Regrets

Amy McCall Argenter, en varulv. Skylar Gilbert Salvator, en vampyr, går begge på Beverly High, en skole for overnaturlige væsner. Der går både vampyrer, varulve, hekse, og flere forskellige væsner. De to piger udvikler fra starten et lille had med hinanden, og det bliver bare værre, da de bliver sendt på mission sammen for at redde to af deres venner. Sammen med Amy og Skyler, skal varulven Adam Cullen, og Jægeren Dylan Winchester med. Men hvad sker der, når der sker uventede ting på missionen? Vil Amy og Skylar lære, at holde af hinanden, eller bliver deres had større? Følg med i 'Regrets' og find ud af det!

24Likes
17Kommentarer
4786Visninger
AA

18. Jeg savner dig

 

Jeg sidder i den stjålne, blå bil og kigger ud af forruden, hvor landsskabet suser forbi. På bagsædet ligger Adam, eller det gør hans krop i hvert fald. Endnu en gang presser tårerne sig på, og et hulk forlader mig. Jeg holder mit blik fæstnet til vejen og skruer højt op for musikken. Da det er en sang, jeg kender, nynner jeg fraværende med på melodien og prøver at komme på andre tanker resten af køreturen, der føles meget længere end den plejer. Endelig holder jeg ude foran mit hus, og hurtigt svinger jeg mig ud af bilen og løber op til hoveddøren.

Jeg braser ind for at se en forsamling af vampyrer og varulve, min mor, Elena, står og er ved at forklare noget, men da hun får øje på mig, smider hun alt hun har i hænderne og løber hen til mig. Først prøver jeg at holde masken, men jeg falder grædende om i hendes favn lidt efter. Stille stryger hun mig over håret og hvisker:

''Shh, det okay. Hvad er der sket, Sky?'' Jeg kigger kort op men mine røde øjne, og langsomt vender jeg mig om og gør tegn til, at hun skal følge efter. Langsomt går jeg ud mod bilen, og min mor skal til at spørge omkring bilen, men jeg tysser bare på hende og åbner døren ind til bagsædet.
Min mor springer chokeret tilbage, men lidt efter går hun hen til Adams døde krop. Et bekymret blik breder sig, og hun råber højt:

''Damon! Kommer lige herned!'' Kort efter står min far ved min side og kigger ind på Adams døde krop. Han sukker en gang, før han vender sig om mod mig og tager mig ind i hans favn. De kendte begge to Adam og holdte begge to af ham. Et hulk forlader mig, og jeg krammer mig ind til ham. Kort efter afbryder min mor ved at sige:

''Sky, skat. Ved Adams forældre det?'' Jeg ryster kort på hovedet og svarer:

''Nej, men jeg var på vej ud til dem.'' Hun nikker kort og siger:

''Jeg tager med.'' Jeg smiler taknemlig til hende og hopper ind i bilen igen. Kort efter smækker døren ved min side, og min mor sidder ved siden af mig. Hendes brune hår hænger fint om hendes smalle ansigt. Hun er rigtigt 50 eller noget, men hun ligner en på 18. Jeg tror min far er... Ja, det kan jeg ikke huske, men han ligner en på 19-20. Hurtigt sætter jeg bilen i gear og kører mod Adams hus. Jeg kender vejen, som jeg kender min egen bukselomme. Vi kommer frem til huset et par minutter senere, og jeg træder forsigtigt ud af bilen og kigger mig omkring. Adams hus tårner sig op foran mig, og endnu en gang presser tårerne på. Jeg føler mig så svag, magtesløs. Jeg går langsomt hen mod døren, mine ben er tunge, og jeg kæmper mig op af de to trapper som fører op til den mørkerøde dør, jeg banker på og mærker en klump i halsen. Tårer triller ned af mine kinder, kort tid efter åbner døren sig på klem, og Adams far står i døren og ser  bekymret ud. "Jamen dog Skyler, hvad er der dog sket!"

Han kommer ud og giver mig et let kram og flere tåre triller ned af min kolde kind, jeg trækker mig en smule væk fra ham. "Jo, jeg synes, at du og mrs Susie skal komme med.” Jeg kan ikke holde den længer og begynder langsomt at græde endnu mere. Kalvin går hen og lukker døren uden et ord, jeg kigger kort tilbage på min mor, som sidder på en lille sten, hun smiler skævt til mig, men jeg er for ked af det til at overhovedet tænke på at smile. Kalvin og Susie kommer ud af døren, jeg peger hen mod bilen og begynder at gå der hen, de går med hurtige og faste skridt hen mod den faldefærdige bil, jeg kan ikke forstå det, og jeg vil ønske, at det hele bare er en eller anden ond drøm! Min mor kommer op ved siden af mig, jeg vender mig om og kigger Kalvin og Susie direkte i øjnene. "Undskyld."  Jeg bliver nød til at sige det, men det gør det hele meget værre, de ser endnu mere forvirrede ud, og selvom jeg gerne ville, kan jeg ikke trække tiden ud mere, de fortjener at kende sandheden, selvom den gør ondt, jeg vender mig om og kigger mod glasruden og ser Adams smukke ansigt, det ser ud som om han sover, jeg åbner døren til bagsædet.

Jeg hører tydeligt Adams forældre gispe, da de får øje på Adam, som bare ligger der, bevidstløs. Kalvin løber hen til bilen og kysser Adam på panden. "Hvornår vågner han Skyler?" Han ser ned på sin søn, som han elsker over alt på jorden, jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det, jeg kan ikke sige noget, jeg sætter mig ned på jorden og begynder at stortude. Jeg kan ikke lade være, Adam var min kæreste, den eneste person jeg kunne stole på 100 % på, den eneste ene, og nu er han væk. Han fik fred fra den grusomme verden, men det var ikke det, han ønskede, han ville rede Tristan for at gøre mig glad, og han endte med at forlade mig for altid! Jeg kigger op på min mor, der har stillet sig hen ved siden af Susie, Kalvin kigger forsat på mig og jeg prøver at tage mig sammen til at sige noget, men klumpen i halsen bliver større, og det bliver svære og svære at sige. "Jeg er så ked af det, men Adam vil aldrig åbne sine øjne igen." Jeg holder en pause og ser op og møder Susis triste øjne, hun kigger hen til sin mand og tager hendes søns døde hånd. "Hvad mener du?" Hun begynder at græde, jeg får det dårligt og ville ønske, at vi aldrig var taget tilbage til skolen. "Adam blev skudt, han overlevede det ikke." Min mor tager over for mig, hun ved, at jeg er for udmattet til at snakke, alle mine følelser er blandet sammen, og jeg kan ikke længere finde ud af, om jeg er ked af det eller sur.

Adams forældre bliver mundlamme og kigger ned på deres søn, jeg putter mig ind til min mor, vi står alle fire i stilhed og kigger ned på Adam, jeg tænker tilbage på alle de minder, vi havde sammen, og jeg er sikker på, at jeg aldrig nogensinde i mit vil glemme ham. Jeg kan ikke tænke overhovedet, og min hjerne er træt og udmattet, jeg ville ønske, at Adam havde været her til at kramme mig, kysse mig på kinden og fortælle mig vor smuk jeg er, jeg svaner ham, utroligt meget, han var lyspunktet på dagen, men nu er der ikke andet end mørke tilbage, han var min vejviser, men nu er der ingen steder jeg kan gå hen, han var mit et og alt, og nu har jeg mistet ham! Jeg kan mærke tåreren trille ned af kinden, jeg bliver overrasket over, hvor meget jeg kan græde, men Adam er værd at græde for.

"Skal vi ikke give dem lidt fred?" Mor kigger på mig, hun har denne rare stemme, som beroliger mig, jeg nikker stille og går langsomt hen mod Kalivn og Susie, de græder begge to. "Vi vil lade jer være alene." De vender sig imod mig og krammer mig. "Tak for alt, Skyler, Adam holdt meget af dig, det håber jeg, at du ved." Jeg nikker stille og går hen til min mor igen, vi gør os klar til at løbe, der går ikke mere end 10 minutter før, at vi stopper op foran vores hus, jeg går ind og direkte og på mit værelse og kigger på billeder af mig og Adam. Jeg ligger mig i sengen og græder mig selv i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...