Regrets

Amy McCall Argenter, en varulv. Skylar Gilbert Salvator, en vampyr, går begge på Beverly High, en skole for overnaturlige væsner. Der går både vampyrer, varulve, hekse, og flere forskellige væsner. De to piger udvikler fra starten et lille had med hinanden, og det bliver bare værre, da de bliver sendt på mission sammen for at redde to af deres venner. Sammen med Amy og Skyler, skal varulven Adam Cullen, og Jægeren Dylan Winchester med. Men hvad sker der, når der sker uventede ting på missionen? Vil Amy og Skylar lære, at holde af hinanden, eller bliver deres had større? Følg med i 'Regrets' og find ud af det!

24Likes
17Kommentarer
4785Visninger
AA

10. Træning

Jeg kigger rundt på Adam og Amy. Hun har lige skiftet til ulveform lige foran os! Jeg indrømmer det, hun er smuk, de isblå øjne og den snehvide pels samt den elegante, dog stærke krop. Da hun endelig kommer tilbage til hendes menneskelige form, lyner vreden stadigt i hendes øjne. Jeg kigger hårdt på hende, og da vi får øjenkontakt, kigger hun væk, og man kan se en rødmen stige op i hendes kinder. Jeg ser ikke sur ud, jeg ser skuffet ud.

Da Amy er på plads, vender jeg mig hurtigt om mod Adam. Hans gule ulveøjne lyner også. Jeg sukker en gang, før jeg kigger ham direkte ind i øjnene. Langsomt kæmper jeg mig vej længere og længere ind i hans sind. Først det yderste lag, så det næste og til sidst siger jeg fortryllende:

''Slap af, Adam.'' Som trykker man på en kontakt, forsvinder lynene, og et skævt smil breder sig på hans læber. Jeg vender mig hurtigt over mod Dylan, der stadigt står op ad væggen. Frygten står malet i hans ansigt og med sine hænder, holder han sig for sin blødende skuldre. På 0,5 er jeg ovre ved ham, og jeg bider hul i mit håndled. Han kigger chokeret på mig, og bange siger han:

''Hvad har du gang i?!'' Jeg tysser stille på ham og hvisker:

''Stol på mig.'' Hvor efter jeg tager mit håndled op til hans mund. Først gør han ikke noget, men lidt efter begynder han at drikke af mit blod. Efter et par slurke begynder sårene straks at hele, og da de er helt væk, fjerner jeg mit håndled. Da jeg træder væk fra ham, kigger Amy og Adam chokeret over på ham. Jeg trækker på skuldrene og med dem alle på plads, siger jeg koldt:

''Kan vi komme i gang nu? Vi har nogle at redde.'' De nikker alle sammen stift, og hurtigt går jeg ud af lokalet. Tristan er væk. Et stik af smerte skyder igennem mig. Jeg har ikke tid til alt det fjolleri. Jeg kan mærke tårerne presse sig på, men jeg blinker dem væk med det samme. Pludselig kommer Adam op ved siden af mig. Min hånd finder straks vej til hans, og han klemmer den blidt. Med det samme føler jeg mig lidt roligere, og jeg møder taknemligt hans blik. Hans varme, blå øjne og det let pjuskede, lysebrune hår. De let fremskudte kindben og den flotte hovedform. Og ikke nok med det, har han og Tristan de bedste kroppe på hele skolen. Et smil breder sig på mine læber, da jeg hører Amy sige:

''Hvorfor løj du for mig?'' lavt i baggrunden. Jeg bruger min vampyrhørelse til at finde ud af, hvad de siger.

''Jeg var bange for, at du ville blive sur.''

''Men at lyve?''

''Amy, jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.''

''Lad mig bare sige, at du tog det forkerte valg.''

''Amy vent, jeg er virkelig ked af det.''

''Lad os nu bare få den her mission overstået, så vi kan komme videre, okay?''

''Okay...'' Et lille suk forlader mig, men vi kommer hurtigt til træningslokalet. Vores lærer, mr. Johnson står og kigger på os, da vi træder ind. Vi må have set meget deprimerende ud for ham. Adam og jeg, hånd i hånd, med mundvigene nedad og bag os, Amy og Dylan, som åbenbart 'hader' hinanden nu. Den eneste grund til, at jeg ikke er flippet ud, er Adam.

Mr. Johnson kalder os ind til midten af rummet, og han går straks i gang med at forklare. Noget om, at vi skal lære at bruge våben og Adam, Amy og jeg skal lære at bruge vores kræfter. Forsigtigt træder mr. Johnson over til et stort skab, og da han åbner det, lyser Dylans ansigt op i et smil. Jeg må have stået med åben mund, for mr. Johnson står og kigger med et smil på mig. Okay, han hedder rigtigt Derek, så det kalder jeg ham fra nu af. Han siger glad:

''Som I ser, er det ikke, fordi vi mangler våben. Jeg har allerede tænkt på et til de forskellige. Lad mig fortælle jer om planen.'' Han beder os hurtigt om at sætte os ned. Over for os kommer en skærm ned, hvor vi ser videoklippet fra, da de blev kidnappet. Tristan… Man kan ikke se det så godt, men tydeligt nok til at se, at de begge er bevidstløse. Adams arm lægger sig hurtigt om mig, og jeg lader mig flyde ind i hans trygge favn. Derek fortsætter straks:

''Den her mission bliver meget svær... Meget voksen. Vi burde have valgt nogle lærer, men der er ingen vampyr- eller varulvelærer tilbage, og det er dem, vi har brug for. Først skal vi bruge Skylar.'' Jeg sukker, og Derek fortsætter:

''Her i weekenden bliver der holdt en hemmelig fest for overnaturlige. En galla fest, og vi har fået invitationer. Skylar og jeg kommer ind som gæster og kigger os omkring efter nogle, der kunne se mistænkelige ud. Vi får snakket med folk, og Skylar kan lugte deres arter. Vi leder efter jægere.'' En sky glider for mit blik. Jægere? Det kan umuligt være godt. Jeg lader mit ansigt blive til af sten, da Derek fortsætter:

''Imens skal i tre holde jer udenfor og se, om der sker noget. Når vi har fundet ud af det, kommer den svære del. Vi er nødt til at finde en måde at finde ud af, hvor de holder til. Og der skal vi snige os ind.'' Jeg kigger hurtigt over på Adam, der sidder og stirrer lige frem. Derek fortsætter uforstyrret:

''Nu vil I vel gerne have at vide, hvilke våben I skal have?'' Ingen af os gør noget, så han sukker og fortsætter:

''Amy, du skal have en langebue. Dylan, du skal have en stridsøkse. Adam, du skal have en pistol med sølvkugler. Skylar, du skal have små knive, da du så kan bruge din hurtighed og styrke, det kan dog godt være, det er hurtigere bare at dræbe dem.'' Et lille udbrud undslipper mig, og jeg siger højt:

''Dræbe?!'' Derek kigger på mig, og stille siger han:

''Første gang?''

''Nej men, stadig!'' Han ryster kort på hovedet, før han vender sig om mod skabet og åbner det. Hurtigt og rutineret tager han en pistol ud. To små knive. Han kaster det hurtigt til os og trykker på en knap, så der kommer nogle træningsdukker frem. Han nikker til os og sender os et stort smil, før vi rejser os op. Hurtigt lærer han os lidt om, hvordan vi skal bruge vores våben, sammen med vores kræfter, og lidt efter er vi alle inde i træningen med sved på panden.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...