Regrets

Amy McCall Argenter, en varulv. Skylar Gilbert Salvator, en vampyr, går begge på Beverly High, en skole for overnaturlige væsner. Der går både vampyrer, varulve, hekse, og flere forskellige væsner. De to piger udvikler fra starten et lille had med hinanden, og det bliver bare værre, da de bliver sendt på mission sammen for at redde to af deres venner. Sammen med Amy og Skyler, skal varulven Adam Cullen, og Jægeren Dylan Winchester med. Men hvad sker der, når der sker uventede ting på missionen? Vil Amy og Skylar lære, at holde af hinanden, eller bliver deres had større? Følg med i 'Regrets' og find ud af det!

24Likes
17Kommentarer
4795Visninger
AA

11. Drengeaften


Mine øjne lyser helt op, da jeg får øksen i hånden, jeg ser over på de andre, som ikke er så vilde med deres våben. Adam ser ud som om, at han hellere vil dræbe sig selv end at skyde med, den ellers så flotte, pistol. Skyler smider sine små knive og sætter sig ned på stolen, hun kaster håret til den ene side, og det er ikke svært at se, at hun har det skidt. Amy har sin bue i hånden, hun kigger længe på den, før hun lægger den fra sig.

"Er jeg den eneste, som magter det her?" Jeg kigger over på de andre.

Amy ser op og kigger på Adam, de nikker begge to. Skyler kigger ned i jorden, og hvis jeg ikke tager meget fejl, er hun stadig nede over den dårlige nyhed, som vi har fået for 20 minutter siden. Jeg prøver at få et smil frem på Amys læber, men siden hun fandt ud af, hvad jeg virkelig er, har jeg ikke kunne få så meget som et smil fra hende. Jeg vil aldrig glemme den første gang, jeg sad ved siden af hende i biologilokalet, hun duftede af violer, hendes hår var sat rigtiggodt, og hendes hvide tænder skinnede virkelig meget.

"Dylan er du okay? Du taber jo snart kæben!" Adam lægger hånden på min skuder.

"Ja, hvorfor skulle jeg ikke være det?" Jeg vender mit blik væk fra Amy og over på Adam, som er ved at dø af grin.

"Du har stirret på hende i snart 10 minutter."  Hans stemme knækker over, og han falder sammen på gulvet og griner virkelig højt, faktisk så højt, at han kunne starte en lavine! Amy kommer hen til os, jeg smiler til hende, men hun smiler ikke tilbage, hun sætter sig i stedet på hug for, at høre om Adam er okay. 

Døren gik op og vores lære, mr. Johnson, kommer ind. Selvom det kun er min første dag, har jeg allerede en favoritlære, nemlig mr. Johnson. Jeg mener, han har så meget forstand på våben og gør virkelig noget ud at det her ikke skulle være alt for seriøst. Mr. Johnson kommer smilende ind i lokalet.

"Nå, har I fået kigget på jeres våben?"

Alle nikker utilfredst, men jeg nikker stolt, han tager min økse og kaster den hen på vægen. Vi kigger alle overasket på ham, men han ler en lille smule og forklarer sig:

"Da I alle skal fokusere på at ramme plet, som I kan se missede jeg, og det skal ikke ske for jer."
Skyler begynder at le. Mr. Johnson kigger surt på hende, hun rejser sig og går over til Adam og putter sig ind til ham.

"Del jer op, to og to, og øv jer noget mere i at arbejde sammen, også ses vi jo i aften, hvor det hele går løs." Han smiler stort og forsvinder ud af døren. Skyler siger med det samme, da døren lukker i: "Mig og Adam tager hjem til mig og øver!" Hendes udtryk i ansigtet gør det klart, at det ikke er noget, der kan laves om på. Jeg har det fint med hendes ide, og Adam har overhovedet ikke noget imod det, vi kigger alle over mod Amy, som ikke ser for glad ud.

"Glem det, jeg skal ikke hjem til Dylan, han ville måske slå mig ihjel eller noget, og vi skal ikke snakke om hans far, og ikke tale om at han skal hjem til mig!" Hun tager hænderne i siden. Jeg har lyst til at sige et eller andet, for jeg er den eneste som skal snakke sådan om min far! Men inden jeg når at åbne munden, kommer Skyler mig i forkøbet:

"Fint Amy, vil du hellere have en varulv med hjem, for det kan du godt glemme!"

Vi snakker frem og tilbage for at blive enige, Adam trækker sig mere og mere tilbage, og til sidst tager han ordet:
"Helt ærligt, hvor gamle er vi? Jeg tager med Dylan hjem, og så kan I to vel hygge jer, også snakker vi ikke mere om det!" 

Adam giver mig et lille skub på skudren, og efter et par minutter er vi ude af lokalet og på vej ud til cyklerne.
Jeg låser min blå BMX op, da Adam kommer med sin fede, grønne motorcykel. Han smiler og gasser en smule op.

"Skal vi komme af sted?" Jeg nikker og sætter mig op på cyklen. Jeg kører, så hurtigt jeg kan, og jeg prøver at overgå Adam, men som forventet gasser han bare mere op og overhaler mig. Vi kører forbi skoven, hvor jeg plejede at hænge ud med min bedste ven, Jackson, vi legede ude i skoven hele dagen og fik våde og beskidte bukser, siden jeg skulle flytte skole, har jeg ikke rigtigt snakket med ham. Vi drejer ned af grusvejen og ned til mit hus. Vi går ind i forgangen, hvor min far uheldigvis havde lagt sine sølvkugler. Jeg kigger hen på Adam, som tydeligvis ikke bemærker, noget min far kommer ud fra køkkenet.

"Jamen, hej drenge." Han hilser på Adam.

"Hej, hr. Winchester, det er rat at møde dig." Adam smiler til ham.

Jeg smiler til dem begge og gør tegn til, at vi kan gå op på værelset.

Jeg er nået at gå to skridt op af trappen, før min far tager fat i min arm, Adam er allerede helt oppe af den lange trappe.

"Bare gå ind på værelset for enden af gangen og vendt der, jeg kommer om lidt."

Jeg hvisker det, for jeg ved, at Adam vil hører det, min far trækker mig med ud i vores lille skur, hvor vi har alt mit barndoms legetøj.

"Hvem er den fyr!" Hans stemme er stille og usikker.

"Hvem? Adam? Han er bare en ven fra skolen." Jeg begynder at få det varmt.

"Jamen, okay, næste gang advarer du mig lige inden, at du tager en ulv med hjem!" Han bliver mere sur.

"Det skal jeg nok, undskyld." Jeg kigger ned i jorden og får øje på min gamle legetøjsbil.

Da min far endelig giver mig lov til at gå, løber jeg igennem stuen, gangen, op af trappen og hen til mit værelse, med plakater med ulve på, bøger om, hvordan man dræber dem og en dejlig blød seng, som Adam sidder på. Jeg smiler til ham og fjerner bøgerne og håber på, at han ikke har kigget i dem, han begynder at le.

"Jeg har set dem, Dylan."

Jeg nikker og lægger dem på skrivebordet, jeg finder min økse frem.

"Skal vi begynde?" Jeg kigger over på ham og kaster lidt med den seje økse, Adam ryster på hovedet.

"Dylan, du er jæger, du behøver ikke at træne, og en pistol gavner ikke så meget, jeg vil meget hellere høre, hvad der er sket med din fars ansigt."

Han kigger på mig og smider pistolen på det grå gulvtæppe, jeg sætter mig ned ved siden af ham og tager en dyb indånding. Jeg ved godt, at han vil spørge om min fars ansigt, for det ser ikke helt normalt ud mere, han har de samme krassemærker i ansigtet, som jeg har på armen. Jeg begynder at fortælle om den sommer, hvor min far og jeg var ude at jage, jeg var ca. 11 år dengang, men det var en mindre detalje, vi var på udkig efter varulve, og min far fortalte mig nogen gode råd, jeg husker det, som om det var i går, hvor den ulv kom ud af det blå og angreb min far. Han var hjælpeløs, så det var op til mig at dræbe den. Det tog mig lidt tid, men jeg fik den dræbt, ulven havde desværre kredset min far 3-4 gange i ansigtet, og han lå på hospitalet i et par uger. Alle lægerne troede, at han var faldet ned at et træ, lærerne var dumme nok til at tro på det, men han har haft arene lige siden.       

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...