasket, da han tager den, og jeg kan høre hans britiske accent gennem mobilen. Min hånd knytter sig om mobilen.

Tag en dyb indånding.

"Melody." Jeg har altid været god til at aflæse folks humør, når jeg snakker i telefon med dem, og jeg har ingen anelse hvorfor. Denne gang er det ikke helt så let, for hans stemme er monoton, og den udviser ingen følelser. Kuldegysningerne ryger kort ned ad min ryg, og jeg har lyst til at slå et eller andet for, at jeg kan tage mig sammen til at svare. Derfor banker jeg hårdt min hånd ind i væggen og tvinger et smertensstøn til at blive inde i munden. Jeg kan mærke de overraskede blikke på mig, men jeg er ligeglad. Lige nu er det eneste, der betyder noget, at få Zayn hjem igen. Ikke for min skyld, men for de andres.

Jeg ignorerer blodet, der langsomt kan spottes på min hånd og åbner munden. "Zayn." Min stemme er hård, hvilket også er meningen. Jeg har intet tilovers for ham lige nu. "Hvad har du egentlig gang i? Du skrider klokken 2 om natten for at lave et eller andet lort, jeg ikke kan være mere ligeglad med. De andre er bekymrede for dig, Zayn. Og lad mig lige gætte - du har ignoreret alle de andre, når de har prøvet at ringe til dig, men tager den, når det er mig?" Et fnys flyder ud af mine læber, og der er stille i den anden ende i et kort stykke tid. Jeg når kun lige at føle en lille sejr, før han svarer igen, sikkert for at beskytte sin mandighed.

"Jeg gider ikke engang lytte til dig. Jeg kommer først tilbage, når du er væk," forsvarer han sig selv, og jeg kan endnu engang ikke lade være med at blive vred. Hvorfor er han sådan?? Jeg mener, han kan åbenbart lide mig, men sådan behandler man da ikke folk, men kan lide. Men selvfølgelig. Mit lille forræderi mod ham, hvor Liam uheldigvis er blevet til min medskyldige, har såret ham, og måske kan han ikke finde på en anden måde at reagere på. På denne måde forstår jeg ham, men jeg er mindst lige så sur på ham, som han er på mig, så det kunne faktisk ikke passe bedre. Jeg smiler triumferende.

"Det er fint, for hvis det stod til mig, skulle du rejse til Kina og aldrig sætte din fod nær mig igen. Men jeg ringede ikke til dig på mine egne vegne. Jeg taler med dig, fordi dem, jeg holder af, sidder ved siden af mig og er ved at dø af bekymring, fordi det her ligner åbenbart ikke dig. Kom hjem, Zayn." Jeg kaster et enkelt blik over mod de andre drenge, der lytter til hvert et ord, jeg siger, og de smiler en smule over det. Jeg tvivler dog på, at det må være af den første halvdel, men mere den anden halvdel.

"Og hvad med dig?"

En klump danner sig i min hals, og jeg har lyst til at skrige mine lunger ud. Hvad med mig? Hvordan har jeg det egentlig omkring det her? Jeg har det fantastisk!

"Jeg er skuffet over dig. Jeg tror, jeg render rundt og siger til mig selv, at jeg aldrig vil se dig igen, og du bare skal blive væk fra mig, fordi jeg ikke vil blive såret igen. Men sagen er den, at jeg har brug for dig, på en eller anden måde, og det kan jeg ikke benægte. Selvom jeg ikke har lyst til at indrømme det, så er jeg også bekymret, og jeg vil egentlig bare gerne vide, om du er okay, eller at du kommer hjem igen," siger jeg, uden overhovedet at tænke over det. Jeg slår en hånd op for munden og bliver sikkert helt rød i hovedet. Drengene, og især Liam, ser overrasket på mig. Et kort øjeblik får jeg øjenkontakt med ham, og jeg kan med lethed se, at han ville ønske, at de ord var henvendt til ham. Derfor vender jeg også hovedet væk fra ham, idet jeg i stedet koncentrerer mig om Zayns svar.

"Jeg er på vej," siger han blot og lægger derefter på. Var det dét? Jeg har lige netop åbnet mit hjerte for ham, endnu engang, og han ignorerer det på den måde. Jeg kan ikke lade være med at blive en smule skuffet over det, men jeg lader det ligge. I stedet vender jeg min opmærksomhed over mod drengene, der kigger afventende på mig, og jeg kan mærke tårerne presse på. Jeg kan ikke lade være med at finde deres handling selvisk. De vil have ham tilbage og udnytter derfor Zayns følelser for mig og min svaghed for ham til at få ham tilbage. En tåre falder ned ad mind kind, efterfulgt af flere. Jeg tager en dyb indånding og beslutter mig for at sige det.

"Han er på vej." Det kommer kun ud som en hvisken, men jeg er sikker på, at de hører det. Da de begynder at skulle til at sige noget, holder jeg hånden op som et tegn på, at de skal holde deres kæft. "Lad være. I har allerede gjort nok," siger jeg, idet jeg vender om på hælen og går målrettet ind mod mit værelse. Her smider jeg mig på sengen og lader tårerne få frit løb.

Mit liv er blevet ét stort rod. Og jeg hader det.

***

Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det. Jeg ved ikke, hvordan jeg overhovedet kunne se denne situation som en mulighed for at gøre det. Men jeg gjorde det. Jeg skar i mig selv efter ikke at have gjort det i meget lang tid, og det var en befrielse. Derfor ligger jeg nu på gulvet i badeværelset efter at have brugt mit EGET blad og ikke Nialls eller en andens. Jeg vil ikke risikere det igen. Så vil de komme med prædiker om ting, jeg ikke magter at snakke om i øjeblikket.

Langsomt rejser jeg mig fra gulvet med det sorte håndklæde omkring min krop. Med en klud tørrer jeg kort mine hofter, hvorefter jeg tørrer barberbladet og lægger det derefter i min toilettaske. Herefter kigger jeg mig i spejlet. Man kan med lethed se, at jeg har grædt, da mine øjne er røde og hævede. Jeg er blevet utrolig tynd på det seneste, og det kan let ses, når jeg løfter min hånd og kører den igennem mit hår. Man kan se små sår på den, hvilket er fra episoden ude i stuen, hvor jeg bankede min hånd ind i væggen. Blodet er tørret væk, men man kan stadig se sårene.

Med et suk kigger jeg væk fra mit eget spejlbillede. I stedet vælger jeg at trække ned i håndtaget for at begive mig ned til mit værelse, hvor jeg kan få noget tøj på og derefter bare ligge mig i min seng og se Netflix på min computer. Jeg har ikke lyst til andet, jeg har end ikke lyst til Liams selskab, hvilket faktisk er højest usædvanligt. Jeg har stort set altid lyst til at være sammen med ham for tiden.

Jeg har fået bevæget mig ud i stuen, hvor der, akavet nok, sidder 3 drenge. Louis, Harry og Niall. Hvor er de andre? Jeg skubber tanken til side og smiler akavet til dem, som jeg bare krydser stuen og når til min værelsesdør. Inde fra døren kan jeg høre dæmpede stemmer. Jeg genkender dem hurtigt. Liam og Zayn. Er Zayn kommet tilbage? Åh Gud. Uden at tænke ydeligere over det, åbner jeg døren til værelset, og det første, jeg ser, er Zayn, der skubber Liam, som selv vrisser voldsomt af Zayn, op ad væggen, og jeg kan straks høre mit forskrækkede gisp.

Hvorfor gør han det? Jeg kan mærke, at alt, jeg ellers havde til overs for ham, hvilket til jeres info faktisk ikke er synderligt meget, langsomt siver væk, og mit blik er hårdt, da mine øjne møder Zayns. Man kan straks se fortrydelsen i hans øjne, og da han åbner munden for at sige noget, ryster jeg med det samme på hovedet. Hvordan kan han overhovedet finde på at gøre sådan noget? Jeg ved udemærket, at de ikke er de bedste venner for tiden, men derfor behøver man ikke true ham!

Han lukker munden igen og giver straks slip på Liam, hvilket giver mig muligheden for at storme over i Liams arme, fuldstændig ligeglad med, at jeg kun har et håndklæde på. Liam ser ud til at være overrasket over min handling, men han løsner hurtigt op og lægger i stedet armene om mig, hvilket bringer en kilden frem i min krop. Dog forsvinder den, da Zayn irriteret slår hånden ind i væggen og minder mig endnu engang om min hånd. Jeg når kun at trække mig fra Liam og sige Zayns navn, inden han vender om på hælen og går ud af døren.

Ed Sheeran - I'm A Mess

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...