What am I?

Ashley er en rimelig normal pige. 18 år. To forældre. Den ene alkoholiker, den anden vil ikke se hende. Hun går i skole. Dog er hun anderledes på et punkt, der har vendt hele hendes liv. Hun er stolt af det, men da hun pludselig møder en af drengene fra One Direction, bliver hele hendes liv anderledes. Hun kan ikke længere finde ud af, hvem hun er. Hvad skal hun gøre? Er hun lige pludselig ikke det, der har vendt hele hendes liv? Er hun noget helt andet. Noget nyt?

7Likes
16Kommentarer
752Visninger
AA

12. We're done

Ashley's synsvinkel:

"Yahhhh" jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle sige. Harry var endelig vågnet op! Jeg var helt overrasket, overvældet! Jeg var så glad. Harry lå inde på hospitalet.... Jeg spurgte en af sygeplejerskerne, om hvor Harry lå. "På stue 3", "Tal for hjælpen", sagde jeg smilende. Jeg kunne slet ikke få mit smil af læben. Jeg havde den følelse af, at jeg havde vundet noget! Jeg havde fået Harry tilbage. Lægerne havde gjort alt for, at redde ham, og jeg var dybt taknemlig! Det betød alt for mig.

.............................

Jeg er endelig kommet hen til Harry's dør. Jeg tager en dyb indånding. Jeg ved, at hvis jeg står for længe, ender jeg bare med at vende om. Døren var hård, jeg brugte min kræft og fik skubbet døren op. Harry fik et ordentligt chok, og jeg synes det var så skægt! "Je, jeg,", jeg prøvede at sige noget, men jeg havde virkelig grineflip,og jeg kunne ikke holde op med at grine.

Han sad bare hjælpeløs i sengen, han sad halvt ned og lå halvt ned. Jeg fik dårlig samvittighed. Jeg stoppede med at grine og kiggede ned i jorden. Gulvet var blåt. En slags blå det plejer der ellers ikke at være på et hospital.

"Hej", sagde jeg stille. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Den eneste tanke, der kørte rundt i mit hoved var, at det var min skyld, at han lå der. Ved siden af ham lå et bord fyldt med kort og gaver. Jeg havde ikke taget noget med, hvilket gjorde hele situation værre. Jeg kunne se et kort fra drengene fra 1D. Det var da sødt af dem!

"Hej", sagde han med lav stemme.

Det var rimelig akavet, og stemningen var anspændt.

"Hvordan har du det", sagde jeg med normal stemme. Jeg prøvede at være modig. Jeg vidste, at jeg kunne knække så nemt.

"Jeg har det fint", det "fint" var så ironisk, at selv jeg kunne høre det. Han var sur på mig, men jeg synes faktisk, at det er helt okay. Jeg stod på tæer, fordi jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre.

Jeg begyndte at gå ud. "Hvorfor?", jeg vidste, at han hentydede til det med Niall. "Undskyld, det var en fejl, jeg er en idiot". Idiot var det der stod på min pande. En kæmpe idiot. Jeg forsatte med at gå ud, men denne gang stoppede han mig ikke. Vi var færdige, og det vidste vi begge. Jeg ville bare ikke indse det. Jeg ville stadig kæmpe uanset hvad. Han betyder alt for mig, og jeg ødelagde det hele.

Gad vide om der overhovedet er en chance for, at de kommer sammen igen?

Tak for alle de visninger. Undskyld, at mine kapitler er lidt korte.

Kram......

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...