Regrets

Amy McCall Argenter, en varulv. Skylar Gilbert Salvator, en vampyr, går begge på Beverly High, en skole for overnaturlige væsner. Der går både vampyrer, varulve, hekse, og flere forskellige væsner. De to piger udvikler fra starten et lille had med hinanden, og det bliver bare værre, da de bliver sendt på mission sammen for at redde to af deres venner. Sammen med Amy og Skyler, skal varulven Adam Cullen, og Jægeren Dylan Winchester med. Men hvad sker der, når der sker uventede ting på missionen? Vil Amy og Skylar lære, at holde af hinanden, eller bliver deres had større? Følg med i 'Regrets' og find ud af det!

24Likes
17Kommentarer
4812Visninger
AA

12. Hos Dylan

Wow, stakkels ham. At ligge på hospitalet så længe? Men hvad med ulven? Den skød han bare. Man kan altså godt gøre andet end bare at skyde os! Det kan godt være, at de er jægere, men stadig, hav dog lidt respekt! Det er svært at styre sig i sin ulveskikkelse. Selv har jeg aldrig dræbt nogle. Okay, det er måske løgn, men dem der er døde pga. mig, var altså selv skyld i det! For at være ærlig har jeg det meget ubehageligt i huset hos en jæger. Jeg ved nu, at hans far virkelig må hade os, så jeg må hellere være forsigtig. Egentligt er det nok bedst, hvis vi i stedet for at snakke, træner.

Ikke for at være ond, men det er bedre til at fjerne tankerne. Faktisk kunne Dylan og hans far jo dræbe mig lige nu! Ikke fordi jeg tror det om Dylan, han virker som en god fyr, men hans far. En følelse af ubehag skyder igennem mig, men jeg ryster den hurtigt af mig. Stille siger jeg:

''Wow, det lyder… slemt.'' Han nikker og kigger på mig med triste øjne. Stille siger han:

''Det var ikke mening det skulle tage sådan en drejning.'' Jeg nikker og kigger på ham, hans blik flakker nervøst rundt i lokalet, da jeg siger:

''Ey, skal vi ikke lave et eller andet?'' Han nikker hurtigt og samler sin økse op igen. Jeg tager hurtigt pistolen, og den hviler godt i min hånd. Faktisk passer den perfekt i min hånd. Men jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal have den! Det er jo ikke, fordi jeg har brug for den. Hurtigt spørger jeg:

''Er der et sted udenfor, en trænings bane eller noget?'' Han nikker og begynder at gå. Jeg følger hurtigt efter ham, og imens vi går, tager jeg pistolen ned i min lomme. Den er ikke ladt, så den går ikke af.

Vi kommer til et stort træningslokale, hvor der står en masse træningsdukker. På væggene er nogle tildækkede ruder, og jeg regner med, at der er våben bag dem. Jeg træder hurtigt til side, da Dylan træder frem med øksen i sin hånd. Hans ansigt er helt lyst op, og han ser glad ud, som om han er hjemme. Hvad havde jeg regnet med? Han er en jæger… Koncentreret går han over til en af dukkerne og begynder at træne på den. Jeg går hurtigt over til en af de andre og tager et skud. Ja, jeg er sikker på, at man må skyde den, fordi den er fuld af skudhuller. Jeg tager et par skud og alle rammer perfekt. Ikke fordi jeg har prøvet det så meget før, men jeg har altid været et naturtalent til våben og kamp. I min gamle flok, blev jeg kaldt 'Den ubesejrede' fordi jeg aldrig var blevet klaret i kamp. Ikke engang af alfaen, som hedder Derek. Han smed mig ud af flokken, og det er faktisk derfor, jeg er her nu. Min far, mor og jeg rejste herover netop pga. skolen. Min far sidder højt i en eller anden gruppe for overnaturlige.

Jeg skimter hurtigt over mod Dylan, som står og smiler stort. Han er stærk af et menneske at være. Jeg smiler lidt for mig selv, før jeg igen vender opmærksomheden mod min egen dukke.

Da vi har stået sådan et stykke tid, bliver døren pludseligt slået op. Ind kommer Dylans far løbende. Hvad sker der? Af rent reaktion træder jeg et skidt tilbage og retter pistolen mod ham. Han har selv rettet en mod mig, og højt siger han:

''Gå ud Dylan.'' Men han ryster på hovedet og siger:

''Far, sænk pistolen. Han gør ikke noget.'' Roligt sænker jeg pistolen og ligger den ned på jorden. Okay, den havde jeg ikke set komme. Hans far kigger irriteret på mig, og lidt efter lidt sænker han pistolen. Da den er helt nede, går Dylan over og tager den. Han siger stille:

''Far, han er en af mine venner.'' Men man kan tydeligt høre, hvor pinligt berørt han er.

Dylan ser trist på mig, jeg smiler skævt til ham, men han kigger over på sin far igen og skubber ham ud af lokalet. "Det må du virkelig undskylde!" Han giver mig et klap på skulderen og går stille forbi mig og sætter sig på en lille bænk, som står i hjørnet af lokalet, den er faktisk meget nydelig, og jeg undrer mig over, hvordan de kan have sådan en pæn genstand nede i et træningslokale.

Jeg sætter mig ned ved siden af Dylan, som kigger ned i betongulvet. Han sukker og kigger stille op på mig, jeg smiler endnu en gang til ham, jeg klapper ham på ryggen og begynder at grine. "Bare rolig Dylan, hvis du møder min far, så vil du bedre forstå, hvorfor jeg ingen venner har!" Jeg flækker af grin uden grund, han ser over på mig og er selv ved at falde sammen af latter. " Adam, Adam, Adam, du er en af de mest populær gutter på skolen!"  Vi sidder begge og slår til hinanden og griner, som jeg aldrig nogen sinde har grinet før! Man skulle tro, at vi havde delt en kasse øl og var pisse fulde, men næænej. Dylan er skide sød, og selvom jeg er en af de populære drenge på skolen, har jeg ikke rigtig nogen jeg kan stole 100 % på, kun to, Skyler og Tristan, men Dylan er godt på vej! Han kigger ned på sin Iphone 5, som er halt ødelagt, hvis jeg skal være ærlig, kan jeg ikke se en disse på hans skærm, så smadret er den. Han lægger mobilen ned i lommen og rejser sig op. "Vi skal møde pigerne om 10 minutter." Han smiler skævt til mig og går hen mod den hvide dør, jeg løber efter ham og når lige at opfange billedet af Dylan og to andre drenge, de sidder på en træstump og holder om hinanden. De ser virkelig glade ud, den ene af drengene er lyshåret og har en stribet trøje på og sorte bukser, mens den anden har rødt hår og en blå trøje på med hvide bukser. Jeg vil skyde på, at de er en 14-16 år. Nedenunder billedet står der:  Bedst freinds forever! Jeg smiler en lille smule, men fjerner det hurtigt igen, da jeg får øje på det som står med småt. R.I.P. Harry & Jackson 02-07- 2014. Det må være de andre drenge, de døde for knap tre uger siden! "HEY ADAM, KOMMER DU?"

Jeg tager mig til øret, da Dylans stemme går ind igennem min øregang. Jeg nikker stille, selvom jeg godt ved, at han ikke kan se det, men jeg skynder mig op af kældertrappen og møder Dylan ude i forgangen med fodtøjet på. Jeg får en dårlig smag i munden, da jeg får øje på endnu en billede af de tre drenge, men denne gang står der tre mænd på med teksten: Venner er som familier, de holder sammen i tykt og tyndt, ikke engang døden skider sig ad bedste venner med deres fædre, kan ikke blive en bedre familie! Jeg fatter ikke, hvordan de kan have sådan noget hængende på væggen, men det er ikke mit hus. Heldigvis. Jeg tager min jakke og sko på og min hjelm under armen og går ud til Dylan, som er klar på hans cykel og kører ud på den stor vej, og stille siger vi i kor: "Lad os finde Tristan og Malia!"  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...