Misconceptions ☯ Zayn Malik

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 9 jan. 2015
  • Status: Igang
Jeg er træt af folks medlidenhed, af at alle ser mig som ’stakkels Zayn, der er forelsket i sin bedste vens kæreste’. Jeg ved, at det ikke er okay, og hvis det var nemt at glemme hende, havde jeg gjort det for længst. Men det er det ikke. Det eneste, jeg behøver, er tid, ikke folk der har ondt af mig og tvinger mig til at komme videre. Hvorfor kan de ikke forstå det? Jeg har bare brug for tid og én, der forstår.

8Likes
22Kommentarer
1823Visninger
AA

9. 7 ☯ Zayn

”Hvad sker der, Zayn?” Spurgte Harry mig, men jeg gav ham ikke den mindste smule opmærksomhed, jeg stirrede bare i retning af, hvor Mila for kort tid siden forsvandt. Jeg havde stadig en knude i maven, og mit hjerte bankede hurtigere, end det plejede.

Hvad der lige var sket mellem os chokerede mig. Jeg forstod stadig ikke, hvad der skete med hende og hendes pludselige humørskift, jeg vidste stadig ikke, hvorfor hun blev en helt anden person for øjnene af mig, og jeg vidste bestemt ikke, hvorfor hun kiggede så… såret på mig. Hvad havde jeg gjort for at få hende til at opføre sig sådan? At se sådan på mig? Der var kun en ting, jeg var sikker på: det var noget, jeg havde sagt. Men det var ikke det eneste, der optog mig så meget og gjorde mig så fraværende, det var også på grund af, hvad der skete, da jeg rørte ved hende. Det elektriske stød der gik gennem hele min krop og fik min hud til at kilde, og min hånd, hånden der rørte ved hendes albue, det var som om, jeg rørte ved et meget kraftfuldt spot. 

”Zayn?” Kom det fra Harry, og jeg blev nødt til at ryste på hovedet for at komme tilbage til Jorden. ”Hey, er du okay? Du ser… mærkelig ud.”

”Yeah, jeg tror, jeg er okay.” Den krølhårede dreng så endnu mere forvirret ud, og jeg sukkede, fordi jeg vidste, at jeg ikke gav en skid mening for ham, men jeg kunne ikke prøve at forklare ham noget, som ikke engang gav mening for mig selv. ”Det er bare at jeg… jeg…” mine øjenbryn trak sig sammen, jeg var stadig så forvirret. En del af mig ønskede bare at gå efter hende, måske kunne hun hjælpe mig med at forstå, hvad der skete med mig; en anden del af mig ønskede at tage så meget afstand til hende som muligt, fordi alt det her var så overvældende, og det skræmte mig på en måde en smule.

”Har det noget med Mila at gøre? Hvad sker der mellem jer to?” Spurgte min ven igen, tog nogle skridt i min retning og lagde en hånd på min skulder.

”Jeg… det tror jeg. Der er noget anderledes ved hende, og hvordan jeg-” jeg afbrød mig selv, før jeg fik sagt noget, der kunne blive misforstået. Man kunne aldrig være for påpasselig med Harry Styles.

”Hvordan du hvad?” Insisterede han, tydeligvis opsat på ikke at slippe emnet.

”Jeg gider ikke snakke om det, Harry. Kan du ikke bare glemme det?” Bad jeg og så ham i øjnene, håbede at han ville forstå, at det ikke var øjeblikket, og at jeg havde brug for selv at få styr på en masse ting, før jeg overhovedet sagde det højt.

Han kiggede på mig i yderligere et par sekunder, mens han besluttede, hvad han skulle gøre. Til sidst nikkede han med et smil. ”Okay, men hvis du får lyst til at snakke, ved du, hvor du kan finde mig.” Jeg nikkede også, og mine øjne søgte straks et af husets vinduer, som om jeg kunne se hende. Det forbavsede mig, at selvom jeg prøvede, kunne jeg ikke bare ryste af mig, hvad der skete mellem os. ”Skal vi gå indenfor?” Lød det fra Harry, og jeg nikkede endnu en gang.

Som vi fandt vej indenfor igen, bemærkede jeg noget meget besynderligt, noget der fik mit hjerte til at stoppe i et par sekunder, da realisationen ramte mig: jeg var mere bekymret for Mila, og hvad der skete mellem os, end at se Alex og Niall sammen, hvilket plejede at være min største bekymring, hver gang vi alle var sammen. Jeg plejede altid at skulle fokusere så meget på ikke at vise nogen følelser, at opføre mig som om jeg var fuldkommen okay med, at de var sammen, når det indeni føltes som om, jeg var i tusinde stykker. For første gang siden Niall og Alex kom sammen, var de det mindste af mine problemer. Det eneste, jeg bekymrede mig om i det eksakte øjeblik, var Mila, og at prøve at forstå hvad der foregik.

 

***

 

”Zayn!” Udbrød Liam, som han opdagede mig stå at se på dem.

Jeg var lige gået ind i huset, og det første, jeg så, var Liam og Mila stå og snakke, før han krammede hende. Det føltes som om, en usynlig hånd lige havde knuget mit hjerte, som jeg så smilet på Liams læber, og hvordan Mila gengældte hans kram. Selvfølgelig kunne hun bedre lide ham, hun var glad, som hun snakkede til ham og krammede ham, men hun ønskede ikke noget af det samme med mig.

Mila vendte sig øjeblikkeligt rundt, og vores øjne mødtes. Hun sendte mig et svagt smil, men jeg kunne ikke sende et retur, jeg følte mig kold indeni, alle mine muskler blev anspændte af en pludselig vrede, der susede gennem mine årer. Det virkede som om, alle hellere ville være sammen med andre end mig, de valgte altid nogen frem for mig. Hvorfor? Var jeg så irriterende, at ingen gad være sammen med mig? Hvorfor var der ikke en eneste, der valgte mig til fordel for resten?

”Vi talte lige om dig!” Blev Liam ved uden at bemærke mit humør, og hvordan jeg havde lyst til at råbe ad ham. ”Jeg er så glad for, at I er venner nu! Slut med stridighederne!” Jeg løftede forvirret et øjenbryn. Mila rødmede og undgik mit blik.

”Undskyld, hvad?” Spurgte jeg uden at kigge på Liam, men fokuserede i stedet på Mila, prøvede at få øjenkontakt med hende.

”Du ved, at I blev enige om en våbenhvile. Mila fortalte mig lige, at alt er fint imellem jer to. Og smil så!” Opfordrede han, og jeg rynkede bare på panden. Jeg forstod stadig ikke helt, hvad der foregik, og hvad Mila havde fortalt Liam, men af en eller anden grund gjorde det mig glad, at de talte om mig. ”Ikke, Mila?”

”Yeah,” svarede hun, men undgik fortsat mit blik, så jeg fik en træng til gå helt hen til hende, så vi stod ansigt til ansigt, og gribe fat i hendes hage for at få hende til at se på mig. ”Venner.”

Jeg forstod ikke, hvordan Liam kunne tro hende, når det for mig var tydeligt, at hun ikke følte for det hun det sagde. Hun så mig ikke som en ven, tværtimod, hun lød som om, hun bare sagde det for at tilfredsstille Liam.

Måske talte vi om tingene, men det var tydeligt, at hun ikke kunne lide mig. Hun hadede mig ikke, det vidste jeg, men hun ønskede heller ikke at være i nærheden af mig.

”Åh, kom nu, Zayn, smil! Du har fået en ny ven i dag!” Kom det fra Liam, mens han lagde en arm om Mila og blidt skubbede hende mod mig, så vi alle tre stod ansigt til ansigt. ”Nu skal I kramme! Det gør venner!” Han skubbede os bogstaveligtalt ind i krammet.

Min arme lukkede sig automatisk om hendes lille krop og trak hende endnu tættere. Det stød af elektricitet, jeg før havde følt, løb igen gennem hele min krop, denne gang forstørret. Hele min krop kildede, og jeg følte mig så anderledes, en fornemmelse jeg ikke kunne beskrive, jeg vidste bare, at jeg ikke havde lyst til at give slip på hende. Jeg krammede hende tættere, da jeg mærkede hendes arme om mit liv, og hendes hoved presset mod min brystkasse. Jeg begravede min næse i hendes hår, og hendes parfume ramte mig; en sød og elegant parfume.

”Aw, se? Det her er meget bedre,” hvis Liam ikke havde åbnet munden, havde jeg glemt, at han også var tilstede.

Mila prøvede at trække sig væk, men jeg ville ikke give slip, ikke endnu. Je- jeg kunne lide at have hende i mine arme. Hun var så lille, så fin, og alligevel føltes det så rigtig at have hende mod min krop.

Det var mærkeligt. Jeg havde krammet tusindvis at piger, men det havde aldrig føltes sådan. Det føltes så anderledes i forhold til andre piger, inklusiv Alex. Mila føltes bare som noget fuldstændig anderledes og unikt.

”Og lad os så finde de andre, de har brug for hjælp med grillmaden,” mindede Liam os om, og først der gav jeg slip på hende, selvom jeg ønskede at beholde hende der, i mine arme. Hvor mærkeligt var det lige?

Jeg kiggede ned på hende og fangede endelig hendes blik. Jeg bed mig i underlæben, som jeg så, hvordan hendes kinder blev røde, før jeg trådte tilbage og fulgte efter Liam, der allerede var genforenet med de andre. Jeg blev stående i et stykke tid, prøvede at forstå hvorfor jeg havde det sådan, hvorfor alle de her følelser bombarderede mig, når hun var i nærheden. Jeg ønskede at forstå alt det her, jeg ønskede at vide, hvorfor hun fik mig til at føle mig så anderledes, end jeg plejede, så ved siden af mig selv.

Jeg trak vejret dybt og gik mod køkkenet, hvor alle mine venner sikkert var i gang med at forberede maden og kampen vi skulle se.

Som jeg gik ind i køkkenet, så jeg alle mine venner grine, jeg havde endda selv et smil på læberne, i det mindste indtil jeg så Alex og Niall stå der, de krammede, som om de var de eneste to mennesker i verden.

Jeg vidste, at de altid prøvede ikke at virke for forelskede, når jeg var i nærheden, fordi de begge to var bevidste om situationen og ikke ville gøre det akavet, men nogle gange kunne de bare ikke gøre for det, og det forstod jeg, det var trods alt tydeligt, og vi vidste alle sammen, at de elskede hinanden. Normalt prøvede jeg at undgå dem, når de begyndte at opføre sig sådan, men nogle gange kunne jeg ikke lade være, nogle gange blev jeg nødt til at blive stående og se dem være, tja, et par. Den eftermiddag var en af de gange.

Jeg stod der, stirrede på dem og mærkede den genkendelige bølge af jalousi løbe gennem mig. Jeg kunne ikke lade være med gang på gang at spørge mig selv, hvorfor Alex ikke kunne se mig som mere end en ven, hvorfor hun skulle vælge Niall over mig, hvorfor hun ikke elskede mig, som hun elskede Niall.

Det var når jeg så dem så glade sammen, at jeg ønskede mere end nogen sinde før, at have det sådan. Jeg ønskede bare, at en ville elske mig for den jeg var, ikke fordi jeg var Zayn fra One Direction. Jeg ønskede, at en ville elske mig som Alex elskede Niall. Jeg ønskede ikke at blive behandlet anderledes, fordi jeg var en kendt sanger, jeg ønskede bare at blive behandlet som en normaldreng. Det var en af grundende til, at jeg kunne lide Alex, fordi hun aldrig behandlede os som om vi var andet end normale drenge.

Var det for meget at bede om en, der ville have mig? En der behøvede mig?

Jeg så væk, fordi det sårede mig at se dem, og ved et tilfælde mødte mine øjne Milas, og hendes ansigtsudtryk var som at få en mavepuster. Jeg så så meget medlidenhed i hendes øjne, men ikke kun det, jeg så også noget mørkt og bittert, noget jeg ikke før havde set i hendes øjne. Intensiteten i hendes blik gjorde mig stakåndet.

Jeg følte mig delt i tre. En del af mig var sur, fordi jeg ikke behøvede hendes medfølelse, jeg havde nok i min egen selvmedlidenhed; der var en anden del af mig, der bare ønskede at vide hvad hun ellers følte, hvad der ellers gemte sig i det blik; og der var en del af mig, der ønskede at gå hen til hende og bede om hendes trøst, om noget der kunne distrahere mig.

Jeg stod bare der, med en storm af følelser indeni uden at ane, hvad jeg skulle gøre.

”Her, Zayn,” en storsmilende Harry afbrød pludselig mine tanker ved at række mig en øl. ”Lad os gøre det her endnu sjovere!”

Jeg smilede, som jeg brød øjenkontakten med Mila. Jeg tog imod dåsen og smilede til Harry, der bankede mig blidt i ryggen. ”Er du okay?” Hviskede han, og jeg nikkede. Sommetider kunne man blive overrasket over, hvor observant Harry var. ”Du ved, jeg kan godt lide Mila,” sagde han så lavt, at kun jeg kunne høre ham. Hans ord gjorde mig helt anspændt. ”Du burde tale mere med hende.”

Og så forstod jeg, hvad han mente. Han mente ikke, at han som sådan selv kunne lide Mila, men at han kunne lide hende for mig.

Jeg kiggede kort på hende, tænkte over det og overvejede så: kunne jeg lide hende for mig selv?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...