Regrets

Amy McCall Argenter, en varulv. Skylar Gilbert Salvator, en vampyr, går begge på Beverly High, en skole for overnaturlige væsner. Der går både vampyrer, varulve, hekse, og flere forskellige væsner. De to piger udvikler fra starten et lille had med hinanden, og det bliver bare værre, da de bliver sendt på mission sammen for at redde to af deres venner. Sammen med Amy og Skyler, skal varulven Adam Cullen, og Jægeren Dylan Winchester med. Men hvad sker der, når der sker uventede ting på missionen? Vil Amy og Skylar lære, at holde af hinanden, eller bliver deres had større? Følg med i 'Regrets' og find ud af det!

24Likes
17Kommentarer
4806Visninger
AA

9. To venner savnet

Jeg kigger over på Dylan, som ser lige så overrasket ud som mig. " Ved du overhovedet, hvor kontoret ligger?"  Dylan ser spørgende på mig, men jeg kan ikke gøre andet end at ryste på hovedet. Jeg prøver at fange inspektørens lugt, men jeg fejler, min far har ikke trænet mig så meget i at finde mennesker via min næse, jeg ved det lyder vildt underligt, men sådan var det bare!  Dylan tager mig på skulderen. "Kan du ikke bare bruge dine ulveevner til at løbe der hen?" Jeg ser på hans store, flotte øjne, som kigger direkte på mig. Jeg nikker stille. "Men der er et lille problem." Jeg sukker en smule, han rynker på næsen, og man kan tydeligt se, at han skal til at sige noget, men jeg afbryder ham. "Jeg kan ikke løbe uden at skifte form, jeg kan ikke noget uden at skifte form!" Jeg sukker endnu en gang, men af en eller anden grund virker Dylan ikke særlig overrasket. "Så skift!" Hans stemme er bestemt og selvsikker, og han har ret, vi kan umuligt finde kontoret uden lidt ulvehjælp. Jeg går et skridt frem og fokuserer på mine øjne.

Som min far har lært mig: hvis du koncentrerer dig om dine smukke, blå ulveøjne kommer resten af sig selv. Jeg kan mærke ulven inde i mig, og mine øjne som langsomt blev mere og mere blå, jeg vender mig om mod Dylan, som ser ud som om, at han er ved at tabe kæben. "Når jeg er forvandlet, hopper du op på min ryg og holder godt fast!" Jeg prøver at få ordene rigtig ud, men mine tænder er ved at vise sig og det betyder, at jeg ikke længer kan snakke. Ørene kommer uden nogen som helst smerte, men da mine negle og pels begynder at komme, lægger jeg mig ned på gulvet og vender og drejer mig i smerte. Jeg begynder at pibe, og jeg kan mærke, at Dylan er bekymret, da min trælse, lorte forvandling endelig er færdig, rejser jeg mig, jeg kigger igen over på Dylan, som nikker stille til mig og hopper op på min ryg. "Bare løb, jeg holder ved!" Jeg nikker og begynder at løbe væk fra den mørke gang, hvor fysik lokalet ligger, mine fire poter, som spæner der ud af, alle de væsener som, der nu kan stå på gangen, er i mine øjne i total slowmotion, og det er derfor, jeg kan løbe så hurtigt uden at støde ind i så meget som en!

Kantinen, biologilokalet, billedkunst, musiklokalet, fodboldbanen, lærerværelset. Vi løber forbi det hele på få minutter. Omklædningsrummet, skakklubben, gårdspladsen med et væltet træ midt i det hele, matematikklubben og til sidst kontoret, jeg stopper op, mine klør gør det nemmere for mig at stå fast på det glatte gulv. Dylan hopper af min ryg, og jeg prøver at komme i menneskeform, da jeg har fåret mit lange, brune hår og normale fødder igen, smiler jeg til Dylan, som stadig ikke er kommet sig over turen. Da vi banker på åbner døren, og Adam og Skyler sidder allerede derinde. "Amy og Dylan, velkommen til." En ret gammel mand træder frem og giver os hånden, hans halvskaldede hoved gør det umuligt for mig at kigge ham i øjnene. Han gør tegn til, at vi skal sætte os i de halvslidte stole, som stod hende ved kateteret.  

Skyler smiler til mig, men og jeg smiler falsk tilbage. Inspektøren sætter sig ned på sin høje stol og finder nogle papirer frem. "Okay, det bliver ikke let, da det delvist handler om jeres venner Tristan og Malia." Han holder en pause. Jeg ser hen på Adam og Skyler, som ser chokerede ud. Dylan ser mere forvirret ud, og selvom jeg synes, at Malia er en skidesød pige, er hun ikke min veninde endnu, men jeg må da indrømme, at jeg er en smule bekymret. Skyler rejser sig op og råber: "HVAD ER DER SKET MED TRISTAN!!!"  Jeg kan godt forstå hende. "Vent lige lidt, er det ham fra biologitimen?” Dylan er stadig helt lost. Skyler nikker, og jeg kan se, at ned af hendes ene kind falder en tårer, hun tørrer den hurtigt væk og sætter sig ned, som om intet er galt, skoleinspektøren lægger hænderne på bordet og forsætter, hvor han slap. "Jeg forstår dig Skyler, men jeg må bede dig om at falde til ro." Skyler nikker stille og fjerner endnu en tårer fra sin blege kind. 

"Mr. White, vores pedel har for en time siden tjekket overvågnings kameraet og fik øje på en skabning i sort med jeres venner i hver sin hånd, de så ud til at være bevidstløse, og ingen har set dem siden, derfor vil jeg have jer til at finde dem med det samme." Jeg kan ikke lade være med at tænke på Malia, hun virkede så stærk og selvsikker, og nu er hun taget til fange, eller hvad det nu hedder hos en eller anden mand, kvinde, formskifter eller et eller andet væsen. Dylan begynder at grine. "Du mener altså: at vi fire skal finde dem?" Inspektøren nikker. "Hvorfor gør I det ikke bare selv! Jeg mener: Jeg kender ikke engang Tristan eller Malia, og jeg kender knap nok de her tre." Dylan peger over mod os, som om han aldrig nogensinde i sit liv har set os før, men han har ret. Der må være en eller anden supernice grund til at netop vi fire skal gøre det.

Inspektøren sukker. "Ser du, Dylan, I har alle noget, som kan være godt at have med. Skyler med hendes super fart, og hendes styrke er genial, sammen med Adam og Amys evner som ulve, er de sammen næsten uovervindelig, de skal bare arbejde sammen, og så dig med alle dine våben og af faring med at dræbe, kunne man ikke skabe en bedere gruppe." Jeg kigger over mod Dylan, som kigger ned i jorden, hvad skal han bruge våben til, når han er en Banshee? Med mindre han løj! Jeg kan mærke vreden stige op i mig, og øjnene kommer frem. Adam kigger over på mig, da jeg begynder at knurre. "DYLAN, DIN LØGNER!" Jeg råber ud i hele lokalet, jeg sparker stolen væk under mig, løber hen til ham og tager hårdt fat i hans skuldre. Han begynder at skrige, jeg sætter neglene i hans hud, og blodet strømmer ud, jeg kan mærke forvandlingen tage fart, og øre og pels kommer til syne. Adam tager fat i mig og kaster mig til side. Jeg kommer hurtigt på poterne igen og gør klar til kamp, det samme gør han, og hvis det ikke var for Skyler, havde en af os nok dræbt den anden.

"STOP SÅ! BEGGE TO! " Skyler hvisker nærmest, men i Adams og mine ører får hun det til at lyde, som om hun råber højt, virkelig højt! Jeg kommer til mig selv og kigger over på Dylan, som tager sig til sine blodige skuldre. Vi sætter os tilbage på vores pladser, og der bliver tavst efter et par sekunder.  "Der kan I bare se, I kan mere, end I tror, I kan. Som sagt: bare arbejde sammen og ikke imod hinanden." Inspektøren smiler, som om det, der lige er sket, var super normalt. "Hvornår begynder vi så?" Adam rykker stolen lidt frem og venter på svar. Inspektøren går hen imod døren, åbner den og skal til at gå, men inden vender han sig om. "Med det samme." Han smiler til os og forlader lokalet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...