Regrets

Amy McCall Argenter, en varulv. Skylar Gilbert Salvator, en vampyr, går begge på Beverly High, en skole for overnaturlige væsner. Der går både vampyrer, varulve, hekse, og flere forskellige væsner. De to piger udvikler fra starten et lille had med hinanden, og det bliver bare værre, da de bliver sendt på mission sammen for at redde to af deres venner. Sammen med Amy og Skyler, skal varulven Adam Cullen, og Jægeren Dylan Winchester med. Men hvad sker der, når der sker uventede ting på missionen? Vil Amy og Skylar lære, at holde af hinanden, eller bliver deres had større? Følg med i 'Regrets' og find ud af det!

24Likes
17Kommentarer
4815Visninger
AA

8. Beskeden

Mit blik følger vredt Dylan ud af kantinen. Skylers hænder hviler stille på mine skuldre. Langsomt tager jeg min hånd op og lægger den på hendes. Hun har altid en beroligende virkning på mig. Vi startede begge på skolen samme år og lige siden, har vi bare klinget. Hun er den første personen, jeg nogensinde har knyttet mig rigtigt til og nok også den sidste. Jeg kigger kort op på hende og bliver hurtig forvirret. Hun ser chokeret ud? Jeg spørger stille:

''Er der noget galt?'' Men hun ryster bare på hovedet og kigger ned. Jeg trækker hurtigt på skuldrene og kigger rundt på de andre, der også kiggede efter Dylan. Tristan ryster kort på hovedet, og med et smil på læberne siger han:
''Nye elever. Am I right, or am I right?'' Skylers hånd flytter sig hurtigt fra min skulder, og før jeg når at vende mig om, er hun væk. Et suk forlader mig, og jeg siger hurtigt:

''Hm ja, jeg tror, jeg går videre.'' Jeg rejser mig hurtigt op. Jeg kan mærke deres blikke i nakken, da jeg hastigt går ud af kantinen. Hvor Skyler forsvandt hen, ved jeg ikke, og jeg har heller ikke tænkt mig at finde ud af det! Vi har et af de der forhold, hvor vi giver hinanden plads, og efter min mening, er det den bedste måde at have et forhold på.

Jeg går stille og roligt ned ad gangen, en gang jeg har gået op og ned ad et par gange i løbet af de år, jeg har gået her, jeg mærker en lille prikken på min skulder, hvor efter jeg vender mig om. Jeg begynder at knurre af den lave pige, som står bag mig. Jeg kan mærke tænderne komme til syne og mine øjne skifter farve!  Den lille pige ser forbavset ud, da hun så mit ansigt, hun smiler skævt til mig. "Øm, undskyld mig, sir, jeg ville bare høre, om du ved, hvor biologi ligger henne." Jeg koncentrer mig om at blive mig selv igen, imens jeg forklarer hende vejen derhen, hun nikker og ser ud som om, at hun har forstået det.  Hun skulle til at gå, men inden hun tog sit første skridt ormbestemte hun sig. "Hvad var det der varulvelook for noget?" Hendes ansigtsudtryk ligner nu et stort spørgsmålstegn, men jeg kunne kun give hende en lam undskyldning, men den var i det mindste sand. "Jeg hader bare, når folk prikker mig på skulderen, og jeg bliver meget nemt vred." Jeg trækker på skulderen. Jeg kigger ned på pigen som nikker, hun vender sig om og begynder at grine.

Jeg har aldrig kunnet lide de nye elever her på skolen og bestemt ikke dem i år, jeg mener først var der Amy, en forvirret pige, som åbenbart hader min kæreste, Dylan som i første omgang ville dræbe mig, sikke et dårlig førstehåndsindtryk! og til sidst var der hende pigen, som bare grinede af mig! Det er sgu ikke normalt, eller er det? Slet ikke der, hvor jeg kommer fra! Jeg håber inderst inde, at jeg aldrig skal have timer med nogen af de nye, det virker måske ledt, men de tror alle at de er så seje, og det er dem som skal have det allerbedst bare fordi, at de er nye, men de tager fejl, bare fordi man er ny, behøves man ikke at være led! Jeg synes selv, at jeg virkede sød, da jeg startede her for et par år siden.

Henne ved mit skab står Ann fra fodboldtræningen, hun ser ud som at hun har ventet mig, for da hun får øje på mig lyser hun op som et julelys. "HEY ADAM!" Hun kommer løbende i hurtig fart hen til mig, jeg lægger mærke til det stykke papir, hun har i håneden. "En eller anden efterlod det her til dig." Hun lyder forpustet. Jeg tager imod papiret. "Hvordan vidste du, at det var til mig?" Jeg kigger på hende og forventer et svar, hun trækker først på skulderene. "Har du læst det?" Jeg kan ikke lade være med at spørge, hun nikker stille. Jeg sukker, men takker for brevet, eller hvad man nu skal kalde det. Ann forsvinder lige så hurtigt, som hun var kommet, hvilket ikke gør mig noget, jeg åbner papiret og begynder at læse.      

Hej Adam

Jeg ved, at vi kom skævt ind på hinanden, og det vil jeg godt undskylde for! Selvom det måske mest er min skyld, da jeg forsøgte at dræbe dig tilbage i biologi, men det var ikke min mening, men det var en ligesom dig, som dræbte min mor, så jeg har altid haft et lille had til jer, men jeg vil godt forsøge at gøre det godt igen, du virker som en flink fyr, altså når du ikke er vareulv, men det var Skylers ide, at vi skulle lægge fortiden bag os dvs. de sidste timer bag os og starte på en frisk.

- Dylan

Jeg kan ikke lade være med at smile, jeg kender ikke nogen, som undskylder over et brev, men på den anden side har han heller ikke mit nummer, og når det nu var Skylers ide, kan jeg vel godt prøve at blive venner med ham, men jeg vil ikke love noget som helst! Jeg smider brevet ud i den nærmeste skraldespand og går videre, hvor jeg skal hen, ved jeg egentlig ikke, jeg går bare. Jeg kan med lethed hører højtalerne blive tændt på skolen, de bliver kun brugt, når inspektøren skal give en besked. 

Godeftermiddag, kære elever

Jeg vil bare sige hjertelig velkommen til vores nye elever og ikke mindst et velkommen tilbage til de gamle, jeg må beklage mig meget over at meddele, at dette skoleår bliver meget særligt for 4 af jer, så jeg må bede Skyler Gilbert Salvator, Dylan Winchester, Adam Cullen og Amy McCall om at komme op på mit kontor med det samme, tak!

Pis, hvad nu! Det er aldrig godt at komme op på inspektørens kontor! Men nu ved jeg i det mindste, hvor jeg skal hen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...