17 *Pauset*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2014
  • Opdateret: 26 sep. 2014
  • Status: Igang
'17' - en kærlighedshistorie om drømme, vrede, lykketal, blomster, chokolade, lyseblå legetøjsbiler og døden. Tallet 17 har altid været en stor del af Rosalinda Dyrholms liv. Men for tiden er det hele gået i baglås. Hendes sidste forælder er næsten lige død, og hun er i dyb sorg. Hun har altid været skeptisk overfor omverdenen, og det er ikke blevet bedre. Hun lukker sig inde, mens verden fortsætter. Hun føler at hun mangler én at støtte sig op af, og da hun møder den charmerende Noah Thomsen, mærker hun for første gang følelsen af at være forelsket. Men livet er svært når man drikker det væk.

10Likes
15Kommentarer
542Visninger
AA

4. Kapitel 2

 “Bip…Bip…Bip…Bip…” Jeg kører stresset varerne ind over scanneren. 17 varer i alt. Hvor pudsigt. Hver gang nogen bipper en vare, dunker mit ømme hoved. 

   Jeg tager i mod den næste kunde. En tåbelig dåse majs standser mig. Jeg kører den adskillige gange ind over scanneren. Jeg smiler anstreng, men venligt til kunden. Efter 17 forsøg taster jeg varen ind på computeren. 17 kr. Faktisk ret dyrt. Sådan nogle klamme majs på dåse i klamt vand, burde ikke koste mere end 5 kr. Men altså hvad så… Jeg tjener penge på det. Og jeg får endda personale rabat! Wow…

 

   “Du,du,duuu…. Du,du,duuuu…” Nynner jeg, mens jeg cykler gennem Københavns gader. Cyklen knirker under mig. Den er knaldrød. Uh, hvor jeg dog hader den farve… Men den var på tilbud, så jeg kunne ikke lade vær.

   En ældre dame med en forfinet puddel, glor mistroisk efter mig, da jeg cykler hamrende hurtigt forbi hende. Ha… Gamle kvaj… Klukker jeg for mig selv på vej ned af bakken. Vinden suser om ørene på mig, og mit røde hår flyver bag mig. Jeg fremkalder mig minder:

 

   

    Far kommer på sin grå Mustang cykel susende ned af bakken. Lille Rosalinda susende efter på den blå cykel med latteren rungende mellem de høje villavejs huse. 

   Mors glade smil og hjemmebagte kager da de kommer ind af døren. Kinderne er røde, og pulsen rammer toppen. Hygge.

    Årene går.

   Kisten med far.

   Kisten med Mor. 

   Williams dirrende stemme, når han skal holde tale for dem. 

   Rosalindas tavse tårer. 

 

   Mine øjne bliver våde. Jeg holder ikke tankerne ud. Jeg vil lade dem løbe ud af mig. Ned på vejen, og ned i rendestenen. 

 

   Jeg parkerer cyklen, og tørrer øjnene af i mit jakkeærme. De automatiske døren ruller til siden, og lukker mig ind i mulighedernes 7-eleven. Mulighederne for at købe glemsels medicin, i form af stærk alkohol. 

 

   Jeg kniber øjnene sammen mens jeg læner mig ind over disken. Jeg er bare en helt almindelig kvinde, som skal have en stærk en til en familiemiddag. Siger jeg til mig selv. Noget stærkt til at dele med andre. 

 “Hvad skulle det være?” Ekspedienten kigger forventningsfuldt på mig. 

 “Bare noget stærkt.” Svarer jeg, og trækker mig tilbage. 

 “Snaps, whiskey?” 

 “En snaps tror jeg, tak.” Jeg gør mig umage for at smile. 

 “Så gerne.” Han vender sig og finder en flaske til mig. Jeg betaler og forlader butikken. Jeg smider flasken op i cykelkurven og fortsætter. 

 

   Min mobil brummer nede i min forlomme, men jeg gider ikke tage den. Jeg vil bare hjem. Hjem og glemme. Jeg parkerer cyklen i cykelskuret, og trasker op af trappen. Jeg fumler en del med nøglerne inden jeg får døren åbnet. Jeg smækker den bag mig. Langsomt synker jeg ned af den. Tårer triller ned af mine kinder. Jeg har holdt dem inde hele dagen, men det kan jeg ikke længere. 

   Da gråden stilner af, fisker jeg telefonen op af min lomme. 17 missede opkald fra Maria. Hvor typisk. Hun giver aldrig op. Det kan man i hvert fald langt fra sige, for da jeg skal til at ligge den væk, ringer den. Jeg overvejer det kort. Jeg orker ikke snakke med nogen. Jeg lader den brumme færdig. Et minut efter popper en notifikation op på skærmen: En ny besked på din telefonsvarer. Jeg tjekker den ikke, men går i stedet ind i stuen. 

 

   Jeg skruer låget af, og dufter til dens frihed. Jeg husker dagen før. Mit hoved gør stadig ondt, og jeg har stadig kvalme. Jeg mener at Will har efterladt en cola i køleskabet, den kunne jeg jo bare tage. Men det er jo ikke lige bare. Jeg ved jo godt at det er dumt. Men det er sidste udvej. Jeg sætter flasken til munden, og sluger en lille sjat, men jeg stopper dog hurtigt. Det er stærkt, meget stærkt. Men det virker, så jeg drikker mere. Og mere. Og mere. 

   Efter en time har jeg drukket næsten halvdelen. 

 

   Dør-telefonen ringer. Jeg gider ikke lukke nogen ind. Men efter 17 forsøg, kan jeg mærke at mennesket mener det. Så jeg rejser mig. Jeg lader snapsen stå på det gamle slidte sofabord. I det jeg sætter den, skvulper dens indhold op af siderne. Når jeg kigger på det der er tilbage, fortryder jeg. Fortryder så inderligt. 

   Halvt fordrukkent går jeg gennem stuen, det minder mig lidt om i går. Jeg orker ikke tage telefonen, men låser bare døren op. Jeg trykker døren op med hele min vægt, og lader den stå. Jeg orker ikke vente på at vekommende kommer hele vejen op af trapperne.

   Jeg hører trin ude foran min dør. Jeg hører trin i min lejlighed. De nærmer sig stuen til døren. 

 “Maria?” Spørger jeg, da jeg ser hendes blondine fjæs i dørkarmen.  

 “Så du ikke min message?” Jeg ryster mildt på hovedet.

 

 

 

   Maria Williams hedder hun. Hendes hår er langt, glat og blondt. Hendes øjne er krystal blå, og hendes øjenvipper lange og smukke. De bølger som havet, hver gang hun blinker. Jeg føler mig så grim ved hendes side, med min grimme fregner og ildrøde hår. 

   Maria og jeg mødtes da vi var 17. Hun var lige flyttet hertil fra USA. Selvom hun har boet har i 3 år, har hun stadig til vane at putte amerikanske ord ind her og der. Hun er nu heller ikke så klog. Ikke fordi jeg selv er et mester geni. Faktisk er jeg selv ret så dum. 

 “Har du snaps!?” Udbryder hun. 

 “Mmm…” Mumler jeg, og rækker hende flasken. Hun tager en ordentlig tår, og sætter flasken hårdt ned i bordet igen. 

 

 “Jeg er så grim…” Mumler jeg, da jeg får øje på os i spejlbilledet på fjernsynet. Jeg kan ikke lade vær med at sammenligne. 

 “What are you talking about?! You´re so beautiful.” Siger hun. Jeg prøver at smile, og jeg smiler. Men sammenbidt. Vi sidder længe i tavshed, og jeg synker længere, længere og længere væk.. Til sidst ligger jeg på hendes skød, og lukker langsomt øjnene i. Jeg sover ret meget for tiden. 

 

   Jeg vågner af et par blide fingre som rusker i mit hår, og en blid lille stemme som siger: “Ros?” “Ro-os?” Det er sjovt nok Maria. Jeg slår øjnene op, og kigger lige op i hendes. 

 “Du sleeping on mig..” Hvor det dog ligner hende at ikke turde vække mig eller fjerne sig. 

 “Åh…” Jeg sætter mig hurtigt op. Men i bevægelsen får jeg ondt i hovedet, og det sortner en smule for øjnene. 

 “Er du okay?” Spørger hun, da hun ser min hånd mod min pande. 

 “Ja… Selvfølgelig…” Siger jeg, og retter ryggen ud. 

 “While you where sleeping, inviterede jeg Jonas over. Han tager film, guf og junk food med.” 

 “Nåh…” Mumler jeg. Faktisk orker jeg ikke selskab, men jeg tør ikke sige noget. Jeg vil ikke være kedelig. Jeg vil ikke have dem til at tro at jeg har det dårligt. Jeg vil bare ikke have dem til at bekymre sig om mig. 

   

   Klokken nærmer sig 17. Vi sidder og zapper rundt mellem diverse kanaler. Jeg vil helst bare sove, men jeg må holde mig aktiv. 

 “Jeg vil lige skifte til hygge-tøj…” Mumler jeg og gaber. Jeg rejser mig fra sofaen og slingrer ind på mit soveværelse. Jeg roder rundt i min kommode. Jeg finder en t-shirt og et par jersey shorts. Jeg tager mig tøj af, og tager det nye på. Udover det jeg allerede har fundet, finder jeg et par uldne hygge strømper. Jeg sætter mig på min seng, og tager dem på. Sengen er blød, og jeg har bare lyst til at ligge mig på den og sove. Jeg overvejer det kort, men jeg kan jo ikke nu. 

   Jeg tøffer ud igen, uden at løfte fødderne fordi jeg ikke orker. Lige da jeg skal til at sætte mig på sofaen igen, ringer dør-telefonen. Jeg sukker og tøffer derud. Jeg løfter telefonen. “Bare kom…” Siger jeg, inden den person jeg regner med er Jonas, når at svare. Jeg lader døren stå på klem, og tøffer ind i sofaen igen. Jeg smækker fødderne op på sofabordet og ligger armene krydset hen over brystet, mens Maria zapper videre. 

 

   Jonas kommer væltende ind af døren med al hans oppakning. Hvor typisk. Et rigtigt Jonas motto må være: “Hellere for meget, end for lidt!” 

   Maria går straks ud og hjælper ham med tingene. Jeg er lige ved at falde i søvn, da Maria hopper hvinende op i sofaen. 

 “Han har taget Hobitten med!” Råber hun. “Både 1 og 2!” 

 “Jonaaas!” Råber jeg. “Du ved at jeg hader lange film, din ged!” ‘

 “Jep!” Råber han ude fra køkkenet. Kort efter kommer han ind med en stor skål chips, et par øl, et par colaer, og en pose fra mcdonalds. Han sætter tingene på bordet, og tager filmene. 

 “Ros? Hvordan sætter man dem på?” Jeg slår brokkende hovedet bagover, og rejser mig. 

   Jeg spiser min mad, og lader mit hoved hvile på Marias skulder. Jeg prøver at holde øjnene åbne, men de er for tunge. Jeg ender med at sove. 

 

   Jeg vågner først da Maria og Jonas rejser sig, for at sætte to´eren på. 

 “Sov du?” Ler Jonas. 

 “Hva`? Nåh.. Nej…” Siger jeg og gaber. 

 “Mhmm.. Så siger vi det.” Da de får sat filmen på, sætter de sig tilbage. Kort efter falder jeg i søvn igen. 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...