Regrets

Amy McCall Argenter, en varulv. Skylar Gilbert Salvator, en vampyr, går begge på Beverly High, en skole for overnaturlige væsner. Der går både vampyrer, varulve, hekse, og flere forskellige væsner. De to piger udvikler fra starten et lille had med hinanden, og det bliver bare værre, da de bliver sendt på mission sammen for at redde to af deres venner. Sammen med Amy og Skyler, skal varulven Adam Cullen, og Jægeren Dylan Winchester med. Men hvad sker der, når der sker uventede ting på missionen? Vil Amy og Skylar lære, at holde af hinanden, eller bliver deres had større? Følg med i 'Regrets' og find ud af det!

24Likes
17Kommentarer
4791Visninger
AA

19. Minderne findes stadig

Det er hårdt at stå foran skolen og vide, at Adam ikke vil være der. Selvom vi ikke har kendt hinanden i så lang tid, betød han stadig super meget for mig! Jeg går hen til mit skab, sukker og stiller mine bøger der ind. Bag mig står folk og hvisker, jeg har dog ingen ulvekræfter eller superhørelse som Skyler, men jeg kan sagtens høre, hvad de sagde. Har du hørt det? Adam Cullen er død!!! To 2. års elever står der i deres høje hæle og korte, tætsiddende, blå kjoler, de har sat deres hår, som om de skulle til en eller anden 90`erfest. Jeg ryster på hovedet og bevæger mig hen imod kantinen, hvor jeg hurtigt for øje på Amy, som sidder bagerst i lokalet og spiser nogen grønsager for sig selv.
"Hey, må jeg sidde her?" Jeg kigger længe på hende uden at få et svar, jeg spøger endnu en gang, men hun reager ikke det mindste, jeg sætter mig langsomt ned på den hårde stol og begynder at spise af min suppe. Vi sidder lidt tid i tavshed, hun vender sit blik imod mig smiler skævt, hendes øjne skinner som fuld månen. "Jeg ved godt, at det måske er et skidt tidspunkt at fortælle det, men…" hun holder en pause og i et øjeblik, tror jeg, at hun skal sige dybt alvorligt, som ikke har noget med sagen at gøre " …jeg fandt denne her kugle i Adams bryst, men den er lavet af træ." Hun rækker trækuglen til mig, og jeg kigger overrasket på den, jeg har aldrig hørt om, at en varulv blev dræbt af en trækugle, jeg stirrer længe på kuglen, som har kostet Adam livet, det føles underligt at holde den, men jeg må indrømme: Jeg er nysgerrig. "Jeg snakker med min far senere." Jeg smiler til hende og propper kuglen ned i mine cowboybukser, jeg kigger langsomt over mod det bord, hvor fodbold holdet plejer at sidde og grine og lave nogen af de der totalt dårlige jokes om alle mulige boldspil, men i dag er det anderledes, alle sidder stille på deres pladser og siger ikke noget som helst. Adams plads er fyldt med blomster, og noget siger mig, at han ikke bare er savnet af Skyler, Amy og mig, men af hele skolen.

Da Skyler træder ind af kantinedøren, bliver alle helt stille, man kan tydeligt høre Skyler sukke, hun går med langsomme skridt over mod Tristan og resten af holdet, jeg kigger stille over på Amy, som stirrer på hende. "Er det bare mig, eller er der noget anderledes ved hende?" Amy ser på med et skævt smil. Jeg prøver at lade være med at se over på Skyler, som nu har sat sig på stolen ved siden af blomsterne, jeg lægger hurtigt mærke til at hendes hår hænger langs ryggen, og at tøjstilen mere ligner Adams end hendes egen, men det vigtigste af alt, hun har ikke noget make-up på! Jeg kigger chokkeret over på Amy, som stadig kigger på mig. "Tja, måske vil hun bare have et nyt look." Jeg smiler en smule, men det ser ikke ud som om, at Amy synes, at det er spor sjovt. "Hey, må jeg sidde med jer?" Jeg kigger op og får øje på Malia, hun har glattet sit hår og fået smykker på og ligner ikke et lig mere, hun er pæn, utrolig pæn. Amy nikker med et smil, og Malia sætter sig ned og begynder at snakke med en rar og rolig stemme. "Jeg fatter ikke, hvordan en hel skole kan gå med hovederne ned af og ikke fokusere overhovedet, bare fordi en dreng som Adam går bort, jeg mener, ville hele skolen komme med blomster, kort og synge triste sange og alt muligt andet, hvis det var mig? Det tror jeg sku ikke!" Hun tager en bid af sit æble og kigger skiftevis over på mig og Amy. 

Selvom jeg virkelig godt kunne lide Adam, og at han er min bedste ven, har Malia ret, over halvdelen af skolen kender ikke engang Adam personligt og har ikke nogen som helst grund til at sørge over ham. "Altså, jeg vil sige til mit forsvar, at jeg kendte Adam og har ret til at være ked af det!" Amy kigger ned i sin mad og ser lidt efter over på Malia, som smiler til hende, jeg nikker uden grund og ser bare ned på bordet. "Amy, min søde ven, Adam og du havde et eller andet bånd, som ingen kan forklare!" Malia griner højt og på et sekund, har vi alle folks øjne i nakken, jeg rynker panden og ser underligt over på Maila. "Hvad mener du så lige med det?" Jeg kan ikke lade være med at spørge, hun ser over på mig "Altså, som jæger budte du da vide, at ulve har et særligt bånd.” Hun smiler skævt til mig og ser hurtigt over på Amy. "Hvad tænkte på, første gang du så Adam?" Hun bliver ved med at smile, og Amy ser stille på os, hun sukker. "Altså, jeg mødte ham første gang for nogen uger siden, hvor han kyssede Skyler, og jeg tænkte, at han umuligt kunne finde på at være sammen med sådan en selvglad tøs, som stank virkelig meget af død!" Hun griner en smule og tager endnu en bid, af det skolen kalder for suppe, men som mere ligner en klump dej! Jeg kan ikke selv lade være med at grine. "Jeg ved godt, at det ikke betyder noget nu, men jeg troede at du var en eller andet enebarn, som gjorde alt, hvad dine forældre sagde, og for at sige det lige ud, var du efter min mening pisse nederen!" Bag mig står Skylar og smiler til Amy, hun sætter sig ved siden af hende og giver hende et lille kram, selvom jeg virkelig har lyst, siger jeg ikke noget som helst om Skylers nye og udsædvanlige stil.

Efter et stykke tid kommer Tristan over til os og sætter sig ved siden af mig, vi snakker videre om vores første møde med Adam. Malia fortæller om sidste vinter, hvor hun så Adam og Skyler slås i sne, vi smiler alle, og Tristan kommer med en historie om deres første fodboldkamp. Vi griner af alle vores minder, vi smiler for Adam og hans familie, for det er det, Adam ville gøre, og selvom vi alle savner ham, er han stadig en del af alle vores minder. Skyler sukker en smule og ser på os alle. "Adam sagde engang, at vi var som en lille familie." Hun smiler til os andre. "Og for første gang, har jeg det også sådan, og jeg ved, at Adam virkelig gerne ville have, at i kommer til hans begravelse i næste uge!" En tåre triller ned af hendes kind, og Malia og Amy giver hende et lille kram, jeg tager hendes bløde hånd, som ligger på bordet. "Vi skal nok være der!" Jeg smiler til hende, og hun nikker til mig. Klokken ringer, og vi forlader alle det lille bord. Jeg ser efter Skyler, som er gået sammen med Tristan til engelsk. Amy og Malia er på vej hen til idræt, så jeg står nu alene i kantinen og skal enlig hen til matematik og arbejde videre på Adams og min fremlæggelse, men uden ham betyder det ikke noget for mig mere, og jeg er sikker på, at Adam ville forstå det. Jeg tager kuglen op af lommen og begynder at løbe hjemad. Jeg løber forbi Adams skab, som er fyldt med en masse gaver, bamser og blomster og ikke mindst billeder. Jeg stopper kort op og lader en tåre eller to ramme min læbe, jeg sukker og løber langsomt videre og tænker hele tiden på, at det vil være meget nemmere, hvis Amy eller Adam gad hjælpe mig med at komme hjem ved hjælp af deres superben!

Efter et kvarter står jeg foran min egen hoveddør. Jeg prøver at få pusten igen ved at læne mig op at døren, mit hjerte hopper meget hurtigere end det plejer at gøre, og jeg tror ikke, jeg har løbet så langt så hurtigt, siden jeg var 14 og var ude og jage sammen med min far og onkel. Jeg åbner døren og får med det samme øje på min far, som er ved at tage sin jakke på, jeg ser underligt på ham, jeg tager kuglen op af lomme og giver den til ham. Han tager imod med og ser længe på den. "Hvordan kan en træ kugle dræbe en ulv som Adam?"  Jeg tager mine sko af og gentager mit spørgsmål, han kigger virkelig hurtigt på mig og tager jakken af igen, han går ned i kælderen, og jeg følger med glæde efter. Han sætter sig ved en slags maskine, som fortæller folk hvad de har i hænderne lidt ligesom i en lufthavn. Jeg kan se, at han koncentrer sig, så jeg tier fuldstændig stille, min far stirrer på mig. "Hvor har du denne her fra?" Han ser en smule sur ud, og jeg kan se, at han virkelig mener det. "Altså, kan du huske Adam?" Jeg ser på ham, han sidder, nikker og giver tegn til, at jeg skal forsætte. "Adam blev ramt af kuglen og døde nogen få minutter efter." Jeg ser ned i gulvet og sukker, far kigger ned på kuglen og giver den tilbage. ”Den der kugle er meget sjælden, den er lavet af træ, men den er betrukket af et meget tyndt lag sølv." Han kigger på mig, og jeg ser hans store, grønne øjne, jeg smiler falsk til ham og går min vej, min far tager mig i armen. "Er du okay?"  Jeg nikker til ham og river mig fri at hans hård greb. Jeg tænker længe over, om jeg skal tage tilbage til skolen, men beslutter mig til sidst for at blive hjemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...