Regrets

Amy McCall Argenter, en varulv. Skylar Gilbert Salvator, en vampyr, går begge på Beverly High, en skole for overnaturlige væsner. Der går både vampyrer, varulve, hekse, og flere forskellige væsner. De to piger udvikler fra starten et lille had med hinanden, og det bliver bare værre, da de bliver sendt på mission sammen for at redde to af deres venner. Sammen med Amy og Skyler, skal varulven Adam Cullen, og Jægeren Dylan Winchester med. Men hvad sker der, når der sker uventede ting på missionen? Vil Amy og Skylar lære, at holde af hinanden, eller bliver deres had større? Følg med i 'Regrets' og find ud af det!

24Likes
17Kommentarer
4786Visninger
AA

13. Kælderen

Skyler og jeg venter længe før drengene dukker op. Mr. Johnson er gået ind for at tjekke stedet, jeg må sige, at jeg er en smule nervøs. Skyler har armene i siden og smiler til mig, jeg smiler igen og for første gang, er det et ægte smil. Jeg må sige, at eftermiddagen har været ret sjov. Skyler har fortalt om dengang hun og Adam var på deres første date, hvor hun blev så nevøs, at hun spildte en hel skål dressing ud over ham. Jeg prøvede at holde masken, men måtte give op. Vi har ikke trænet overhovedet, bare snakket og lært hinanden at kende.

"Se, der er de." Skyler peger over mod to hvide lys, som kommer tættere og tættere på os. Jeg lægger hurtigt mærke til Dylans økse, som hænger på siden af cyklen, de griner hele vejen her hen. Skyler løber hen til Adam og putter sig ind til ham, man skulle tro, de ikke har set hinanden i to uger eller sådan noget. De kommer alle hen til mig og smiler til mig, jeg smiler skævt tilbage til dem og trækker mig en smule tilbage, jeg er og bliver aldrig den største fan af opmærksomhed, og tre mennesker, som kigger på mig, er nok til, at jeg trækker mig væk. Jeg lister ind i det store hvide hus med pool og det hele, dørmanden lukker mig ind uden problemer, uden for hører jeg med hjælp fra mine ulveøjer, hvad de andre siger:

"Hvor skulle hun hen?" siger Adam stille og forvirret.

"Pas, hun er en smule underlig," griner Dylan.

"Prøv at være sammen med hende en hel eftermiddag, så opdager du, hvor følsom hun er," siger Skyler stolt.

Jeg smiler en smule for mig selv, da jeg hører dem snakke, jeg maser mig igennem flokken af dansende, fulde mennesker. Jeg prøver at finde mr. Johnson, men jeg leder længe uden held. Musikken larmer forfærdeligt og hele huset er overfyldt med chips, alkohol, halv nøgne piger, som danser underligt op ad ting. Man kan tydeligt se, at folk er meget ældre end os, og jeg føler ikke helt, jeg passer ind. En eller anden pikker mig på skulderen. Jeg vender mig chokeret om, ser Skyler trippe til musikken.

"Bare gå ud til drengene, jeg får styr på det hele." Hun lægger hånden på min ryg og giver mig et lille skub, jeg er ved at falde forover, men en redder mig i faldet.

"Er du okay?" spørger person foran mig og hjælper mig op og stå igen, jeg ser mig rundt om i lokalet og får øje på Dylan, som stå foran mig.

"Sikke en skuffelse!" Det var ikke meningen, jeg ville sige det højt. Dylan ser fortvivlet på mig.

"Ja, undskyld mig, men det var ikke lige sådan min redningsmand skulle se ud!" Jeg går min vej og støder med vilje ind i hans skulder. Jeg ved godt, jeg måske er en smule hård overfor ham, men jeg kan bare ikke klare når folk lyver!

Jeg går med sikre skridt ud til Adam, han sidder på sin motorcykel og stirrer ud i luften. Jeg sætter mig forsigtigt ved siden af ham, jeg ved ikke, om han er sur over vores lille slåskamp, eller om han har lagt den bag sig, jeg kigger på ham længe uden at sige så meget som et ord, han stirrer forsat på en mørke, men skyfri nattehimmel, til sidst fniser han og kigger på mig.

"Er den ikke smuk?" Han lyder, som om han skal til at græde, han ser tilbage på den halve måne, som lyser hele stedet op.

"Jeg ved nu ikke, jeg har altid tænkt på månen som en straf." Jeg kigger ned i jorden, men kan mærke Adams blik brænde igennem min hud.

"Hvorfor?" Han stirrer stadig på mig, og jeg kigger stadig ned på den fugtige jord.

"Jo, hvis du ikke skulle havet bemærket det, så skifter vi til ulveform hver fuldmåne!"
Jeg prøver ikke at virke hård og sur, men Adam begynder at grine, så jeg tror ikke, at han bemærkede noget.

"Haha Amy, det ved jeg skam! Jeg hader smerten, som går igennem min krop, men derfor kan jeg da godt elske månen, det er ikke fordi det er dens skyd."

Vi begynder begge at grine, det er rart at have en, man kan snakke til om ens ulveproblemer for at snakke om sådan noget med ens far, det bliver pissetræls i længden.

Dylan kommer løbende imod os og stopper forpustet op foran motorcyklen og stirrer på os. Han giver Adam en drink, som han har i hånden, man kan tydeligt hører hans hjerte banke hurtigere og hurtigere, som om han lige har løbet 28 km.

"Okay, I bliver nødt til at komme med ind!" Han tager drinken fra Adam igen og bunder papkruset, jeg stirrer forvirret på ham.

"Jamen, Skyler har lige sagt, at jeg skulle gå ud?"

Jeg hopper ned fra motorcyklen og stiller mig bag ved den. Dylan nikker og kaster det røde papkrus langt væk.

"I know, Amy, jeg er ikke dum! Men hun er blevet involveret i en stor slåskamp, og jeg tror hun skal have noget hjælp!"
Adam forsvinder hurtigere end min mor, når der er tilbud på en af hendes yndlings grønsager. Jeg står nu sammen med Dylan ude på en tom plads, jeg kigger på ham og vender mig derefter om og begynder at gå hen i mod festhuset.

"Amy, vent lige!" Dylan råber til mig, men jeg vælger at gå videre.

"Undskyld, okay! Kan vi ikke starte forfra?" Denne gang hvisker han, men han ved, jeg hører det. Jeg stopper et sekund og kigger tilbage. Han står som en lille pige, som har mistet sin mor i et stort supermarked. Jeg trækker på skulderen og smiler til ham og går videre.

Musikken er blevet til med råb, og man kan tydeligt hører Skyler.

"DU SKAL SGU IKKE KALDE MIG LUDER!!!" Jeg løber huset rundt, men kunne ikke finde et eneste menneske.

"PAS DIG SELV, DIN SPASSER!" Man er ikke et sekund i tvivl om, at Skyler er sur. Jeg kan hører hendes stemme hele tiden, og jeg prøver at dufte mig frem til hende, men der er intet, men jeg få dog færten af noget andet.

"OG DU KALDER MIG TYK? TAG OG GIK PÅ DIG SELV, SØSTER!" Jeg kan ikke lade være med at smile at hendes udbrudstaler, eller hvad man nu skal kalde dem, min lugtesans har fået mig til at gå ned i en mørk kælder, jeg går stille rundt i lokalet og prøver at finde noget lys, jeg kan ikke længere hører nogen råbe. Jeg prøver at slå mit ulve syn til, men det virker ikke, jeg sætter mig ned og koncentrer mig, jeg sidder på det klamme gulv og kan mærke sveden trille ned af min pande. Det virker, jeg kan mærke det. Jeg lukker mine øjne et øjeblik og åbner dem igen med et perfekt syn.

Jeg ville ønske at min far kunne se mig nu! Han ville have været så stolt af mig! Det er jeg sikker på. Jeg kigger mig omkring og får øje på en reol med en masse mapper på, en væg med hylder med 100 liter alkohol, en gammel grøn sofa og et slidt bord, men intet af det fanger min opmærksomhed, kun et lille vindue, som står på klem, to mobiler og noget papir, som ligger på gulvet. Jeg løber derhen og tager det i hånden og trykker på den ene mobil, som ikke lyser overhovedet. Derimod viser den anden et billede af Skyler og Adam, som står ude på fodboldbanen og krammer, jeg vender mobilen om og opdager at den er total smadret, jeg kigger igen på baggrunden og finder hurtigt ud af, hvem der har efterladt sin Iphone 6 her, nemlig Tristan. Og uden at læse papirerne, tager jeg det hele i hånden, løber og prøver at finde de andre.
  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...