No 4026

I en fremtid ikke fjern fra vores, er overbefolkning blevet et globalt problem, og ikke kun et problem, der synes at true Kina. Derfor har alle verdens lande været tvunget til at lave reformer på området og i Danmark betyder det, at man har importeret Kinas etbarnspolitik. Venter man tvillinger, må man vælge, hvilken man helst vil have. Den anden bliver brugt af regeringen i forskningens regi, og når regeringen ikke længere kan bruge dem til forskning eller arbejde ved 16 års alderen, må den Ønskede tvilling vælge, om han/hun vil ofre sit eget liv for at give sin tvilling resten af sine egne år i de Ønskedes samfund, eller om man vil have sit eget liv i behold, men til gengæld ofre sin tvillings. I no 4026 følger vi Adreanna, der skal træffe det svære valg. Vil hun beholde sit eget liv, men til gengæld slå sin tvillingesøster ihjel, eller skal tvillingesøsteren have lov til at leve resten af det liv, hun aldrig fik? //Maze Runner - konkurrencen, mulighed 1.

21Likes
3Kommentarer
710Visninger

1. Prolog

”Hjælp. Hjælp mig Adreanna.” 4026s stemme er viklet ind i et tykt lag frygt. Vandet i den brede flod bruser aggressivt under hende og hendes øjenkroge er våde af tårer, der snart vil løbe ned over hendes kinder. Det er hendes, og Adreannas, fødselsdag, og hun har derfor lov til at være sammen med sin familie hele dagen, selvom hun i princippet er ved at male hegnet, der går hele vejen rundt om De Uønskedes landsbyhalvdel, ved undtagelse af der, hvor floden skiller deres del af landsbyen fra De Ønskedes.     

    ”Jeg hjælper dig. Bare stå stille. Så skal jeg nok hente noget hjælp!” Adreanna ser sig desperat om. Hun kan ikke gå til mor efter en stige, for hun har lovet, at de ikke vil lege tæt ved floden, og det løfte har de brudt. Mor bliver stiktosset, hvis hun opdager det. De nærmeste huse i De Ønskedes del af byen ligger i ti minutters gåafstand, og hun er ikke sikker på, hvor længe flodens lange arme bliver ved med at holde sig fra den tørre plet 4026 er landet på.

     Hun gyser. Det, der er tættest på, er De Uønskedes del af byen. Hun har kun været der få gange, og det har ikke været rart de gang, hun har været nødt til at sætte sine fødder der, men hun er også nødt til det nu. I hvert fald, hvis 4026 ikke skal ende som et offer for flodens altopslugende gab.

     Gruset knirker under Adreannas fødder. Det er en ukendt følelse. I hendes del af byen er der trukket asfalt over alle veje. Her er det kun de veje, der bliver brugt til transport, som er trukket over af asfalt, ellers er resten grusstier. Det gør ondt, når hun træder på de lidt større sten, fordi sålerne i hendes sko ikke er lavet til at gå på grus. Boligblokkene i denne del af byen er af grå beton og i to etager, og Adreanna har ikke lyst til at forestille sig, hvordan det må være at bo i sådan en. Alle bygningerne i denne del af landsbyen er ens, på nær den store bygning, Adreanna ved ligger forenden af den uendeligt lange grussti, hun går på. Den er også bygget i grå beton, og der er også to etager i den, men den er bredere. Det er her, de uønskede tvillinger bliver opflasket, indtil de kan spise selv. Det er også der, hun skal vælge, om hun vil give resten af sit liv til 4026. Hun gyser ved tanken. Det er heldigvis først om to år. Men to år er ikke særligt længe.

    ”Så hjælp mig da for fanden. Min søster, 4026 er ved at styrte i floden.” Der er meget få mennesker at se, og de, der er, viger alle væk fra Adreanna. Hun bebrejder dem egentligt ikke, selvom hun ved, hun burde. Som Ønsket har man ikke sympati for De Uønskede, men lige nu har hun desperat brug for, at der er en, der ikke bærer nag, hvis hun skal redde 4026.

     ”Og du kan ikke redde hende selv, luksustøs?” En barsk drengestemme råber fra et åbent vindue i en betonbygning, og Adreanna anstrenger sig for at holde sit blod under kogetemperatur. Hun skal ikke spilde tiden på Uønskede, der er misundelige over, at det ikke var dem, der blev valgt, hvis hun skal redde sin søster, så hun fortsætter med at råbe, mens hun går op ad den lange grussti. Hendes tanker kører så meget i ring, at selv ikke hendes mindfullnestimer i skolen kan hjælp hende til at tænke klart. Det eneste hun kan tænke på er, at det er hendes skyld, at 4026 drukner om lidt.

     ”Er du 4026s tvilling?” Ja, ja, ja, ja, ja, ja, jeg er. Adreanna forsøger at putte ansigt på den skeptiske drengestemme. Da hun finder det, ender hun med at stirre ind i et par sammenknebne nøddebrune øjne. Drengens hår er beskidt og klistret, men Adreanna kan se, at det engang har været ligeså nøddebrunt som hans øjne. Hans kæbe er spændt, så man kan se de bredde kæbemuskler, og Adreanna kan ikke lade være med at få tanken, at han kunne banke hende uigenkendelig, hvis han ville.

     ”Vi er ikke enæggede, men ja.” Hun undertrykker lysten til at kaste sig om halsen på ham og fortsætter med at snakke. ”Kan du hjælpe mig?” Hun er fuldstændigt ligeglad med, at hun lige har spurgt en Uønsket om hjælp. Fuldstændigt ligeglad med, at hendes forældre ville smide hende ud af huset, hvis de vidste det. Hun vil bare have reddet 4026, inden det er for sent.

     ”Det vil jeg tro.” Drengen, der før har stået med hænderne på ryggen, viser hende noget, der til en forveksling ligner en rebstige. ”Men jeg skal med. Så jeg ved, at du taler sandt.” Drengen er stadig skeptisk, men Adreanna har ikke tid til at skælde ham ud. Hun gør bare gestus til, at han skal følge efter hende tilbage mod floden

Da de når broen, der går over floden, slår det Adreanna, hvor drengen med det nøddebrune hår egentligt kender 4026, hendes tvilling fra. Der er mange Uønskede, og så vidt Adreanna ved, er det de færreste, der kender hinanden. Eller vil stå ved, at de kender hinanden som mere end endnu et barn med et nummer på ryggen.

    ”Vi bor i samme hus,” mumler drengen, som kunne han høre Adreannas tanker. ”Vi er vel en slags kærester.” Det sidste får Adreanna til at stoppe op og le. Der er ingen af De Uønskede, der har kærester. I Samfundsgrundlaget står der, at for at skåne de Uønskede mest muligt, må ingen af dem involvere sig med hinanden i et kærligt eller seksuelt forhold. ”Sådan. Så godt som det kan lade sig gøre,” mumler han så lavt, at Adreanna nærmest ikke kan høre ham. Der er en ulykkelig klang i hans stemme, og Adreanna kan alligevel ikke helt lade være med at skamme sig over, at hun lige har grinet af ham.

     ”Det er den vej.” Adreanna forsøger at afbryde sin tankestrøm ved at guide drengen i den rigtige retning, men hun snubler over ordene. Hendes hjerte banker hurtigere og hurtigere for hvert skridt de tager mod det sted 4026 styrtede. ”Er du der stadig?” Adreannas hjerte står stille i brystet på hende, indtil hun kan høre 4026 råbe, at de skal skynde sig. Vandet er begyndt at stige.

     Adreanna og løber de sidste meter hen til stedet 4026 styrtede, og drengen med det nøddebrune hår er lige i hælene. 4026 står så langt oppe på bredden, som hun kan komme. Det kolde vand kommer nærmere for hvert minut. Hendes hjerte hamrer desperat af sted. Frygten har overtaget hendes krop, og hun tænker ikke længere på andet end, at Adreanna godt må skynde sig lidt. Skynd dig nu, Adreanna. Jeg dør. Skynd dig nu Adreanna. Jeg dør. Igen og igen og igen, og hun kan intet gøre ved det. Hun har ikke gået i skole, og hun har aldrig lært, hvordan man håndterer pressede situationer, som Adreanna har.  

     ”Vi er nødt til at holde rebstigen selv. Der er intet vi kan binde den fast til. Kan du det?” Adreanna nikker og bider sig selv i kinden. Det kan hun i hvert fald blive nødt til at kunne, hvis det er den eneste måde, de kan få 4026 i sikkerhed. ”Vi kaster rebstigen ned til dig, og når vi siger nu, kravler du. Okay?” Denne gang er det ikke Adreanna, drengen snakker til, men 4026. Hans stemme er fyldt med kærlighed, og det stikker i Adreannas bryst.

    ”3600?” 4026 kigger forundret op. Hvor har Adreanna fundet ham henne? Hendes hjerte banker hurtigt, men denne gang er det ikke kun tanken om floden, der bliver ved med at stige. Det er også lyden af 3600s stemme, der får hendes hjerte til at slå og hendes mave til at kilde.

    ”Klar?” Spørger drengen og Adreanna nikker sammenbidt. Drengen råber igen, men denne gang til 4026. Der kommer øjeblikkeligt vægt i rebstigen, og Adreanna kan allerede nu mærke, at det kommer til at blive en kamp at holde fast i rebstigen, indtil 4026 er oppe.

 

Adreannas arme syrer, og hun må bruge alle sine kræfter på at fokusere på ikke at slippe rebstigen i ren og skær refleks. Drengen med det nøddebrune hår er stærk, men han kan ikke bære vægten af 4026 uden hjælp. Hun burde ikke tænke sådan, slet ikke om en Uønsket, men drengen med det nøddebrune hår er faktisk pæn, hvis man ser bort fra det fedtede hår og det snavsede tøj. Han har stærke overarme, og man kan svagt ane de markerede mavemuskler under hans beskidte kedeldragt. Hun er faktisk lidt misundelig på 4026. Det er forkert på alle måder, men en kæreste er mere, end hun nogensinde har haft i sit liv. Også selvom de ikke helt er kærester.

     ”Gider du give en hånd?” Drengen afbryder hendes tankestrøm, og det går op for Adreanna, at 4026 er så langt oppe nu, at hun kan nå hendes hånd. Hun rækker den ud, så 4026 kan nå den, og sammen med drengen, der har nøddebrunt hår, får hun trukket 4026 op. Rebstigen styrter i floden, men det er der ingen, der bemærker. Adreanna har travlt med at tjekke 4026 for skader og kramme hende og sige undskyld igen og igen, og 4026 har travlt med at forsikre både Adreanna og 3600 om, at hun er okay. Det eneste hun har slået er sin samvittighed. Hvis 3600 bliver opdager på De Ønskedes side, får han lov til at arbejde det halve af natten også, de næste to måneder.

     ”Det er begyndt at blive sent. Jeg må hellere tage 3600 med tilbage, inden Vægterne kommer.” Adreanna kigger såret på 4026, men hun har ret. Solen er ved at gå ned i øst, og der går ikke længe før både 4026 og 3600 er i problemer. De tager hinanden i hånden og går tilbage i retning mod den hvide bro, og som de går der mod solnedgangen, hånd i hånd, bliver Adreanna pludseligt klar over, hvorfor De Uønskede ikke må indgå i forhold. Det er ikke for at skåne De Uønskede, men fordi kærlighed er den eneste følelse, der er stærkere end frygt.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...