A different world

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 sep. 2014
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Igang
* The Walking Dead - fanfiction * Mit navn er Holly. Jeg lever i en verden, hvor ingen ved hvad dagen bringer. Hvem overlever, hvem dør? Hvem forsvinder, hvem kommer til? Hvem slår ihjel, hvem bliver slået ihjel? Jeg kan kun huske ganske lidt om verden, som den engang så ud. Jeg var 6 da virussen brød ud og begyndte at slå folk ihjel. Jeg tror jeg har fået mig selv til at glemme det meste om mit tidlige, trygge liv. Jeg husker kun et gult hus, en mor der levede, en bror der var ved min side og en rød cykel. Det er det. Men jeg tror det er sundt nok. Hvorfor huske en verden, som ikke længere er?

1Likes
1Kommentarer
183Visninger
AA

2. Kapitel 1

Da solens første stråler trænger igennem trækronerne, slår jeg øjnene op. De sidste mange år har mit indre vækkeur fungeret helt optimalt, hvilket jo er meget praktisk, når nu det ikke just er vækkeurer jeg har flest af. Jeg misser med øjnene og strækker mig så godt jeg kan, på den brede gren jeg sidder på, hvorefter jeg spænder selerne der holder mig fast, op og ser mig om efter min far. Han er her ikke, men lugten af røg afslører at han er ved at lave morgenmad ikke langt herfra. Jeg løsner min rygsæk fra den gren jeg spændte den fast på igår aftes, og tjekker under og omkring træet. Clear. 
Med en dump lyd, lander min rygsæk på jorden, og jeg springer selv ned og samler den op. Jeg stikker min kniv i bæltet og bevæger mig hen mod bålet, placeret i midten af en gruppe træer, mens jeg pakker selerne ned i den forreste lomme i rygsækken. 
Min far ser op, da jeg smider min rygsæk og sætter mig på jorden ved bålet. 
"Godmorgen," siger han og drejer det improviserede spid, hvor et egern steger. 
Jeg nikker og åbner rygsækken, for at finde nogle bønner på dåse. Far drejer spiddet lidt og kigger på mig med rynkede bryn. 
"Hvornår har du tænkt dig at begynde at tale igen, Holly?" spørger han og gnider sig over panden. 
Jeg lægger hovedet på skrå. Min far er blevet gammel. Et hårdt liv har tæret på ham, og rynkerne i hans pande er dybe. De smilerynker han havde omkring øjnene engang er til gengæld ikke så tydelige længere. Han smiler ikke så meget. Hans hårgrænse er blevet vigende, og de mørke krøller har grå stænk. Men jeg synes han ser godt ud, min far. Han er høj, stærk og solbrændt. Hans ternede skjorte sidder stramt over skuldrene og overarmene og hans hænder er grove og barkede efter årevis af hårdt arbejde, i forsøget på at holde os i live. Holde mig i live. 
"Holly," sukker far og han ser forpint ud.
Jeg kan ikke huske præcist hvor længe det er siden at jeg stoppede med at tale. Jeg ved at det var da min mor døde, men jeg ved ikke hvor længe det er siden. Et halvt år? Måske mere. Måske mindre. Min tidsfornemmelse er nærmest ikke-eksisterende. Jeg ved ikke hvorfor jeg stoppede med at tale. Eller måske gør jeg. Det gjorde simpelthen bare så ondt, hver gang jeg sagde noget. Alt mindede mig om min mor. Og jeg kunne se smerten i min fars øjne, hver gang jeg talte til ham. 
Dengang min mor levede, lavede far nogle gange sjov med at han ikke kunne høre forskel på vores stemmer. Jeg tror det er derfor det gjorde ondt på ham når jeg talte. Så jeg stoppede. Og jeg kom aldrig igang igen. Jeg er bange for at jeg slet ikke ville vide hvordan jeg skulle gøre. Hvad skulle jeg sige?

Far rækker mig min del af egernet og jeg ved at det anspændte øjeblik er forbi. Jeg ånder ud, opdager først der at jeg har holdt vejret, og tager kødet. Mens det køler ned, spiser jeg bønnerne med fingrene, og rækker dåsen videre til min far, da jeg har spist lidt under halvdelen. 
"Tak skat," 
Jeg smiler og begynder at gnave af det lille lår på egernet. 
"Ved du hvad?" far tørrer fingrene i sine slidte jeans og kigger på mig. 
Jeg ser op og venter på at han skal fortsætte. 
"Jeg synes vi skal prøve at gå mod øst i dag. Vi har gået mod syd i flere uger, og vi har ikke mødt en sjæl. Eller en bil for den sags skyld. Vi kunne godt bruge en bil snart,"
Jeg nikker. Det lyder som en god idé. Selvom jeg foretrækker ikke at møde for mange mennesker, er det nu rart med en bil. Det vejer højere end fjendtlige mennesker. For sådan er de fleste. Fjendtlige. 
Jeg tørrer mig om munden med håndryggen og smider resterne af egernet ind i gløderne. 
"Hvor meget vand har vi?" spørger far og hælder resten af bønnerne ind i munden. 
Jeg tjekker og stikker tre fingre i vejret. Tre flasker. Det er ikke meget. 
Far sukker og kører hånden gennem sit hår. Han vielsesring glimter i solen. 
"Lad os komme afsted," 
Jeg tramper gløderne ud, mens far pakker sammen, og han hjælper mig med at spænde min rygsæk ordentligt på. Lige som far tager sit pilekogger over skulderen bliver stilheden afløst af lyden af et rallende åndedrag og slæbende fodtrin. 
Jeg sætter en finger for læben og peger hen mod en klynge træer hvor lydene kommer fra. Far sætter en pil på sin bue og vender sig om. Langsomt, men sikkert kommer den mod os. Tøjet hænger i laser, ødelagt og plettet af blod. Væsnet slæber sit venstre ben efter sig - det er bøjet i en unaturlig vinkel, og en knogle stikker ud af læggen. Men ansigtet er det værste. Det er det altid. Huden er rådden, og væsnets hals er revet op, så hud, muskler og sener hænger løst. Væsnets mund står på vid gab, og derfra kommer den rallende lyd, som er karakteristisk for dem. Vandrere. Levende døde. Styret af én eneste impuls - sult. 
Far tager omhyggeligt sigte og lader pilen flyve, med en hvislen. Den rammer vandreren i panden, og den falder om, nu helt død. Langsomt, går min far hen og hiver pilen ud af hovedet på den. Han vender sig om og kigger på mig.

Vi stopper omkring middag for at fylde vores vandflasker op i en lille bæk, og spiser samtidig nogle bær og pickles fra glas. Det er ikke den lækreste blanding, men vi bliver nogenlunde mætte, og er klar til at fortsætte. Langsomt forandrer landskabet sig. Der er længere mellem træerne og der er færre og færre lyde af dyr der pusler. Midt på eftermiddagen træder vi ud på en mark, hvor ukrudt har overtaget styringen, og det er det eneste vi ser. Ukrudt så langt øjet rækker. Det der nok engang var frodige marker er nu intet andet end tidsler, mælkebøtter og hvad der ellers går under kategorien ukrudt. 
Far gnider sig over panden og kigger på mig. Jeg ved at han hader at færdes i åbne landskaber, for her er vi mere sårbare. Både overfor vandrere, men også overfor levende. En større gruppe ville nemt kunne få has på os og tage vores grej. Men jeg ved, efter flere års erfaring, at der ofte ligger byer i nærheden af marker. Byer betyder mad og biler. Måske våben. Vi er ved at løbe tør for ammunition, og man klarer sig ikke længe uden våben. Selvom høje lyde tiltrækker vandrere har vi, mere end én gang, være nødsaget til at tage pistolerne i brug for at klare os. 
"Jeg synes vi skal gå tilbage," siger far og skygger for solen med sin ene hånd. 
Jeg ryster på hovedet. Vi har brug for en bil. Og måske en enkelt nat med tag over hovedet. Det kunne være rart. Desuden er vi ved at løbe tør for mad. 
"Holly. Vi er alt for udsatte i åbent terræn, vi ville være som en stor skydeskive," siger far og rynker brynene. 
Jeg ryster stædigt på hovedet og lægger armene over kors, før jeg vender mig væk fra ham, og begynder at kæmpe mig igennem det hoftehøje ukrudt. Jeg ved det er tarveligt at stille ham sådan et ultimatum - kom med, ellers gør jeg det selv - men det er den eneste måde jeg kan få ham til at følge med mig på. 
Og det gør han så. Få sekunder efter indhenter han mig, og ser noget bister ud, da vi sammen går over marken. 
Da mørket er ved at falde på, har vi mødt seks vandrere, men de var så langt væk at vi ikke slog dem ihjel. Jeg ved at nogle mennesker har gjort det til en slags livsmission at dræbe alle vandrere, så vi igen kan leve i tryghed. Men det kommer jo alligevel ikke til at ske. Sådan her ser verden ud, og sådan vil den blive ved med at se ud. Færdig. Der er ikke noget at diskutere. Dem der tror andet, er naive og dumme. 
Vi befinder os på en landevej, og når jeg vender mig om, kan jeg se solen gå ned bag træerne langt tilbage. 
"Vi må snart gøre holdt for natten," siger far og jeg kan mærke på mine ømme ben og smertende ryg, at det er en god ide. 
Lige netop som vi gør os klart at vi må sove under åben himmel, hører jeg en høj lyd et sted til venstre for os. Vi stopper begge op, og stirrer ud i tusmørket. Lyden kommer igen, og det går op for mig hvad det er. Et vrinsk. En hest. Jeg kigger på far og vinker ham med mig, da jeg begynder at gå mod lyden. 
"Holly!" hvisker han højt, da han sætter efter mig. "Kom tilbage! Kom så her! Den lyd tiltrækker ikke kun os, ved du nok," 
Men jeg er ligeglad. En hest er en transportmiddel. Jeg lærte at ride da jeg var barn, det var min mors store passion, og jeg er sikker på at jeg stadig kan. 
"Holly!" Far tager fat i min arm og jeg vender mig mod ham. 
Vinden tager i hans mørke krøller, og jeg kan se bekymringen i hans ansigt. 
"Hør," hvisker han og sætter en finger på læben. 
Som om jeg havde tænkt mig at sige noget. Men jeg lytter alligevel. Hesten vrinsker igen, og jeg kan høre rallende lyde fra samme retning. 
Mit uforsigtige dyrehjerte tager over, og jeg river mig løs. Jeg ved det er dumt, men jeg kan simpelthen ikke lade vandrere slå et intetanende, uskyldigt dyr ihjel. Det kan jeg simpelthen ikke! 
Jeg løber mod lydene og trækker min kniv fra bæltet. Jeg kan høre fars skridt bag mig, og bliver en smule beroliget. Selvom jeg har dræbt en del vandrere og er ret god med min kniv, vil jeg aldrig kunne måle mig med min far og hans bue. En mørk silhout rejser sig godt halvtreds meter fra os og en skinger vrinsken giver genlyd i den stille nat. De rallende åndedrag bliver højere, og jeg kan høre at der er flere end jeg umiddelbart troede. Hvis bare den hest dog ville tie stille! 
Far og jeg stopper brat op, da vi er 20 meter fra hesten. Det stakkels dyr er omringet af vandrere, og den sparker omkring sig, som gjaldt det livet - hvilket det jo egentlig også gør. Vandrerne slæber sig rundt om dyret med fremstrakte arme, raller og hvæser og nærmer sig den gang på gang. Uanset hvor meget hesten sparker og sparker, rejser de sig igen, og kommer nærmere. 
"Femten," hvisker far og spænder sin bue. 
De næste minutter går meget stærkt. Far og jeg løber hen til hesten, pilene hvisler gennem luften og min kniv borer sig ind i alt der kunne minde om et hoved. Det er for mørkt til at jeg kan se hvad jeg rammer og hvor mange, men jeg er utrættelig. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg skal redde den hest. 
Vandrerne vender sig fra hesten og kommer mod os, der er flere end femten, nok nærmere tyve, men hvem tæller?
Far fyrer sine pile af så hurtigt han kan og da der endelig er stille, ser jeg mig om, forpustet og med en kniv der er smurt ind i blod. Lugten af råd og død hænger i luften og jeg gisper efter vejret. Far griber mig om skuldrene. 
"Er du fuldstændig vanvittig, Holly?" udbryder han vredt, men jeg ved at han i virkeligheden er bekymret og bange. "Er du okay? Nogen bid?"
Jeg ryster på hovedet og viser ham mine hænder. Eftersom mit tøj er intakt - dog med en del blodpletter på - er der ingen mulighed for at jeg kan være blevet bidt eller revet. 
Far sukker og sætter sig ned i græsset. Jeg ser mig om, og får øje på en stor skikkelse et stykke fra os og de døde vandrere. Den står med hængende hoved og pruster tungt. Langsomt nærmer jeg mig, slår små klik med tungen for at berolige den. Jeg ved ikke om det er sådan med alle heste, men min mors blev altid rolige af den lyd. 
Hesten løfter hovedet, men det er svært at vide om den ser på mig. Det er næsten helt mørkt nu. Jeg ligger langsomt min rygsæk fra mig og tager et reb op af den, da jeg forsigtigt går tættere på hesten. Den er opmærksom, bange går jeg ud fra. Jeg slår fortsat klik med tungen, da jeg lister mig de sidste meter hen til den, med fremstrakte hænder. 
Så slår den med hovedet, vrinsker højt og sætter i løb væk fra mig. Jeg sukker og ser efter den. Det bliver så ikke i dag vi får et transportmiddel. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...