Forladt

Forladt er en novelle jeg skrev i 8. klasse til en terminsprøve. Oplægget var, at man skulle skrive en novelle, der hed Forladt og i historien skulle optræde en dukke på en strand. Jeg er ret glad for denne novelle, også selvom den er ved at være gammel. Den kan være svær at forstå, så du er meget velkommen til at skrive, så skal jeg nok forklare den nærmere. God læsning! PS, fik ideen til at lægge denne novelle op af Mockingjay, som også har lagt sin udgave af Forladt op på sin profil. Den er super god, tag og læs den. :)

10Likes
15Kommentarer
799Visninger

1. Forladt

Forladt

Lene trampede i pedalerne på sin søsters gamle røde cykel. Hendes hår og tøj var gennemblødt af regnen, men hun ænsede det knapt nok. Det var tidligt om morgenen. Så tidligt at det føltes, som om hun var alene i verden. Det var derfor, hun altid tog af sted så tidligt. Hun vidste, at de andre ikke ville have, at hun kørte herned. Det var derfor bedst at tage af sted, mens de stadig sov. De havde forbudt hende at tage derned, alene fordi hun ikke ville fortælle hvorfor hun gjorde det. De ville alligevel ikke forstå det. Det var der ingen der ville. Hun cyklede videre ad den ujævne skovsti. Snart kom hun til stedet, hvor hendes verden var brudt sammen. Hun stillede cyklen og tog hjelmen af. Langsomt og ærbødigt gik hun hen til den lille grå stentavle. Som hun plejede, læste hun den højt for alt og intet. ”Her kørte Eva og Claus galt d. 24 oktober 2005. Hvil i fred.” Lene græd ikke. Det havde hun gjort de første mange dage efter ulykken, når hun tog derned. Nu var det som om, at hun ikke havde flere tårer tilbage.

 

De havde været på vej til stranden; alle sammen. De sang alle med på gamle disco hits, som faderen havde fundet dagen inden. Lene sad på bagsædet ved siden af sin tvillingesøster; Liv. De var på det tidspunkt syv år gamle, og Liv havde en prinsesse-periode. Hun havde krøllet sit hår og givet sin yndlingsdukke en blå blondekjole på. Den var næsten magen til den, hun selv havde på. Lene mindedes ikke at have set Liv sur eller ked af det. Hun var altid i strålende humør; smilende og grinende. Deres forældre havde aldrig noget dårligt at sige om hende, og de elskede hende over alt på Jorden. Det vidste Lene. Ikke at hun aldrig var blevet jaloux på hende. Det var nemlig kun Lene, der fik skældud, men for det meste gjorde det ikke noget. Lene var ikke helt ligeså smuk, glad og smilende som Liv. Hun var stille, indadvendt og virkede for det meste trist og sur. Selvom de to tvillinger var hinandens modsætninger, var de utrolig tætte og gode til at lege sammen.

 

De legede også godt sammen på bagsædet i bilen den dag. Alt virkede så perfekt, det var vel for godt til at være sandt. Bedst som de alle skrålede med til ”Kung Fu fighting”, og faderen fik dem alle til at grine ved at lave mærkelige fagter til sangen, kom en anden bil kørende direkte mod dem.  Det var faderen, der kørte, og han blev kun opmærksom på det, fordi moderen pludselig skreg op. Han nåede lige at få drejet væk fra grusvejen, inden den anden bil kom for tæt på. De nåede kun lige at ånde lettet op, inden de opdagede, at de var på vej ud over en skrænt. Men da var det for sent.

 

Der kom hurtigt en ambulance. Det føltes i hvert fald hurtigt. Lene ænsede ikke rigtig tiden. Alt virkede så mærkeligt tåget. De var alle fire blevet båret ind i ambulancen, og fragtet til hospitalet. Forældrene blev hurtigt erklæret døde, og Liv var i koma. Lene var den eneste, der var sluppet godt fra ulykken. Kort efter flyttede hun en hos en plejefamilie, da der ikke var nogle i familien, der ville have hende boende. Hun var med andre ord fuldstændig forladt. 

 

Hun boede stadig hos plejefamilien. Der var ingen af dem der brød sig om hende, det vidste hun. Liv var også stadig i koma. Der var så godt som intet håb for, at hun ville blive sig selv igen, det havde lægerne sagt. Alligevel var der en del af Lene, der stadig håbede. Hun rejste sig sukkende fra den lille stentavle. Hun gik hen til cyklen og kørte videre ned mod stranden. Det havde hun også gjort hver eneste dag siden ulykken. Hun satte sig igen op på cyklen, for at køre videre ned mod vandet. Det regnede stadig; dog ikke helt så meget som før. Så snart hun var nede på stranden, begyndte hun at lede.

 

Livs dukke var forsvundet den dag, de kørte galt. Den havde været med i bilen, men da de kørte ud over skrænten, var den faldet ud og blevet væk. Lene havde ledt efter den hver eneste dag lige siden. Liv havde nemlig haft den dukke med sig over alt, og Lene vidste, at den havde betydet alt for hende. Ligesom Liv var det, som om dukken altid var glad. Desuden var den det eneste, der var tilbage af familiens ejendele. Alt andet var blevet solgt. Hvis hun kunne finde den dukke, ville alt blive meget nemmere. Hun fortsatte med at lede, og det blev mere og mere lyst. Da Lene modtog det sædvanlige opkald fra sin plejemor, som råbte og skreg, at hun skulle komme hjem med det samme, begyndte hun sukkende at bevæge sig tilbage mod cyklen. Hun var næsten nåede hen til den, da hun snublede over noget. Hun kiggede undersøgende på det. Det lignede en underlig form for tang. Forsigtigt trak hun i det, og da det ikke rykkede sig, hev hun til. Op af sandet dukkede et utrolig våd og tilsandet skikkelse. Hun troede næsten ikke sine egne øjne. Hun havde fundet den! Hun havde fundet Livs gamle dukke. Det havde været dukkens hoved og hår, hun var snublet over. Den havde stadig den blå kjole på, den var falmet en del, men man kunne stadig fornemme, at den havde været blå en gang. Det var holdt op med at regne, og i det samme fik Lene en besked. Ude af stand til at styre sin begejstring trak hun mobilen op ad lommen. Det var endnu besked fra hendes plejemor:

 

”Lene? De har ringet fra hospitalet. Liv har for første gang rørt på sig!” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...