Kantede cirkler

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 sep. 2014
  • Opdateret: 23 sep. 2014
  • Status: Igang
Da Eric første gang møder den smukke pige Jul, er det dagen efter han får sin dødsdag at vide. Han ved, at han bliver lam. Han ved, at han vil dø. Men Eric ved ikke, hvor længe han har sammen med Jul. "Hvornår skal du dø?" spurgte hun nysgerrigt, som et lille barn. "Hvorfor hedder du Jul?" svarede jeg igen. Hun trak på skuldrene og svarede: "Det ved jeg ikke." Og der havde hun sit svar. Jeg vidste det ikke.

20Likes
14Kommentarer
956Visninger
AA

3. 18 dage før

I skolen blev det allerede officielt, at jeg skulle have aktiv dødshjælp, dagen efter jeg havde modtaget brevet. En elev havde sagt: "Eric, du ved vel godt, at du skal dø på allehelgenaften!" Vores lære, fru Johnson, havde taget en alvorlig snak med ham. Jeg var dog ligeglad, for jeg vidste, at konklusionen alligevel var korrekt. Han havde jo ret; jeg skulle dø, allehelgensaften. 

 Første gang jeg mødte Jul var dagen efter, jeg havde modtaget brevet. Hun var smuk. Hun var ikke en af de piger, som havde overtværet deres ansigt med sminke og glitter. Hendes sorte hår var langt og faldt fredeligt på hendes skuldre. Hun stod ved lærens side og trippede nervøst.
 "Dette er Jul," fortalte læren. "Jul har boet hele sin barndom på Grønland, og er nu flyttet tilbage til Danmark med sine forældre." Jul flyttede blikket op fra gulvet og kiggede rundt på os. 
 "Hej," sagde hun og hendes blik landede på mig. "Mit navn er Jul Winther." Folk begyndte at grine. Undtagen mig. Tom rakte hånden i vejret og sagde: "What? Hedder du Jul? Ligesom i jul, hvor man får gaver?" Folk kiggede spændt på Jul, og hun svarede med et nik. 
 "Jul, du kan sidde ved siden af Eric," fru Johnson sagde det med sorg i stemmen, men Jul lagde ikke mærke til det.
 "Hvorfor skal den lækre sidde ved siden af ALS-drengen?" råbte Tom. Fru Johnson kiggede stramt på Tom og nikkede mod døren, som tegn til at han skulle smutte.
 Jul kom hen og satte sig ved siden af mig. Hun havde højhælede sko på, og en lang frakke. Hendes øjne var kastanje brune, og hendes kinder æblerøde.
 "Er det rigtigt, at du snart skal dø?" spurgte hun som det første. Jeg nikkede, og hun svarede: "Det var da ærgerligt. Du ville ellers være den første fyr, jeg ville vælge som kæreste. Du er ret lækker med det brune hår." Jeg var målløs, og sad med åbenmund og polypper resten af skoledagen.
 
Da jeg sad i kørestolen og ventede på, at min mor skulle komme og hente mig, kom Jul hen og stillede sig ved siden af mig.
 "Hvornår skal du dø?" spurgte hun nysgerrigt, som et lille barn. 
 "Hvorfor hedder du Jul?" svarede jeg igen. Hun trak på skuldrene og svarede: "Det ved jeg ikke." Og der havde hun sit svar. Jeg vidste det ikke. Min mor drejede ind på P-pladsen, og Jul sagde: "Du ved da datoen til dagen, du skal dø." Jeg sukkede og så hende dybt i øjnene.
 "Jeg ved datoen, men ikke klokkeslættet. Ligesom du ved dit navn, men ikke betydningen." Jeg begyndte at skubbe hjulene fremad, men Jul tog fat i kørestolen og skubbede den fremad.
 "Jeg synes stadig, at det er ærgerligt at du skal dø," sagde hun trist. Alle skal jo dø, tænkte jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...