Try | One Direction

Melody Horan har det ikke godt. Hun føler et stort svigt i forbindelse med sin storebror, der har glemt stort set alt om hende og lever i stedet sin drøm ud rundt omkring i verden. Falske venskaber, små depressionsperioder og rygter er hvad, hun har måtte igennem. Hun må leve uden sin storebror, der stort set er kilden til alle disse problemer, i lange perioder. Men da han en dag tager hende med til London for at møde hans bedste venner, kan hun ikke lade være med at dømme dem for at tage hendes storebror fra hende. Et had til dem sættes hurtigt på benene, men det ændres hurtigt, da hun pludselig forstår situationen. Pinlige, akavede og elskværdige scenarier opstår, og hun kan ikke lade være med at undre sig. Kan hun overhovedet overleve bare en måned i deres selskab? Ja, hun kan jo ikke andet end at prøve.

35Likes
41Kommentarer
9871Visninger
AA

6. Hello period and memories


Vi kender alle de film, hvor det er morgen, solen skinner, og fuglene synger muntert. Vi kigger på det og fatter ikke helt, hvordan det kan være muligt. Det gør jeg stadig ikke. Især ikke når man er så heldig at vågne op med de vildeste smerter i lænden, som kun kan betyde, at det er den tid på måneden.

Og når man så er hjemme hos sin storebror, der har været så dum at putte hvidt lagen på sengen...

Jamen, så bliver det da ikke bedre!

"Fuck, shit, fuck. Nej, nej, nej, nej," messer jeg, og jeg styrter op af sengen, da jeg ligger mærke til den fugtige plet, der folder sig om mit underliv. Hastigt får jeg fjernet den hvide dyne, der til mit uheld ikke er særlig hvid længere. Det samme gælder lagenet, hvorpå der er en stor og rød plet, som bare stinker noget så forfærdeligt.

Hvad skal jeg gøre? Jeg har ingen anelse om, hvor alt det der lagen og sådan noget ligger, og jeg kan ikke engang gå ud på gangen i denne tilstand. På mine ben er der også blod, hvilket jo giver sig selv, når jeg har ligget i den pøl.

Stanken fylder værelset perfekt, og derfor skynder jeg mig at åbne vinduet, selvom det nok ikke virker særlig godt. Aldrig har tanken om denne situation nærmet dig min hjerne, da jeg selvfølgelig ikke troede, det ville blive nødvendigt. Det gjorde det så, og jeg har lyst til at grave mig selv ned i et hul.

Jeg ved ikke, hvor lagene er placeret. Panisk kigger jeg rundt i alverdens skabe, hylder og kurve, men der er ikke ligefrem noget resultat. Derfor bliver jeg nødt til at tage mig sammen og gå ud til min kære bror og spørge ham.

Når jeg har været i bad.

Jep.

Mine ben klistrer sig til hinanden, og jeg kan mærke, at jeg har ekstremt ondt over alt. Desuden mangler jeg også et bind eller en tampon big time. For helt seriøst. Blodet ryger ustoppeligt ned ad mine ben, idet jeg hastigt springer en til min kuffert og får messende en masse skældsord ud. Jeg får fat i et par sorte jeans, en sort top, undertøj og et bind, da jeg simpelthen ikke magter en tampon i øjeblikket. Derefter lister jeg ud på ganget, låser døren udefra og spadserer hen til badeværelset, hvor jeg får taget mig et velfortjent varmt bad. 

Frustrationerne ryger langsomt ud af min krop, da jeg mærker det varme vand omfavne mig, og jeg slapper langsomt lidt mere af. Det havde jeg i den grad brug for. Men de kommer hurtigt igen, da jeg træder ud og får mit tøj på - hvordan fa'en skal jeg forklare overfor Niall, hvad jeg har lavet? Han vil helt sikkert sætte spørgsmålstegn ved det.

Irritabelt låser jeg døren op og føler mig langt mere tilpas end før. Derefter træder jeg ud på gangen og fortsætter hen mod stuen, hvor alle drengene undtagen Louis sidder der. Jeg kan høre hans stemme ude i køkkenet, og det lyder som om, han har en telefonsamtale igang. Det rør mig ikke, hvem han snakker med, så derfor retter jeg bare mit blik mod Niall og går direkte til sagen.

"Hvor er lagen, dyne- og pudebetræk placeret?" spørger jeg og fanger hans blik. Billedet af sengen viser sig for mine øjne, og jeg kommer hurtigt i tanke om madrassen - den er højest sandsynlig også rød af blod. "Og eventuelt en ekstra madras?" tilføjer jeg spørgende, hvilket kun resulterer i et hævet øjenbryn fra min brors side. Han griner.

"Hvad skal du bruge det til? Liam skiftede da dit sengetøj lige inden, du kom." Mit blik falder over på Liam, da ordene ryger ud af hans mund. Han smiler til mig, men han ligger ikke skjul på forvirringen i hans øjne. 

"Hvad plejer man som regel at bruge det til?" vrisser jeg irriteret, og jeg må anstrenge mig for at lade være med at spytte, sparke og slå til en eller anden. Mine hormoner er på det højeste, og det sidste, jeg magter, er en diskussion om, hvorvidt jeg skal have adgang til nyt sengetøj til min seng. Den diskussion er latterlig, for han kan jo lige så godt give mig den information om, hvor det ligger henne. Jeg kommer under alle omstændigheder til at skifte det sengetøj, da jeg nægter at sove i en pøl af blod. 

Hvis de kommer ind til mig, mens jeg er omgivet af den røde substans, vil de sikkert tro, jeg er myrdet. Det kan også godt være, at jeg snart myrde mig selv.

Aka. selvmord.

Nej, selvfølgelig vil jeg ikke gøre det. Det var en joke.

"Det var ikke det jeg mente. Hvorfor skal du bruge det?" Han sukker opgivende, og jeg begynder hurtigt at mumle skældsord, som Zayn helt sikkert kan høre, hvis man dømmer ud fra hans ansigtsudtryk. Hvis blikke kunne dræbe, ville de sikkert alle være døde lige nu. Og det ville ikke give mig et særligt godt omdømme, hvis jeg dræbte dem alle, og derfor fjernede jeg det hurtigt.

"Jeg har haft et mindre uheld," siger jeg kort for hovedet og prøver at få det til at lyde henkastet og ligegyldigt. Hvor godt det går med det projekt, tør jeg ikke sige. Jeg ved kun, at jeg er fuldstændig ærlig, hvis man det bort fra det lille tillægsord, der hedder 'mindre'. For det er et stort uheld. Og det irriterer mig, at det kunne gå så galt - hvorfor tog jeg ikke et bind på i går, da jeg stille mærkede smerten i min lænd? Jeg burde have lært noget, siden jeg har haft det i så mange år. Niall stopper min strøm af tanker.

"Hvad er der sket?" Hans øjne borer sig ind i mine, og jeg kan straks mærke irritationen blusse op i mig. Mit hjerte banker hårdt i mit bryst, da han spørger, og jeg må endnu engang anstrenge mig for ikke at slå ham et eller andet sted.

"Hvad rager det dig?" spytter jeg, og jeg kan straks mærke de forbløffede ansigter omkring mig. Hvad havde de ærlig talt regnet med? Det er jo ikke, fordi jeg vil have dem til at afsløre, hvor en fredløs ven gemmer sig, vel? Jeg vil ikke skade dem - måske mentalt, når du har været sammen med mig - på nogen fysisk måde, og derfor burde det ikke være så svært at give mig den information om, hvor noget så simpelt som noget sengetøj ligger. Hvad er meningen? Og hvorfor skal de snage sådan?

"Du har måske ødelagt min madras, så selvfølgelig rager det mig." Han smiler beroligende til mig, som om mit lille udbryd før slet ikke rør ham. En trang til at græde melder sig, og jeg har bare lyst til at smide mit hoved ned i en pude og så tude alle mine indvolde ud. Mine øjne prikker og bliver langsomt varmet op ved hjælp af de varme tårer, der gemmer sig bag. Jeg bider mig i læben.

"Det ser i hvert fald ikke kønt ud," konkluderer jeg som billedet af sengen endnu engang viser sig for min nethinde. En pludselig og uventet smerte skyder op i min mave netop som jeg begynder at afvente svar fra ham. Et smertefuldt støn kommer med lethed ud af min mund, og min hånd klemmer hårdt ned på maven, da jeg sætter mig ned i forsterstilling på gulvet. Tårerne triller nu ned ad mine kinder, og ordet kommer ud af min mund så let som ingenting. "Shit." 

Niall panikker fuldstændig. "Hvad sker der? Er du gravid?" spørger han panisk og styrter hen til mig. Mine hormoner tager over ved lyden af de spørgsmål, hvilket resulterer i, at jeg flipper fuldstændig ud. Jeg rejser mig op og prøver så vidt muligt at ignorere smerten, det medfører. Irritabelt kigger jeg på ham.

"Om jeg er gravid?! For fuck sake, Niall! Tror du, jeg er en luder?!" Jeg må anstrenge mig for ikke at stikke ham en lussing. Hvad regner han mig for? Tror han virkelig, at jeg, der slet ikke har en kæreste eller en dreng i kikkerten, bare knepper til højre og venstre og bliver ved et uheld gravid? Jeg har mens, og selvom det nok ikke er lige så slemt som at være gravid, er det virkelig slemt. Sådan er det altid. Jeg får så ondt i min mave og lænd, jeg har lyst til at drukne i mine egne tårer konstant, og jeg kan ikke styre mit temperament. Jeg bliver nødt til at undskylde overfor drengene, når det er drevet over.

"Slap af, kvinde," griner Louis, idet jeg sender ham et tilintetgørende blik, som får ham til at smide hænderne op i luften, som bør vise, at han er uskyldig. Det virker dog ikke særlig godt, for det gør mig kun endnu vredere. Hvorfor kan ingen af dem svare på et så enkelt spørgsmål?! En strøm af opgivelse går igennem mig, og det giver mig endnu engang en trang til at græde.

"Vil I ikke bare fortælle, hvor det sengetøj er?" spørger jeg med rystende stemme, og det går hurtigt op for mig, at der også er gråd i den. Utroligt så meget mit humør skifter. Det plejer helt bestemt ikke være så slemt, når det kommer til menstruation, men det er det af en eller anden grund nu. Jeg er faktisk ret sikker på, at det er, fordi de tirrer mig så meget, som de nu gør.

De kigger alle chokeret på mig, og jeg kommer også hurtigt til mig selv, tørrer tårerne væk og begynder hurtigt at vrisse af dem. "Og jeg fortæller ikke, hvad jeg har lavet. I kan holde Jeres næser for Jer selv."

"Er vandet gået?" bliver Niall ved, og jeg kan se, at han nyder at kunne irritere mig så meget ved så lidt. Sød storebror, ikke? Nej.

"Sjovt, Niall. Nej. Fortæl mig det nu bare," siger jeg hårdt og opgivende, idet jeg slår ud med armene. Mit blik glider rundt på Liam, Zayn og Harry, der følger intenst med i samtalen uden at kommentere på noget af det, der bliver sagt. Harry ser tænksom ud. Jeg undrer mig over, hvad han tænker over. Han er sikkert ved at knække koden om, hvad der rent faktisk er sket inde i sengen, og da et smørret grin glider over hans ansigt - dirtyminded motherfucker. Han tror sikkert, at jeg har været i seng med en eller anden, der ikke har kunnet styre sit sæd. Men nej, det er det ikke!

"Kun hvis du fortæller mig, hvad der er sket." Mit blik glider endnu engang over til Niall, der vælger at afbryde mine tanker. Irritabelt fnyser jeg.

"Det er af en større kaliber end du nogensinde kommer til at opleve," vrisser jeg og slår ud med armene. "For helvede da, så endevendt jeg da bare hele huset, hvis det skal være på denne måde." Jeg vender mig om.

"Hvad?" lyder Nialls forvirrede stemme i min øregang.

Harry begynder straks at flække af grin. "For helvede, Niall. Hun har fået det røde i din seng," griner han, og jeg kan straks mærke min vrede pumpe hurtigere og hurtigere rundt i min krop. Han står bare og griner! Hvordan kan man gøre sådan noget? Jeg er i den sygeste krisesituation i nærheden af et par drenge, der ikke forstår mig med hensyn til mens! Og så griner han bare.

Og da Niall endnu engang er uforstående, lukker jeg vredesbølgen ud. Kan han ikke fatte noget som helst, selvom man siger det direkte til ham? Ugh.

"Ja, det røde! Niagara Falls, menstruation, den tid på måneden. Blod ud over det hele! Der stinker så meget af menstruationsblod, og du gider ikke en skid at give mig det fucking sengetøj!" råber jeg, og det giver et spjæt i dem alle, idet der kommer den længste stilhed, jeg har været ude for i mit ophold her. Vreden pumper rundt i mit blod og bringer alle mine lemmer til live. Jeg har lyst til at slå en eller anden, men det ville måske ikke være så smart. De sidder bare og stirrer på mig som om, jeg er en person fra det ydre rum, og det irriterer mig. Alt irriterer mig i dette øjeblik. Men til sidst rømmer Liam sig og tager sig sammen for at hjælpe mig med at finde det sengetøj. Taknemmeligt smiler jeg til ham og får en lyst til at kysse ham over det hele. Hvis jeg havde været lidt længere væk på menstruationssmerter, ville jeg uden tvivl have gjort det.

Langsomt går jeg med ham ud i gangen, hvor han fører mig ind til hans værelse. Det går på den måde op for mig, hvor stor Nialls lejlighed egentlig er. De har et værelse hver her, og så har han oven i købet også et ekstra værelse til mig. Men nu har han jo så også råd til det, så det er jo fint.

Han åbner et skab, hvor han finder noget hvidt sengetøj frem, men jeg skal ikke have hvidt sengetøj. Ikke på denne tid på måneden i hvert fald. Det har vi opdaget på den hårde måde.

"Øhm, Liam?" spørger jeg, og han kigger mig straks i øjnene og får et stille 'ja' frem. I et kort øjeblik er jeg helt væk i hans øjne, indtil jeg tager mig sammen og åbner munden. "Jeg ville blive ovenud lykkelig, hvis du ville give mig noget sengetøj i en anden farve. Rødt på hvidt er ret tydeligt, du ved." Det er lidt akavet at stå og snakke om menstruation sammen med sin storebrors ven, men han ser ikke ud til at bemærke det. Jeg er ellers ret sikker på, at han tænker alt muligt mærkeligt om mig, for han står bare et øjeblik og stirrer tomt på mig, indtil han langt om længe nikker, lægger det hvide på plads og finder i stedet et sort langen og noget mørkeblåt dyne- og pudebetræk. Endnu engang smiler jeg taknemmeligt til ham - denne gang gradvist større end før.

"Skal jeg hjælpe dig med at putte det på?" spørger han roligt, hvilket får mig til at kigge skeptisk på ham. Om han rent faktisk har lyst til at gøre sådan noget som det, ved jeg ikke. Han spørger sikkert kun om det med hensyn til høflighed. Men uanset hvad vil jeg ikke lade ham komme ind på værelset, når der er blod over det hele, og mit tøj ligger spredt ud over det hele. Oven i det er der jo også den ildelugtende stank, som jeg overhovedet ikke har nogen som helst anelse om, hvordan jeg får væk.

"Ellers tak. Jeg vil helst spare dig for stanken og synet," erklærer jeg ærligt, men han begynder blot at grine over det. 

"Tro mig, jeg har været ude for noget langt værre med mine tidligere kærester," griner han, inden han tilføjer; "Desuden har jeg intet i mod det. Jeg vil gerne hjælpe." Og jeg får straks en lyst til at spørge ham, hvad der var sket med hans tidligere kærester. Men på den anden side ville det sikkert være en smule uforskammet, at jeg gør sådan noget. Det er da nyttig viden for mig at vide, hvem der kan være endnu dummere med hensyn til mens end jeg er.

Jeg smiler stort til ham, inden jeg går ud af værelset og fører an hen til værelset. Jeg tager en dyb indånding, idet jeg tager nøglen frem fra baglommen i mine bukser. Langsomt drejer jeg låsen rundt og åbner døren. En stank kommer mig i møde, og jeg skærer en grimasse, da jeg træder ind i rummet. Derefter går jeg hen til sengen og river langenet af sengen og opdager til min fortvivlelse en stor rød plet på madrassen, der får mig til at tage hånden op til munden.

Hvorfor sker det her altid for mig? Hver gang, jeg skal være sammen med Niall eller et nyt menneske, fucker jeg det bare op på en eller anden latterlig måde. Denne gang slår dog det hele, hvis man ser bort fra det med, at han bustede mig i at cutte. Det er altid mig, der er uheldig. Altid mig, der skal gøre noget dumt. Altid mig, der skal udsættes for alt muligt. Altid mig, der skal straffes.

Få billeder spiller sig med det samme foran mine øjne. Hans grådige blik, der stirrede bestemmende og måske ligefrem nedværdigende ind i mine. Cigaretten, der uden tøven blev presset ned mod min hud. Mit skrig. Emilys råben til mig og måden hun bare kiggede på mig under hele scenariet.

Min underlæbe dirrer, og jeg kan mærke tårerne trille ned ad mine kinder. Liam, som tror, det er grundet den røde plet på madrassen, forsikrer mig om, at det ikke gør noget. Men han ved ingenting. Han forstår ikke. Det gør ingen. 

Hårdt bider jeg mig i min hånd for at forhindre hukkene i at komme ud. Men selvfølgelig. Selvfølgelig skal der slippe et ud af min mund, og Liam hører det. Han går hastigt hen til mig og lægger armene om mig.

Så her står jeg.

Midt i et sammenbrud.

I Liam Paynes arme og mærker et sug i maven og en lille lykke brede sig midt i elendigheden.

Og jeg ved, hvorfor det sker.

Taylor Swift - Red

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...