What am I?

Ashley er en rimelig normal pige. 18 år. To forældre. Den ene alkoholiker, den anden vil ikke se hende. Hun går i skole. Dog er hun anderledes på et punkt, der har vendt hele hendes liv. Hun er stolt af det, men da hun pludselig møder en af drengene fra One Direction, bliver hele hendes liv anderledes. Hun kan ikke længere finde ud af, hvem hun er. Hvad skal hun gøre? Er hun lige pludselig ikke det, der har vendt hele hendes liv? Er hun noget helt andet. Noget nyt?

7Likes
16Kommentarer
742Visninger
AA

10. The fight

Ashley's synsvinkel;

"Wihuu, wihuuu", lød ambulancens udrykning. Jeg var endelig kommet ned til enden, der hvor Harry var. Harry sad klemte inde, og det eneste jeg kunne se, var hans hoved, der var fyldt med blod. Det var min skyld. Jeg gik lidt væk, jeg havde brug for en pause. Jeg havde brug for at snakke med nogle, men hvem?

Jeg begyndte at gå rundt i cirkler, ( det gør jeg, når jeg er nervøs og ikke ved, hvad jeg skal gøre). Hvis jeg ikke havde været sammen med Niall, ville Harry aldrig have kørt så stærkt og køre lige ind i en bil, det var jo ikke hvilken som helst bil. Det var en lastbil.

............................................

Der var nu gået en halv time. De havde stadigvæk ikke fået ham ud. Jeg blev utålmodig. "Hvornår kan i få ham ud?" "Det ved jeg desværre ikke", sagde en af ambulancemændene. Det kunne han ikke mene! "Klarer han den?", spurgte jeg. Jeg vidste godt inderst inde, at han ikke kunne fortælle mig det, han kunne jo sagtens være væk. Jeg kunne ikke for selv til at sige ordet død. Men jeg tænkte på det.

Niall kommer hen med en kop chokolade. Jeg er ikke i humør til det. Jo, jeg vil gerne have varm chokolade, men Niall elsker mad... Og drikkelse, og det her er hans måde at sige, jeg vil gerne snakke med dig. "Ellers tak", snerrede jeg. Det var ikke kun hans skyld, men jeg følte, at jeg havde brug for at lægge noget at skylden på en andes skulder, og Niall var det perfekte offer.

Det hele udviklede sig til et skænderi. "Det fandeme ikke min skyld" "Det ved jeg godt", sagde jeg lidt surt og kiggede nede på jorden. "Du skal ikke snakke til mig på den måde", sagde Niall. Hvad var der galt med ham? "Okay", sagde jeg nedladende, han skal ikke bestemme, hvad jeg skal gøre. Det gør min mor i forvejen, det er nærmest hendes job. Jeg begyndte at gå, da han greb fat i mit håndled. Han holdt godt fast. Jeg hader, når folk gør sådan noget, det er direkte pisse irriterende.

"Lad mig gå", klynkede jeg. Jeg havde det dårligt nok i forvejen, og jeg ville ikke stå, og tude foran Niall. Han strammede sit greb. "Lad mig nu for helvede gå", jeg sagde det med en alvorlig stemme. Det var alvor nu, jeg havde fået nok.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...