Regrets

Amy McCall Argenter, en varulv. Skylar Gilbert Salvator, en vampyr, går begge på Beverly High, en skole for overnaturlige væsner. Der går både vampyrer, varulve, hekse, og flere forskellige væsner. De to piger udvikler fra starten et lille had med hinanden, og det bliver bare værre, da de bliver sendt på mission sammen for at redde to af deres venner. Sammen med Amy og Skyler, skal varulven Adam Cullen, og Jægeren Dylan Winchester med. Men hvad sker der, når der sker uventede ting på missionen? Vil Amy og Skylar lære, at holde af hinanden, eller bliver deres had større? Følg med i 'Regrets' og find ud af det!

24Likes
17Kommentarer
4792Visninger
AA

17. Er det så bare slut?

Jeg ånder lettet op og kigger rundt i klasselokalet, jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at dette ikke har været den vildeste aften i mit liv. Et lille smil kommer frem på mit ansigt, men det forsvinder hurtigt igen, da Skyler begynder at græde endnu mere. Jeg løber ud på gangen, hvor alle står rund i en rundkreds, jeg maser mig ind i mellem Dylan og Malia, en klump danner sig langsomt i halsen, da jeg får øje på Adam, blodet siver du af ham. Skyler kalder stille på ham, men hun får intet svar tilbage. Tristan går hen til hende og sætter sig på hug, han kigger længe på den livløse Adam og tager langsomt hans puls, vi alle står i tavshed og venter på et svar. Tristan vender sig imod Skyler, som stadig ser dybt ulykkelig ud, hendes mascara løber ned af hendes kinder, og man kan tydelig se frygten i hendes øjne.

"Adam, Adam er ikke længer i blandt os!" Tristan begynder selv at græde og krammer Skyler tæt ind til sig. Jeg putter mig chokkeret ind til Dylan, som virker helt afslappet, men hans hjerte siger noget andet! Det banker dobbelt så hurtigt som normalt. "Jeg er virkelig ked af det på jeres vejene... men skal vi ikke se at komme væk her fra?"  Malia bryder tavsheden med sin bløde, rolige stemme, jeg ved godt, at hun har svært ved at være ked af det, når hun ikke rigtigt ved, hvem Adam var. Skyler kigger på hende, som om hun er verdens dummeste kælling. "Jeg efterlader ikke Adam her!" Hun kigger surt på Malia, som går et par skridt tilbage. "Hvem siger, at du skal efterlade ham? , Jeg siger bare, at vi må se at komme væk fra skolen!" Jeg kan hurtigt fornemme, at Malia ikke er særlig godt til at holde mund, hun er en som altid siger sin mening uden at tænke sig om først.

Men Tristan giver Malia ret, og der går ikke lang tid fra at Tristan får Adam om på ryggen, til at vi er ude ved den gamle, blå bil, som Adam havde mod på at sjæle. Tristan lægger forsigtigt Adam ind på bagsædet og lægger et tæppe over ham. Han vender sig om og kigger på os alle med sine trætte øjne. "Jeg ved ikke med jer, men jeg vil hjemad."  Hans stemme ryster en smule, vi nikker alle til ham, og der går ikke mere end 1 sekund, før at Tristan er ude for rækkevidde. "Jeg vil også smutte, nogen skal jo sige noget til hans forældre." Skyler går langsomt over mod bilen uden at kigge tilbage, jeg har fuld forståelse, for den måde hun reagerer på. "Er du sikker på, at du ikke vel havde en med?" Dylan ser på hende, men hun nikker bare med hovedet og sætter sig ind i  bilen, tænder den og kører langsomt væk. Jeg kigger over mod Malia, som kigger ned i jorden. "Hvordan kommer du egentlig hjem?" Dylan ligner et stort spørgsmålstegn, da han kigger over mod Maila. Hun smiler til ham, hun lægger sig ned på alle fire og ser virkelig koncentreret ud, og langsomt forvandler hendes fødder sig til poter, og hendes krop får stort pels. Hun kigger på os, imens hun får de gule, stikkene øjne og knurhår, hun får denne runde snude, som får min til at ligne en klump, som er kastet lige ind på næsen. Malia vender sig om og begynder at løbe sin vej. "En panter! Hun er en fucking stor, sort panter!"  Jeg kan ikke lade være med at grine, da jeg får øje på Dylans ansigt, som er en blanding af skæmt og lettet.

"Hun er ikke bare en panter Dylan!" Jeg kigger op på ham, og det går op for mig, hvor høj han egentlig er.

"Hvad er hun så?" Han smiler til mig.

"Hun er faktisk også en kat, hund, løve, dig, mig og alle andre slags væsner på denne planet." Dylan kigger underligt på mig. "Hvordan kan hun være os?" Jeg griner endnu mere, vi begynder at gå vores vej hen mod skoleporten og videre hen ad vejen.

"Hun er formskifter, Dylan."

"Det vidste jeg da godt!" Han begynder selv at grine.

"Helt sikkert."

En lille tavshed bliver brudt af Dylans mørke stemme: "Jeg har aldrig set en varulv på den måde." Jeg ryster på hovedet. Jeg kigger ned i jorden, jeg kan ikke tænke på andet end Skyler, som nok sidder hjemme helt alene uden Adam til at holde om sig. Jeg tager min mobil frem, trykker hendes nummer ind og ringer til hende bare for at sikre, sig at hun er okay.

”Hej, det er Damon Salvator.”

”Ømm, hej mit navn er Amy, er Skyler hjemme?”

”Nej desværre ikke, hun er lige gået.”

”Jamen, kan du ikke sige til hende, at jeg har fat ringet?”

”Det skal jeg nok.”

Jeg lægger på med en tom fornemmelse i maven, hendes far havde en mørk, men rar stemme. Vi går i tavshed endnu en gang, men Dylan stopper op og kigger på mig.

"Går du ikke med ind?" Han peger op mod det store hus med den lille have ved siden af. Jeg ryster på hovedet. Dylan kommer tætter på mig. "Sikker?"  Jeg nikker kort, krammer ham hårdt og snuser til ham. Han dufter af bacon, hvilket er underligt. Vi krammer længe, som om vi var kærester og ikke havde set hinanden længe, jeg trækker mig væk fra ham og vinker farvel, han smiler til mig op går op mod huset. Jeg står nu alene på en mørk gade, det er sådan nogen stunder, hvor man virkelig tænker over, hvad der lige er sket, og Dylan havde ret, Adam døde på en underlig måde.

Jeg løber resten af vejen hjem og tænker hele tiden på Adam, kuglen som ramte ham i brystet var lavet at træ, hvilket kun kan skade en vampyrer. Jeg åbner hoveddøren og hilser hurtigt på mine forælder, som sidder klisteret op af tv’et. Jeg hører tydeligt min far kalde på mig, men undgår at svare. Jeg lægger mig hurtigt på sengen inde på min værelse, som er pyntet med alle mulige plakater af verdensstjerne som One Direction, Rihanna, Katy Perry og Dylan o'Brien.  jeg tænder min gamle computer, som står på mit hvide skrivebord og finder hurtigt noget papir og noget at skrive med, min far kommer ind. "Nå, hvordan var din dag så?" Jeg kigger på ham og har lyst til at fortælle ham alt, men jeg ved også godt, at jeg ikke kan. Han ville ikke forstå det og ville sikkert melde mig ud af skolen, fordi den var for farlig til fars lille pige. Jeg trækker på skuldrene. "Meget fin." Jeg sender ham et skævt smil, og han nikker forstående. Jeg begynder at undre mig over, at han ikke spørg mig om, hvor jeg har været hele dagen, klokken er næsten 2 om natten, og jeg har ikke fortalt, hvor jeg var!

Jeg kommer til at tænke på Adam igen, og måske kan min far hjælpe.

”Hey far, jeg lærte endelig noget i fysik i dag, som jeg ikke ved om er rigtigt." Jeg prøver at holde masken, jeg vinder nok førstepladen i lyvning. Han lukker døren bag sig og kommer hen til mig. "Lad mig høre." Jeg nikker til ham. "Min lære fortalte mig, at man godt kan dræbe en ulv med en trækugle, passer det?" Jeg finder kuglen på nettet. Min far sukker en smule og lukker computerskærmen ned. "Hvis der er en ting, jeg har lært om den kugle, er det, at den kun kan dræbe os, hvis den kommer langt nok ind i hjertet." Min far lydder træt, men han prøver at fortælle sin viden, så jeg kan forstå det. Det der er et problem, Adam blev skudt i højre side af brystet langt vej fra hjertet, så hvordan kunne han dø? Min far rejser sig op og klapper mig på ryggen. "Se nu at få noget søvn, Amy." Han går hen mod døren og forsvinder ud af lokalet, jeg sukker dybt og lægger mig under dynen og falder hurtigt i søvn.

   

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...