17 *Pauset*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2014
  • Opdateret: 26 sep. 2014
  • Status: Igang
'17' - en kærlighedshistorie om drømme, vrede, lykketal, blomster, chokolade, lyseblå legetøjsbiler og døden. Tallet 17 har altid været en stor del af Rosalinda Dyrholms liv. Men for tiden er det hele gået i baglås. Hendes sidste forælder er næsten lige død, og hun er i dyb sorg. Hun har altid været skeptisk overfor omverdenen, og det er ikke blevet bedre. Hun lukker sig inde, mens verden fortsætter. Hun føler at hun mangler én at støtte sig op af, og da hun møder den charmerende Noah Thomsen, mærker hun for første gang følelsen af at være forelsket. Men livet er svært når man drikker det væk.

10Likes
16Kommentarer
534Visninger
AA

5. Kapitel 3

   Næste morgen vågner jeg i min seng, hvilket er en smule underligt, da det sidste jeg husker er at, jeg faldt i søvn på sofaen. Men det er bare ligesom i går morges. Jonas og Maria må have lagt mig herind og listet ud. 

   Jeg sætter mig op i sengen. Det er lørdag? Er det ikke? Jeg tænder min iPhone og kigger på displayet. 10:24 lørdag den 19 februar, står der. I dag er en fridag, jeg skal ikke på arbejde. Jeg har bare hele dagen herhjemme. Jeg strækker mig, og rejser mig. Jeg gaber højlydt og går ud i køkkenet. 

   

   Blandt de andre madrester på mit køkkenbord, finder jeg en halvspist burger og 17 pomfritter. Jeg tager det med ind i stuen, og tænder for fjernsynet. Jeg har ingen af de smarte betalings kanaler, men jeg har Dr’s gratis kanaler. Jeg zapper hen på Dr1. Der er en dokumentar. Til at starte med fanger jeg ikke helt hvad den handler om, men jeg ender med at finde ud af at den handler om dyr og deres unger. 

 “Hun skildpadden ligger sine mange æg på stranden. Derefter forsvinder hun igen. Senere klækkes æggene, og skildpadderne er på egen hånd. De må tage deres farefulde tur ned mod havet uden at blive spist af de nysgerrige måger.” Jeg oversætter det til mit eget liv: Min forældre forlader mig. Jeg bliver ældre, og jeg er på egen hånd. Jeg må tage den farefulde tur gennem livet, uden at falde i misbrugets fælde. 

   Mine øjne bliver våde og halvkvalt tygger jeg den sidste bid burger. “Jeg er blot en sølle skildpadde!” Hulker jeg for mig selv. “Og jeg er aleeneee!” Tårer står nu ned af mine kinder. Og jeg hulker højlydt. Min mobil på bordet brummer. Jeg tager den uden at se hvem det er. 

 “Vi er alle blot små sølle skildpadder!” Hulker jeg ind i telefonen med en halv pomfrit i munden. 

 “Ros?”

 “Blot sølle skildpadder i en ond verden!” Overhører jeg stemmen i den anden ende.

 “Ros? Det er mig, William.” 

 “Will for helvede! Vi er bare små skildpadder!” Tuder jeg. 

 “Hvad mener du med skildpadder? Ros? Kan du høre mig?” Jeg bider mig i læben. 

 “Mmmm…” Piver jeg halvkvalt. 

 “Er du okay?” Jeg snøfter, og kigger hen på skærmen hvor de små stakkel skildpadder kæmper for livet. Jeg nikker, men kommer i tanke om at han ikke kan se det. 

 “Mmm…” Siger jeg i stedet. 

 “Kunne du ikke tænke dig at komme over at spise i aften, sammen med mig og Ida? Jeg kan køre dig begge veje?” Jeg overvejer det inden jeg svarer. 

 “Okay…” 

 “Godt. Jeg henter dig ved 17 tiden? Passer det?” Da jeg jo intet skal, passer hele dagen mig. 

 “Det er fint.” Snøfter jeg. 

 “Okay så ses vi! Pas godt på dig selv…” Jeg ligger på. På skærmen løftes en lille skildpadde op af en stor havmåge. “Denne skildpadde klarede ikke turen.” Fortæller stemmen i fjernsynet. 

   Jeg klarede ikke turen, jeg er faldet i fælden. “Oversætter” jeg. 

 “Jeg er helt alene. Helt alene. Blot en sølle skilpadde i en grim verden. Skilpadde. Skilpadde. Alene.” Gentager jeg for mig selv som en mantra. 

   På skærmen ser jeg de gode skilpadder som kan nyde deres liv ude i havet. Dem som klarer det. Dem som er gode nok. 

   Rosalinda skilpadden er ikke god nok. Jeg er ved at synke ned i en skide havmåges hals i form af alkohol misbrug. 

 

   Klokken runder 17. William er endnu ikke kommet, hvilket nok er meget godt. For jeg stresser rundt. Jeg har ikke nået et bad, jeg har ikke taget tøj på, og jeg har ikke dækket mine fregner til med make-up. Jeg indser at jeg må prioritere. Da jeg helst ikke vil tage til middag hos min bror kun i ført nattøj, vælger jeg at få tøj på. Med det samme dykker jeg ind i mit skab og finder et par jeans og en skjorte. Jeg ifører mig det hurtigt, da mobilen ringer. Jeg humper ud, mens jeg forsøger at få min sidste sok på. Lige inden telefonen stopper med at ringe, når jeg den. 

 “Ros? Jeg holder hernede. Er du klar?” 

 “Ehm…. Ja. To sekunder.” 

 “Piger…” Fniser han ind i telefonen. 

 “Drenge…” Jeg ligger på. 

 

   Halvt færdig låser jeg døren bag mig, og tripper let ned af trapper ne. Som en lille spirrevip forestiller jeg mig. Som forventet holder den lille bil nede foran. Jeg åbner hurtigt den højre dør og hopper ind. Jeg slår lettet hovedet bagover og sukker. 

 “Der fik jeg travlt…” Sukker jeg og kigger til min venstre side hen på føresædet. “Skal vi kø…” Mere når jeg ikke at sige før det går op for mig. Jeg sætter min højre hånd op foran munden. En chokeret spinkel dreng med store runde briller glor på mig, det er i hvert fald ikke William. Jeg skifter attitude. 

 “Hey…” Jeg læner mig godt tilbage i sædet. 

 “Hej…” Siger han og gør store øjne. Jeg ligger min hånd på hans knæ. Jeg mærker hvordan han sitrer. Jeg læner mig ligeså langsomt over mod ham, han lukker øjnene og gør det samme. Da han tror at vores læber skal mødes, finder jeg en lille papirlap frem fra min jakkelomme, og smækker i stedet den i ansigtet på ham. Han ryster chokeret på hovedet. 

 “Mit nummer.” Forklarer jeg og sender ham et falskt smil. Han tager papirlappen. 

 “Men den er jo blank?” Undrer han sig. Men da har jeg allerede smækket bildøren i. Jeg sætter hånden som jeg har formet til en telefon, op til øret og mimer et “ring”. Hvorefter jeg forsvinder. 

   Jeg går over til bilen som holder foran mig. Da jeg ser Williams grinefærdige ansigt, banker jeg næven ned i kølerhjelmen og svinger mig ind. 

 

   Jeg går forrest op af trapperne til deres lejlighed. Døren står åben, så jeg går ind. Will følger efter. Så snart hun hører os, styrter Ida ud til os. Hendes smukke blonde hår er som sædvanligt sat op i en høj knold. Men hendes ansigt er dækket med mel. Hun trækker mig ind i et kram, og kysser Will på kinden. Forhastet skynder hun sig igen ud i køkkenet. 

   Jeg sætter mine ting, og går ud efter hende Jeg hopper per automatik op på køkkenbordet. Det er jeg bare vant til. 

 “Hvordan går det så? Er du okay?” Ida tørrer bordet af med en karklud. 

 “Det ved jeg ikke…” Jeg har ikke lyst til at fortælle hende hvad jeg har foretaget mig de sidste par dage. For det første har Will nok fortalt hende en del af det, for det andet kan jeg ikke huske så meget. 

 “Nåh…” Siger hun og hænger karkluden over vasken. Hun hopper op ved min side. Hun er ikke så høj, og har derfor en del besvær ved det. Hun smiler og tager min hånd. 

 “Hvordan går det med dig og Will?” 

 “Åh… Ja… Det går vel som det plejer.” 

 “Ikke noget nyt?” Hun ryster på hovedet. Jeg smiler, hun smiler, vi griner. Ida har siden hun blev en del af familien, været som en storesøster for mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...