Regrets

Amy McCall Argenter, en varulv. Skylar Gilbert Salvator, en vampyr, går begge på Beverly High, en skole for overnaturlige væsner. Der går både vampyrer, varulve, hekse, og flere forskellige væsner. De to piger udvikler fra starten et lille had med hinanden, og det bliver bare værre, da de bliver sendt på mission sammen for at redde to af deres venner. Sammen med Amy og Skyler, skal varulven Adam Cullen, og Jægeren Dylan Winchester med. Men hvad sker der, når der sker uventede ting på missionen? Vil Amy og Skylar lære, at holde af hinanden, eller bliver deres had større? Følg med i 'Regrets' og find ud af det!

24Likes
17Kommentarer
4785Visninger
AA

16. Hvorfor?

Jeg kigger chokeret op på Dereks døde krop. Det kan godt ligne selvmord, men det er klart, at det ikke er det. Bange kigger jeg over på Sky, der står og kigger skræmt derop. Hendes mund er åben, og frygten står malet i hendes øjne. Jeg går stiller over og tager mine arme om hende. Hun klamrer sig hårdt ind til mig og gemmer sit hoved i min jakke. Jeg ved godt, at det er ondt, men vi er nødt til at komme videre. Jeg siger lavt:

''Vi er nødt til at komme videre, før vi ender sådan.'' De kigger alle på mig og nikker. Jeg fortsætter stille:

''Kan I se nogen form for udgang?'' Amy nikker kort og peger over mod en låge i den anden ende af den store have. Jeg nikker stift, og puffer Skyler afsted. I starten bevæger hun sig ikke ud af stedet, men det går hurtigt op for hende, at vi er nødt til at komme væk, så hun sætter i løb. Ved hendes side kommer Amy op til hende, og jeg løber hen til Dylan. Kort siger jeg:

''Dylan, det her er meget farligere end forventet, men vi er nødt til at redde Tristan og Malia!'' Han nikker fast til mig, og jeg sender ham et smil. Da vi kommer ud fra haven, løber vi over til en af bilerne, der holder parkeret, og jeg bryder hurtigt ind i den. Dylan hopper ind ved siden af mig og kortslutter den, og pigerne sætter sig bagerst. Jeg sætter hurtigt bilen i gear og kører mod skolen.

Da vi kommer frem, holder der op til flere biler ude foran, så vi parkerer lidt væk. Vi aftaler at snige os ind omme fra bagsiden, da vi ikke regner med, at de holder dem fanget inde i en klasse. Forsigtigt begynder vi at gå, og Skyler bruger sine vampyrkræfter til at holde øje. Vi sniger os frem skridt for skridt, men endelig kommer vi frem til bagsiden.

Vi går forsigtigt over til den gamle, slidte dør, og jeg tager stille i det rustne håndtag. Da døren ikke rykker sig ud af stedet, tager jeg lidt hårdere fast. Den her gang rykker den sig, og døren åbner ind til en kold gang. Hvorfor skolen har det her, aner jeg ikke. Jeg lister mig forsigtigt ind med Skyler lige bag mig, bag hende kommer Amy og allerbagerst Dylan, han skal holde vagt for os.

Ikke en lyd høres i den kolde, fugtige gang, men på begge sider af os er der døre. Jeg lukker kort øjnene i og forestiller mig, mine gule, ulveøjne kommer frem. Langsomt vokser mine ører frem og bag mig tysser Sky på mig. Jeg hvisker utilfreds:

''Hvad?'' og hun svarer smilende:

''Du knurrer.'' Et smil breder sig på mine læber, da jeg ser hende smile, hendes dejlige, hvide smil og de chokoladebrune øjne. Et lavt suk forlader mig, før jeg koncentrere mig om at finde spor efter Tristan og Maila. Jeg får hurtigt færten af Tristan, men det er ikke ligefrem svært. Det er hans blod man kan lugte. Sky rynker sig på næsen og nikker til mig, hvorefter jeg begynder at følge lugten.

Efter et stykke tid står vi ude foran en lukket, grå dør. På vej herhen blandende Mailas blod sig med Tristans, så jeg er ret sikker på, at de begge er derinde. Jeg lytter kort, om der er andre derinde, men hører kun lyden af Tristan der hvisker:

''Sky?'' og et smil breder sig på mine læber, da jeg tager i døren, og den går op. Jeg starter med at kigge ned i jorden da vi træder ind i lokalet, men da mit blik hæver sig, er jeg ved at brække mig. Tristan og Maila ligger på hvert deres bord, og knive ligger ved deres sider. Tristan er ved at komme sig over det, men Malia ser straks værre ud. Nok fordi hun ikke er vampyr. Jeg løber hurtigt over til hende og kigger ned af hende. Hendes øjne flakker forvirret rundt, og det er tydeligt, at hun er ved at miste bevidstheden. Jeg kigger kort op og ser Dylan og Amy komme løbende over mod mig, men Skyler bliver stående. Hun trækker vejret i små stød, og hendes blik lander konstant på alt blodet omkring Maila. Pis! Jeg kigger kort op på hende og siger:

''Sky, det er okay. Du kan hjælpe hende, hun skal bare have lidt af dit blod.'' Maila ser døende ud, og hun klarer den ikke længe. Sky synker kort en klump, hvorefter hun tager et skridt over mod bordet. Da hun står ved min side, er hun helt bleg, og hun ser bange ud. Jeg tager forsigtigt hendes hånd og knuger den i min. Hun smiler kort, hvorefter hun fører den anden hånd op til sin mund og bider hul i sit håndled. Kort efter sætter hun det ned til Mailas mund, og hun begynder hurtigt at drikke. Ikke længe efter, begynder såret at hele, og farven i hendes hud ser friskere ud. Da hun ser okay ud, tager Sky hurtigt sit håndled til sig og løber over og hjælper Tristan fri. Jeg kan høre dem hviske, men de snakker lavt nok til, at jeg ikke kan høre, hvad de hvisker om.

Da alle står op, og ser nogenlunde friske ud, begynder vi at liste os ud igen, men da jeg kommer ud af døren, bliver et skud affyret. En smerte breder sig i min brystkasse, og jeg træder et skridt tilbage bare for at falde. Bag mig kan jeg høre Skyler skrige, og kort efter kommer kaosset. Mændene stormer ind i rummet. De kæmper. Flere og flere falder. Mit syn bliver mere og mere utydeligt. Næsten alle af mændene ligger på gulvet. Min koncentration bliver værre. Alle mændene ligger ned.

Jeg trækker vejret i små gisp, da en eller anden tager armene om mig, og løfter mig en smule op. Jeg brokker mig lidt, men da jeg ser Skylers grædende ansigt over mig, stopper jeg. Tårerne løber ned over hendes smukke ansigt, og de chokoladebrune øjne er opsvulmede. Hun græder, meget. Bange lyder hendes stemme:

''Adam? Du skal lytte til mig!'' Jeg kigger fraværende op på hende.

''Adam, bliv hos mig!'' En mærkelig ro blandet med træthed løber igennem mig.

''Nej, Adam, hold øjnene åbne, kig på mig, Adam, kig på mig!'' Hendes stemme bliver fjernere og fjernere. Langsomt løfter jeg min hånd op og stryger hende over kinden, hvilket bare får hende til at græde endnu mere. Jeg hvisker stille:

''J… Jeg elsker dig.'' Hvorefter jeg lukker øjnene i. Langsomt forsvinder jeg længere og længere væk. Hendes stemme bliver fjernere og fjernere. Og det sidste jeg hører, er en stemme, der stille siger:

''Jeg elsker også dig.''

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...