Intet Nyt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2014
  • Opdateret: 13 sep. 2014
  • Status: Igang
Et WIP. Novellen handler om en ganske almindelig dreng i 3.g's dag. I novellen følger man ham lige fra han står af toget om morgenen, til han falder i søvn om aftenen.

0Likes
0Kommentarer
98Visninger

1. Intet Nyt

Intet nyt

Af Søren. S. Pedersen

Jeg steg ud af toget. Den kølige morgenluft ramte mit ansigt, imens regnen stak som små nåle. Jeg nød det, sammen med stilheden. Der var ikke mange som snakkede sammen. Modsat om sommeren, så var de fleste ganske stille de fem minutter, som det tog os, at gå fra stationen og så om til skolen. Det var som om at de mørke morgener i vinterhalvåret, tvang et nyt sæt regler ned over os. Ingen larm, ingen snak, ingen latter. Vi gik alle blot ligeud, med hovederne vendt imod jorden. Der var selvfølgelig enkelte, som stadig udvekslede nogle få ord på vejen, men deres stemmer blev overdøvet af stilheden. Om nogle måneder ville regnen stoppe, morgnerne blive lyse, og folk ville atter grine og snakke. Der var jeg så lidt et særtilfælde. Jeg var også stille om sommeren.

Da vi endelig undslap regnen og trådte ind på skolen, var det som om at forbandelsen blev hævet. Stemmerne hævede sig igen, og der blev sendt hilsener på kryds og tværs når man passerede hinanden. Piger udvekslede kram med deres veninder, imens de fleste af drengene nøjedes med et nik. Endnu en gang var jeg et særtilfælde. Jeg fortsatte i samme stil med hovedet bøjet og munden stum. Det var nu ikke fordi at jeg ikke kendte nogen. Jeg kendte en del, og de kendte da også mig. Der var bare ikke rigtig nogen jeg snakkede med. Alle de andre havde i løbet af det første skoleår fundet sammen i grupper og kliker, og havde med få undtagelser holdt fast i dem siden da. Jeg havde blot været for langsom dengang. I stedet for at finde en gruppe til mig selv, forholdte jeg mig passiv. Afventede tålmodigt at en af grupperne ville vise sig barmhjertige, og inviterer mig ind. Det skete aldrig. I stedet levede jeg nu et liv som tilskuer. Betragtede verdenen og alle dens mennesker.

                                                                 *****

”Godmorgen”. Min klasse var nogle af de eneste personer, som jeg hilste på om morgenen. Det var en uskreven regel, og jeg ønskede ikke at skubbe mig selv endnu længere væk. Nogle sjældne gange kunne jeg dristige mig selv at tilføje en ekstra kommentar, og endnu sjældnere kunne de andre finde på at gøre det samme over for mig.

”Forstod du teksten til i dag? ”. Jeg kiggede først rundt på de andre, for ligesom at se om hun havde stillet spørgsmålet til en anden. Da jeg dog lagde mærke til at de i stedet kiggede på mig, rettede jeg blikket tilbage mod hende.

”Tjoh” nikkede jeg ”Den var lidt langtrukken, men jeg tror jeg fik pointerne med”. Jeg begyndte at forklare – at snakke. Først omkring teksten, men derefter begyndte jeg at drage samtalen ind på emner, som ikke var skolerelaterede. Jeg nød hvert et sekund. Nød at sige noget hvor folk lyttede til hvad jeg sagde, og måske endnu mere at lytte på noget som var henrettet imod mig. Jeg kunne mærke at min mund begyndte at bevæge sig hurtigere. Jeg opfangede et par gange at ordene snublede en smule når jeg udtalte dem, men jeg ænsede det ikke. Jeg talte og talte, desperat om at holde samtalen kørende. Klamrede mig til ordene, som var en redning ud fra et hul jeg selv havde gravet. Det lykkedes dog ikke. I takt med at mængden af ord, som skød ud af min mund, steg, faldt deres interesse. Jeg kunne se deres øjne flakke, og da en af de andre fra klassen også ankom, greb de hurtigt chancen. Vores samtale var død. Jeg sad i et lille stykke tid og lyttede til hvad de andre nu snakkede om. Håbede på at der atter kom en åbning hvor jeg kunne hoppe med, men forgæves. Da jeg opdagede at en af pigerne lagde mærke til at jeg blot sad og stirrede, skyndte jeg at tage min telefon frem. På den måde følte jeg i det mindste at jeg havde et eller andet formål. Jeg kørte fingeren over skærmen, og kiggede ned på displayet. Ingen nye beskeder.

                                                                 *****

Vores lærer gav os vores opgaver tilbage. Jeg var ikke ligefrem den perfekte elev. Selvom jeg syntes at alle de opgaver vi fik var lette, så gennemførte jeg dem aldrig ordentligt. Jeg fik altid det svar, at jeg kunne have gjort det bedre. Og mine lærere havde ret – det kunne jeg. Jeg lagde sjældent det fornødne arbejde i min opgaver, på trods af at jeg egentlig gerne ville. Jeg drømte tit om at aflevere en opgave, en opgave så fantastisk at min lærer ville slå hænderne sammen og rose mig helt op i skyerne. Et fint 12tal ville pryde papirets kant, og min mor ville være pavestolt. Men hver gang jeg så sad med opgaven foran mig, kunne jeg ikke få mig selv til at gøre det. Jeg følte at jeg spildte tiden ved blot at sidde der, imens jeg jo i stedet kunne være ude og møde nye mennesker – snakke med nye mennesker. Mine opgaver blev derfor hurtigt færdiggjort med kun få tanker på detaljer. Bagefter ville jeg indse det, som burde have været åbenlyst hele tiden. Jeg ville ikke møde nogle nye mennesker – ej heller snakke med dem. Jeg ville i stedet tilbringe endnu en eftermiddag alene på mit værelse.

Der gik et par minutter hvor folk læste deres opgaver igennem. Nogle stillede læreren spørgsmål, andre begyndte at diskutere deres karakterer imens andre igen blot gemte opgaven af vejen efter en kort gennemlæsning. Kort efter brød hun dog den i forvejen aftagende stilhed.

”Godt, i dag starter vi ud i nogle grupper i dag. Jeg vil gerne –”. Jeg lyttede kun halvt til resten af hvad hun sagde. Tanken om gruppearbejde behagede mig ikke ligefrem. Jeg var da ganske vist temmelig varm ved tanken om at arbejde sammen med nogle af de andre, men frygten for at jeg lod mig rive med sad dybt. Det var som om at jeg indtil nu blot havde rykket mig længere væk fra alle de andre, ved enhver mulighed for at komme tættere. Jeg forsøgte virkelig, men det var som om at jeg konstant sad fast i kviksand. Jo mere jeg kæmpede, desto værre blev det hele. Jeg kastede et blik på mit ur. Timen var endnu knapt begyndt.

                                                                 *****

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...