Gråvejr

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2014
  • Opdateret: 13 sep. 2014
  • Status: Færdig
"Gråvejrsdage havde aldrig bragt noget godt med sig, det havde hun vidst længe. Til trods for det, havde hun ikke noget i mod den tomhed de medbragte."

0Likes
0Kommentarer
72Visninger

1. Gråvejr

Den dag var det gråvejr. Helt fra morgenstunden var himlen tung af skyer, der bare hang og hang. Store totter af vat, der ikke bevægede sig den mindste smule.

Lige fra morgenstunden vidste hun, at det var en dårlig dag. Når himlen var blå, kunne hun ånde frit. Men det var som om, at de tunge skyer trak sig sammen om hende. De lagte et stort vattæppe over hendes tanker og fik hende til at føle sig fanget.

Skyerne var tæt på, men stadig så uendeligt langt væk. Det lignede, at hun kunne strække sig på tæerne og røre dem, fange dem, hvis hun gad. Hvis hun kunne, havde hun fanget dem ind og gemt dem af vejen. Fjernet trykket over hende. Gjort himlen klar og blå. Men hun kunne ikke, gad ikke engang forsøge. Det var ikke forsøget værd, det vidste hun godt.

 

 

Klokken var ikke meget over seks da hun slog dynen til side og rejste sig op. Vinduet stod åbent, hun havde glemt at lukke det i går aftes. Gardinerne var ikke trukket for. De blafrede i vinden.

Det var koldt med vinduet åbent. Blæsten var stiv, ramte hendes hånd, da hun rakte ud for at lukke vinduet.

Hun vidste, inden hun havde så meget som nærmet sig trappen, der forbandt første salen med stueetagen, at hun var alene hjemme den morgen. Ligesom den forrige morgen og morgenen før den. I det hele taget havde hun svært ved at huske en eneste morgen, hvor hun ikke havde været alene. Hun fortalte sig selv, at hun ikke var ensom. Hun overbevidste sig selv om, at hun ikke manglede nogen.

Men om aftenen når hun lå i sin seng, drømte hun om, at der lå nogen ved siden af hende. En silhuet i mørket, en skygge af noget, der føltes rart. Et åndedrag i nakken, en hånd, der forsigtigt fjernede hendes hår fra nakken, et fjerlet kys på den bare skulder. Ægte kærlighed. Eller bare en smule omsorg. Men det kom aldrig. Og hun var ved at være træt af at vente.

 

Hun ankom til skolen på samme tid som alle de andre dage; tidligt nok til ikke at komme for sent til første time, men sent nok til at undgå samvær med klassekammeraterne.

I skolen var alt som før. Dagene var de samme. Hver og en lignede hinanden, som var de alle maskerede med det samme udtryk, et udtryk der aldrig ændrede sig. Hver morgen stod hun op alene, spiste alene i det store køkken, cyklede alene til skole. I skolen var hun også alene.

Det var ikke fordi hun ikke kunne lide at være sammen med de andre. Hun kunne bare bedre lide at betragte dem på afstand. Helst en afstand bestående af ligegyldighed, en smule ensomhed og et par meter.

 

De andre i skolen troede, at hun var underlig. Fremmede. De tog ingen kontakt til hende, og hun holdt sig fra dem. Af og til var der en dreng der skulle vise sig lidt frem. De dage gik hun hjem trækkende med en flad cykel eller gennemblødt tøj. Hun havde ondt af dem.

 

Hun var ikke engang sur. Da hun var mindre, havde hun været rasende, havde skammet sig. Men med årene havde hun forstået dem. De var bange for hende, ligesom et barn er bange for en stor hund. Barnet er nysgerrigt og iagttager hunden, men holder sig i god afstand, så det ikke bliver bidt. Sådan var de andre i hendes klasse.

 

De lod som om de ikke så hende, hviskede om hende i hjørnerne.

 

 

 

 

Hun stirrede ud af vinduet. Hendes blik fulgte menneskerne på gaden, men så alligevel ikke. Hendes tanker var ikke på dem, de var langt væk. Øjnene var blanke, så ingenting og stadig alting så klart. Lige i det øjeblik tvivlede hun. Det var første gang i flere måneder. Hun hadede tvivlen. Den holdt hende tilbage, stramt. Viklede sine arme om hende og hviskede hæst.

Det er dømt til at gå galt, det er dømt til at fejle. Du er dømt til at fejle. Du er en fejl. Du ved det jo godt. Alle andre ved det også. Du er en fejl, du passer ikke ind. Du er en fejl, du er ikke god nok. Du er en fejl, en simpel fejl.

Hun sukkede. Denne gang ville hun ikke lade noget holde sig tilbage, end ikke tvivlen. Hun ville videre. Hun ville væk. Nu. For altid.

 

Hun regnede ikke med at komme et bedre sted hen. Hun havde aldrig troet på Gud. Hun havde aldrig troet på livet efter døden. Hun ville bare gerne have ro.

Hun ville gerne væk fra alle stemmerne, de hånende ord, meningerne. Hun ville gerne ligge omfavnet i et roligt, stille og ikke mindst alt opslugende mørke. Det skræmte hende ikke. Hun vidste, at hun ville kunne lide det.

 

De lå i den øverste skuffe. Hvide og aflange. Gullige og runde. Der var to, ti, tyve, mange. Der var nok. Det skulle der være, burde der være. Hun havde samlet dem siden november.

 

Glasset med vand stod på hylden under spejlet. Hun kiggede sig selv i spejlet imens. Hun kiggede på øjnene uden liv. Renderne under de livløse øjne. Den lidt skæve næse. Den smalle, blege mund. Den blege, usunde hud. Det matte, leverpostejfarvede hår.

 

Stemmerne talte. Hun lyttede uden at modsige dem. Og så begyndte hun. Én for det livløse venstre øje. Én for det andet øje. Én for den skæve næse. Én for den blege mund. Flere og flere. Til sidst var hendes håndflade tom.

 

Gråvejrsdage havde aldrig bragt noget godt med sig, det havde hun vidst længe. Til trods for det, havde hun ikke noget i mod den tomhed de medbragte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...