Kantede cirkler

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 sep. 2014
  • Opdateret: 23 sep. 2014
  • Status: Igang
Da Eric første gang møder den smukke pige Jul, er det dagen efter han får sin dødsdag at vide. Han ved, at han bliver lam. Han ved, at han vil dø. Men Eric ved ikke, hvor længe han har sammen med Jul. "Hvornår skal du dø?" spurgte hun nysgerrigt, som et lille barn. "Hvorfor hedder du Jul?" svarede jeg igen. Hun trak på skuldrene og svarede: "Det ved jeg ikke." Og der havde hun sit svar. Jeg vidste det ikke.

20Likes
14Kommentarer
957Visninger
AA

2. 19 dage før

Bladenes farve var allerede ved at forsvinde. Eller den farve man forbinder med et frisk blad, som fik nok næring, var ved at forvinde. Den smukke grønne farve, som fik verden til at virke lys og dejlig. 
 Lidt ligesom med mig. Min oprindelige farve var også ved at forsvinde. Musklerne begyndte at svigte, og min egen selvretfærdighed begyndte også så småt at smuldre. Min diagnose blev stillet allerede, da jeg kunne gå. Lægerne var dog dengang ikke helt sikre, men efterhånden tog de deres forholdsregler, og konstaterede mig med diagnosen ALS. Dengang vidste jeg selvfølgelig ikke, hvad ALS var, men jeg kom til psykologer og læger gennem tiden, og de var så flinke at fortælle mig, hvad det var. 
 Jeg ved tildels, hvad sygdommen er. Det er en sygdom, som angriber nervecellerne i rygmarven og hjernen. Men ellers ved jeg ikke præcist så meget om det. Men jeg ved, at jeg skal dø i en tidlig alder, for jeg besluttede mig i en alder af 15 år for at få aktivdødshjælp. Mine forældre var imod det, men da jeg fyldte 16, begyndte mine muskler i mine ben at stå af. Jeg kunne udemærket gå, men mine muskler kunne ikke holde mig i mere end et par timer. 
 Søndag den 12 oktober bestemte mine forældre sig for, at tage mig med i kirke. Ikke fordi jeg troede på Gud og paradis, men for at - det er i hvert fald, hvorfor jeg troede, at jeg skulle i kirke - præsten kunne overtale mig til ikke at få aktiv dødshjælp. Jeg havde dog allerede søgt om tilladelse i Holland, men der var ikke kommet et tilbud om en dato endnu. 
 Præsten fortalte en historie, som hed »den barmhjertige samaritaner«.  Den handlede om en mand, som blev overfaldet af røvere på vejen mellem Jerusalem og Jericho. Først gik en præst forbi ham, uden at hjælpe ham, og det samme gjorde en levit - jeg havde ingen anelse om, hvad en levit var -, og til sidst kom en samaritan, som hjalp manden. Historien skulle vise, at man skulle elske og hjælpe sin næste. Præsten spurgte, da han havde fortalt historien færdig, om der var nogen spørgsmål. Jeg var den første til at stikke hånden i vejret. 
 "Hvad vil du spørge om, unge mand?" spurgte han, og gik ned fra prædikestolen.
 "Hvis man skal hjælpe sin næste, hvorfor må jeg så ikke få aktivdødshjælp?" 

"Jeg forstår ikke, hvordan du kan spørge om sådan noget,"  skældte min mor, da vi kom hjem igen. Hun tog sin jakke af, og hjalp mig af med min. Jeg sad bare og stirrede på hende, for jeg vidste ikke hvad, jeg skulle svare.
 "Så sig dog noget!" råbte hun og begyndte at græde. 
 "Noget," svarede jeg. Jeg skubbede kørestolen fremad mod mit værelse, ved at dreje på hjulene. 
 "Undskyld, Eric," sagde hun og kom hen til mig. "Vi modtog brevet fra Holland i dag. Datoen er blevet fastlagt...det er allerede om 19 dage," sagde hun og brød sammen. Jeg smilede.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...