Regrets

Amy McCall Argenter, en varulv. Skylar Gilbert Salvator, en vampyr, går begge på Beverly High, en skole for overnaturlige væsner. Der går både vampyrer, varulve, hekse, og flere forskellige væsner. De to piger udvikler fra starten et lille had med hinanden, og det bliver bare værre, da de bliver sendt på mission sammen for at redde to af deres venner. Sammen med Amy og Skyler, skal varulven Adam Cullen, og Jægeren Dylan Winchester med. Men hvad sker der, når der sker uventede ting på missionen? Vil Amy og Skylar lære, at holde af hinanden, eller bliver deres had større? Følg med i 'Regrets' og find ud af det!

24Likes
17Kommentarer
4793Visninger
AA

7. Ven eller ej?


Jeg kommer til at tænke på biologitimen igen, Skyler var led! Ikke bare fordi, at hun beskyldte mig for at næsten dræbe hendes varulvekærste, hvilket jeg gjorde, men det var ikke med vilje! Det var ham, der begyndte. Skyler og jeg går ned af den lange gang, hun smiler til mig, hendes hestehale svinger fra side til side for hvert skridt hun tager. Jeg ved ikke, om hun bare spiller venlig, eller om hun faktisk prøver at blive min ven, tilbage i biologi, hvor hun nærmest prøvede at dræbe mig, med sine øjne utrykkete hun klart: at jeg overhovedet ikke var velkommen i nærheden af hende igen.

"Uanset, hvad du gør, må du ikke tage så meget som en bid at de Pizzasnegle." Jeg kigger over mod Skyler, som ser meget alvorlig ud. "Hvorfor? Jeg mener: De smager da godt!" Jeg kan ikke lade være med at sige det, pizzasnegle er den bedste form for snegle, jeg nogensinde har smagt. Skyler begynder at le, og jo mere hun griner, jo mere begynder jeg at smile, og til sidst går vi som to tosser langs den lange, overfyldte gang.

"Det kan godt være, at det er den bedste form for snegle, Dylan, men de lavede de dejlige pizzasnegle for snart et år siden!" Hun begynder at le igen. Da vi står i døråbningen til kantinen, har alle fordelt sig i kliker. Fodboldfyrene og cheerleaderne sidder sammen ved det første bord, matematiknørderne sidder med deres lommeregnere ved bagerste bord, og i mellem de to borde sidder alle de andre fordelt. Skyler hiver mig i armen. "Kom, du bliver nødt til at lære Adam at kende." Hun trækker hårdt i min arm, og i et øjeblik tror jeg, at den vil falde af, så snart hun slipper den. Vi når hen til de mest populære elever på skolen, Adam kigger op og smiler skævt til os. Den fyr, som fulgte efter hende i biologi, giver Skyler en bamsekrammer, jeg træder et skridt tilbage for ikke at stå i vejen. Bag mig lyder der et bump. Jeg vender mig hurtigt om og ser Amy ligge på jorden med mad ud over det hele. Skyler ser overrasket ud, da hun får øje på hende. "Det må du meget undskylde!" Jeg sætter mig ned på hug for at hjælpe hende med at fjerne maden. Skyler gør det samme, hvilket overrasker mig en del. Amy kigger på mig med sine store, brune øjne.

" Er du okay?" Skyler virker utrolig venlig, men jeg ved stadig ikke, om det er falskt. Hun hjælper Amy op at stå, hun kigger på mig med sine store, brune øjne, som giver mig et skævt smil. Hun børster de sidste madrester væk og går sin vej. Selvom jeg ikke har kendt hende i særlig lang tid, kan jeg mærke, at hun er meget usikker, hendes hænder ryster, og hun stammer en del. Jeg ved godt, at hun er sur over det, som lige er sket, men hvem ville ikke være det? Jeg mener: Jeg ville selv blive megairriteret, hvis det var hende eller Skyler, som havde skubbet til mig!

"Hey, jeg fik aldrig fat i dit navn." Jeg vender mit blik mod Adam, som har lænet sig tilbage i stolen og krydset sine arme, og venter på et svar. "Øhh, Dylan Winchester." Jeg prøver at virke afslappet, men det er svært. Jeg føler ikke, at jeg passer ind sammen med fodboldfyrrene, og hvis jeg skulle være 100% ærlig, ved jeg ikke noget som helst om fodbold. "Jamen, hvad er din historie så?" Adam hæver stemmen en smule, som om han prøver at virke sejere på den måde. Jeg sukker og sætter mig på den tomme stol, som står foran mig. "Jeg er vokset op i det nordlige England sammen med min far, han har lært mig alt, hvad jeg ved om ulve og varulve og andre former for overnaturlige væsner minus vampyrer, men han begyndte at jage ulve, da han var 15, hvor han så sin søster, Alice, blev dræbt af en, jeg har jaget, siden jeg var 12, og tro mig det er letter end du tror." Jeg ser truende på ham, jeg kender typer som Adam, og det er ikke dem jeg betragter som mine bedstevenner, på min gamle skole havde vi tre fyre, som troede, de var så overdrevet seje, men der var ingen, som kunne lide dem!

Adam begynder at knurre, og det er der, det går op for mig, at han ikke kan lide, hvis man taler om hans art på den måde, men det er typisk varulve, de tror, at de er så store og stærke og uovervindelige. En sølvkugle midt i panden på dem, og de er døde på stedet, dog er det svært at ramme. Skyler lægger en hånd på hans skuldre, og han falder mere ned, alle kigger på mig, som om jeg er dømt til døden. De andre, som sidder rundt om bordet sender mig onde øjne. Skyler kigger på dem og er lige så overrasket som mig, jeg rejser mig fra bordet. "Jamen, jeg må også hellere til at finde ned til næste time." Jeg sluger den klump, som er ved at sætte sig i halsen, et bord fyldt med sure vampyre og varulve, formskiftere, og hvad ved jeg, var mere skræmmende en når min far prøvede at danse salsa midt i dagligstuen.

Jeg kommer hurtigt ud af kantinen og hen til mit skab, mit hjerte hopper 100 gange hurtigere end normalt, jeg har heller aldrig i mit liv løbet væk fra et sted så hurtigt, jeg kigger på mit skema, som hænger i det blå skabs låge. Jeg peger med mig finger for at sikrere mig, at jeg kigger rigtigt. 13:15 - 14:15: Fysik/kemi. Jeg jubler inde i mig selv. Jeg elsker fysik, for det er en af de få timer, hvor man kan gå rundt og lave sæbe, skumfiduser, og hvad ved jeg, og hvem ved, måske får jeg en megaklog partner, så jeg ikke skal lave så meget. Jeg tager mine bøger, som jeg er sikker på, at jeg skal bruge og bevæger mig langsomt ned til fysiklokalet.

Rundt om hjørnet og ned af den mørke gang, til venstre og så helt ned for enden, ligger lokale 987, nemlig fysik. Jeg tager fat i dørhåndtaget, men døren er låst. "Dørerne bliver først åbnet om 10 minutter." Jeg kigger bag mig, hvor Amy står en halv meter fra mig, hendes stemme lyder usikker og meget stille. Jeg smiler til hende og går hen til hende. "Hvordan ved du det?" Jeg kigger på hende og prøver at virke åben. Hun ser på mig. "Jeg hørte en elev sige det på vej her ned." Hun sætter sig ned på gulvet og begynder at kigge ned i gulvet. Jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til de rødbrune pletter hun havde på den hvide, tætsiddende top. Hendes mellemlange nederdel, som var sat sammen med toppen, så det lignede en kjole, fungerede rigtig godt sammen med den. Jeg sætter mig ved siden af hende uden at sige et ord, og uden at jeg vidste af det, sad vi to mennesker på en mørk gang i total stilhed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...