Try | One Direction

Melody Horan har det ikke godt. Hun føler et stort svigt i forbindelse med sin storebror, der har glemt stort set alt om hende og lever i stedet sin drøm ud rundt omkring i verden. Falske venskaber, små depressionsperioder og rygter er hvad, hun har måtte igennem. Hun må leve uden sin storebror, der stort set er kilden til alle disse problemer, i lange perioder. Men da han en dag tager hende med til London for at møde hans bedste venner, kan hun ikke lade være med at dømme dem for at tage hendes storebror fra hende. Et had til dem sættes hurtigt på benene, men det ændres hurtigt, da hun pludselig forstår situationen. Pinlige, akavede og elskværdige scenarier opstår, og hun kan ikke lade være med at undre sig. Kan hun overhovedet overleve bare en måned i deres selskab? Ja, hun kan jo ikke andet end at prøve.

35Likes
41Kommentarer
9865Visninger
AA

8. Hello nightmare


Gaden henlå i mørke, da jeg stille og næsten ubemærket gik hen ad den. Klokken var ved at være mange, som jeg gik der i min tykke vinterfrakke med sneen dalende rundt omkring mig. Jeg var på vej hjem fra Emilyhvor vi havde arbejdet på et skoleprojekt. Hun havde været ret fraværende, og da jeg spurgte, hvad der var sket, sagde hun bare, at hun var træt. Men jeg vidste bedre. Jeg havde trods alt ikke været hendes bedste veninde for ingenting, men jeg besluttede mig alligevel for at lade det ligge og tage hjem, så hun kunne slappe af.

Mine fødder flyttede mig hen mod den om muligt endnu mørkere gade, jeg normalt gik på, da jeg skulle hjem fra Emily, men denne gang tøvede jeg med at gå igennem. Det var mørkt, det var aften, der boede stort set ingen i det kvarter, og hvis der nu skete noget, ville ingen høre mig. Men på trods af det, gik jeg derind. Jeg tænkte kun på, hvor små odds der var for, at jeg ville blive angrebet.

Jeg gik ret hurtigt. Mit hjerte bankede, og så snart jeg var trådt ind på gaden, ville jeg ønske, jeg havde gået en omvej. Måske skyldtes det stemmen, der begyndte at snakke til mig, eller måske skyldtes det, at jeg genkendte den. Jeg ved det ikke.

"Hvad laver du ude så sent, smukke?" Han tog straks fat om min hofte bagfra, og jeg kunne mærke hans ånde på min hals. Der var kun tale om millimeter, når man taler om afstanden fra min hals til hans mund. Han lugtede af cigaretrøg, og hvis jeg ikke vidste, at han ikke brød sig særlig meget om mig, ville jeg helt klart have set hans tilstedeværelse som noget godt. Problemet var så bare, at han altid havde haft et eller andet i mod mig, så det var helt sikkert negativt. Irritabelt og uden held prøvede jeg at vride mig ud af hans greb.

"Hvad laver du ude så sent, Tyler?" bed jeg, og så snart jeg havde sagt det, tog han hårdere fat i mig og vendte mig rundt, så jeg stod med front mod ham. Han havde ganske rigtigt en cigaret hængende ud af mundvigen, idet han tog fat om mit håndled og kiggede mig vredt i øjnene. Han havde altid haft et eller andet med sit temperament.

"Var din mund, kælling." Da ordene faldt ud af hans mund, tog han cigaretten ud af munden og pressede den mod min arm. En skarp smerte steg op i mig, og det fik mig til at skrige. Men det ville han ikke have, så han tog en hånd foran min mund og gentog handlingen et par gange mere. Hver gang jeg skreg, gjorde han det en gang mere, og derfor begyndte jeg langsomt at kvæle skrigene, der bare blev til tårer i stedet. Et tilfredst smil kom over hans ansigt. "Godt, så ved du, hvad du skal gøre."

Forvirret. Jeg skulle til at sige noget, men da jeg åbnede munden, ramte et par læber mine og kyssede dem hårdt, idet jeg blev presset hårdt op ad muren. Jeg havde lyst til at skrige, men så kom jeg i tanke om hans ord. Der ville ikke komme noget godt ud af at skrige, og jeg var så hunderæd for, hvad han mon ville gøre. På trods af den dunkende smerte i min arm ved de 9-10 brændinger, bed jeg ham hårdt i læben og skubbede ham hårdt væk. Da jeg kiggede ham i øjnene, kunne jeg ikke se andet end grådighed, og jeg vidste udmærket, hvad han ville gøre. Det ville jeg ikke. Han smilede grådigt til mig, inden han mumlede et eller andet om, at jeg bare skulle slappe af, så skulle han nok få mig til at nyde ham. 

Endnu et skrig blev sunket, da han endnu engang tog fat i min arm og kørte cigaretten hen over den. Tårerne trillede uden tøven ned ad mine kinder, da smerten tog til. Mit hjerte sad oppe i min hals, og jeg havde det som om, min arm stod i flammer. Forbrændingerne blev større og større, og til sidst begyndte jeg at bede ham om at stoppe.

"Tyler, please, please. Vil du ikke nok holde op? Tyler... jeg vil gøre alt... Tyler, Tyler, kom nu..." hviskede jeg, og det fik ham til at stoppe og grine. Mine hulk overdøvede dog hans latter, og jeg håbede på, at det sagde nok til, at han ville stoppe med at gøre det.

"Du kan godt lide mit navn, huh? Og sagde du, at du ville gøre alt? Du skal bare slappe af, så skal det nok gå," sagde han endelig, idet han skoddede cigaretten mod jorden. Automatisk slappede jeg mere af, men det var inden han endnu engang greb fat i mig og lagde mig ned på jorden. Jeg mærkede den kolde sne mod mit ansigt, og jeg begyndte hurtigt at fryse en smule. Det så dog ud til, at han var ret ligeglad. Lysten var malet i hans øjne, da han begyndte at fumle med sine bukser. Bæltet blev taget af, mens han havde fat i mine arme. Jeg orkede ikke at gøre noget ved det, da han begyndte at binde mine hænder fast til hinanden med bæltet. Min modvillighed ville komme senere, og det tror jeg også, at han vidste. 

Da han havde fået sine bukser ned til anklerne, gentog det sig med underbukserne. Derefter lagde han sig oven på mig og begyndte straks at kysse mig rundt omkring. Min jakke røg hurtigt af, og da han begyndte på mine bukser, begyndte jeg at sparke og prøve at vriste mine hænder fri. Det gik bare ikke særlig godt, for han slog mig med det samme hårdt i maven og sagde, jeg skulle ligge stille. Smerten var uudholdelig, og jeg stoppede hurtigt med at kæmpe og i stedet krøllede jeg mig sammen som en kugle.

Jeg prøvede desperat på at trække vejret, men det blev ikke til mere end små og hurtige stød af vejrtrækning. Tårerne trillede ustoppelige ned over mine kinder, som han genoptog målet for at få mine bukser af mig. Mit skrig rungede i natteluften, men det var som om, jeg var blevet lukket inde i en lydtæt boks, hvor jeg ikke havde nogen som helst form for kontakt med omverden. Endnu en smerte bredte sig i min krop, og det gik hurtigt op for mig, at det var, fordi han tog så hårdt fat i mine hofter of ben, at jeg uden tvivl ville få et par blå mærker næste dag.

Jeg havde givet op. Jeg havde indset, at han var stærkere end mig, men det, der skete efterfølgende, gav mig lidt mere liv. De blå øjne stirrede ned på mig, som om det slet ikke rørte hende, at hendes bedste veninde lå nede på jorden og var ved at blive voldtaget.

”Emily! Emily, please, hjælp!” skriger jeg, hvilket kun resulterede i en knytnæve i ansigtet. Jeg kunne mærke mine tænder sige nogle lyde, men jeg tog mig ikke af det. Smerten var ikke ny, og derfor fortsatte jeg bare min råben på hende, der skulle forestille at være min bedste veninde. Et kort øjeblik lignede det, at hun slet ikke vidste, hvad hun skulle gøre. Men så gled et koldt udtryk over hendes ansigt, inden hun rystede på hovedet.

”Måske du så kan lære, du ikke er mere værd end os andre, ikke?” hvæsede hun og spyttede på jorden ved siden af mig. Min skrigen holdt straks op, og det var kun en tanke, der løb igennem mit hoved, idet jeg mærkede en skarp smerte i mit underliv.

Et hjerteskærende skrig lød, og denne gang var jeg ikke i tvivl om, at der var nogen, der hørte det. Hun havde sat mig op. Min bedste veninde. Grunden til, jeg tog i skole hver dag. Min klippe.

Og da det gik op for mig, jeg ikke havde noget tilbage nu, vågnede jeg.

Skrigene fortsætter, og de bliver kun mere og mere hjerteskærende fra hver gang, der kommer et ud. Mine hænder gnider sig op ad min krop for at prøve at tørre alle hans berøringer af mig. Smerten i min arm er genoptaget, selvom den har været væk i ret lang tid. Alle minderne fra den aften kommer strømmende ind over mig, og jeg får en pludselig trang til at græde, hvilket jeg også gør.

Tårerne begynder langsomt at trille ned ad mine kinder, og jeg begynder hurtigt at hulke ned i mine knæ. I fosterstilling sidder jeg, mens min ene hånd kører op og ned ad brændemærkerne, der stadig er ret tydelige.

Mit hjerte slår et ekstra slag, da en person tumler ind i rummet. Min hulken stopper brat, og i stedet kravler jeg ned af sengen og væk fra den over i hjørnet af værelset. Min hånd griber fat om det nærmeste, der er i min radius, hvilket ender med at blive en lysestage. Jeg holder den truende frem mod personen, og jeg ignorerer det faktum, at jeg kun har en lårkort kjole på, idet jeg begynder at råbe af skikkelsen.

"Kom ikke nærmere!" råber jeg. "Kom ikke nærmere," gentager jeg uroligt, da personen træder tættere på mig. Kun en meters afstand er mellem ham og jeg, og det eneste jeg tænker på, er; det sker igen, det sker igen. Han vil gøre mig fortræd, han vil ødelægge mig. "Please, ikke rør mig." Min stemme er ændret til en hulken, og i stedet for at holde lysestagen frem mod ham, lader jeg den falde slapt ned om min side. Hurtigt begynder tårerne at trille ned ad mine kinder, og jeg mærker straks et par stærke arme omkring mig. Hans bare hud brænder på mig, og jeg indånder hans duft. Zayn.

"Shh, det var bare en drøm. Bare en drøm. Det er overstået," hvisker han trøstende, idet han tager fat om min krop og bærer mig op i sengen igen. Han venter ikke engang på tilladelse, da han kravler ned under dynen ved siden af mig.

Først da opdager jeg, hvad han siger. Ordene kommer ud som en hvisken, uden jeg overhovedet når at tænke over det.

"Men det er jo lige det. Det var ikke en drøm. Det vil aldrig være overstået." Endnu engang kommer tårerne som en strøm, og selvom man sagtens kan fornemme forvirringen i ham, bliver han ved med at trøste mig. For at finde mere støtte læner jeg mig længere ind til ham, og da min hånd berører hans mave, kan jeg mærke, han ingen trøje har på. En rødmen stiger op i mig, og jeg fjerner den hastigt igen. 

"Vil du fortælle mig, hvad du mener med det? Og du må altså gerne røre mig, at du ved det," griner han, og et kort og ikke særlig troværdigt grin flyder ud af min mund. Jeg lader min hånd falde på hans mavemuskler igen, idet jeg kigger op for at få et glimt af hans ansigt. Det går hurtigt op får mig, hvor forkert det egentlig er. Han er min storebrors ven, og hvis Niall fandt ud af det her, ville han seriøst flippe skråt big time. Han var engang meget overbeskyttende, men som berømmelsen fik mere og mere indflydelse på ham, holdt det op. Mindet af at have mistet sin bror stikker mig et kort øjeblik i hjertet, inden jeg kommer tilbage til virkeligheden igen. Til Zayn. Til mareridtet. Til mit liv. Til alt. Jeg ville meget hellere være blevet i den bobbel af tanker.

Han kigger ned på mig og smiler både charmerende, varmt og trøstende til mig på samme tid. Jeg har ingen anelse om, hvordan man kan det, men det kan Zayn åbenbart. Han har på den måde superkrafter. Jeg smiler stille igen og snøfter højt, så han endnu engang kommer til at grine, selvom det bare overhovedet ikke er sjovt. Tard.

Alligevel vælger jeg at forklare min drøm. "I starten af Nialls succes fik jeg meget opmærksomhed, og jeg begyndte hurtigt at blive meget populær blandt alle. Problemet var så bare, at jeg fortalte dem, jeg ikke rigtig snakkede med mig kære bror, hvilket jeg heller ikke gjorde, og det fik dem vendt mod mig. Alle gik i mod mig. Undtagen Emily. Min bedste veninde. Altså, lige indtil den aften, jeg var hjemme hos hende. 

Vi skulle lave skoleprojekt, og hun havde aldrig været mere fraværende end den aften. Og da jeg så skulle hjem..."

Mit hjerte banker hurtigere og hurtigere jo længere vi kommer hen i historien. Og i takt med mit hjerte bliver hans greb om mig strammere.

 


Mit hoved gør ondt. Mit bryst gør ondt. Hele min krop gør ondt, da jeg får hele smørren kastet i ansigtet. Jeg har så ondt af hende, men jeg ved, at hun ikke har lyst til at høre folk have medlidenhed med hende. Hun prøver at glemme episoden, hvilket jeg forstår, og derfor behøver hun ikke det til at minde hende om den.

Mine arme er viklet omkring hendes slanke krop, da realiteterne går op for mig. Niall har aldrig været der for hende. Hun blev/bliver direkte mobbet grundet ham. Fordi han svigtede hende, da hun havde mest brug for ham. Det gør ondt inde i mit bryst, da jeg ser, hvordan Nialls bortrejsen har påvirket hans allerede svage søster. Hun er blevet misbrugt, været alene, og han har ikke opdaget noget som helst indtil den dag, han fandt det barberblad. Det gør ondt at vide, at hun foruden det, andre har gjort mod hende, også har voldt skade mod sig selv. Hun har ikke fortjent det. Hun er en fantastisk pige, og jeg fatter ikke, hvordan dem på hendes skole kan sige noget andet til hende. Det, at hun stadig har mareridt omkring den episode, skræmmer mig. Især fordi jeg straks sætter fokus på, hvor meget det egentlig påvirker dem, der bliver udsat for seksuelt overgreb. Det påvirker dem for livet. Og det vil sikkert også påvirke Melody i lang tid efter.

Især det med Emily. Det at have mistet sin eneste tilbageværende ven på den måde, må have været hårdt. At se sin bedst veninde stå og glo på en, mens man er i knibe, burde ingen nogensinde opleve. Specielt ikke Mel, der allerede har oplevet nok tab i livet. Det største tab for hende var nok det med Niall, der egentlig er kilden til alle hendes problemer. Det får mig også hurtigt til at tænke på, om mine søskende også har det på den måde, eller om det bare er den modsatte virkning. Melodys stemme afbryder min tankegang.

"Jeg har stadig ar fra da han brændte mig med cigaretten," mumler hun og tager sig til armen som er den et ømt punkt. I princippet er den også det, og derfor tager jeg også fat i hendes hånd og hiver den væk fra arrene. Hun skal ikke røre ved dem. Jeg kan lige forestille mig, hvordan berøringen let kan genoptage smerten.

"Mel, lig dig til at sove igen. Det er sent. Det vil ikke ske igen, det lover jeg," forsikrer jeg hende om, idet jeg putter dynen tættere om hende og trækker hende tættere ind til mig. En ubehagelig kilden i maven finder sted, og mit hoved snurrer rundt et kort øjeblik. Jeg kan mærke hende nikke mod mit bryst, hvorefter hun lægger sig til rette. Ubevidst begynder jeg at smile, bevidst om at det er hende, der får mig til det. Det går hurtigt op for mig, hvor mange problemer den følelse kan volde. Niall har ikke rigtig givet hende opmærksomhed, nej, men hun er stadigvæk hans bror. Derudover vil han sikkert også være ekstra overbeskyttende overfor hende nu, hvor han kender til det hele om selvskaden. Han kender dog ikke til denne historie, hvilket også har en vis vigtighedsværdi.

Som mine øjne begynder at falde i, er min sidste tanke: hvorfor hende, når det nu kunne være enhver anden, der ikke ville bringe mig i en dårlig position overfor Niall?

 

Kesi - Søvløs

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...