Regrets

Amy McCall Argenter, en varulv. Skylar Gilbert Salvator, en vampyr, går begge på Beverly High, en skole for overnaturlige væsner. Der går både vampyrer, varulve, hekse, og flere forskellige væsner. De to piger udvikler fra starten et lille had med hinanden, og det bliver bare værre, da de bliver sendt på mission sammen for at redde to af deres venner. Sammen med Amy og Skyler, skal varulven Adam Cullen, og Jægeren Dylan Winchester med. Men hvad sker der, når der sker uventede ting på missionen? Vil Amy og Skylar lære, at holde af hinanden, eller bliver deres had større? Følg med i 'Regrets' og find ud af det!

24Likes
17Kommentarer
4806Visninger
AA

21. De sidste ord

Jeg har aldrig nogensinde bedt om Adams skæbne, og jeg ved, at han heller ikke selv havde. Adam var en af de personer, som elsker livet. Jeg åbner døren ind til den tomme kirke, hvor Adams hvide kiste står helt alene oppe ved alteret. Jeg sætter mig ned på en af de første bænke, jeg får øje på. Kirken er virkelig flot, den er udsmykket med billeder af noget, som vidst skal forstille Jesus, Gud eller måske en hel tredje. Hvis jeg skal være ærlig, tror jeg ikke på alt det der med Gud, og at verden er blevet skabt på 7 dage, efter min mening, er det noget være lort at bilde folk ind.

Jeg tager min mobil op af den lille, sorte håndtasken og kigger længe på klokken. 11:30, kun en halv time mere til, at alle de andre kommer. Jeg går hen til kisten for at se på nogen af de blomster, som ligger på række hen af kirkegulvet. Den første buket jeg fik øje på er Adams ynglings blomster nemlig de fire verdenshjørner. Jeg synes selv, at det er et pænt underligt navn at give et en rød blomst, men de er nydelige, jeg tager fat i kortet som hænger fast i en snor. Sov godt min ven, vi ses på den anden side. - Dylan Winchester & Amy McCall. Et stort smil spreder sig på mine læber, da jeg lægger blomsterne ned igen. Jeg kommer i tanke om, at jeg har bedt Amy om at skrive en lille tale til ham, da jeg ikke selv har mod på det. Ikke fordi jeg er bange eller noget, men jeg vil ikke ligne en eller anden tudeprinsesse foran Adams familie og venner.       

Døren åbner sig, og familien Cullen træder ind, hans to fætre, onkel og far har de fineste jakkesæt på. Jeg får øje på Kalvin, som smiler til mig, jeg smiler skævt igen. Susi kommer hen til mig og giver mig et let kram. "Hvor er du smuk Skyler!" Hun ser op og ned af mig og træder et skridt tilbage, jeg takker hende og retter en smule på den sorte kjole, som sidder løst på kroppen. Der går ikke lang tid, før jeg får øje på Dylan, jeg smiler til ham og går med hurtige skridt hen til ham. "Godt du kunne komme." Jeg krammer ham let og smiler til ham, han siger ikke noget og ser bare ned i jorden, jeg sukker en smule og tvinger ham til at se på mig. "Adam ville have ønsket, at du var lidt gladere." Jeg prøver at lyde hård, selvom det er svært, han nikker til mig og sætter sig på den bagerste bænk.

Amy kommer hen til mig noget tid efter, hun har en vildt flot kjole på og sko som passer til. Hendes hår er glattet ekstra meget, og hun har taget lidt mere make-up på end hun plejer. "Har du talen klar?" Jeg hvisker det ind i hendes øre, for jeg vil ikke forstyrre alle dem, som har samlet sig om kisten og deler alle de gode minder, de har med Adam. Amy nikker til mig og går med usikre skridt ned til Dylan.

Da alle har sat sig ned på en bænk, begynder kirkeklokkerne at ringe, og dørene lukkes, samtidig med at præsten kommer ind, hun begynder med det samme at snakke om, hvorfor vi er samlet her. Susi græder stille for sig selv, og Kalvin holder om hende og prøver at trøste hende. Jeg kommer til at tænke på, hvordan det ville være at miste en søn eller datter, for jeg er sikker på, at det var ti gange værre end at miste sin kæreste. Jeg sidder på den første bænk sammen med Adams familie, vi har den perfekte udsigt til ham, hvilket er rart, da jeg føler mig tættere på ham på den måde.

Præsten bliver endelig færdig med at snakke om døden og om Adam, hun beder Amy om at komme op og sige et par ord. Susi læner sig ind til mig. "Jeg håber, at hun siger noget godt om stakkels Adam." Hun sukker en smule, jeg er enig, men jeg er sikker på, at Amy har skrevet en smuk tale. Jeg vender mig kort om og får øje på hele fodboldholdet, som sidder musestile nede bagerst i kirken. Tristan sidder sammen med Dylan, Malia og nogen andre fra skolen.  Da jeg ser op mod kisten igen, har Amy stillet sig lige ved siden af. Jeg kan se, at hun er nevøs, hendes hænder ryster ufatteligt meget, og det er som om, at hun ikke rigtig kan finde ro til at tale. Hun sukker flere gange og kigger ned på mig, jeg kan ikke gøre andet end at smile og håbe på, at hun klare den, og der går ikke lang til før, at Amys mund åbner sig.
 

”Adams død har ramt alle hårdt, det er uvirkeligt, og vi kan ikke forstå det. Vi fatter overhoved ikke, hvorfor det skete! Vores gode og elskede ven, Adam, er ikke længere blandt os. Aldrig mere skal vi se hans lyse smil, høre hans hjertelige latter, opleve den tapperhed og den sjæl, som har været der for os alle.
At tale for en god ven, der er gået bort, er som at rette en anklage mod tilværelsens orden, som i sådanne situationer forekommer forfærdelig ulogisk og grusom. Men vi kan intet stille op. Det ved enhver af os.
Derfor må vi nøjes med i denne stund at mindes Adam Cullen for alt det gode, han bragte os. Adam elskede ikke bare sit liv, men alle dem, som var med i det, han beskyttede dem, som han elskede, og det var desværre også det, som kostede ham livet. Han reddede kærestens bedste ven, Tristan, og min veninde, Malia, fra en grusom død, og jeg er sikker på, at han ville gøre det igen, selvom at han kendte konsekvensen, for sådan var Adam! Adam var et tydeligt bevis på, hvor skrøbelig lykken er." 

Alle omkring mig begynder at stortude, jeg prøver virkelig at være stærk og holde de tusindvis af tåre, som bare venter på at jeg slipper dem løs, tilbage. Amy ser ned på mig og smiler sødt, hun fjerner blikket og stirrer ud på alle de andre og forsætter: 
 

"Adam vil altid være i vores hjerter, og han vil altid blive husket, for Adam var en virkelig god ven, kæreste, søn, fætter og ikke mindst holdkammerat. Jeg vil bede jer alle om, at tænke tilbage på den første gang, I mødte Adam, de dejlige minder I har haft og den sidste samtale. For selv i smerte har Adam haft tid til at sige farvel til den person, som har været ved hans side, når temperamentet steg, eller at han ikke kunne overskue mere, den person, som så ham lukke hans øjne for sidste gang. Skyler, som var Adams guldklump, var der hele vejen igennem, stod ved hans side og hørte hans sidste ord.” 

Amy begynder at gå ned på hendes plads, og præsten kommer igen frem og begynder at tale. Jeg ser ned på Tristan, som er grædefærdig, og Dylan, som læner sig ind til Amy. Jeg ser over på Adams familie, som alle ser op på præsten med våde øjne. Stille spørger præsten:

''Er der flere, der har et par ord til Adam?'' Da ingen rejser sig op, synker jeg en klump og gør det selv. Alle kigger forvirret på mig, og jeg træder forsigtigt op mod det lille podie. Susies arm får fat i min, og hun kigger nervøst på mig. Jeg nikker bare, og sender hende et lille smil. Da jeg står deroppe, kigger jeg ud over forsamlingen af mennesker og overnaturlige. De fleste ansigter kigger grædende ned, men jeg møder Tristans blik, og han kigger stolt på mig. Stille begynder jeg:
 

''Adam, vores alle kære, søde Adam. Du har altid været der, ikke mindst for mig, men også alle andre, når der var brug for det. Du har altid haft en hånd strakt frem mod alle, og ville satse alt, for dem du elskede.''

Tårer begynder stille at falde fra mine øjenkroge, men jeg fortsætter:
 

''Din familie, dine venner og alle dine bekendte vil savne dig. Vi vil ikke bare savne dig, vi vil være på kanten af at falde. Men på grund af dig, har vi et bånd, og vi hjælper hinanden op. Vi kæmper os op, tænker på alle de sjove, dejlige og fantastiske oplevelser du har givet os. Alle de skøre, dog søde oplevelser, der har været i så mange år. Vi tænker på alt det positive. På alt glæden, og vi lægger smerten til side. Jeg vil græde, nogle nætter ligge søvnløs, men jeg vil kæmpe mig op, for jeg ved, at det er hvad du ville have ønsket. Vi lever stadig, vi griner, vi græder, vi smiler, vi falder, og du vil altid være en del af det.''

Jeg løfter langsomt min hånd med de lange tynde fingre og de sortlakerede negle op og peger på mit hjerte. Stille afslutter jeg:
 

''Herinde.''

Pludselig står Tristan ved min side, og jeg føler mig umådeligt svag. Tårerne står ned af kinderne på mig, og Tristan støtter mig på vej ned. Jeg sætter mig langsomt ned og stirre tomt ud i luften. Ved min side sidder Susi med tårer i øjnene og kigger på mig.

Susi og resten af familien tager de få, men svære skridt op mod den hvide, dog flotte kiste, jeg ser Adams høje fætter direkte ind i de brune øje, han giver mig det-hele-skal-nok-blive-okay-blikket og begynder at gå ud af den lille kirke. Det tager ikke lang tid for mig at finde de andre ude foran kirken, jeg sukker dybt, da jeg krammer Amy, hun smiler til mig og hvisker: "Sikke en smuk tale!" Hun lægger hånden på min venstre arm og stryger den en smule, jeg kigger ned på hendes skønne kjole og det krøllede hår, som går hende til brystet.

Dylan og Amy tager hinanden i hånden og går en tur langs kirkegården, jeg smiler stille for mig selv, da det går op for mig, at de ligner mig og Adam. ”Tja, man må sige, at de er søde sammen." Malia står ved siden af mig i sin hvide top og en sort vest udover. Måske ikke lige et sæt jeg ville tage på til en begravelse, men det er bedre en ingenting. Selvom Amy ikke vil komme sammen med Dylan på grund af alt det der jægerhalløj, synes jeg stadig, at de er søde sammen. Jeg kigger over på Tristan, som stille står og snakker med Adams forældre, og Malia står stadig ved siden af mig. Jeg står i et stykke tid og ser på udsigten, som desværre ikke er noget at prale af. Træerne er ved at miste deres blade, fuglene synger ikke længer i takt med hinanden. Efter et par timer går jeg stille og roligt hjemad med blandede følelser. Jeg ved godt, at jeg skal leve livet uden Adam, men det er stadig hårdt, for uden ham ville jeg aldrig nogensinde have mødt Tristan eller være blevet anføre for cheerleaderene. Det lyder måske mega dumt, men det er faktisk Adam, til har gjort mig til den, jeg er.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...