Forladt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2014
  • Opdateret: 13 sep. 2014
  • Status: Færdig
En novelle, der er skrevet ud fra en overskrift og et billede - overskriften "forladt" og et billede af en dukke, der ligger på en strand. Jeg tog opgaven til mig og endte ud i dette.

2Likes
9Kommentarer
231Visninger

1. Forladt

Det blæser udenfor. Vinden hyler, og jeg kan næsten mærke den kolde luft udefra til trods for, at jeg sidder indenfor med et uldtæppe omkring mig.

Jeg kan mærke rastløsheden i min krop. Jeg har siddet inde hele dagen og forsøgt at være som de andre. Jeg har drukket kakao, jeg har lagt neglelak, jeg har læst latterlige blade, og lige nu forsøger jeg at holde fokus på den serie, jeg er igang med at se, men det lykkes ikke, og jeg giver endelig op. Jeg skubber min computer til side, rejser mig fra min seng, finder min uldtrøje frem og trækker den over hovedet. Min biologiske farmor strikkede den til mig kort inden hun døde, og selvom det er flere måneder siden, dufter den stadigvæk af hende. Den minder mig om alle de weekender, jeg tilbragte ude hos hende, om hendes hjemmebagte småkager og hendes lattermilde øjne, der så kærligt på mig, når jeg sad i hendes store, røde lænestol og drak urtete.

“Søde Cecilia,” sagde hun altid til mig med et sørgmodigt smil. “Husk på, at selvom du møder modgang her i livet, så vil der altid være en sol, der skinner på dig. Lad dig ikke narre af de skyer, der dækker for solen, for solen er altid inde bagved. Også selvom du ikke kan se den.”

 

Jeg går langsomt ned af trappen og sætter mine fødder forsigtigt på trinnene for at undgå at de knirker, men det lykkes ikke, og hele min plan om at slippe ubemærket ud går i vasken.

Min plejemor dukker op for enden af trappen. Hun har en bog i den ene hånd, men ud fra hendes uglede hår og lidt uklare øjne gætter jeg på, at hun faldt i søvn mens hun læste. Det gør hun næsten altid.

“Hvor skal du hen?” spørger hun.

Hun er egentlig utrolig flink, men også meget snaksagelig - alt for snaksagelig. Så snart man bliver fanget i en samtale med hende, skal man ikke regne med at slippe væk foreløbig, men jeg krydser fingre for, at jeg undgår hendes talestrøm i dag.

“Bare ned til stranden.” svarer jeg kort.

“I det her vejr?” udbryder hun og kigger overrasket på mig udover kanten af hendes læsebriller, der sidder helt ude på næsen af hende.

Jeg nikker, og heldigvis kommenterer hun det ikke yderligere. Jeg sætter fødderne ned i mine store, grønne gummistøvler og skynder mig ud af døren.

Blæsevejret er endnu voldsommere, da jeg kommer ud i det, og selvom jeg forsøger at lukke døren forsigtigt efter mig, flår vinden den ud af hånden på mig og smækker den i med et øredøvende brag.

En hund strejfer omkring på gaden ude foran vores hus. Et kort øjeblik galopperer mit hjerte afsted. Kunne det være…? Nej, siger mit fornuftige jeg, men jeg er for ivrig til at lytte efter fornuften. Jeg nærmer mig hunden og mærker et stik af ærgrelse, da den vender sig mod mig. Det er ikke Balou, selvom jeg for en kort stund tillod mig selv at tro på det.

Selvølgelig var det ikke ham, siger jeg til mig selv. Hvis han overhovedet lever endnu, så er han hos min mor.

Jeg husker tydeligt dengang til min seksårs fødselsdag, hvor jeg fik ham.

 

“Så er det vist tid til at åbne gaven fra os,” sagde min mor og udvekslede et hemmelighedsfuldt smil med min far.

Jeg begyndte forventningsfuld at flå det lyserøde gavepapir af pakken, som min mor rakte mig.

Det var et halsbånd. Jeg kiggede uforstående op på mine forældre, som stadig stod og smilede med armen om hinanden.

“Prøv at kigge ude på badeværelset,” sagde min far, og ivrig som jeg var, drønede jeg derud.

I en papkasse sad en lille hvalp og logrede med halen, mens den kiggede op på mig med milde, brune øjne. Jeg hvinede begejstret.

“Er den min?” udbrød jeg med et stort smil, der næsten gik fra det ene øre til det andet.

“Det kan du tro, den er,” grinede min mor.

 

Det var dengang alting var godt.

 

Jeg er nu nået ned til stranden, som ikke ligger ikke mere end en halv kilometer fra huset.

Havet er i oprør. Bølgerne kaster sig grådigt ind mod stranden, og det ligner, at de forsøger at nå mig, som jeg går forbi. Vandet er fuldstændig mørkegråt ligesom himlen over det, og det ser ud til, at det kan begynde at regne hvert øjeblik, det skal være.

 

Der er ingen mennesker udover mig. Den eneste lyd er lyden af vinden, der hyler, og bølgerne, der brager mod sandet, men ingen lyd af skrigende måger eller grædende børn, som der ellers altid er hernede.

“Hvorfor går du altid rundt alene, Cecilia?” havde min plejemor spurgt forleden dag. “Når du tager ned til stranden eller ind til byen eller den slags, hvorfor spørger du så ikke en af pigerne fra din klasse, om de vil med?”

Jeg havde ikke svaret hende, for hun ville alligevel ikke forstå det. Desuden snakkede vi aldrig om den slags ting med hinanden, så det undrede mig faktisk, at hun havde spurgt.

Her tilbage i august startede jeg igen på en ny skole. Første skoledag havde været et helvede, og det havde de efterfølgende dage også.

 

“Og så har vi fået en ny pige i klassen, nemlig Cecilia,” sagde læreren med et smil, mens han kiggede rundt blandt eleverne indtil han fangede mit blik i mængden. Jeg kiggede den anden vej og prøvede at gøre mig så usynlig som overhovedet muligt. “Tag nu godt i mod hende.”

Den sidste sætning var der tilsyneladende ingen, der hørte.

Da det ringede ud til frikvarter, strømmede alle elever udenfor, de fleste grinende og fnisende, mens de udvekslede sladder. Og jeg stod bare der.

På et tidspunkt kom en dreng med fedtet strithår, bumser og små runde briller hen til mig.

“Hvordan går det?” gryntede han, men så faldt hans opmærksomhed på en af hans kammerater, og inden jeg nåede at svare ham, var han forsvundet igen.

Nogen spillede bold, andre sad på bænken og snakkede. Og mig… Jeg kunne mærke, at jeg allerede var ved at give op.

 

Til mit forsvar vil jeg sige, at jeg det første stykke tid faktisk gjorde et ihærdigt forsøg på at komme til at snakke med nogen, men efter nogle dage gav jeg op og trak mig tilbage, hen i et hjørne, hvor jeg sad for mig selv. Og sådan er det stadigvæk nu her tre måneder efter, jeg startede.

 

Jeg er nu nået ned til det, de fleste kalder enden af stranden. Den fortsætter egentlig på den anden side af den store klippeagtige sten, der deler den op, men så hedder den ikke længere Søndervig strand, så er den privat og hedder vist noget andet.

Det lykkes mig at sætte mig, så jeg lige nøjagtig er i læ for den bidende vind, og så snart det ikke blæser længere, er luften faktisk ganske lun.

Længere ude mod vandet er der en stor sten, hvor en måge har sat sig til rette og giver et skrig fra sig. Ved siden af mågen kan jeg ane omridset af… Hvad er det? Jeg kan ikke se det herfra, hvor jeg sidder. Jeg vælger at blive siddende, men nogle få minutter efter tager nysgerrigheden over, og jeg kommer på benene og begiver mig nærmere, men jeg kan stadig ikke se andet end en bylt.

En dukkes stirrende, tomme øjne borer sig ind i mine, da jeg vender bylten op, og jeg træder forskrækket et skridt tilbage.

 

En dukkes stirrende, tomme øjne borer sig ind i mine. De fleste piger på min alder fik mobiltelefoner og den slags i gave, og de ville nok synes, at det var skrækkeligt at få en dukke til sin niårs fødselsdag, for selvom mange af dem stadigvæk legede med dukker, var det ikke noget, de talte højt om. Jeg måtte godt nok også indrømme, at den var hæslig. Men alligevel var jeg ovenud lykkelig for, at min mor havde husket min fødselsdag. Hun havde glemt den de sidste tre år, årene efter min fars død. De fleste af gangene fordi hun var for fuld til at kunne huske noget som helst andet end at købe mere alkohol, så hun kunne “holde sig oppe af hullet”, som hun kaldte det.

Hun var også fuld den dag, men det var lykkedes hende at holde sig klar nok i hovedet til at købe en fødselsdagsgave til mig.

“Tak mor,” hviskede jeg og gav hende et knus. Hun stank langt væk af øl.

 

Senere har jeg fundet ud af, at det var farmor, der havde skældt hende ud og fået hende til at huske min fødselsdag. Og dukken var en, hun havde fundet i skraldespanden. Men det vidste jeg ikke dengang.

 

Jeg stirrer stadigvæk på dukken. Den ligner virkelig min gamle, men der er noget ved øjnene, der gør mig sikker på, at det ikke er den.

Den har nok tilhørt en lille pige, der enten savner den helt forfærdeligt eller allerede har glemt alt om den. Jeg hælder mest til det sidste.

 

Bølgerne kaster sig stadigvæk ind over sandet, men der er kommet mere ro over havet nu, og det er som om vinden har lagt sig en smule. I det fjerne gør en hund, og en måge skriger et eller andet sted højt over vandet.

Jeg kan mærke ensomheden vælte ind over mig, og pludselig må jeg sætte mig ned, helt svimmel. Jeg kan stadig føle dukkens øjne, selvom jeg nu har vendt ryggen til den, og jeg ved, at dens blik ikke vil slippe mig.

Stop det, beordrer jeg mig selv. Den kigger ikke på dig, det er bare en dukke. En ting. Den er ikke levende.

 

Nogle dage efter min niårs fødselsdag, tog min mor og jeg bussen ind til byen. Det var første gang i lang tid, vi havde lavet noget sammen. Egentlig skulle hun bare ind og købe mere øl, hvilket hun normalt gjorde alene, men farmor havde virkelig anstrengt sig for at få hende til at tage sig sammen, og hun havde givet hende strenge ordrer på ikke at lade mig være alene flere timer af gangen, hvilket hun ellers tit og ofte gjorde.

Når min mor lod mig alene, var Balou der altid til at udholde de mange timer sammen med mig, og med ham som selskab, var det ikke nær så slemt.

 

Det var en lørdag, og der var masser af mennesker i byen.

“Øhm,” sagde min mor. “Sætter du der ikke her og venter? Jeg kommer tilbage om lidt.”
“Hvad skal du?” Jeg havde ikke lyst til at sidde og vente..

“Bare ind at købe lidt forskelligt.”

Ind og købe mere alkohol. Selvfølgelig. Hendes høje, tynde skikkelse forsvandt i menneskemængden.

Hun kom aldrig tilbage. Jeg ventede flere timer på hende, men hun var væk, og jeg brød tilsidst ud i gråd indtil en mand tog mig i hånden og ringede efter politiet.

 

Jeg husker tydeligt de næste mange uger efter. Der var en masse sager med kommunen, og det endte med, at jeg ikke måtte bo hos min mor længere, så jeg blev anbragt i en plejefamilie.

Jeg husker også tydeligt min mors blik, da jeg så hende igen en uges tid efter episoden.

 

“Hvordan kunne det overhovedet gå til?” Peter, som var navnet på manden, der håndterede sagen, rystede uforstående på hovedet mens han kiggede afventende på min mor, der sad med et fjernt blik i en stol overfor ham.

Jeg sad lidt ved siden af, og jeg blandede mig ikke rigtig, selvom jeg spillede en væsentlig rolle i sagen.

“Jeg… glemte hende,” sagde min mor langsomt. Hendes øjne var uklare, som om hun ikke helt kunne fokusere på det omkring hende.

Peter rystede på hovedet, og jeg sad bare der og følte mig som en tredjeperson, en tilskuer, en der ikke var fysisk tilstede men blot overværede det, der skete.

 

Dukken ligger der endnu. Af en eller anden grund gør det mig trist, at den ligger der, helt forladt. Ligesom mig.

 

Jeg sidder længe bare og stirrer på mine hænder, indtil lyden af løbende fødder i sandet hiver mig tilbage til nutiden.  

En lille pige kommer løbende, helt forpustet med røde kinder og krøllede, lyse lokker, som vinden tager fat i og får til at danse rundt om hendes runde ansigt.

“Skynd dig, Sofie,” råber en kvinde, der højst sandsynligt er pigens mor, oppe fra parkeringspladsen. “Vi har ikke hele dagen, og vi skal også over til mormor og morfar.”

“Jaja,” råber pigen tilbage. Hun  kigger sig rundt omkring, hendes øjne søger tydeligvis efter et eller andet, men hun ser skuffet ud. Lige indtil hun pludselig kigger i min retning og får øje på dukken.

Hendes ansigt lyser op i begejstring, og et smil breder sig langsomt fra det ene øre til det andet.

Hun løber hurtigt hen og tager fat i dukken, som hun knuger ind til sig, hvorefter hun med dukken i favnen løber tilbage til sin mor.

Jeg kan høre, at motoren bliver startet, og den bumlende lyd af bilhjulene på grusvejen bliver langsomt svagere og svagere i takt med at bilen forsvinder.

Stenen står tilbage. Tom.

 

Jeg vender mit blik ud over havet, hvor vinden efterhånden har lagt sig fuldstændig, hvilket betyder, at bølgerne ikke er nær så voldsomme.

I det fjerne er solen på vej frem bag skyerne.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...