No 4026

I en fremtid ikke fjern fra vores, er overbefolkning blevet et globalt problem, og ikke kun et problem, der synes at true Kina. Derfor har alle verdens lande været tvunget til at lave reformer på området og i Danmark betyder det, at man har importeret Kinas etbarnspolitik. Venter man tvillinger, må man vælge, hvilken man helst vil have. Den anden bliver brugt af regeringen i forskningens regi, og når regeringen ikke længere kan bruge dem til forskning eller arbejde ved 16 års alderen, må den Ønskede tvilling vælge, om han/hun vil ofre sit eget liv for at give sin tvilling resten af sine egne år i de Ønskedes samfund, eller om man vil have sit eget liv i behold, men til gengæld ofre sin tvillings. I no 4026 følger vi Adreanna, der skal træffe det svære valg. Vil hun beholde sit eget liv, men til gengæld slå sin tvillingesøster ihjel, eller skal tvillingesøsteren have lov til at leve resten af det liv, hun aldrig fik? //Maze Runner - konkurrencen, mulighed 1.

21Likes
3Kommentarer
715Visninger

2. 1T

Der er mørkt og fugtigt i 2T og de står så tæt, at det er umuligt at bevæge en lillefinger uden at komme til at prikke til sidemanden. Det er kun en høj pige med en kraftig hestehale, der skiller Adreanna og den tunge metaldør. Hendes blik er fæstnet til det grå betongulv. Hun ved at mor og far venter i lokalet et sted, men hun har ikke lyst til at fange et af deres ængstelige blikke. Ikke nu, hvor hun taget sin beslutning.

     Hun har en klump på størrelse med en 5’er siddende bagerst i halsen, men hun har for længst opgivet at synke den. Det gibber i hende, da den tunge metaldør går op og en spinkel pige bliver skubbet så hårdt gennem den, at hun falder over dørkammen. Den ene Vægter rykker hende brutalt op at stå igen, og pigen hulker højt. Et lettet gisp kan høres i det fjerne højre hjørne, og da pigen får øje på sine forældre, giver salte tårer sig til at trille ned over hendes i forvejen ødelagte kinder.

    Pigen med den tykke hestehale bliver gennet ind gennem den tunge metaldør af den ene af de to Vægtere, der står i døren, og i en mekanisk bevægelse flytter Adreanna sig op på den plads pigen lige har stået på. Hendes ben er blevet stive af at stå i køen og vente. Der var 374, der adskilte Adreanna og den tunge metaldør i morges. 374 børn, der ikke længere trækker vejret. Nu er der ingen. Hun når lige nøjagtigt at se, hvordan pigen med hestehalen brutalt bliver skubbet fremad af en Vægter, inden døren smækker. Hendes hjerte pumper blodet rundt i kroppen med en alt for høj hastighed og resultatet er en næsten uudholdelig trykken for brystet. Hun har lyst til at græde, men svaghed er ikke en mulighed i dag.

     Selvom der er 374 færre i 2T, end der var i morges, er der stadig en uoverskuelig mængde børn, der venter på at skulle i 1T, og Adreanna priser sig lykkelig for, at hun ikke er den sidste, der skal ind at vælge. Minutterne føles uendelige, og det mønster brostenene i væggen danner, bliver ikke ved med at være interessant. Adreanna har fulgt det så længe, at hun ville kunne tegne hver enkelt detalje, hvis hun blev bedt om det, men det bliver ikke aktuelt. Vægterne foran døren står med armene lagt over kors og tripper utålmodigt med den ene fod, som om det er noget, de har aftalt. De ligner alle andre Vægtere i en grå uniform og et par tunge sorte støvler, og Adreanna har ofte tænkt på, om de overhovedet er mennesker. Hver eneste bevægelse virker så indøvet, at den nærmest bliver mekanisk.

    Den tunge metaldør går endnu engang op, og der lægger sig en afventende stilhed i 2T. Før havde der været lidt småsnak i forældrenes krog, men nu er der bare stille. Bumstille. Alle venter på at pigen med den tykke hestehale bliver skubbet ud gennem den tunge metaldør, men det sker aldrig, og som er der blevet lavet en aftale på forhånd, går der et nedslået suk fra den ene ende af hallen til den anden. Hjertet synker helt ned i maven på Adreanna, da hun hører pigens forældre snøfte, og hun må bide sig i læben for ikke at komme til at hulke selv. Hvis man vælger at kaste sin sten gennem den sorte glasrude og lade sit eget liv til fordel for sin tvillings, bliver tvillingen ført ud gennem en anden indgang, end den Adreanna og de andre unge gik igennem til 2T i morges, for at sikre, at tvillingen bliver forenet med det rigtige sæt forældre.

    Adreanna må undertrykke et skrig i bare smerte. En af de grå Vægtere har tvunget hendes arm om på ryggen, og hun bliver nu skubbet frem gennem den tunge metaldør. Hun har dvælet så længe ved fraværet af pigen før hende, at Vægterne er blevet utålmodige. Lyden af den tunge metaldør, der smækker bag dem, får hende til at fare sammen og Vægteren giver hende et knæ i ryggen, så hun hurtigt retter den igen. Tårerne sidder i øjenkrogen, og hun må anstrenge sig for at blive stående på benene. Hele hendes krop ryster så meget, at hun ikke er sikker på, at hun overhovedet er i stand til at kaste stenen i den rigtige retning.   

    ”Tag den her. Den er trodsig.” Vægteren skubber hende i favnen på en anden grå Vægter, som var hun en kludedukker, og hun har lyst til at skrige af dem, at hun er et menneske ligesom dem, og ikke det dyr, men hun bider det af sig. Når alt kommer til alt, er hun sikkert alligevel mere menneske end dem, men det er de ligeglade med, så længe hun har en tvilling. Tvillinger bidrager til overbefolkningen og den ene skal ryddes af vejen, når der ikke længere er brug for den i forskningens regi.

     Der er ingen, der siger noget. Ingen, der giver instrukser eller fortæller, hvor 1T ligger. Faktisk er der helt øde i labyrinten af gange, der går ind og ud mellem hinanden. Adreanna havde regnet med, at der ville være et hav af grå Vægtere, der vrimlede ud og ind af de forskellige lokaler med forskelligt gear, som kun folk knyttet til Regeringen vidste, hvordan man brugte, men der er ingen andre end Adreanna og vægteren, der skubber hende foran sig.

    Der hænger billeder af tidens Statsministre, som de hed før Reformen, og de tidligere Regeringsledere på væggene. Dem der hænger tættest på 2T er Regeringsledere, hun kan kende fra sine historietimer i skolen. Det er alle mænd,  der er klædt i en grå dragt, der er magen til Vægternes, og deres ansigt er fuldstændigt tomt for følelser. Men efterhånden som de kommer længere ned af gangen, begynder der at snige sig nogle farver på mændenes tøj, og på nogen af billederne allerlængst fra 2T er der endda et lille smil på deres læber. Men det billede, der for alvor fanger Adreannas opmærksomhed er det, der hænger på det hjørne, hvor hun bliver skubbet til højre af Vægteren. Alle de andre Regeringsledere og Statsministre har været mænd, men det her er en kvinde. Hendes læber er farvet svagt røde, og hun har en rød jakke på. Helle Thorning Schmidt, Statsminister fra september 2011 - juni 2015, står der under billedet. Selvom hun ikke smiler på billedet, kan Adreanna godt lide hende, mest fordi hun er en kvinde.

    Adreannas højre arm er begyndt at sove, og hun har en farlig stor lyst til at spørge vægteren, hvem Statsministeren i den røde jakke var, samtidigt med hun har lyst til at bede vægteren slippe hendes højre arm, så der kan komme blod til den igen, men hun er nødt til at tie stille. At spørge vil ikke føre noget godt med sig, har hun erfaret i sit 16 år korte liv. Alt hun kan gøre er at håbe på, at de snart når 1T, så Vægteren bliver nødt til at slippe hendes højre arm.  

 

 

1T er et lille, koldt lokale. De to glasruder stå i midten af det kvadratiske rum, og der står et bord med grå sten i højre hjørne. Der er tegnet en hvid streg på gulvet to meter fra de to glasruder. Det er der hun skal kaste fra. Afstanden er for at sikre, at hun ikke bliver ramt af flyvende glasskår, men for Adreanna er det lige meget, nå først hun har kastet stenen.

    På en pavillon i den anden en ende af lokalet, står 4026 og to Vægtere. En på hver side af hende. Selv på afstand, kan man se, hvordan hendes hår er klistret sammen i noget, der ligner fedtede dreadlocks. Hendes tøj, der har været hvidt en gang, har samme farve som grusstien Adreanna gik på i morges, og hendes ryg er lige så krum, som de knager Adreanna hænger sin grønne jakke på derhjemme. Adreannas mave binder knude på sig selv, da hun træder ind i 1T og får øje på 4026. Ikke kun fordi, at hun ved, at selvom 4026 ser forfærdelig ud, så vil der være lys i gråblå øjne. Det har der været så langt tilbage, Adreanna kan huske. Det er også fordi, at hun nu står i 1T. 1 Tvilling. Når de er færdige, vil det kun være det ene af deres hjerter, der slår.

     Udover nummer 4026 og de to Vægtere ved siden af hende, er der kun Adreanna selv og Vægteren, der har fulgt hende gennem den uendelig labyrint af gange, der for Adreanna er helt ens. Der havde ikke været langt fra hjørnet med Statsministeren i den røde jakke til 1T, men minutterne havde været som timer, og da Vægteren endelig havde sluppet Adreannas arm, havde hun været overbevist om, at den ville falde af.

    Det prikker stadig lidt i den, da hun går mod bordet med de grå sten, men nu kan hun i det mindste bevæge den, uden det føles som at få stukket en milliard nåle i armen på en gang. Hvis minutterne havde været uendelig før, så står tiden stille nu. Det eneste Adreanna kan høre er lyden af hendes sko, der bliver slæbt hen af det grå gulv og hendes eget åndedræt, der er dobbelt så hurtigt som normalt, og ligesom hun tror, at hun aldrig vil nå bordet med de grå sten, gør hun det alligevel.

     Selvom der ikke er nogen i rummet, kan hun alligevel mærke 1000 blik brænde i nakken, da hun går mod den hvide streg. Hun kommer i tanke om en historie, drengen, der hjalp hende, da 4026 nær var styrtet i floden, fortalte hende på vej mod floden. Pavillonen er skærmet af et skjold, der ikke er synligt for det blotte øje, fordi der engang var en, der forsøgte at slå Vægterne på Pavillonen ihjel med sine tre sten i desperation. Det var også ham, der havde fortalt hende, hvorfor 2T og 1T hedder, som de gør. Og ham, der er grunden til, at hun har valgt, som hun har gjort.  

    Adreanna leger lidt med de tre sten i hendes hånd. Hun har lyst til at teste sandfærdigheden i drengens historie. Hun har tre forsøg til at ramme glasruderne. Hvis hun ikke rammer i tredje forsøg, er det Vægterne der vælger, hvis hjerte det skal have lov at fortsætte med at slå. Hun løfter prøvende den højre hånd. Hun er ret god til at ramme præcist, og glasruderne står ikke mere end to meter væk. Hun burde være i stand til at ramme i første forsøg. Og hvad skulle der ske ved at kaste efter pavillonen, hvis historien er sand? Straf, men med hvad. Døden? Der er alligevel en af dem, der skal dø under alle omstændigheder. Og så kaster hun stenen mod pavillonen. 4026 farer forfærdet sammen ved synet af stenen, der kommer flyvende mod hende, men hun bliver holdt fast af de to Vægtere. Stenen bliver ganske rigtigt stoppet fem meter før den ville ramme pavillonen og styrter til jorden med et bump. Så er historien altså sand. Adreanna gyser.  

     ”Er du en SÅ dårlig kaster? Hold fokus.” Vægteren, der har fulgt Adreanna til 1T vrisser surt, og Adreanna forsøger for første gang i flere timer at synke den klump, hun har til at sidde bagerst i halsen. Hun skæver til 4026, der bare står. 4026 er for langt fra Adreanna til, at hun kan se ansigtet, men hun forestiller sig det udtryksløst. Ikke glad, ikke sur, ikke ked af det. Bare de gråblå øjne, der som altid afspejler et sidste tændt håb. Adreanna selv, derimod, har ansigtet trukket i en anspændt mine. Hun har bidt sig så hårdt i kinden, at en klam metalsmag nu fylder hele hendes mund. Hun kan ikke rokke en muskel i kroppen længere, selvom hun desperat forsøger at hæve højre arm. Hun kan ikke udsætte det længere. Vægtere er ikke tålmodige mænd.

     Hun lukker øjnene og gør, som hun altid har måttet gøre, når hun har skullet fremlægge på klassen. Hun forestiller sig at hun og 4026 løber rundt ved floden og spiller håndbold. 4026 hedder ikke 4026, men Adeline, og hendes tøj er magen til Adreannas. Ikke en hullet og beskidt dragt med 4026 skrevet med store, sorte bogstaver på ryggen. Der er ingen Vægtere, der kommer og henter Adeline efter en time, og ingen børn, der kigger skævt til dem i det skjulte. Hun hæver højre hånd og kaster den røde bold til Adeline, der griner og løber efter den. Bolden flyver gennem luften i en blød bue, indtil lyden af en glasrude, der smadrer, river Adreanna ud af drømmen og tilbage til virkeligheden.

     Foran hende er rammen med det sorte glas smadret, og der ligger sorte glasskår overalt på bordet og på det grå beton gulv. Adreanna gisper. Hun har gjort det. Hun har virkeligt gjort det. Det næste går så stærkt, at hun knap når at opfatte det. En skarp smerte breder sig i venstre bryst og det fimrer for hendes øjne. Hendes ben bliver svage og knækker under hende, så hun styrter mod jorden og rammer den med bump, som stenen, hun kastede mod pavillonen. Det bliver sort for hendes øjne, og hun forsvinder ud af bevidstheden og ind i en dyb og evig bevidstløshed.

     Det går så stærkt, at Adreanna ikke når at se 4026 tage sig til venstre bryst i smerte. Hvordan 4026 styrter livløst til jorden, som Adreanna selv, og hvordan livløse 4026 bliver slæbt hen af gulvet, som et andet dyr, af de to vægtere. Det går så stærkt, at Adreanna aldrig når at opdage, at 1T ikke er 1T, hvis man kaster stenen mod den sorte glasrude, men 0T. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...