Regrets

Amy McCall Argenter, en varulv. Skylar Gilbert Salvator, en vampyr, går begge på Beverly High, en skole for overnaturlige væsner. Der går både vampyrer, varulve, hekse, og flere forskellige væsner. De to piger udvikler fra starten et lille had med hinanden, og det bliver bare værre, da de bliver sendt på mission sammen for at redde to af deres venner. Sammen med Amy og Skyler, skal varulven Adam Cullen, og Jægeren Dylan Winchester med. Men hvad sker der, når der sker uventede ting på missionen? Vil Amy og Skylar lære, at holde af hinanden, eller bliver deres had større? Følg med i 'Regrets' og find ud af det!

24Likes
17Kommentarer
4782Visninger
AA

20. Fejltagelsen

Efter skole får jeg øje på Skyler, som står bag ved skrallespandene, hvad hun laver, ved jeg ikke. Hun står med ryggen til, men hun er alene, og det er ikke et godt tegn, hun kan ikke fordrage at være alene, og jeg er sikker på, at det ikke har ændret sig efter Adams forfærdige død! Jeg går med hurtige og selvsikre skridt over til hende, jeg prikker hende stille på skulderen, og hun vender sig rundt og ser chokeret på mig. Jeg giver hende elevatorblikket, jeg gisper en smule, da jeg for øje på den boldpose, som hun har i den ene hånd, jeg ryster på hovedet og ser lige ind i hendes ulykkelige øjne. "Jamen Skyler dog!" Jeg giver hende en lille kram og tørrer tårerne væk fra hendes kinder. Skyler går nogle skridt tilbage og ser ned i jorden, som nærmest er helt rød, og noget siger mig, at hun har drukket flere blodposer, end jeg kan tælle. Jeg er sikker på, at jeg ikke er til den største hjælp, men jeg har ingen ide om, hvad der kan hjælpe en tøs som Skyler.

Skyler og jeg har kun kendt hinanden i et par uger, og jeg er nok ikke den rette person til at hjælpe hende. Ud af øjenkrogen får jeg øje på en rimelig høj og tynd dreng, med en blå skuldertaske på ryggen. Jeg vender mig om og får et kort øjeblik øjenkontakt med ham, han smiler stort til mig og kommer nærmere. Skyler skubber til mig. "Er det Tristan?" Hendes stemme er en smule hæs, jeg nikker til hende, jeg kan høre hende sukke. Tristan kommer hen til os. Han får hurtigt øje på Skyler, som netop har sat sig ned i det våde græs. Tristan smider tasken fra sig og sætter sig utroligt hurtigt ned ved siden af hende og omfavner hende. Jeg står længe og kigger på dem. Jeg smiler stille til mig selv, da det går op for mig, at Dylan ikke var til time. Jeg går nogen skridt tilbage og løber, så hurtigt jeg kan, ud af skolegården.

Jeg tør ikke tænke på, hvad der er sket med ham, jeg mener, hvis man ser tilbage på, hvad der er sket med folk som vi holder af. Adam har mistet livet, Tristan og Malia var nær blevet dræbt af nogen sindssyge idioter, vores lære Derek døde i et træ, og vi alle er blevet tortureret nede i en kældere til en eller anden fest. Dylan bor i udkanten af byen, og jeg ved, at det vil tage pænt lang tid at løbe derhen med mine korte ben. Jeg stopper forpustet op og sætter mig ned på det kolde fortov, jeg tænker længe over, om jeg virkelig skal tage chancen og løbe igennem byen som ulv. Jeg sukker og kigger mig omkring. Jeg ser ingen mennesker overhovedet! Jeg rejser mig op og børster skidtet af mine sorte bukser. Jeg ligger mig ned i smerte, da mine skarpe klør kommer til syne, jeg mærker ørene vokse ud af min hovedbund og tænderne vokse sig større, der går ikke lang tid, før min ulvekrop er i stand til at løbe hurtigere en nogensinde før.

Jeg kan mærke jorden under mine klør og vinden i min pels, jeg løber ind igennem, skoven for at sikre mig, at ingen får øje på en forvokset hund, der suser forbi. Jeg løber forbi de mange træer, som står i vejen for mig, hopper over de få træstammer, som ligger på den lille sti.  

Jeg sænker farten, da jeg får øje på Dylans hus, og forvandler mig stille og roligt til menneskeform. Jeg retter en smule på min røde bluse og går op til hoveddøren, jeg banker stille på døren og står og kigger mig omkring, haven er lille, men hyggelig, to havestole samt et kønt lille, hvidt bord står henne i det ene hjørne. Blomster i de skønneste farver og en lille bitte sø, som er pyntet med diverse pynte genstande som frøer og åkander. Døren foran mig går op, og en tynd mand med masser af ar i hovedet træder frem og ser surt på mig, jeg prøver ikke at se alt for skræmt ud, men det er svært, mit hjerte hopper dobbelt så hurtigt som normalt, og jeg kan slet ikke tage mig sammen til at sige noget. "Hey far, har du set min mobil?" Dylans ansigt kommer frem bag den arrede mand, da han før øje på mig, smiler han stort. "Amy! Sikke en overraskelse!" Hans øjne lyser, men gnisten forsvinder, da han ser over på sin far, som endelig har fjernet sit stikkende blik fra mig. "Ikke en af dem igen, Dylan!" Han går langt om længe sin vej og efter lader mig alene med Dylan. "Vil du med ind?" Han smiler til mig, og gnisten i hans smukke øjne kommer igen, jeg nikker til ham og går forsigtigt ind i gangen.

Dylan leder mig op på sit værelse, som er ganske pænt i forhold til at han er en dreng. Jeg sætter mig på sengen, som knirker en smule, og der går ikke længe, for at Dylan sidder ved siden af mig. "Du var ikke til time." Jeg ser på ham, han ser bare ned i jorden, som om han har gjort noget virkelig slemt! "Lad os lige glemme det. Jeg har fundet ud af, hvordan kuglen kunne slå Adam ihjel." Han ser op på mig og fisker trækuglen op af lommen. Jeg stirrer på den og venter desperat på, at han fortæller mere. "Ser du, kuglen er belagt med et tyndt lag sølv." Han giver mig skuffet kuglen i min lille hånd og ser væk. "Er der noget galt?" Jeg lægger min ene hånd på hans skulder. "Jeg har bare gået rundt og tænkt, at Adam døde af noget helt forfærdeligt, også er det bare en grim, lorte trækugle!!" Han ser forsat væk.

"Men efter dine oplysninger, har dem, som skød Adam, håbet på at ramme enten en vampyr eller en varulv, og hvis det er sandt, det du siger, var den kugle i stand til at dræbe både Skyler, Tristan, Adam og mig." Jeg stirrer på ham i håb om, at han vil kigge.

"Hvornår er du lige blevet så klog?" Han ser op og smiler, jeg smiler glad igen og begynder at grine. Dylans far kommer ind af døren og stirrer et kort øjeblik på mig, han sukker dybt og ryster på hovedet og lægger noget tøj over på skrivebordet og går hurtigt sin vej. "Hvad har din far lige imod mig?" Jeg kan ikke lade være med at spørge, og jeg er helt sikker på, at det var dumt. "Ikke noget, han er bare overbeskyttende." Jeg ved, at det er løgn. Dylan går over til bunken med tøj og viser mig en grå trøje. "Hvad siger du til, at jeg tager den her på til Adams begravelse i morgen?" Jeg smiler til ham. "Helt fint." Han ser selvsikkert på den, som om den er en 1000 kroner værd. 

Nogen timer senere går jeg hjem og finder det perfekte tøj til i morgen, jeg er fast besluttet på at tage kjole på, da jeg ved, at Skyler og Adam virkelig gerne ville se mig i en. Jeg smiler, da jeg får øje på den mellemlange, sorte kjole, jeg har ikke haft den på siden min mormors 80 års fødselsdag for to år siden. Jeg lægger kjolen over på stolen. "AMY! KOM NED NU!" Min fars mørke stemme rammer min følsomme øregang, jeg tager mig underligt nok hurtigt til hovedet for at holde smerten ude. Jeg ved, at min far er sur, men er nu så sikker på, hvad der har sat hans pis i kog. Jeg løber ned af trappen og hen til stuen, hvor jeg som det første får øje på min mors skuffede ansigt og min fars blå ulveøjne. Jeg kigger forsigtigt på fjernsynet og sukker, da kvinden på tv’et begynder at snakke:

”En pige på 13 år, ved navn Hope, gik i dag hjem fra skole og fik øje på noget stort og mystisk. Hope har nået at på fange denne store skabning på sit mobilkamera.”

Billedet viser et stort monster med blå øjne, spidse ører, virkelig lange klør og uhyggelige tænder, kort fortalt havde denne Hope taget et billede af mig i ulvefrom midt på gaden. Far slukker for fjernsynet, inden damen når at sige mere.

"Hvad tænkte du på?" Mor ser på mig og ryster på hoved, jeg kan ikke sige andet end:

"Til mit forsvar, troede jeg, at jeg var alene, også troede jeg, at Dylan var i knibe!" Jeg hæver ubevidst stemmen.

"Amy McCall! Hvor mange gange skal jeg sige, at du overhoved ikke må vise din evne i offentligheden." Min fars vrede bliver større, og det samme gør min.

"Evne? Kald det hellere en straf!" Jeg prøver at falde en smule ned og tager derfor mange dybe indåndinger. "Må jeg gå nu?" Jeg kigger på min mor, som stadig sidder på sofaen og ser på min far, som har sat sig på stuebordet. Han nikker stramt til mig, og der går ikke mere end 5 sekunder, før jeg igen sidder oppe på min sneg og stirrer ud i luften. Den aften falder jeg hurtigt i søvn til lyden at min far, som råber af fodboldspillerne, som vidst ikke helt gør, som han vil have det. Jeg lægger mit hoved ned på den bløde hovedpude og lukker øjnene et par gange, mens at lyden bliver lavere og lavere, og til sidst kan jeg ikke høre noget overhoved.
 

 

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...