Regrets

Amy McCall Argenter, en varulv. Skylar Gilbert Salvator, en vampyr, går begge på Beverly High, en skole for overnaturlige væsner. Der går både vampyrer, varulve, hekse, og flere forskellige væsner. De to piger udvikler fra starten et lille had med hinanden, og det bliver bare værre, da de bliver sendt på mission sammen for at redde to af deres venner. Sammen med Amy og Skyler, skal varulven Adam Cullen, og Jægeren Dylan Winchester med. Men hvad sker der, når der sker uventede ting på missionen? Vil Amy og Skylar lære, at holde af hinanden, eller bliver deres had større? Følg med i 'Regrets' og find ud af det!

24Likes
17Kommentarer
4820Visninger
AA

5. Den nye rundviser

Køen til madboden er lang, alt for lang! Jeg kan lugte de dårlige pizzasnegle og den halv rådende kødsovs, som nok er blevet lavet for flere måneder siden, men på trods af den ulækre mad, er køen over 100 meter lang. Jeg står som en af de sidste, men kan stadig lugte det hele. Foran mig står en tårnhøj tøs med en høj, lys hestehale og kort nederdel, hendes hvide sko passer godt sammen med den stribede top, hun har på. Jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til det tyggegummi som sidder fast på hendes venstre sko, jeg tager en dyb indånding og tager mig sammen til at prikke hende på skulderen. Hun vender sig om på sekundet, smiler skævt og venter på, at jeg vil sige et eller andet. Min stemme ryster, og jeg kan mærke hjertet hamre hurtigere og hurtigere, men jeg får til sidst ordene ud "Øm, du har vidst trådt i noget tyggegummi." Jeg ser op på hendes brune hud og de grønne øje, hun ser ned og løfter sin ene sko. "Arr, sikke noget lort! Det er 3. gang det sker i dag!" Hun sætter skoen ned igen og ser på mig. Hun smiler og tager mig i armen og trækker mig ud af køen, jeg skal til at sige noget, men hun afbryder mig. "Kom, du hjælper mig med at få det af." Hun tager endnu hårdere fat i min arm og begynder at hive mig ud af lokalet. 

Toilettet er stort, jeg ser over mod den ene væg, som er blevet til et gigantisk spejl. Pigen sætter sig på bordet ved siden af vasken. "Det eneste, du skal gøre, er at skrabe det af med det her kort." Hun giver mig kortet. Jeg fatter ikke, hvorfor hun ikke bare tager skoen af og gør det selv, men uden at spørge sætter jeg mig ned på hug og begyndte at skrabe. "Du er vidst ikke en, som siger så meget, var?" Hendes stemme giver genlyd, jeg ser et øjeblik op og ryster på hovedet. "Jamen, det skal vi nok få lavet om på. Jeg hedder Malia. Malia Hale, og du er?" Hendes stemme er livlig, men selv om jeg ikke rigtig har lyst til at svare, bliver jeg nødt til det. "Øm, jeg er Amy." Hun nikker. "Du må være ny, ik? Jeg mener: Jeg kender alle på skolen, og jeg har ikke set dit ansigt før." Hun smiler til mig og fortsætter: "og hvis jeg har ret, brude du så ikke få en rundvisning i stedet for at købe klam mad?" Langt om længe får jeg tyggegummiet af, jeg rejser mig op og giver hende kortet og sætter mig ved siden af hende. "Jo, det burde jeg nok, men hende som skulle vise mig rundt forsvandt eller noget i den stil, så jeg brugte min tid på at finde kantinen." Malia begynder at grine en smule og hopper ned fra bordet. "Jamen, hils på din nye rundviser." Jeg kan ikke selv lade være med at grine, da hun tager min hånd og siger med en perfekt mandestemme: ”Efter dig, skøn jomfru."

Malia er en fed rundviser, hun viser mig rundt i både billedkunst, som efter hendes mening kun er for de kedelige mennesker, og kampsalen, hvor hun viser nogen af de øvelser, hun er igang med at lære. Vi løber op og ned af en stor gang med alle de klasselokaler, hvor man underviser i de faglige fag som dansk og matematik. Hun fortæller, hvor meget hun ikke kan fordrage matematik og aldrig fatter et ord af, hvad læren fortæller, men ud over det synes hun, at matematik er et lorte fag. Jo mere Malia viser mig rundt, får jeg mere og mere at vide om hendes personlighed, som egentlig er ret fed. Hun er en af de personer, som elsker at bevæge sig og ikke er bange for at svare nogen igen, der udover elsker hun at disse dem, hun ikke hun fordrage. Kort fortalt er hun lidt af en cool tøs, og hvis jeg skal være 100% ærlig, vil jeg godt lærer noget af hende! Mailia viser mig det sted, som hun befinder sig mest, nemlig fodboldbanen, det er det sted, hvor fodboldspillerne og cheerleaderene træner, men det er også der, hvor hun kommer for at tænke over livet og bare komme væk fra dagligdagen.

Da vi kommer ud på den største bane, jeg nogensinde har set, sætter vi os ned på den lange tilskuerbænk, og så på dem som trænede. Efter min mening, ligner de nogen som ikke rigtig kan finde ud af det, jeg mener: Hvad er formålet med at  nogen af drengene havde en pige på ryggen? Jeg ser over på Mailia, som er ved at dø af grin. Jeg kigger nærmere på holdenes spillere, jeg bruger mine lyseblå ulveøjne for at se dem bedre og får øje på Skyler. Jeg ser over på Malia. "Kan du se hende med det sorte, lange hår, som sidder på ryggen af den dreng, som løber mega hurtigt?" Jeg peger på drengen fra biologi og Skyler, som er en af de første. Malia nikker og begynder at grine igen. "Jaså, en ulv, der kan man bare se, du skal vist have noget træning, søde ven." Jeg tager mit spejl frem og ser at mine øre er kommet frem samt noget pels rundt om mit ansigt, jeg begynder selv at grine og Malia svarer på mit spørgsmål. "Du mener Skyler Salvator og hendes bedsteven, Tristan?" Hun smiler til mig. Jeg kunne ikke lade være med at se chokkeret ud "Jeg vidste ikke, at du kendte dem?" Hun begyndte at grine igen. "Haha, hvordan skulle du også kunne vide det? Men altså, jeg har aldrig snakket med dem, men jeg ved, at hun er formand for cheerleadereholdet og varulven Adam Cullen, de er nok skolens mest kendte par." Jeg har mødt Adam, han virker sød nok, men ikke lige min type, selvom jeg selv ikke er varulv, men ulv. Selvom folk aldrig omtaler mig, hader jeg, når folk nævner mig som varulv, for der er en forskel. En forskel folk ikke forstår.

Vi sidder på bænken i pænt lang tid og ser på Skyler, Tristan og Adam og de andre træne, og selvom jeg ikke vil sige det højt synes jeg, at Skyler stinker til at være holdleder, eller hvad man kalder det. Ikke fordi jeg kan gøre det bedre selv, men hun ligner en gammel dame på et dansegulv, som prøvede at passe sammen med de unge piger. Dog vidste jeg ikke, hvor gammel hun var, måske var hun 500 år? Eller mere? Man kan aldrig vide. "Har du enlig prøvet at kæmpe til døden?" Jeg ser over på Milia, som stirer ud i luften, jeg er lidt overrasket over hendes spørgsmål. "Ømm, ikke som sådan, men jeg kæmpede engang mod en hær af varulve for at rede min fars bedsteven, som er som en onkel for mig. Tæller det?" Hun nikker. "Men I er da ikke så mange varulve og ulve tilbage?" Hun tøver, og jeg kan mærke, at hun ikke er sikker. "Nææ, men det var vi dengang. Jægerne fandt ud af at vi har en svaghed for sølv og kraftige stød, på den måde dræbte de en del af os." Siden min far, Scott, fortalte mig om det, har jeg altid været bange for dem. Jeg kommer til at tænke på, hvilket overnaturligt væsen Malia er, jeg kan udelukke vampyr, for hun lugter ikke af død som Skyler, men der imod af honning, som faktisk er en herlig duft.  "Hvad er du egentlig?" Hun kigger på mig og læner sig helt ind til mig, som om det er en hemmelighed. "En kentaur." Hun smiler. "Men er de ikke halvt hest og halvt menneske? og du er kun menneske?" Jeg forstår det ikke, jeg har læst om kentaur før, men de er hele tiden halvt menneske, og helst havde de samme egenskaber som en hest og supergode kampmetoder. "Jamen, det ved jeg da godt, men min far et kentaur og min mor er formskifter, så derfor er jeg en blanding." Selvom det lyder underligt, giver det på en måde mere mening.

Malia ser på sit ur. "Okay, jeg bliver nødt til at smutte, jeg lovede at mødes med en af mine venner, men her er mit nummer, så kan vi altid mødes." Hun tager et papir op af sin taske og skriver nummeret ned og giver det til mig. "Tak, ses vi?" Hun nikker og er allerede på vej væk. Jeg har aldrig troet, at jeg ville være tæt på at få en ven! Derhjemme kender jeg knap nok nogen på min vej, og jeg tvivler på, om der var nogen som vidste at mine forældre havde fået et barn, men what ever, jeg ser ned på banen, og de er stadig igang med at træne. Jeg beslutter mig for at gå hen til kantinen igen, for det er åbenbart der, man kunne træffe de søde folk.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...