Love Me | Niall Horan-Danish

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2014
  • Opdateret: 29 jun. 2015
  • Status: Færdig
Sore Mihalache og Niall Horan har været bedstevenner så længe de kan huske. Men da Niall går til audition i x-faktor bliver det svært at holde kontakten. Niall kommer i et bandt (One Direction). Får nye venner og glemmer Sore, men hun glemmer ikke ham. Tvært imod hun kommer bare til at savne og elske ham mere. Vil Niall og Sore nogen sinde mødes igen? Vil de blive lige så tætte som de var engang? Har Niall nogen sinde rigtig glemt hende? Følg med i Love me og find ud af det (Drengene er kendte.) Denne movella er ikke rettet, og jeg gør det først når jeg er færdig <3 God læse lyst <3

41Likes
37Kommentarer
21611Visninger
AA

4. Niall? | Kapitel 3

 

Niall's POV

Harry og jeg bliver kørt hjem til min far af taxa'en. Da vi går op til døren bliver den åbnet. Min far har vist allerede set os komme for han kommer i samme øjeblik ud og siger hej og omfavner os. "Er i klar til at tage afsted?" Spøger han mens han giver Harry et mandlig kram. Og Harry når mig i forkøbet med at svare, "ja selvfølgelig er vi det! Ik' Niall" svarer han med et frækt smil på læben og blinker til mig. "Harry jeg har sagt at hun bare er en ven, og jeg har ikke set hende i over 4 år." Siger jeg irriteret tilbage. "Ja ja så siger vi det!" Min far sender bare et spørgende blik til mig og undlader at sige noget. "Harry tror at Sore er min kæreste!" Siger jeg bare helt kold. "Nåår du kan måske lide hende eller hvad. Siden Harry ved noget om hende må du da have talt om hende!" "Nej jeg snakkede bare med Julian om hende!" Siger jeg og vender øjne af dem begge. "Når skal vi ikke få lagt jeres ting på plads. Og få jeg klædt om til noget lidt pænere tøj?" Siger min far så efter en lille akavet tavshed og får os indenfor.

Da vi har fået vores ting lagt ind på et gæsteværelse og har klædt om, gør vi os klar til at gå ud af døren. Vi får vinket en taxa ind til at køre i. Min far har sagt at han ikke vil køre i bil da han nok vil blive lidt beruset i løbet af aftenen. Det har jeg heller ikke noget imod. Min far sætter sig foran sammen med chaufføren, mens Harry og jeg sætter os på bagsædet. Der er ikke så langt at køre. Da vi er kommet dertil betaler vi chaufføren og stiger ud af taxa'en. Vi går op til hoveddøren. Min far og Harry går i et normalt tempo op til døren mens jeg tøver lidt. "Kommer du eller hvad?" Næsten råber min far ned til mig, da han er ca. 7 trappetrin længere oppe end mig. Der er omkring 12 trappetrin der op og jeg tæller dem nøje. Da vi står oppe på øverste trin tager jeg en dyb indånding inden døren blev åbnet.

Det var Mira, Sore's mor der åbnede. "Hej Bobby, Niall og..." "Harry" skyndte jeg mig at sige. "Og hej Harry" "Kom dog indenfor. Greg, Denise og Theo er kommet." Sagde hu så lidt efter. Da vi kom ind af døren stod Austin, Sore's far bag ved Mira. "Jamen hej med jer drenge. Sikke godt i kunne komme." Udbrød Austin da han så os. "Hej Austin det her er min ven Harry!" "Hey" sagde Harry bare. "Hej Harry jeg hedder Austin!" Da vi havde hilst på Austin gik vi hen imod stuen. Og lige der inde på gulvet i stuen så jeg en jeg ikke havde set 'live' i mange år. Sore og Theo sad og legede med nogle gamle legesager. De så så søde ud. Jeg kom helt til at tænke på dengang hvor Sore og jeg altid var samme. Og hver gang vi var hjemme ved hende, lavede hendes mor småkager eller noget andet lækkert til os. Jeg savnede faktisk den tid. Lige da jeg var fanget i mint dagdrømmeri vendte hun sig om, fordi min far sagde noget til hende. "Hej Sore. Har du glemt dine lektier idag?" Sagde han med en lidt drillende stemme. Jeg må have set dum ud i hovedet for hun kiggede lidt underligt på mig inden hun svarede. "Nej, jeg har dem med, men der skal jo være en der passer på Theo!" Sagde hun med det smil jeg havde længtes efter i så mange år. "Nåååår ja så er det godt at vi har en som dig der kan finde ud af det!" smilte han tilbage. Hun så over på mig igen og så helt forvirret ud, som om hun ikke vidste eller ville tro at det var mig.

 

Sore's POV

Det banker på og min mor og far går ud for at åbne. Lidt efter kan jeg høre skridt der nærmer sig stuen hvor Theo og jeg sidder og leger eller... Theo leger jeg kigger enlig bare på.

Jeg hører en mande stemme sige noget bag mig så jeg vender mig hurtigt om. Det er Bobby. "Hej Sore. Har du glemt dine lektier idag?" Jeg opfatter det ikke lige med det samme da jeg har mere travlt med at se den dreng der står foran ham, nemlig Niall. Han ligner en der bare står og tænker og ikke opfatter en dyt. Jeg kiggede nok lidt underligt tilbage på ham inden jeg kommer i tanke om det spørgsmål Bobby lige har spurgt mig om. "Nej, jeg har dem med, men der skal jo være en der passer på Theo!" Siger jeg med et smil på læben, men kan stadig ikke forstå hvorfor Niall var her. "Nåååår ja så er det godt at vi har en som dig der kan finde ud af det!" Siger Bobby med et smil tilbage til mig.

Der kommer et hoved mere til syne i døren som så derefter visker noget til Niall. Jeg ved godt hvem det er. Jeg er jo ikke dum det er Harry, en af de andre drenge fra bandet. Niall vender hovedet og kiggede over på han med et irriteret blik. Harry træder frem og rakte sin hånd frem og siger: "hej jeg er Harry og du må være Sore, Niall har fortalt så meget om dig." Har Niall virkelig talt om mig til de andre drenge. Så han har ikke glemt mig eller hvad. "Ja det er mig der er Sore og hej" svare jeg med et skævt smil tilbage. Niall står stadig bare i dørkarmen og ser underlig ud.

Jeg går stille hen til ham da Harry har givet slip fra min hånd. Og Harry for lader stuen ligesom de andre har gjort. De voksende er vist gået ud i køkkenet da de stadig er i gang med maden. Så Niall og jeg står næsten alene inde i stuen nu. Der er selvfølgelig lige Theo som undtagelse. Niall får et smil på læben og bliver mere blødgjordt eftersom jeg nærmer mig ham mere og mere. Til sidst står vi Face to Face en meter fra hinanden. Jeg har savnet ham virkelig meget. Hans store, bløde og kærlige bamse kram, hans helt igennm perfekte smil, ja i det hele taget bare ham. "Jeg har savnet dig!" Siger han med en stille stemme. Han visker det nærmest. "Jeg har også savnet dig!" Niall spreder sine arme ud for at trække mig ind til ham da han kunne se at jeg er ved at bryde sammen.

Jeg er så glad for at se ham at jeg er ved at bryde helt sammen. "Kom her. Du skal ikke græde, jeg er her!" Siger han og trækker mig tæt ind til sig og holder godt fast.

"Hvorfor tager du ikke din telefon når jeg ringer?" Siger jeg efter lidt stilhed.

"Fordi jeg kunne ikke holde ud at lide mere når vi lagde på. Jeg savnede dig for meget og lå i omkring 1 time og græd efter hvert opkald. Drengene syndes det blev for meget og lod mig derfor ikke tale med dig mere. Jeg blev så ked af det at jeg græd i 3 hele dage. Jeg nægtede at spise og drikke. Jeg nægtede at stå op af min seng. Og jeg nægtede at tale med drengene i de 3 dage. Jeg havde det virkelig dårligt, og de tog min telefon. Det eneste jeg havde var nogle gamle billeder og minder!" Forklarer han meget nøje og får helt tåre i øjnene. Det smitter også lidt af på mig. Vi står i nogle minutter og krammer og græder ud, indtil min mor råber ude fra køkkenet at der snart er mad. Vi giver slip på hinanden, jeg tager Theo op, og vi går ud i køkkenet. Ved aftensmaden sidder vi alle og talte og griner.

 

**********************************************************************************************************

 

Kapitel 4. Undskyld det først kommer nu, men havde først tid til at skrive nu. Men hvad syntes i skriv gerne hvis i har nogle ideer. Jeg ved ikke hvad der efterfølgende skal ske endnu så bare skriv hvis i har nogle ideer. Jeg tager gerne imod forslag.

 K.H. Missclara_Horan 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...