Misconceptions ☯ Zayn Malik

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 9 jan. 2015
  • Status: Igang
Jeg er træt af folks medlidenhed, af at alle ser mig som ’stakkels Zayn, der er forelsket i sin bedste vens kæreste’. Jeg ved, at det ikke er okay, og hvis det var nemt at glemme hende, havde jeg gjort det for længst. Men det er det ikke. Det eneste, jeg behøver, er tid, ikke folk der har ondt af mig og tvinger mig til at komme videre. Hvorfor kan de ikke forstå det? Jeg har bare brug for tid og én, der forstår.

8Likes
22Kommentarer
1810Visninger
AA

10. 8 ☯ Mila

Det måtte være tømmermændene, for det var ikke normalt, at jeg havde det sådan her. Alle de følelser der overvældede mig, da Zayn krammede mig, eller den dystre, bitre følelser der flød rundt i min krop, da jeg så hvordan han kiggede på Alex… de følelser var ikke normale. De følelser var ikke okay. Det var ikke okay, at jeg ønskede at fortælle ham, at han skulle komme sig over hende, komme videre og stoppe med at virke så dybt forelsket i hende. Det var ikke okay, at jeg var så pissed over alt det.

For hvert sekund der gik, irriterede det mig mere og mere, at Zayn var fuldstændig væk i Alex. Det ragede ikke mig, og det var absolut ikke noget, der skulle genere mig. Det var ikke mit liv, og jeg havde kun lige mødt Zayn, jeg skulle ikke blande mig i hvad, han følte for sin bedste vens kæreste, eller hvad han ikke følte. Alex var min ven, men det var stadig ikke mit problem. Men ikke desto mindre stod jeg der og så på Zayn, mens alle de følelser sprudlede i mit bryst, og en klump sad i min hals.

Hvad var der galt med mig?

”Du ser det samme, ikke?” Spurgte en stemme ved siden af mig, og jeg blev så overrasket, at jeg sprang i vejret. Jeg kiggede til højre, og der stod Liam, hans øjne lå på Zayn, der blev ved med at kigge over på Niall og Alex. De to var i en anden verden og langt fra tilstede hos os andre.

”Hvad mener du?” Næsten hviskede jeg, min opmærksomhed faldt tilbage på Zayn, der åbenlyst gjorde en indsats for ikke at kigge på parret til venstre for ham.

”Zayn. Han siger, at han er ovre Alex, at han aldrig kunne lide hende særlig meget, at han bare var forvirret, men han kan ikke narre mig. Jeg kan se igennem ham og hans løgne, selvom jeg ikke fortæller ham det,” svarede den mørkhårede dreng mig, og jeg kiggede overrasket på ham. Hans stemme var så dyb og seriøs, og den bar al bekymringen, han følte for sin ven. Det var tydeligt selv for en blind person, at Liam virkelig bekymrede sig for Zayn, og hvad der skete med ham.

”Han er tydeligvis ikke ovre hende. Han ser på hende som en hvalp i mangel på kærlighed. Det er ret så sørgeligt,” kommenterede jeg, jeg prøvede at lade være med at kigge i Zayns retning.

”Yeah, det er en anden grund til hvorfor, jeg ikke har lyst til at se ham trist, forstår du? Det er derfor, jeg bad dig om at få styr på tingene mellem jer, fordi jeg ved, at det her er svært for ham.”

Jeg nikkede, jeg forstod, hvad han mente. Zayn var fuldstændig alene om det her, men det var hans eget valg. Han ville sikkert ikke have de andre til at have ondt af ham, eller også ville han bare have dem til at blade sig uden om; men jeg syntes ikke, at det var godt for ham, at han skulle gå igennem alt alene. Det hobede sig altid op indeni, og øjeblikket, hvor det hele ville eksplodere, ville komme før eller siden.

”Han er forelsket i hende,” mumlede jeg, min egen stemme forbavsede mig. Jeg lød så… bitter, så dyster. Liam bemærkede det vist også, for han gav mit et mærkelig blik. Eller måske var det på grund af hvad, jeg lige havde sagt.

”Tror du?” Okay, det var på grund af det, jeg sagde.

Jeg nikkede og så væk fra hans intense granskning. ”Yeah, det er tydeligt, at han forguder jorden Alex betræder.” Jeg prøvede at joke lidt med det, men ved de ord trak mit bryst sig sammen, og det føltes som om, der ikke var plads til mit hjertes banken. Det gjorde ondt. Det gjorde fandens ondt. ”Og Alex ved det. Måske kender hun ikke til omfanget af hans følelser, fordi han prøver at skjule dem, men hun ved, at han stadig føler noget for hende.”

Jeg vidste, at Liam kiggede overrasket på mig. Hvem ville ikke det? Jeg havde kun lige mødt Zayn aftenen inden, og vi var fulde halvfems procent at den tid, de andre ti procent skændtes vi. Men af en eller anden grund var det så let at læse ham, når han så på Alex. Alt var så klart, som en åben bog klar til at blive læst af mig.

”Hvordan kan du være sikker på det?” Spurgte han mig, hvilket jeg på forhånd vidste, han ville gøre.

”For det første, fordi jeg kender Alex, og selvom hun prøver at skjule det, har hun ondt af Zayn.” Og det var grunden til, at hun fik stablet den blind date på benene, hun regnede med, at jeg ville være pigen, der fik Zayn til at glemme hende. Jeg var stadig en smule vred på hende over det. ”Og af en eller anden grund er det virkelig nemt for mig at se, hvad Zayn føler, når han kigger på Alex. Det er mærkeligt,” mumlede jeg tænkende. ”Måske er det, fordi jeg har set det blik alt for mange gange.”

Mine tanker røg hen på Moni, på det udtryk i hendes ansigt, da hun så Tom Fletcher på billeder med sin kone. Ja, hun havde aldrig mødt ham, men det forbløffede mig, hvor stærke følelser hun havde for ham, hvor meget hun kunne elske ham uden overhovedet at kende ham personligt. Hun kiggede på ham på samme måde, som Zayn kiggede på Alex, med så meget intensitet og samtidig også så opgivende. De var begge fuldkommen klar over, at de kunne gøre nok så meget for den anden person, men at de aldrig ville være sammen, at den anden person ikke var skabt for dem.

Det sårede mig altid at se Moni så nedtrykt, fordi Tom aldrig ville elske hende, når hun kunne elske ham så meget. Jeg krammede hende altid og fortalte hende, at en dag ville hun møde sin egen Tom; men med Zayn virkede det ikke rigtig at fortælle ham, at alt ville gå. Jeg havde virkelig lyst til bare at ruske i ham og få ham til at indse, at han skulle komme videre.

”Du er meget observant. Du har lige mødt ham, og du er mere bevidst om situationen end de andre drenge til sammen,” kom det fra Liam, og jeg sendte ham et svagt smil. Yeah, jeg var vant til at se ting, som ingen andre virkede til at bemærke. Nogle gange var det godt, og andre gange stank det.

”Jeg er sulten! Lad os skynde os, før kampen starter!” Råbte Niall og gav kort os alle sammen et chok, før vi begyndte at grine af ham. Alex krammede ham kort, før hun samlede al maden til grillen.

Godt. Jeg var virkelig spændt på kampen og de halvfems minutter, hvor jeg ville glemme alle mine tanker.

 

***

 

”DIN STORE IDIOT! HVAD FUCK LAVER DU!?” Skreg jeg for mine lungers fulde kraft. Jeg var klar til at kaste hvad som helst mod fjernsynet, inklusiv en af drengene. Louis var tættest på, og han kunne sikkert fornemme faren ved at være mig så nær, for han lagde noget afstand mellem os.

Jeg hadede når Manchester spillede sådan, så langt tilbage – defensivt, defensivt og intet andet. Helt ærligt! De blev nødt til at forsøge sig med nogle skud på mål, hvis de ønskede at vinde. Dumme hold! Hvad var der galt med dem den dag? Var det et forsøg på at efterabe Chelsea? Det her lignede ikke dem; de spiller altid for at vinde. Hvad skete der?

”Åh, for Lokis skyld! Det kan du ikke gøre!” Råbte jeg endnu en gang, næsten i færd med at flå mit hår ud af hovedbunden, da jeg hørte en fnise.

Jeg så til venstre, hvor Alex sad. De andre var lige så desperate som jeg var, min begejstring for kampe smittede altid af på andre. Det var uundgåeligt. Selv Alex, der normalt ikke tog sig den mindste smule af fodboldkampe, var helt livlig i det her tilfælde.

”LOKI!” Kom det fra hende, efterfulgt af endnu et fnis. Yeah, hun fniste, for vi havde alle fået en smule mere at drikke, end vi burde. ”HVOR ER MIN THOR!?” Og så begyndte hun at grine som en hyæne.

En af de ting, vi havde til fælles, var vores enorme kærlighed til The Avengers og for to særlige Asgardians. Jeg måtte indrømme, at jeg havde en lettere besættelse med Loki og Tom Hiddleston, mens Alex bare var helt og aldeles besat af Thor og Chris Hemsworth.

De andre så bare på os, som var vi sindssyge, da vi begge skreg af bare glæde. Og med skrige, mente jeg hvine som sindssyge. Hvis der var nogen, der kunne forstå min kærlighed for filmen og alle karaktererne, var det Alex. Og Moni. Den dag Moni ville finde ud af, at Alex også elskede Thor, ville der komme krig.

”Loki og Thor bliver nødt til at vise de idioter, hvordan man er rigtige mænd og spiller ordentligt!” Skreg jeg med Alex’ hånd i min, mens de andre grinede af os.

”You tell them, girl!” svarede hun med en forfærdelig Amerikansk accent.

”Jeg havde aldrig troet, at nogen kunne blive så begejstret for The Avengers som Alex,” sagde Belle stille, hun var øjeblikket den roligste af os.

Jeg grinede, og ud af øjekrogen så jeg Zayns smil, hvilket totalt smadrede mit humør, fordi jeg vidste, hvad han tænkte, hvordan han så hele situationen. Han så lige, hvor meget jeg rent faktisk mindede om Alex.

Jeg ville ikke tænke på det, jeg ville ikke lade Zayn og hans manglende evne til at se mig ødelægge en god kamp, så jeg fokuserede igen på skærmen og, åh nej, igen! De brændte endnu en chance! ”ÅH FOR FUCK’S SAKE! Du kan ikke være så dum og blive ved med at trække vejret. ARGH!” Skreg jeg igen, min stemme var højere end alle de andres, selvom de også skreg. Jeg havde gode lunger, selvom jeg røg en del. Det var på grund af min evne til at råbe og skrige så højt, at min læge ikke troede på, at jeg røg så meget, som jeg gjorde.

Det var indlysende, at jeg gik meget op i fodbold, men det var en af tingene, der gjorde det så sjovt for andre at se en kamp sammen med mig. For eksempel, grinede alle de andre af mig, og skreg lige så meget som jeg gjorde.

Vi så kampen færdig og heldigvis for alle, var det mit hold – ja, Manchester var mit hold – der vandt, ellers ville slemme ting være sket. Heldigvis kom Manchester sig og vendte tilbage til deres fantastiske spil.

Vi var alle stadig ret oppe at køre på grund af alle følelserne under kampen, og det var ret sent, men jeg havde det som om, jeg bare kunne hoppe op og ned i timevis. Okay, måske ikke lige det, men alle ved, hvad jeg mener. ”Det skal fejres,” sagde jeg, og alle erklærede sig med det samme enige. Louis løb ud i køkkenet og vendte tilbage med en masse øl.

”For Manchester!” Jublede han, da alle sad med en øl.

”For Manchester, det bedste hold nogensinde!” Råbte jeg, og alle deltog i mit efterfølgende glædesråb.

Vi blev hos Alex i noget tid, vi drak og havde det sjovt, grinede og snakkede om kampen. Jeg var så fanget i en samtale med Niall, at jeg endda glemte Zayn og alle de ting, jeg havde følt omkring ham den dag.

”Du er utrolig!” Komplimenterede Harry. Han var ret fuld og lænede sig op af mig, han lo af stort set alting. ”Jeg kan godt lide dig. Hvorfor har Alex ikke introduceret os noget før? Slemme Alex!”

”Fordi vi havde travlt i sommer, og det er meget svært for jer at have fri som i den her weekend, åh-I-internationale-super-stjerner,” forsvarede Alex sig selv med hænderne over hovedet.

”Pff, undskyldninger, undskyldninger,” Harry viftede sin hånd affærdigende. Alex rakte tunge af ham og fokuserede på Niall, der grinede hysterisk. ”Nu er vi venner, og du bliver nødt til at hænge ud med os noget mere! Vi vil invitere dig til alle vores fester! Ikke, Boo Bear?” Spurgte den krølhårede dreng Louis, der nikkede entusiastisk. ”Se? Alle her elsker dig!”

Jeg grinede af hans ord, men, mærkeligt nok, virkede alle her faktisk til at synes om mig, for de gjorde sig alle enige med Harry. Well, det var virkelig sødt af dem.

Af en eller anden grund søgte mine øjne Zayns, og han så allerede på mig, hans udtryk var en blanding af enighed, koncentration og noget andet, jeg ikke kunne sætte min finger på. Jeg fandt mig selv sidde og overveje, om han virkelig ønskede at hænge mere ud med mig.

Vi brød øjenkontakten, da min mobil begyndte at spille en McFly sang, hvilket kun kunne betyde, at Moni ringede til mig. Jeg trak den op af min lomme og besvarede opkaldet. ”Hvad så?”

”Er du ædru?” Spurgte hun, og jeg lo. ”Skal jeg komme og hente dig?”

Jeg så op på uret på væggen, som næsten viste midnat. ”Yeah, jeg tror, det er tid. Er du færdig med din opgave?”

”Yeah. Da jeg var færdig, så jeg bare noget fjernsyn. Intet godt, må jeg indrømme,” jeg grinede. Moni så aldrig tv, og når hun gjorde, var der aldrig noget, der var værd at se. Stakkels pige. ”Jeg er der om sådan tyve minutter.”

”Vi ses snart. Jeg elsker dig!” Råbte jeg ind i telefonen med en irriterende stemme, og hun svarede på samme måde. Vi grinede begge, før vi lagde på, hvorefter jeg så de andres ansigtsudtryk. ”Moni. Hun kommer og henter mig,” fortalte jeg dem, og de nikkede som svar.

”Går du?” spurgte Zayn, og jeg kiggede overrasket på ham. Hvorfor lød han som om, han ikke ville have, at jeg gik?

 

Endelig kom et nyt kapitel! Hvad synes I om det?

Har I nydt at have efterårsferie? Hvad har I lavet? 

Jeg vil lige sige, at de fleste film og bøger, der bliver nævnt i historien, har jeg ikke selv læst eller set, så jeg håber, I kan bære over med mig, hvis der er noget i den sammenhæng, der lyder helt forkert! ;-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...