Hazel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 mar. 2015
  • Opdateret: 31 mar. 2015
  • Status: Færdig
Hazel er en helt almindelig teenager, som alle os andre. Dog har hun en tendes til at se negativt på tingene, hvilket i den grad ikke hjælper hende, når hun skal med klassen på den årlige hyttetur. Drama opstår mellem Hazel og en rival, og pludselig finder hun sig selv længere ude, end hvor hun kan bunde. - Fra en novellesamling kaldet "Oktoberting", skrevet i 2013 - 2014 og trykt sidste år.

7Likes
8Kommentarer
257Visninger

2. -

 

Stilheden lå tungt i luften. Som den eneste herinde hvilede mit blik på træerne, der stod omkring skolen. Alle andre var stadig dybt begravede i deres opgaver, mens jeg – ja, jeg sad og stirrede ud ad vinduet.

 Jeg havde en tendens til at blive færdig med vores opgaver og prøver før alle andre. Selvom jeg ikke havde det, jeg ville definere som et „dårligt gennemsnit“, følte jeg mig ikke klogere end alle andre. Jeg var måske en smule over middel, men bedre var jeg altså ikke. Derfor gav det ingen mening oppe i mit hoved, at jeg skulle sidde som den absolut eneste, der var færdig med sin opgave.

 Et lille suk forlod mine læber, inden jeg greb min blyant og besluttede mig for at tegne i højre hjørne af mit papir. Der var stadig ti minutter tilbage af timen, så hvorfor ikke lave noget andet end at betragte de grimme og kedelige træer udenfor? Eftersom vi var i oktober – som var lig med efterår – var træerne langsomt begyndt at smide bladene, og det gjorde dem ikke ligefrem kønnere. Jeg var mere en sommertype end en efterårselsker.

 Min blyant lå let i hånden på mig, da jeg begyndte at tegne. Spidsen gled hen over papiret i cirkelformede bevægelser, og jeg havde en idé om, at det skulle ende i et yndigt mønster. Om det så ville blive yndigt, eller knap så yndigt, vidste jeg ikke. Visse dage kunne jeg godt tegne, men andre dage var min indre kunstner ikke til at spotte.

 Jeg pressede spidsen af blyanten en anelse hårdere imod papiret, og det gav den ønskede effekt. Det var kanten på mit cirkelformede mønster, der fik glæde af den lidt mørkere, grå nuance. Det endte med, at jeg fik farvet halvdelen af mit mønster mørkt, hvorefter det så blev lysere og lysere.

 Mere nåede jeg ikke, for inden jeg havde set mig om, havde min lærer været henne for at snuppe min opgave og give os fri. Jeg havde åbenbart været meget opslugt af min tegning, for alle inde i klassen havde stort set pakket sammen og var klar til at tage hjem, da jeg løftede hovedet og kiggede rundt. Jeg svang blot mit kastanjebrune hår hen over skulderen, inden jeg skubbede stolen ud og rejste mig op. Den sædvanlige irriterende lyd kom fra stolen, og eftersom jeg ikke brød mig om larm – eller skramlende stole – kneb jeg øjnene sammen og rynkede øjenbrynene. Forsigtigt kiggede jeg rundt for at se, om der nu var nogen, der havde lagt mærke til den høje lyd, og jeg spottede Logan, der havde et lidt for flabet smil på læberne. Han vidste, at hvis der var noget, jeg inderligt hadede, så var det opmærksomhed. Især den uønskede slags. Derfor morede han sig gevaldigt meget over, at min stol var kommet med lige præcis den lyd.

 Jeg rystede blot på hovedet ad ham, inden jeg besluttede mig for at komme videre og tage min taske op fra gulvet. Nu var det bare om at komme ud herfra og hjem. Jeg havde haft alt for svært ved at forlade min seng i morges, og det sidste, jeg ønskede, var at komme i skole.

 Selvom jeg i teorien godt kunne forlade skolen nu, stod jeg alligevel og kiggede rundt. Jeg kiggede lige fra mrs. Somers, min lærer, til Monica og Selene, som stod henne ved Monicas plads. Det var næsten trist, at Monica havde taget Selene fra mig. Selene og jeg plejede at være gode veninder. Gode veninder var egentlig en underdrivelse, for vi var faktisk bedste veninder og havde været det, siden vi var fem år gamle. Men selvfølgelig, du kender sikkert den klassiske historie om „den nye pige“. Den nye pige var Monica, og hun kom uheldigvis imellem mig og Selene for tre år siden. Jeg mistede min bedste ven, som var den, jeg havde allermest tillid til af alle personer.

 „Glem hende, Hazel.“

 Jeg kiggede op ved lyden af Logans stemme. Han havde på en eller anden måde listet sig hen ved siden af mig, uden at jeg havde lagt mærke til det. Hvad jeg heller ikke havde lagt mærke til, var, at han havde lagt sin hånd blidt på min overarm. Jeg fik dog kun et lettere chok af hans pludselige optræden.

 Jeg sukkede lydløst over hans ord. Han kendte mig efterhånden så godt, at man næsten skulle tro, han kunne læse mine tanker. Han vidste, præcis hvordan jeg tænkte.

 „Jeg prøver,“ mumlede jeg, inden jeg kiggede op på ham.

 Han var omkring ti centimeter højere end mig, og det irriterede mig til tider. Jeg har altid vidst, at jeg var lille, men når Logan stod ved siden af mig, følte jeg mig bare endnu mindre.

 Logan havde været min bedste ven i to år nu. Jeg gik et år alene uden nogen venner, hvorefter jeg kom i noget gruppearbejde med ham. Vi faldt godt i snak sammen og havde været bedste venner siden. Jeg havde kun ham, og det kunne godt være frustrerende indimellem, men hvis jeg tænkte over det, så var Logan også den eneste, jeg overhovedet ville være venner med, hvis jeg tog alle, jeg kendte, og sammenlignede med ham.

 „Må jeg bede om noget ro?“ råbte mrs. Somers, hvorefter hele klassen blev stille på få sekunder.

 Hun var nok den eneste lærer, der kunne få os til at tie stille med det samme. Alle de andre lærere, vi havde i løbet af dagen, skulle bruge adskillige minutter på at få os til at holde kæft. Men sådan var det ikke med mrs. Somers. Hende kunne alle lide, og det overraskede mig ikke.

 „Glem ikke, at vi skal på hyttetur i morgen! Og jer, der skal sove i telt, skal huske at medbringe det.“ Hvis der var noget, jeg hadede, så var det den årlige, dødssyge hyttetur. Den var altid så kedelig og blev kun værre år efter år. Lad os heller ikke glemme det faktum, at det var slemt nok at være af sted med sin klasse, men også at man ligefrem skulle ligge i telt – eller sove i en kold, klam hytte, ude i den store, mørke og ikke mindst mudrede skov. Jeg kunne normalt godt lide skoven, men ikke så meget, at jeg havde lyst til at bruge tid ude i den med mennesker, jeg ikke kunne fordrage.

 „Åh gud,“ mumlede jeg for mig selv, bare ved tanken, om hvor forfærdeligt det ville blive.

 „Hvem skal du sove i telt med?“ hviskede Logan på en diskret måde.

 Det var faktisk et meget godt spørgsmål, og jeg havde ingen idé om, hvordan jeg skulle besvare det. Jeg kunne jo nok ikke sove i telt med Logan, da han var en dreng, og jeg en pige – simple skoleregler, som man åbenbart skulle følge. Siden jeg ikke havde andre end ham, så måtte jeg enten sove i telt med nogle, jeg ikke kunne lide, eller sove alene.

 „Mig selv, forhåbentlig.“

 Et lille grin undslap hans læber, da jeg svarede. Jeg kunne heller ikke lade være med at smile en smule, for det var vel lidt sjovt. Vi tog ikke alting seriøst, og det tror jeg også var en af grundene til, at Logan og jeg fungerede så godt sammen. Han var god til at få mig til at vende mine negative tanker til positive, og det vil jeg være ham for evigt taknemmelig for. Ikke alting skal være så skide seriøst.

 Mrs. Somers havde nu givet os tilladelse til at tage hjem, efter godt og vel fem minutter med sniksnak omkring hele den her hyttetur. Det betød altså, at jeg endelig kunne svinge min skoletaske over skulderen og begynde at gå imod udgangen.

 Egentlig burde jeg være gået ud igennem den rigtige udgang, men jeg foretrak nu altså stadig nødudgangen, som førte ud til skolegården. Der var også kortere hen til cykelskuret herfra, så jeg så ikke en grund til, at man ikke skulle benytte den.

 Det var dejligt endeligt at komme ud i den svagt kølige brise, der hang sammen med efteråret, efter at have siddet inde i et klasselokale i otte timer. Dog var det lige lovligt køligt for mine allerede kolde hænder, hvilket fik mig til at trække ærmerne på min slidte jakke ned over hænderne. Det var efterhånden gået hen og blevet en vane, men jeg kunne ikke se noget dårligt i den. Det sparede mig for at gå ud og købe et par vanter, der alligevel ville forsvinde i løbet af ingen tid.

 Jeg kiggede ind igennem klassens vindue. Jeg spottede Logan, der stadig stod og pakkede sine bøger sammen, mens han snakkede med en dreng fra klassen. Godt nok var Logan min eneste ven, men jeg var bestemt ikke hans eneste ven. Han havde masser af venner, selvom han til tider også kunne være lige så socialt akavet som mig.

 Mit blik gled videre og derved væk fra Logan. Denne gang fik jeg øje på Monica og hendes såkaldte slæng. Heldigvis lagde de ikke mærke til mig. De var sådan nogle typer, som tit kiggede nedladende på andre. De kunne få mig til at føle mig så lille blot ved et enkelt blik, det var næsten helt utroligt. Dog var jeg så heldig, at de ikke snakkede til mig, men kun sendte mig de nedladende blikke. Jeg ville ikke kunne håndtere, hvis de også skulle komme med grimme kommentarer om mig.

 Jeg fik et stik i maven, da jeg fik øjenkontakt med en af pigerne i Monicas slæng. Selene. Hun kiggede ikke direkte nedladende på mig, men mere som om at hun var ked af det. Hendes blik viste, at hun var ked af det, og det var ikke første gang, det var sket. Det havde hun gjort før. Hun kiggede tit på mig med et blik, der sagde, at hun fortrød. Det underlige her var bare, at hun ikke gjorde noget ved det.

 Jeg fjernede hurtigt mit blik, da hun fik blandede følelser frem i maven på mig. Det var ubehageligt, når hendes blik var rettet imod mig.

 „Vi ses i morgen!“ hørte jeg en stemme råbe, inden en dør lukkede.

 Kort tid efter var Logan kommet op ved siden af mig.

 „Fik du dig en hyggelig snak med Theo?“ spurgte jeg smilende, inden jeg kiggede på ham.

 Hans blik var rettet imod jorden, da jeg spurgte, men han var dog hurtig til at lade sine blå øjne møde mine. Han slog en lille latter op over det, inden han rystede på hovedet ad mig. „Ja da.“

 Vi var nede ved cyklerne hurtigere end forventet, og det tog mig ikke lang tid at få min cykel låst op. Nu skulle jeg jo egentlig bare hjem og forberede mig selv på total tortur i morgen, med hensyn til hytteturen.

 

 Der var ikke gået meget mere end ti minutter, før jeg kunne se den velkendte indkørsel. Jeg drejede ind på den sidevej, hvor jeg boede, hvorefter der kun var et par meter til min hoveddør.

 Ligesom jeg nåede ind i indkørslen, som jeg betragtede som min mors og min grund, hoppede jeg af cyklen. Jeg stoppede musikken på min telefon, og jeg lagde nu mærke til omverdenen igen. Jeg havde fisket mine høretelefoner frem ved det lyskryds, hvor Logan og jeg skiltes. Jeg satte altid musik på, hvis jeg kørte alene, simpelt- hen for at blokere mine tanker. Hvis jeg var omgivet af stilhed, duk- kede de op og forsøgte på en eller anden syg måde at rive mig fra hinanden indeni. Dramatisk, men sandt.

 Da min mor og jeg ikke boede ret langt væk fra en stor vej, var der altid en smule baggrundsstøj. Den generede slet ikke så meget, som den burde, for jeg fandt den faktisk ret rar. Hvis jeg ikke kunne høre musik, så var det vejens lyde, jeg lod mig distraherede af.

 Jeg satte min cykel det sædvanlige sted – op ad huset. Jeg lod den altid stå ulåst, da ingen ville stjæle en gammel, rusten cykel.

 Af ren vane smed jeg min taske foran hoveddøren, og fiskede mine nøgler frem fra jakkelommen. Jeg samlede den dog hurtigt op igen, da jeg endelig havde fået åbnet døren. Det var en dårlig vane at smide med min taske, bare for at samle den op igen få sekunder efter.

 Jeg rystede svagt på hovedet af mig selv, i takt med at jeg trådte ind i det næsten tomme hus. Den eneste, der var hjemme – ud over mig selv – var min hund. Den kom løbende med hundrede og firs i timen og kastede sig nærmest over mig.

 Det var så her, hvor dagens første ægte smil kom frem på mine læber. Selvom jeg smilede og grinede sammen med Logan henne i skolen, så kunne det slet ikke sammenlignes med de smil, der kom frem herhjemme. Ikke engang et eneste grin ville jeg holde tilbage længere. Grunden bag det var, at jeg endelig var hjemme. Hjemme var, der hvor jeg kunne være helt mig selv, og hjemme var der, hvor der ikke var nogen, der skulle fortælle mig, hvordan jeg skulle være. Hjemme var der, hvor ingen skulle grine ad mig eller fortælle mig, at jeg ikke var god nok. For hjemme var mit sted.

 Følelsen af lettelse og af, at jeg endelig kunne være mig selv, fik smilet til at vokse en anelse. Jeg klappede hurtigt min hund en sidste gang, inden jeg rejste mig op igen og gik hen mod trappen. Min taske endte over min skulder endnu en gang, mens jeg gik imod mit værelse. Trin efter trin blev jeg mere og mere glad. Det var, som om alle de triste tanker og følelser havde forladt min krop og var blevet udenfor, da jeg smækkede hoveddøren i. Min positive indre person kom frem og skubbede den deprimerede Hazel langt, langt væk.

 Jeg var så småt nået op for enden af trappen, hvilket betød, at jeg om få sekunder ville være inde på mit værelse. Mit værelse var selvfølgelig det sted, hvor jeg kunne være mig selv det meste af tiden. Det var det sted, jeg kunne gå hen, hvis jeg blev træt af at høre på min mor, men det var også det sted, hvor jeg lod følelserne få frit spil. Det var her, jeg græd, og det var her, jeg grinede, uden at nogen øjne så på mig.

 Jeg tog fat i dørhåndtaget og trådte ind. Skoletasken, der var blevet rykket mere end rigeligt rundt på nu, endte på sin normale plads ved siden af min seng, inden jeg selv smed mig på den mest dovne måde.

 Klokken var ikke mere end halv fem, og jeg var så træt, at jeg kunne lægge mig til at sove allerede nu. Det ville jeg også have gjort, hvis det var en hel normal fredag, men nej. Vi skulle jo på hyttetur i morgen, så jeg skulle finde et telt frem. Det var overhovedet ikke en mulighed, at jeg ville sove sammen med Monica og hendes slæng inde i hytterne. No way.

 Et suk forlod mine læber, da jeg fik taget mig sammen til at sætte mig op. Det her krævede virkelig noget baggrundsmusik til at få mig i et højere gear. Derfor gik jeg hen til min højtaler, der havde den fantastiske egenskab, at man kunne sætte sin iPhone til.

 Den var hurtigt sat i og sagde den sædvanlige lyd, der fortalte mig, at den opladede, inden jeg fandt noget musik. Det endte med at blive albummet Don’t Panic på shuffle, hvor den startede med en af mine absolutte yndlingssange: Somewhere In Neverland.

 

„Say goodbye to the halls and the classes ...“

 

* * *

 

 Regnen piskede nærmest imod ruden på den mest aggressive måde, jeg i det hele taget kunne forestille mig, og det var næsten, som om virkningen, vinduesviskerne på bilen skulle give, slet ikke var der, for det var helt umuligt at se noget overhovedet.

 Heldigvis for min mor skulle hun ikke køre så langt endnu. Vi var allerede på den lille sidevej, der egentlig var en skovsti, som skulle føre hen til det sædvanlige sted, hvor vi plejede at være, når det gjaldt hyttetur. Det var mit job at kigge ud ad vinduet og sige stop, når jeg fik øje på noget, der lignede min klasse. Tro mig, jeg havde slet ikke lyst til at sige noget, lige så snart vi fandt dem.

 Det tog kun ganske få sekunder mere, før jeg fik øje på min klasse, samt to af mine lærere. Jeg sukkede tungt. „Stop. De er her.“

 Min mor stoppede bilen, og jeg lænede mig frem for at tage fat i paraplyen, der lå nede ved mine fødder. Ligesom jeg havde fået fat i den, tog jeg selen af og gjorde mig klar til at åbne bildøren. Af en eller anden grund var min mors tempo hurtigere end mit, for hun havde allerede fået fat på sin paraply og var steget ud af bilen for at finde min taske i bagagerummet.

 Idet jeg steg ud, havde hun taget fat i min taske og smækket bagagerummet i. Jeg gjorde det samme, bare med bildøren, og så var vi ellers på vej hen mod alle menneskerne, der forhåbentlig ville være bare en smule søde de næste par timer.

 

Trods regnvejret havde vi været ude og sejle i kano i knap og nap to timer. Jeg sejlede sammen med Logan og en pige ved navn Melanie, og det havde faktisk været overraskende hyggeligt. Jeg var ikke den type, der satte gang i samtaler eller udstrålede lysten til at tale med folk, men Melanie havde åbenbart andre planer, da hun åbnede munden og begyndte at ævle løs. Så vi endte alle sammen med at skraldgrine, mens vi sejlede kanoen så dårligt som overhovedet muligt, men det var virkelig hyggeligt.

 Nu sad vi alle omkring et bål, og spiste en slags suppe, jeg ikke havde smagt før. Det var efterhånden blevet en smule køligt, men varmen fra bålet gjorde, at jeg blev varmet lidt op udenpå. Mens jeg sad og nød den ukendte suppe, havde folk gang i små samtaler, mens lærerne også snakkede for sig selv.

 Der var ikke så lang tid til, at vi alle skulle forsvinde ind i vores hytter eller telte og forsøge at sove, selvom halvdelen af os ikke ville falde til ro før langt ud på natten.

 Jeg skulle dele telt med en af pigerne fra Selenes vennekreds. Jeg havde aldrig sagt et ord til hende og omvendt, så jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle forvente. Dog var min hjerne indstillet på den måde, at den altid tog udgangspunkt i det værste, der kunne ske. Derfor havde jeg en indre uro, da jeg efterhånden var ved at blive færdig med suppen.

 Jeg rejste mig fra min plads, som havde været en fugtig træstub, og begyndte at finde vej ud af den her lille menneskemængde, der dannede en cirkel omkring bålet. Jeg blev nødt til at gå forbi en hel del, før jeg kunne komme hen med min kop, der skulle stå et bestemt sted, inden jeg kunne forsvinde ind i teltet.

 Så klodset som jeg var, snublede jeg selvfølgelig over en eller andens fod, hvilket resulterede i, at jeg i løbet af få sekunder lå på jorden og ømmede mig. Et par grin lød hist og her, mens jeg hørte en gispe. Jeg gik ud fra, at gispet kom fra den person, hvis fod jeg snublede over.

 Ganske rigtigt. Efter at jeg var færdig med at brokke mig lavmælt over, hvordan jeg landede, kiggede jeg tilbage i retningen, jeg kom fra, og så Monica sidde og måbe med en halv kop suppe tværet ud på hendes sweater.

 Panikken steg inden i mig, og blev kun værre, da Monicas dømmende og nedladende blik blev rettet imod mig.

 „Hvad fanden har du gang i?“

 Alene tonen, hun brugte, fik mit hjerte til at banke hurtigere og hurtigere. Hele min krop reagerede voldsomt på det her, og jeg kunne slet ikke tænke klart.

 „Det ved jeg ikke ...“

 „Oh. Det ved du ikke?!“ Monica kiggede fra sin ene veninde til den anden, inden hun rettede blikket mod mig igen. „Er du dum, eller hvad, Hazel?“

 De veninder, hun havde ved siden af sig, begyndte langsomt at træde i position, og stod forsvarende ved hendes side. Det fik mig blot til at føle mig endnu mindre.

 Det faktum, at hun spurgte mig, om jeg var dum, fik et par tårer til at titte frem i øjnene på mig.

 Jeg havde på ingen måde tænkt mig at svare hende eller lade hende se, at jeg var tæt på at græde. Hun skulle ikke se den svaghed, jeg udstrålede, for jeg kunne dårligt nok selv holde den ud.
  Jeg var hurtig til at rejse mig op og sætte i løb. Jeg vidste ikke helt, hvor jeg skulle hen, men det var også lige meget. Jeg skulle bare væk.

 Jeg hørte lærerne råbe mit navn, siden de tilsyneladende havde lagt mærke til den lille scene, Monica fik lavet ud af det. Tanken om alle de andre, der nok havde set det og sad og snakkede om det lige nu, fik knuden i min mave til at vokse. Det var den mest forfærdelige følelse, jeg overhovedet kunne forestille mig lige nu. Jeg havde ikke været ude for noget lignende i et par måneder, så jeg havde helt glemt, hvordan det egentlig føltes, når adrenalinen pumpede i blodet på den her måde.

 Jeg nåede hjørnet af den sti, jeg var endt på, og besluttede mig bare for at følge den. Jeg satte dog tempoet lidt ned, da jeg var overbevist om, at ingen fulgte efter mig. Hvorfor skulle de også det?

 Mit nedsatte tempo endte i gang, og jeg gik nu med en højlydt
vejrtrækning. Det var også længe siden, jeg havde været så forpustet, og at jeg oveni købet var fuldkommen urolig, gjorde, at jeg følte mig en anelse svimmel.

 Jeg spottede en sø for enden af stien samt et træ. Jeg trodsede svimmelheden og luntede de sidste par meter, inden jeg stoppede op.

 Forpustet som jeg nu var, satte jeg mig ned op ad træet og tog en dyb indånding. „Fuck,“ hviskede jeg opgivende, inden jeg lænede hovedet tilbage, så det ramte stammen.

 Det var så nu, hvor alle tankerne strømmede til mig. Lige så snart min krop var nogenlunde rolig igen, og jeg havde en normal vejrtrækning, var det min forskruede hjernes tur til at torturere mig.

 Hvad fanden har jeg gang i? Hvordan kunne jeg være så dum ikke at se mig for og derved snuble over Monicas fødder? Hvorfor gik jeg ikke den anden vej? Hvorfor var jeg så åndssvag?

 Jeg løftede mit hoved igen og lod mit blik falde til jorden, hvor jeg spottede en sten. Forsigtigt tog jeg fat i den og betragtede den kort. Jeg besluttede mig derefter for at kaste den ud i vandet, kun for at komme ud med mine aggressioner på en måde, der ikke ville skade mig selv.

 Da det virkede overraskende godt, fandt jeg flere og holdte ikke nogle følelser tilbage.

 „Urgh fuck, altså!“ råbte jeg, mens flere sten på en gang ramte vandet og sagde det sædvanlige plask.

 Jeg gik et par meter ud i vandet og slog endda også efter det, inden tårerne kom frem igen. Frustreret faldt jeg på knæ, så vandet gik mig til brystet. Jeg tog hænderne op foran øjnene og lod endnu et hulk undslippe mine læber. „Jeg er så fucking træt af det her ...“

 Uden nogen form for grundig overvejelse tog jeg hovedet under vand. Da der ikke var så dybt, hvor jeg var, svømmede jeg en smule længere ud, inden jeg bogstavelig talt satte mig på bunden. Jeg tror ikke, jeg overdriver, hvis jeg siger, at jeg kunne sidde her for evigt. Eller i det mindste indtil vandet ville indtage mine lunger, og jeg derved ville miste evnen til at trække vejret.

 Den deprimerende cirkel, jeg var havnet, i var ikke til at holde ud. Jeg havde følt sådan her i flere år nu, og det var til at blive sindssyg af. At rende rundt med et humør, der svinger op og ned konstant er jo typisk teenagere, men den måde, mit humør svingede på, var langt fra normal. Alle de ting, jeg følte, var helt igennem ubeskrivelige. Den måde, min verden lige pludselig kunne ramle sammen på, var ikke til at regne med, og jeg var ærlig talt utrolig træt af at have absolut ingen kontrol over det. Det værste ved det var, at jeg ikke havde den fjerneste idé om, hvordan jeg vil kunne løse det.

 Jeg var efterhånden ved at miste al luften i mine lunger, og jeg lod min hjerne koge på det højeste punkt for at træffe den rigtige beslutning.

 På den ene side ville jeg gerne sidde her, indtil det sortnede for mine øjne. Det ville være løsningen på alle mine problemer, og det ville vel gøre mig glad i sidste ene, siden jeg ville slippe for alt smerten.

 Men på den anden side overvejede jeg at komme op igen, få vejret, og forsøge at tænke klart. Det var ikke første gang, jeg tænkte på „den nemme løsning“, men jeg vidste også, at den var egoistisk, og at der fandtes en anden og bedre løsning.

 Jeg kom op på fødderne og rejste mig op. Lige idet mit hoved kom op over vandoverfladen, trak jeg vejret og fik den friske, kølige luft ned i lungerne. Mine hænder gled hen over ansigtet og igennem mit hår, imens jeg endnu en gang indåndede. Det føltes okay godt at få vejret igen, selvom jeg stadig ikke vidste, om det var den helt rigtige beslutning.

 „Hazel!“ Jeg vendte mig om, idet jeg hørte mit navn.

 Jeg kunne genkende stemmen, men skulle alligevel lige være sikker. Stemmen tilhørte Logan, der nu allerede var ude i vandet og på vej hen imod mig. Jeg satte også selv i løb, og inden længe var jeg i hans arme.

 „Hazel ...“

 Logan lød utrolig lettet over, at jeg var i hans arme, og han var hurtig til at lade sine hænder glide op og ned ad ryggen på mig i et forsøg på at varme mig. Jeg knugede mig ind til ham. „Hvad har du gang i? Hvad tænkte du på, tøs?“

 „Jeg tænkte slet ikke,“ sagde jeg med dæmpet stemme.

 Jeg havde ikke lyst til at informere ham om, hvad der var gået igennem mit hoved den sidste time. I hvert fald ikke nu. Det eneste, jeg havde lyst til nu, var, at stå i hans arme. Det eneste sted, jeg lige nu havde mulighed for at føle mig tryg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...