Try | One Direction

Melody Horan har det ikke godt. Hun føler et stort svigt i forbindelse med sin storebror, der har glemt stort set alt om hende og lever i stedet sin drøm ud rundt omkring i verden. Falske venskaber, små depressionsperioder og rygter er hvad, hun har måtte igennem. Hun må leve uden sin storebror, der stort set er kilden til alle disse problemer, i lange perioder. Men da han en dag tager hende med til London for at møde hans bedste venner, kan hun ikke lade være med at dømme dem for at tage hendes storebror fra hende. Et had til dem sættes hurtigt på benene, men det ændres hurtigt, da hun pludselig forstår situationen. Pinlige, akavede og elskværdige scenarier opstår, og hun kan ikke lade være med at undre sig. Kan hun overhovedet overleve bare en måned i deres selskab? Ja, hun kan jo ikke andet end at prøve.

35Likes
41Kommentarer
9858Visninger
AA

9. Hello old 'friend'


Mit hoved gør ondt. Langsomt vender jeg det mod den tomme venstre side af sengen og kan ikke lade være med at blive en smule skuffet. Om jeg havde forventet, at han ville blive liggende, så alle kunne se det, ved jeg ikke. Jeg ved kun, jeg godt kunne bruge den tryghed, han medbragte i nat, lige nu.

Jeg kan ikke lade være med at føle mig pinlig berørt, da mine tanker langsomt vender tilbage til nattens hændelser. Jeg havde truet Zayn med en lysestage, skreget, sikkert vækket alle mennesker, grædt og fortalt en af de største hemmeligheder, der ellers plejer at være gemt langt inde i den mørkestes krog i mit sind. Zayn må tro, jeg er sindssyg, hvilket jeg til jeres information IKKE er, og det påvirker mig en smule. Hvorfor, ved jeg ikke.

Derudover bad jeg ham jo så heller ikke om at lade være med at sige det til nogen, så jeg krydser bare fingre for, at han ikke har fortalt nogen noget. Jeg har ikke brug for, at fem fuldvoksne drenge / mænd bekymrer sig om mig på grund af sådan en ting. Det er mit problem. Ja, og nu også Zayns. Men mest mit.

Jeg rejser mig fra sengen og tager et par natshorts på for derefter at bevæge mig ud i stuen, hvor hele banden sidder. De kaster mad på hinanden, men de stopper, da de ser mig i dørkarmen. Alle er dybt seriøse, og de stirrer bare blankt på mig, indtil Niall rejser sig brat op og styrter hen til mig med at bekymret ansigtsudtryk.

Har han fortalt det hele? Mit blik er hårdt, da det møder Zayns. Han mimer, at han ikke har fortalt dem noget, og han ved ikke, hvad Niall har gang i. For så god er jeg til at aflæse mimen. Men jeg tror ikke på ham.

"Hvad skete der i nat? Jeg troede du var ved at blive myrdet? Zayn gider ikke fortælle en skid, jeg var lige ved at tæve ham ihjel med mad, inden du kom," griner han, men han bliver hurtigt nervøs igen og begynder at kigge meget alvorligt på mig. På en måde gør det mig lettet, for Niall skal ikke få det som lort på grund af sådan noget. Det synes jeg ikke. "Svar mig." Utålmodigt kigger han på mig og stamper foden i gulvet adskillige gange uden at stoppe op for lige at give mig en chance for at trække vejret. For hvordan fanden forklarer jeg mig ud af denne her?

"Ehm..." mumler jeg og klør mig i håret. "Jeg... vågnede ved, at der var en... en edderkop, der sad på mit ansigt... Så ehm... jeg skreg, og Zayn kom ind. Jeg bad ham om ikke at sige noget, da jeg faktisk synes det er ret pinligt."

Flot reddet.

Taktak.

Niall smiler og skal til at sige noget, men han bliver afbrudt af dørklokken, der ringer fra opgangen. Han går derfor forbi mig med en panderynken, hvilket giver mig muligheden for at sætte mig ned på Nialls plads og tage noget morgenmad. Blikkene klistrer sig fast på min hud, hvilket giver mig en lyst til at slå mit hoved ned i tallerkenen og dø langsomt. Jeg hader folk, der stirrer. Især om morgenen. Især når jeg ved, jeg vil få at høre for den forrige episode alt for mange gange resten af mit liv.

Og ved du hvad? Mit hoved bliver klasket ned i tallerkenen, hvorpå der faktisk, overraskende nok, ikke ligger noget.

"Ehm. Hvad har du gang i, smukke?" Liam. Et smil kommer op på mine læber ved lyden af han stemme, men i stedet for at svare holder jeg bare en hånd op i vejret, inden jeg begynder at lede efter hans hoved i luften. Mit humør er mærkeligt i dag, og det går især op for mig, da jeg blidt klapper Liam på hovedet, da jeg har fundet det. Han begynder at grine, og jeg kan heller ikke lade være med at smile over mit sære humør.

"You and I, we don't wanna be like theem. We can make it till the end! Nothing can come between you and I. Not even the gods above can separate the two of uuus," synger jeg ned i tallerkenen, indtil jeg kigger op. "Jeg er i det sygeste og mærkeligste humør lige nu, I skal ikke kommentere på det, I skal bare observere." De griner af min kommentar, og så snart jeg kommer ned på jorden igen, begynder mine tanker igen at vandre hen på aftenens hændelser. Jeg gennemlevede det hele igen. Mit mareridt. Jeg så hende råbe til mig igen med hendes kolde stemme, der frøs mit blod til is den aften. Det øjeblik, jeg indså, at jeg ikke havde noget tilbage. Jeg havde mistet alle, jeg holdt af. En tåre triller ned ad min kind, idet jeg hører rumsteren ude fra gangen.

"Du får ikke lov at snakke med hende!" lyder det hårdt og bestemt fra min storebror, hvilket får mig til at rejse mig op fra stolen. Hende? Hvem ville da kontakte mig? Og hvorfor? Hvis det var en fra Irland, hvorfor skulle de så spilde så mange penge på at tage til England for at snakke med mig, når jeg ikke gider snakke med dem? Altså, bortset fra min mor og far. De må gerne komme. Men ingen fra klassen og specielt ingen af dem, der har gjort mig så ondt, at jeg stadig tænker over det, selvom der er gået et år.

Mine ben bevæger sig hen mod gangen, og mit hjerte banker langsomt hurtigere og hurtigere, jo nærmere jeg kommer. Min hånd rækker ud efter dørhåndtaget, og idet jeg trækker ned i det, er der en, der river fra den anden side. Forskrækket vakler jeg et par skridt tilbage, og jeg ville have faldet, hvis ikke en person stod bag mig. Liam får mig hurtigt op at stå igen, og først da kan jeg fokusere på personen foran mig.

Mit blik glider undersøgende hen over hende, som hun står der. Hendes øjne er hævede, mascaraen sidder over hele hendes ansigt og hun ligner praktisk talt bare lort. Men jeg ved bedre. Hun har altid været en god skuespiller, og hun har altid haft let ved at fremtrylle et par krokodilletårer. Mit blik borer sig hårdt ind i hendes, idet jeg begynder at snakke.

"Undskyld mig, men hvad fanden laver du her?" hvæser jeg, inden jeg vender mig mod Niall. "Og hvorfor fanden lukkede du den beskidte ting ind?" Med afsky skuler jeg til Emily, der nervøst skifter position.

"Jeg ville bare sige, jeg er ked af det hele! Det var ikke min mening at såre dig sådan," udbryder hun hurtigt, hvilket får mig til at vende mig mod hende igen. Mistroisk ser jeg på hende. Jeg tror overhovedet ikke på hende, og jeg er ret sikker på, at der ikke er noget, der kan få mig til at tro på hende. Hun er kold. Hun spillede min veninde. Hun var ligeglad med mig. Det viste hun den aften. Mit mistroiske blik bløder op, og jeg kan mærke tårerne presse sig på. Hun svigtede mig. Ligesom alle andre.

"Jeg stoppede med at bekymre mig om din mening, da du lod det ske," hvisker jeg kun så højt, at hun kan høre det. Jeg mærker langsomt tårerne trille ned ad mine kinder, idet jeg vender mig om for at gå min vej. Så langt væk fra hende som muligt. Mit blik møder med det samme Liams, og han kigger som sædvanligt bekymret på mig. Jeg ryster på hovedet. Jeg har ikke brug for det der lige nu. Jeg har mest lyst til at trække mig ind til ham, men det ville måske være forkert. Uden at kigge på ham igen fortsætter jeg uden om ham, men jeg bliver stoppet af en hånd om mit håndled og en skinger stemme.

"Mel! Du må ikke gå, please! Jeg ville have stoppet det, det ville jeg virkelig!" råber hun panisk, og det giver et sæt i Harry og Louis, som siger noget for første gang i dag. Jeg hører dem sige et eller andet med, at piger virkelig er skøre, hvorefter de begynder at grine. Irritabelt kigger jeg på dem, inden jeg vender mig mod Emily igen. Som om hun ville gøre det. Hun har altid kunnet lide Tyler, og derfor ville hun også adlyde hans mindste vink - såsom at få mig til at tage sent hjem. Hun holdt mig meget hen den aften, og nu er det egentlig ikke nogen overraskelse. Det kolde blik stivner, da jeg kommer på en tanke. Måske gjorde hun det, fordi han sagde, at hun skulle det. Måske ville hun ikke have gjort det, hvis det var enhver anden, der bad hende om det.

Mine tanker kredser kun om det et kort øjeblik, men jeg vender hurtigt tilbage til situationen. Hun kunne have sagt fra, fordi jeg var hendes bedste veninde. Det gjorde hun så ikke. Ikke godt nok, i hvert fald. Hun må jo så have den samme mening om mig som alle andre.

"Som om du ville have gjort det. Du kiggede bare på mig," hvisker jeg hårdt, som jeg kommer tilbage til vores samtale. Hun er virkelig den koldeste bitch, jeg nogensinde har set. "Det er sjovt, du sådan er begyndt at bekymre dig om mig ud af den blå-" begynder jeg, men jeg når ikke at sige mere, da hun afbryder mig.

"Det har jeg altid gjort, Mel-"

"Nej du har ej! Var jeg bare ingenting? Var jeg bare en dukke, du kunne lege med?" Nu er det min tur til at hæve tonefaldet og afbryde hende. "Jeg gider ikke mere, Smith. Jeg er træt af dig," siger jeg opgivende og vender mig endnu engang om på hælen for at fortsætte ind på mit værelse. Det kommer ikke som en overraskelse, når jeg bliver afbrudt i det igen.

"Alt jeg beder om er en chance til, det må-" begynder hun, men mine tanker cutter hende af. Nej, jeg kan ikke forstå det, og det kommer jeg heller aldrig til. Hvordan kan hun ligefrem forvente, at jeg ligefrem forærer hende vores venskab tilbage, når hun har gjort en ting som den? Jeg fatter hende ikke.

Dog klarer mine tanker hurtigt op for mig. Hun er ikke kommet for min skyld. Selvfølgelig er hun ikke det. Det er jo den mest surrealistiske ting, jeg nogensinde har set. Hun er kommet for dem. Jeg er bare en dårlig undskyldning for at komme brasende, så hun kan få de resterende autografer af bandet One Direction. Hun er så klam. Jeg fatter virkelig ikke hun kan se, hvor meget det sårer mig, at hun kommer styrtende nu, hvor jeg er her. Jeg ville måske have tilgivet hende, hvis hun kom hjem til mig i  Irland, men her.... der er intet at komme efter.

"Du kom kun på grund af dem, ikke? Jeg var bare en dårlig undskyldning for at se dem. Jeg går bare, så kan du have dit fangirl-øjeblik for dig selv," mumler jeg ligeså snart, det går op for mig og vender mig mod hende igen. Tårerne presser sig på, da endnu en sandhed går op for mig - hun har udnyttet mig igen. Og det værste er, at hun altid for tid og evighed vil udnytte mig, selvom hun ikke er i nærheden af mig. Hullet i mit bryst bliver større, dybere. Der går ikke lang tid, før jeg begynder at græde, og det ved jeg.

"Melody, nej! Sådan er det slet ikke!" insisterer hun desperat. Jeg ruller med øjnene. Som om det er på en anden måde. Jeg ved det er på denne måde, og det kan hun på ingen måde fjerne fra mine tanker igen. Hvorfor skulle hun ellers kontakte mig lige nu og her? Hvorfor skulle hun ellers flyve til England for at bede om tilgivelse? Der findes næppe en bedre grund end, at hun hjertens gerne vil have de autografer.

"Jeg kender dig. Det er præcis sådan." Mit blik dræber, da jeg endnu engang kigger hende i øjnene. En lille snert af oprigtighed viser sig i hendes øjne, men den forsvinder hurtigt igen. Jeg fnyser og mærker endnu engang mine øjne blive våde. Jeg har sagt det før, men jeg siger det lige igen; Jeg vil uden tvivl snart græde. Det vil jeg helst undgå. Jeg har allerede grædt over for to af de drenge, og jeg vil helst ikke vise sårbarhed overfor de to sidste. Niall er okay. Han er min bror. Men Louis og Harry? Nope. Det kommer ikke til at ske.

"Melody, jeg er ked af det, der er sket! Jeg har fortrudt det hver dag siden. Sagen er bare den, at jeg blev presset af-”

"Af hvem? Tyler? Var han virkelig så opsat på at få fat i mig, at han udnyttede dig?” afbryder jeg igen, da jeg endnu engang mærker hadet til hende vokse op i mig. Hun gav mig til ham. Hun gav mig bare. Hvis hun havde fortrudt det, ville hun ikke bare have stået og kigget på. Hun ville have hjulpet mig. Men hvis det er som hun siger, og han udnyttede hende, giver det mig ikke en større trang til at tilgive hende. Jeg var hendes bedste veninde. Det var nærmere hende, der udnyttede mig for at få mere respekt fra sit crush. Dog er det nok en af de klammeste måder at opnå respekt på. ”Eller var det bare dig, der udnyttede mig?” tilføjer jeg, og jeg ved med det samme, at hun ved, at jeg har ret.

"Mel, du lytter slet ikke-” Men selvfølgelig. Selvfølgelig vil hun ikke indrømme det. Ikke her. Ikke foran dem. Hvis vi havde været i enrum, ville hun helt sikkert have givet mig ret, og vi kunne have afsluttet denne diskussion for lang tid siden. Det fact, at drengene er her, formindsker hendes ordforråd omkring, hvad der skal siges.

"Jeg vil aldrig se dit ansigt igen. Nu går du ud af den dør og kommer aldrig kravlende tilbage," ender jeg med at hvæse af hende, og jeg skal lige til at vende mig om endnu engang, idet hendes bedende stemme kan høres. Jeg ved udmærket godt, hvorfor hun bruger den. Jeg har aldrig kunnet lide, når folk beder mig om ting på den måde, men når det er hende, der gør det, virker det ikke. I hvert fald ikke i denne situation.

"Melody, please…” lyder det desperat, , hvilket om muligt gør mig endnu mere irriteret på hende. Hvordan kan hun overhovedet bede mig om sådan noget? Mit blik glider rundt i rummet for at få styr på mine tanker og min lyst til at begå et mord.

Okay, det var så lidt overdrevet, men trangen til at gøre hende fortræd på en eller anden måde er der virkelig!

Mit blik stopper ved Zayn. Han ligner en, der kan springe på hende når som helst - og med det mener jeg, at han uden tøven ville gå fuldstændig amok på hende med ord, hvis hun går over stregen. Det letter mig på en måde. Jeg ved, han har min ryg i det her, når han jo allerede ved alt om det, vi taler om. Vores øjne fanges, han smiler opmuntrende til mig, og jeg smiler tilbage. Mit fokus kommer dog hurtigt tilbage på pigen foran mig.

"Du er det klammeste menneske, jeg nogensinde har set. At lave sådan en scene og så komme tilbage og forvente alt er godt? Please. Jeg har ikke brug for dig til at få mig fuldstændig ned i kulkælderen igen. Jeg har ikke brug for dig længere! Hvordan føles det?” Min stemme er en råben, og jeg når kun lige at skubbe til hende, inden det går op for mig, hvor lidt jeg egentlig vil vide om, hvad hun føler omkring denne episode. ”Nej, ved du hvad? Jeg er ligeglad. Jeg vil aldrig se dig igen, og hvis du nogensinde viser dig for mit åsyn igen, skal jeg personligt sørge for, at du fortryder det," hvæser jeg truende og stirrer trodsigt ind i hendes øjne. Hun har altid villet have en masse magt, og derfor kan hun helt klart ikke klare, at jeg har magt over hende i dette øjeblik. Derfor giver hun endnu engang igen ved at trodse mig.

”Jeg går ingen steder," siger hun bestemt, hvilket bringer minderne tilbage fra dengang, jeg troede, hun var min veninde. Hun bestemte over mig. Hun sagde altid, hvad jeg skulle gøre, og det var som om, jeg aldrig havde noget at sige til det - at jeg ikke var et menneske med egne tanker, men bare en robot, hun bestemte over. Har hun nogensinde været min veninde? Eller har jeg altid bare været en marionet? Tænk, at det først går op for mig nu. Hvor dum og naiv efter støtte har jeg lige været?

Tanken får mig straks til at græde, og det er ikke kun tårer, som det førhen har været - det er et vandfald, der bare flyder ned ad mine kinder i en endeløs strøm af følelser, der har brug for at komme ud af mit system. Det er som om en bombe af tårer er blevet udløst og nu ikke kan blive stoppet igen. Det er ligegyldigt med det, jeg sagde om, at drengene helst ikke må se mig græde. Det er sådan set smidt ret meget på gulvet lige nu.

”Emily, skrid nu for fanden,” græder jeg og begynder langsomt at hulke endnu mere højlydt end jeg hidtil har gjort. Det ser ud til at overraske hende, og på en eller anden måde, gennem tårerne, begynder det at fryde mig. Hun skal vide, hvor meget hun har ødelagt mig. Jeg vil have det fact til at ødelægge hende bare en lille smule. Det bør det gøre.

”Melody…” prøver hun, men hun når ikke særlig langt, før Zayn endelig træder til handling og begynder at sige, at hun simpelthen skal gå nu. Jeg må huske på, at jeg skal takke ham for det senere, men jeg når ikke særligt langt med mine tanker, før jeg bliver trukket ind på mit værelse og lydene omkring mig forsvinder lidt. Jeg kan se, Zayn råber, og Emily prøver at svare igen, men bliver afbrudt gang på gang. I øjeblikket er jeg glad. Zayn beskytter mig. Han har min ryg. Jeg er mest af alt bare glad for at komme så langt væk fra den skabning til Emily som muligt.

Min krop ryster, og jeg har stort set ikke særlig meget kontrol over min vejrtrækning. Det går op for mig, hvor ynkelig, jeg må se ud, da Liams ansigt viser sig for mig efter at have placeret mig på min seng. Døren er lukket, og lydene kommer langsomt tilbage. De eneste lyde er dog en dæmpet råben inde fra stuen og min endeløse hulken, der bare bliver ved og ved og ved. Liam smiler opmuntrende til mig, hvorefter han prøvende tager fat i min hånd, og da jeg ikke gør modstand, giver han slip på den og trækker mig ind i et kram.

Han siger ingenting. Jeg siger ingenting. Vi er bare i hinandens arme, fordi han føler, at jeg har brug for støtte. Og han har fuldstændig ret.

”Jeg må være en opmærksomhedskrævende lille pige i dine øjne, ikke?” hvisker jeg ud af det blå. Han trækker sig ud af krammet, smiler til mig og kærtegner min kind.

”Jeg synes, du klarede det der helt perfekt.” Han kysser min kind, rejser sig op og forlader værelset.

Cesilia - Vi to datid nu

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...