Try | One Direction

Melody Horan har det ikke godt. Hun føler et stort svigt i forbindelse med sin storebror, der har glemt stort set alt om hende og lever i stedet sin drøm ud rundt omkring i verden. Falske venskaber, små depressionsperioder og rygter er hvad, hun har måtte igennem. Hun må leve uden sin storebror, der stort set er kilden til alle disse problemer, i lange perioder. Men da han en dag tager hende med til London for at møde hans bedste venner, kan hun ikke lade være med at dømme dem for at tage hendes storebror fra hende. Et had til dem sættes hurtigt på benene, men det ændres hurtigt, da hun pludselig forstår situationen. Pinlige, akavede og elskværdige scenarier opstår, og hun kan ikke lade være med at undre sig. Kan hun overhovedet overleve bare en måned i deres selskab? Ja, hun kan jo ikke andet end at prøve.

35Likes
41Kommentarer
9865Visninger
AA

11. Hello kisses


Først panikker jeg fuldstændig. Så tager jeg det lidt mere roligt og fortæller mig selv, at jeg skal slappe af. Der går dog ikke lang tid, før jeg ender ud i at flippe fuldstændig ud igen og bliver ved det stadie. Man går da ikke bare helt forvildet hen og kysser en person?! Eller hvad? Mine hænder finder instinktivt hans bryst, og jeg skubber hårdt til det for at få hans læber væk fra mig. Hvad fanden?

Forpustet stirrer jeg på ham, idet jeg tænker tilbage på det, der lige er sket. Intet. Jeg følte intet, og jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal forklare det til ham. Derfor gør jeg noget, jeg altid gør, når jeg er fortvivlet; råber.

”Hvad tror du, du har gang i?!” råber jeg forvildet og kan ikke fokusere på et punkt i rummet i længere end to sekunder. Panikken er halt klart kommet tilbage til mig i dette øjeblik, og det overrasker også ham en del. Bare ved et enkelt øjekast med mine flakkende øjne, kan jeg se fortrydelsen, der er malet i hans øjne. ”Man går da ikke bare hen og gør sådan noget,” tilføjer jeg roligt, idet jeg vender om på hælen og stormer ud af værelset.

På en måde får jeg ondt af ham – på en anden måde gør jeg ikke. Jeg får ondt af ham ved at se ind i hans øjne og se, hvor meget han fortryder hans handlinger. Dog er det jo på den anden side også hans egen skyld. Han skal da ikke bare gå ind til en pige og bare kysse hende, lige meget hvor meget han så har lyst til det. Vi kunne have snakket om det – han kunne have fortalt mig, hvad han følte, og så kunne vi tage den derfra. Men nejnej, bare skid på det der med at være en gentleman og så i stedet bare kys hende.

Når jeg kommer ud i stuen, begynder han først at råbe på mig. Problemet er bare, at jeg ikke gider lytte til ham. Måske er det dét med, at jeg ikke kan klare tanken om, at han er håbløst forelsket i mig, der gør, at jeg er blevet så sur. Om det så er mig selv eller ham, jeg er sur på… det ved jeg ikke. Måske er det mig selv, men jeg har åbenbart brug for at skyde skylden på ham.

”Mel, hvad sker der?” Niall rejser sig op og går hen til mig. Mit blik flakker stadig rundt, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, og pludselig flyder ordene bare ud af min mund, idet Zayn viser sig i døråbningen.

”Han fucking kyssede mig,” hvisker jeg så lavt, at jeg tvivler på, at Niall overhovedet hørte det. Jeg håber faktisk, at han ikke hørte det, for så ville det sagtens kunne blive mellem Zayn og jeg, men nej. Han hørte det – og ved du hvad? Han griner bare. Idioten står og griner foran mig, der er ved at gå psykisk ned over livet, og så står han bare der og griner. Det gør mig om muligt endnu mere sur, og derfor udstøder jeg også en irriteret lyd og stamper i jorden som et lille barn, der ikke får sin vilje.

”Vent, hvad?” Niall stopper med at grine og kigger nu seriøst på mig. ”Sagde du ikke kildede?”

Flot, Niall. Meget flot.

”Kyssede han dig?” hvisker han, og jeg kigger ned i jorden og nikker stille for at bekræfte hans teori. ”Og du…” Han tøver, sikkert fordi han synes det er akavet, hvilket det i den grad også er – det er han ikke alene om at synes. ”Kyssede med?” afslutter han, og jeg kan straks se mange øjne flyve over på mig. Liam stirrer følelsesløst på Zayn, inden han også placerer sine øjne på mig, og jeg kommer straks i tanke om, hvad Liam sagde til mig tidligere i dag. Glæden. Følelserne.

”Nej.” Hvilket er sandt. Det gjorde jeg ikke, der var egentlig bare Zayn, der havde et stort behov for at kysse mig, og det irriterer mig grænseløst, at han ikke i det mindste spurgte mig først. Det lyder kinky, ja. Men jeg ville have sat pris på det, så jeg lige kunne forklare ham situationen i ro og mag. Det kan jeg ikke nu, for jeg er virkelig forvirret over mine følelser, og hele mit liv er egentlig bare ét stort rod lige nu.

Jeg kigger op og ser direkte ind i Nialls øjne, der ikke viser andet end vrede. Vrede rettet mod Zayn, og jeg har på en eller anden måde lyst til at tage mine ord i mig igen. Ikke fordi jeg ikke mener, hvad jeg sagde. Mere fordi jeg rent faktisk holder af Zayn – bare ikke på den måde, han vil have mig til at holde af ham.

”Liam, tag lige Mel ind på sit værelse,” siger Niall og kigger ud i luften. Her bliver jeg dog nødt til at protestere.

”Niall, lad være…” starter jeg ud, men han afbryder mig ved at sige, at Liam skal gøre det nu – intet henvendt til mig. Som om han ikke vil snakke med mig – som om han beskylder mig for det og derfor er sur på mig. Dog vender han sig om mod Zayn med både opgivende og vrede øjne, og han sikrer sig ikke engang, at jeg er væk fra, hvor jeg stadig kan høre det, inden han begynder at diskutere med Zayn.

Pludselig får jeg det virkelig dårligt. Jeg føler virkelig, jeg har skilt denne vennegruppe ad – nej, det er ikke engang en følelse, det er noget, jeg ved. Jeg kan lige forestille mig, hvor glade de var, før jeg kom. De grinte sikkert meget mere, og Louis og Harry ville da helt klart også snakke noget mere, for det gør de næsten ikke længere. Det ville være så meget bedre, hvis problembarnet, også kendt som jeg, ikke var kommet. Det ville gaven begge parter. De ville ikke komme op at skændes, og jeg ville ikke få så syg en skyldfølelse.

Liam lukker døren ind til værelset efter ham, men det lukker ikke råbene ude fra stuen ude. Jeg har lyst til bare at skrige ned i en pude og derefter kvæle mig selv med den. Nej okay, det er måske lidt for voldsomt, men jeg har i hvert fald mest lyst til bare at grave mig ned i et hul og aldrig komme op igen. Det ville også være godt. Det ville bare generelt være godt, hvis jeg forsvandt.

Niall er sikkert også ret træt af at have mig her – jeg har sendt en syg fan hen til hans hus, så selvfølgelig. Selvfølgelig gavner jeg heller ikke ham. Derudover har han også virket så ligeglad med mig i al den tid, jeg har været her – han ville derfor næsten ikke bemærke, at jeg er væk. Det er da en win-win situation?

Problemet er så bare mig. Hvordan vil jeg have det, hvis jeg tager hjem? Jeg vil uden tvivl have det af lort uanset hvad, så det er jo ikke rigtig nogen forskel. Men så er der det med Liam… ja, hvad er der med det? Det ved jeg ikke engang selv. Dog ved jeg, at jeg helt klart vil komme til at savne ham helt vildt meget. Og det er ikke kun på grund af, at jeg græder ud ved ham. Det er også med mine følelser.

Jeg tror, det er ved at gå op for mig, at jeg uden at vide det har forelsket mig i Liam. Det gik sådan set op for mig, da Zayn kyssede mig her for lidt siden. Hans kys føltes bare så… forkert, som var det den forkerte person, der kyssede mig. Grunden til det har jeg jo så fundet ud af nu.

Liam står egentlig bare og kigger på mig. Jeg tror, han prøver at få en følelse ud af mit ansigtsudtryk, og det ligner, at han har fundet de følelser, jeg er kommet til at ligge uden på tøjet. Øv.

Han ser heller ikke for glad ud. Tværtimod ligner han en, hvis skildpadde lige er blevet kørt over eller sådan noget. Jeg får hurtigt lyst til at spørge, hvad der er i vejen, men jeg sluger ordene igen. Jeg skal ikke snage i hans liv. Selvom jeg fortæller mig selv det, kan jeg dog ikke lade være med at spørge ham om det alligevel. Så må det jo briste eller bære.

”Hvad er der galt?” spørger jeg langsomt med rystende stemme, for jeg er ret så nervøs for svaret. Hvad jeg forventer, ved jeg egentlig ikke. Hvad jeg frygter, ved jeg i hvert fald. Og det er noget med mig. Kysset med Zayn. Hvis det, han siger, er sandt, vil det helt klart gøre ham ret ked af det. Men hvad ved jeg? Jeg er ikke ligefrem ekspert i drenges hjerner og følelser.

”Det irriterer mig, at det går mig på. Selvom du fortalte, at du ikke var med til det, kan jeg stadig ikke klare tanken. Undskyld.” Jeg forstår ikke, hvorfor han undskylder. Han bør vide, at det ikke går mig på overhovedet, at han har det på den måde. Jo, måske lidt. Det var jo slet ikke meningen, at jeg skulle kysse Zayn i første omgang. Dog kan jeg ikke lade være med at rødme lidt ved hans ord, for det er da en smule sødt sagt og en indirekte kompliment til mig. Dog bliver jeg simpelthen ned til at få ham til at tage det mere roligt omkring det emne.

”Jeg sværger, Liam, han kom bare brasende ind og sagde, han blev nødt til at gøre et eller andet, og så kyssede han mig bare. Det føltes så forkert, og jeg føler altså intet ud over venskabeligt for Zayn,” forsikrer jeg ham om og går tættere på ham. ”Men ved at kysse ham fandt jeg så også ud af, hvordan jeg egentlig har det med dig. Det eneste, jeg følte i det kys, var følelsen om, at det var den forkerte person, der kyssede mig.” Vores øjne mødes, og jeg smiler forsigtigt til ham.

Jeg tror, det langsomt går op for ham, hvad jeg egentlig mener med de ord, og det får ham til at smile stort. Bare ved at se det store smil på hans læber, kommer sommerfuglene i min mave til live, hvilket bekræfter min teori om forelskelsen. Jeg er forelsket i ham, og jeg ser ikke nogen grund til at skjule det for hverken mig selv eller ham.

”Og hvem skulle den rigtige person så være?” Et charmerende smil spiller på hans læber, og et grin flyder ud af min mund så let som ingenting.

”Det tror jeg godt, du ved,” smiler jeg, og det overrasker mig, hvor lidt jeg egentlig har lyst til at tage hjem til Irland igen, når jeg lige har stået og sagt til mig selv, at det ville være det bedste. Ikke mere. Jeg ved, hvor jeg har lyst til at være, og det er med Liam. Selvom jeg ikke har kendt ham i særlig lang tid, kan jeg allerede mærke sommerfuglene, der ellers var gået i hi. Smilet på mine læber, hver gang han er i nærheden. Alt. Følelserne. Og det vil jeg helst ikke give slip på.

Det bliver ham, der tager det næste skridt. Langsomt tager han sin hånd op til min kind, kærtegner den og kigger mig direkte i øjnene. Det hele går meget langsomt, især da han langsomt trækker sit hoved mod mit, og jeg har egentlig bare lyst til at skrige, at han bare skal gøre det, men jeg kan ikke få mig selv til det. Her prøver han at være intens og romantisk, og jeg vil ikke ødelægge hans moment.

Min mave går amok, da jeg kan mærke hans tunge vejrtrækning gennem hans let adskilte læber. Dog ser det ikke ud til at han vil nærme sig tættere på, hvilket driver mig til vanvid. Kan han ikke bare kysse mig?! Det ville helt klart være bedre end det her, hvor han direkte piner mig.

Til sidst kan jeg ikke mere. Til sidst lader jeg bare mine læber ramme hans i stedet for at vente på, han tog det sidste skridt. Sommerfuglene vækkes nu fuldstændig til live, og stemmerne ude fra stuen kommer nu helt ud fra min rækkevidde. Det er kun ham og mig lige nu. Det går op for mig, hvor lang tid jeg egentlig har ventet på dette – sådan et kys. Jeg har kysset med dreng før, men det har altid været følelsesløst og bare noget jeg gjorde, fordi jeg var fuld. Men det her. Det er noget. Mine følelser for ham bliver om mulig endnu større.

Mine hænder finder langsomt hans ansigt, og da de blidt berører hans kindben, begynder han at gå hen mod væggen. Min ryg rammer den hårdt, men smerten er ikke så intens, som jeg havde forestillet mig, den ville være. Hans kys formidler smerten og bringer en konstant glæde ind i mit system.

”Fint!” Et rasende råb høres fra den anden side af døren, og jeg reagerer så hurtigt som muligt. Hastigt, men modvilligt, trækker jeg mig fra Liam og glatter mit tøj akavet ud. Der går ikke engang et sekund før døren går op og mine øjne møder Zayns.

Jeg tror godt, han ved, hvad der er sket. Det er ret tydeligt. Jeg prøver desperat at få mit hjerte ned på et optimalt niveau for at skjule det, der er sket. Ikke fordi jeg har lyst til det. Zayn vil bare blive såret, hvis han vidste det med sikkerhed, og hvis der er en ting, jeg ikke vil, er det at såre ham. Hvilket måske allerede er for sent. Desuden er det ikke ligefrem, fordi Liam gør noget for at skjule det – han kigger på mig med det der blik. Det er svært at forklare. Men blikket siger alt.

Han er ond.

Han åbner munden for at sige noget, og jeg kan allerede mærke mit hjerte falde til jorden, idet han siger det første ord.

Ed Sheeran - Kiss me

Jeg har bare haft det her kapitel liggende færdigskrevet i mega lang tid... har bare glemt at publicere det upsi.

Og det med, jeg sagde, det ville være værre i dette kapitel - ja, det var måske en overdrivelse men jaa. Who do u ship???

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...