17 *Pauset*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2014
  • Opdateret: 26 sep. 2014
  • Status: Igang
'17' - en kærlighedshistorie om drømme, vrede, lykketal, blomster, chokolade, lyseblå legetøjsbiler og døden. Tallet 17 har altid været en stor del af Rosalinda Dyrholms liv. Men for tiden er det hele gået i baglås. Hendes sidste forælder er næsten lige død, og hun er i dyb sorg. Hun har altid været skeptisk overfor omverdenen, og det er ikke blevet bedre. Hun lukker sig inde, mens verden fortsætter. Hun føler at hun mangler én at støtte sig op af, og da hun møder den charmerende Noah Thomsen, mærker hun for første gang følelsen af at være forelsket. Men livet er svært når man drikker det væk.

10Likes
15Kommentarer
541Visninger
AA

3. Kapitel 1

Så sidder jeg her. Mig, Rosalinda Dyrholm, mutters alene i min lille bitte rodede lejlighed efter min mors begravelse. Mine øjne er røde på grund af de tårer som har væltet ud af dem det meste af dagen. Men nu er der ikke flere tilbage.

 

   Kisten… Kisten med min mor i. Jeg kan ikke se hende… Jeg ryster tanken af mig i et gys. 

 

   Jeg tøffer langsomt ud i køkkenet, hvor der ligger madrester på bordet og i vasken. Jeg åbner langsomt køleskabet. Ud af det hiver jeg to øl dåser. 

   Min mørkeblå stramme satin kjole irriterer mig. Jeg river lynlåsen op i angst og aggresivitet. I stedet ifører jeg mig et par jogging shorts og en trøje til, som på ingen måde matcher. Men jeg er så ligeglad som man kan være. 

   Jeg dumper tilbage i sofaen, og åbner den første øl. Inden for kort tid har jeg druknet mig selv i den. Min elendighed drypper langsomt ned i de mange tomme øl dåser, mens jeg lige så langsomt forsvinder. 

 

   Jeg ser mit spejlbillede i det slukkede fjernsyn. Mit røde hår lyser nærmest op, sammen med mine grimme grønne øjne. Og mit ansigt. Mit ansigt som er proppet med små grimme prikker, kaldet fregner. Hele 17 af dem. Jeg har skam talt. 

   Min mor har altid fortalt mig at jeg er smuk. Men jeg tror hende ikke. Eller rettere sagt: Jeg troede ikke på hende. 

 

   

 

Da jeg er ved at sluge den sidste sjat af den 17 øl efter 4 timer, banker det på døren. 

 “Ros!” Det banker igen. Jeg ved at det er William, min succesfulde men elskeværdige storebror. Han kalder mig altid Ros, men jeg er begyndt at kalde ham: Will for helvede. Der bliver banket endnu hårdere på døren.

 “Rosalinda Dyrholm! Åben nu!” Jeg slår hovedet bagover og kigger op i loftet. Jeg orker ikke snakke med ham. Jeg er jo lige blevet så fuldkommen bekymrings fri. Jeg åbner den 18 øl, da jeg hører en nøgle blive stukket i døren. Hvorfor i alverden har jeg givet ham min nøgle? Jajaja… Jeg husker godt hvorfor… Eller sådan da. Jeg glemmer langsomt alt.

 

   Døren går op. I armen har han to Coca Cola Zero dåser. Selvfølgelig har han købt Zero, det ulidelige fornuftige menneske. 

   Da han ser det hav af ølflasker jeg svømmer i, tager han den øl jeg er ved at drikke, ud af hånden på mig. 

 “Hey! Will for helvede! Gi`mig den!” Jeg langer ud efter den, men i stedet kaster han en Cola. Jeg brummer. 

 “Du har vist ikke godt af mere…” Han sætter sig ned i lænestolen over for mig. Jeg åbner utilfreds min Cola. Det nytter ikke at kæmpe i mod. Jeg er alligevel også for træt. Jeg mærker mit hoved sejle. Jeg har faktisk bare lyst til at sove. 

 “Hvor meget har du drukket?” Jeg sidder og halvsover, derfor svarer jeg ikke. “Hey…” Han læner sig ind over bordet og klemmer min skulder. Jeg ryster ham af mig. 

 “Jeg ringer til Ida. Jeg bliver her og sover…” Udbryder han, og fisker sin mobil op af lommen. Ida er hans smukke, smukke kæreste.

 “N-e-ej…”

 “Du skal ikke være alene i den tilstand.”

 “Lad mig nu være…” Mumler jeg fordrukkent. Han ryster på hovedet af mig, og sætter telefonen op til øret. 

 

“Hej skat!” Siger han, da telefonen bliver taget. Man kan høre den knasende stemme i den anden ende af røret: 

 “Er hun okay?” Siger hun. William skæver til mig inden han svarer.

 “Nej, det kan man vist ikke sige…” 

 “Nåh…”

Jeg bliver hos hende i nat…” Jeg samler en øl dåse op fra gulvet. Kigger en smule fordrukkent og skiløjet ned gennem det lille hul, og prøver at få den sidste sjat ud. Men Will tager fat i min arm inden jeg når noget. 

 “Okay. Hils! Jeg elsker dig!” 

 “Jeg elsker også dig.” Han ligger på. 

 

 “Jeg skulle hilse fra Ida.” 

 “Mmm…” 

 “Vi må vist hellere få dig i seng.” Siger han.

 “Jeg er voksen, du bestemmer ikke over…hik…mig!” 

 “Det kan du tro at jeg gør! Ud og børst tænder!” Jeg brummer noget uhørligt, og rejser mig svajende. 

 

 “Hik…!” Jeg støtter mig op af alle møblerne, for ellers ville jeg højst sandsyneligt falde. “Hik!” Jeg kommer ud på badeværelset, men jeg får jeg trang til at kaste op. Det ryger ud. Ud på gulvet og ud på mig selv. William kommer ud. “Skyl dig, så tørrer jeg op.” Sukker han. 

   Jeg træder ind i bruseren, og tænder for vandet. Der går det op for mig at jeg stadig har mit tøj på. Jeg synker dramatisk ned ad muren, mens bruseren sprøjter vand på mig. “You are the..hik…Dancing Queen, young and sweet, only…hik…sevente-e-e-en…” Begynder jeg tonedøvt. “Dancing Queen! hik…Dancing Que-e-e-n!” Skråler jeg skingert. 

   Resten af aftnen - hvis jeg skal være ærlig, husker jeg ikke. 

 

 

 

   Næste morgen vågner jeg med slem hovedpine. Jeg husker ikke hvordan jeg havnede ren i min seng, men jeg ligger her faktisk. 

   Min telefon summer ved min side. Jeg langer ud efter den. Jeg rammer ved siden af og vælter et halvtomt glas vand. Langsomt kniber jeg øjnene sammen. Den summer videre. Jeg får fat i den. På displayet kan jeg se Marias glade fjæs. Jeg ville gerne snakke med hende, men mit hoved gør for ondt til at høre hendes skingre stemme. Jeg ligger på, og smider telefonen tilbage på bordet.

   Jeg rejser mig, og tager mig til hovedet. Jeg har lyst til at kaste op. Igen. Men der kommer ikke noget. 

 

   Jeg lister ind i stuen. William står i køkkenet. Han er ved at lave kaffe. 

 “Godmorgen!” Han er så hammer frisk. Jeg fatter det ikke. 

 “Hvad er klokken?” Spørger jeg, og sætter mig på en taburet. 

 “Tolv.” 

 “Argh… Jeg har det så dårligt…” Brokker jeg mig. 

 “Det er du altså selv uden om.” Han sætter mælken på plads i køleskabet. “Husk at du har vagt i Netto klokken et.” 

 “Jeg orker ikke…”

 “Så bliver du fyret, og hvad vil du så gøre?” Jeg svarer ikke. Han ligger en pille frem på bordet til mig. 

 “En hovedpine pille.” Siger han koldt. Jeg sluger den med vand. 

 

   Klokken halv 1, tager Will afsted. Han skal til endnu en jobsamtale. Han er lige blevet færdig med sin uddanelse inden for IT, og er allerede godt i gang med sin søgning efter job. 

   Jeg derimod holder stadig mit meget lange sabbatår som medarbejder i Netto. Ikke noget jeg er specielt tilfreds med, men det går. Sådan da. 

 

____________________________________

 

Så kom første kapitel! Jaaa! Har været virkelig spændt, og jeg håber i kunne lide det! 

-Emma

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...