Misconceptions ☯ Zayn Malik

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 9 jan. 2015
  • Status: Igang
Jeg er træt af folks medlidenhed, af at alle ser mig som ’stakkels Zayn, der er forelsket i sin bedste vens kæreste’. Jeg ved, at det ikke er okay, og hvis det var nemt at glemme hende, havde jeg gjort det for længst. Men det er det ikke. Det eneste, jeg behøver, er tid, ikke folk der har ondt af mig og tvinger mig til at komme videre. Hvorfor kan de ikke forstå det? Jeg har bare brug for tid og én, der forstår.

8Likes
22Kommentarer
1813Visninger
AA

8. 6 ☯ Mila

Jeg hyggede mig hjemme hos Alex, havde det sjovt og fik nye venner. Alle drengene var så flinke og, tja, normale. Efter et stykke tid glemte jeg fuldstændig, at de var verdenskendte. De havde alle hver deres kendetegn, der gjorde dem unikke; for eksempel var der noget charmerende og flirtende over alt, hvad Harry gjorde. Louis kørte lidt der her Peter Pan tema, som ind imellem virkelig irriterede mig. Niall var virkelig sød og ubekymret. Liam var rolig, fokuseret og fornuftig. Zayn… well, han var ikke til stede, han opholdt sig et sted ude i haven, mens resten af os var i stuen, vi snakkede og spillede nogle spil.

På et tidspunkt besluttede Liam, at Zayn ikke kunne blive udenfor hele tiden. ”Jeg går ud og kigger efter ham,” informerede han, og vi nikkede alle sammen. Danielle tilbød at gå med ham, men han fortalte hende med et smil, at det ikke var nødvendigt. Jeg så efter ham, som han forlod huset. Jeg prøvede uden held at fortælle mig selv, at jeg ikke skulle spekulere over, om den sorthårede dreng ikke gad det her selskab på grund af vores diskussion. Det var ikke min mening at være led – i hvert fald ikke for led.

Jeg rystede på hovedet. Min mening om ham kunne ikke betyde så meget for ham. Hvad betød jeg ud af de mange tusinde, der elskede ham? Min mening var totalt ubetydelig.

Alligevel kunne jeg ikke lade være med at tænke på ham, undre mig over hvad der virkelig holdt ham uden for, hvorfor han nægtede at deltage i morskaben.

Efter et stykke tid kom Liam tilbage, hans ansigt viste ren bekymring, og det var tydeligt, at der var noget galt med Zayn. Uden overhovedet at bemærke det blev jeg helt anspændt og dødbekymret, for ikke at nævne min dårlige samvittighed der voksede, fordi en del af mig fortalte mig, at det var min skyld.

Liams chokoladebrune øjne fokuserede på mig, og jeg slugte klumpen i min hals. ”Mila, kan jeg lige snakke med dig et øjeblik?” Spurgte han mig, og jeg vidste, at alles øjne lå på os, de undrede sig over, hvad der foregik. Well, jeg stillede mig selv det samme spørgsmål.

Jeg nikkede og rejste mig, da han gik mod køkkenet. Vi var alene, og hans øjne fandt igen mine, hans ansigt var stadig fuldt at bekymring. ”Hvad sker der?” Spurgte jeg og følte mig endnu mere nervøs end før.

Et suk gled langsomt over hans læber, før han snakkede. ”Det er Zayn. Han sidder derude og er helt trist, og jeg ved, at jeg ikke burde blande mig, men jeg kan ikke bare ignorere, at min bedste ven er totalt splittet. Han forstår virkelig ikke hvorfor du– øh– hader ham. Han er ikke så slem, Mila. Han er en flink fyr, du bliver nødt til at give ham en chance.”

Jeg stod der uden rigtig at vide, hvordan jeg skulle reagere. Om jeg skulle fortælle ham, at han skulle passe sig selv, eller at jeg ville give Zayn en chance, vidste jeg ikke. Der var en ting over Liam, der fik dig til at overveje hans ord og gøre som han sagde, noget der gjorde, at du ikke kunne være sur på ham for at blande sig i noget, han ikke havde retten til.

”Je-” begyndte jeg, men var stadig ikke sikker på, hvad jeg skulle gøre. En del af mig ønskede at lytte til Liam, den anden del ønskede at vende rundt og forlade stedet.

Jeg hadede ikke Zayn, han irriterede mig bare. Hans arrogance irriterede mig. Men hvis man så bort fra det, kunne jeg ret godt lide ham, og selvom jeg ikke ville acceptere det, kunne jeg ikke få ham ud af hovedet. Selvom jeg talte grimt om ham, svinede ham til, havde han været fanget i mine tanker, siden vi mødtes første gang.

”Jeg hader ham ikke,” svarede jeg endelig Liam, og han nikkede, som om det ikke var ny information for ham.

”Det ved jeg godt, men han er overbevist om, at du hader ham, og det er derfor han er udenfor – fordi han ikke vil genere dig med ’sin tilstedeværelse’,” Liam lavede citationstegn med sine fingre for at vise, at han ikke havde samme mening. ”Kan du ikke tale med ham? Please,”  næsten tiggede han mig med hundeøjne, og han skød endda også sin underlæbe en anelse frem.

”Ugh, det er ikke fair, Liam,” brokkede jeg mig. Hvordan kunne jeg sige nej til den dreng med det ansigtsudtryk? Det var umuligt. ”Fint, jeg snakker med ham.”

Drengen overraskede mig ved at trække mig ind i et kram. Han grinede så glad, og jeg kunne sværge, at det eneste, han manglede, var at hoppe op og ned af begejstring. Jeg sukkede og forberedte mig selv på en meget ukomfortabel samtale.

 

***

 

Jeg vidste godt, at Zayn ikke var så slem, og at vi måske kunne være venner, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at han måske bare ville bruge mig, og hver gang den tanke strejfede mig, blev jeg sur på ham. Ja, han ønskede ikke at bruge mig på den måde, det viste sig jo at det bare var Alex’ plan, men jeg kunne ikke ryste følelsen af, at han ikke opfattede mig som en hel person, af mig. Jeg var noget for ham; jeg var bare ikke Mila. Enten var jeg en slags rebound, eller også var jeg bare Alex’ ven. Og måske var det derfor, jeg ikke havde lyst til at kunne lide Zayn eller give ham en chance. Men han kunne være sød, han kunne være sjov, og selvom jeg vidste, at han var en anelse selvcentreret, bemærkede jeg, at han var meget usikker. Andres meninger betød virkelig noget for ham, og måske var det derfor – fordi han tog sig så meget af, hvad andre tænkte om ham – at han var blevet mærket ’forfængelig’. Det faktum at min mening om ham påvirkede ham så meget, sagde en del.

En ting ved ham, der overraskede mig, var, at han røg. Af en eller anden grund, tænkte jeg på ham som en ’god fyr’, som et godt eksempel for fremtidige generationer, og forestillingen om at han kunne ryge, havde aldrig været der, men af en eller anden grund fandt jeg ham meget mere tiltrækkende, nu da jeg kendte til det.

Vi førte en fin samtale uden noget skænderi, indtil han sagde noget, der ødelagde det hele. Jeg var lige begyndt at synes om ham, jeg troede på, at vi rent faktisk kunne være venner, men han sørgede for at lade mig vide, at jeg ikke var mere end Alex’ ven for ham, en der mindede om hende, og det var derfor, han bekymrede sig om min mening, det var derfor, han talte til mig og var flink mod mig – kun fordi jeg mindede ham om Alex.

Det var sandt, at Alex og jeg havde en masse til fælles, og vores personligheder mindede på mange måder om hinanden, men jeg var en totalt anden person, og jeg ønskede at blive anderkendt for det. Så bare lige sådan, som med et fingerknips, var alt fremgang mellem Zayn og mig tabt på gulvet.

”Er du okay?” spurgte han, jeg nikkede bare, undgik hans blik. Jeg ville ikke blive sur på ham igen, eller starte et skænderi med ham, fordi han ikke så mig som en uafhængig person, men som en skygge af en anden. Jeg ville ikke spilde min tid på at diskutere det her med ham. Jeg ville ikke spilde min tid på ham, punktum.

Jeg ventede ikke på ham, jeg satte bare kursen mod huset, klar på at undgå Zayn resten af tiden. Der var masser af mennesker, jeg kunne snakke med, jeg behøvede ikke at opføre mig som om, jeg var venner med Zayn, men jeg behøvede at opføre mig som om, jeg ikke hadede ham, så ingen ville bekymre sig om det.

”Mila!” kaldte Zayn efter mig, og lyden af hans løbende skridt bag mig fik mig til at stoppe. ”Hvad sker der?” Spurgte han. Selvfølgelig bemærkede han forandringen i måden, jeg var overfor ham. Men jeg kunne ikke bare opføre mig som om ingenting skete, når det lige var gået op for mig, at jeg ikke betød en skid for ham.

Jeg dvælede ved den tanke. Hvorfor sårede det mig, at han ikke så mig, men en skygge af Alex? Hvorfor følte jeg mig… svigtet?

”Ingenting, alt er perfekt,” svarede jeg, selvom jeg ikke var så sikker længere. Jeg hadede denne mærkelige følelse i mit bryst, og jeg kunne ikke rigtig sige, hvad det var. Jeg vidste bare, at jeg ikke brød mig om at have det sådan.

”Hvorfor virker det så som om, du ønsker at lægge så meget afstand til mig som muligt?” Forhørte han sig, hans øjne fokuserede på mig, søgte mig blik, men jeg ville ikke møde hans øjne, fordi jeg ikke ønskede at diskutere med ham… igen.

”Jeg fryser bare, og jeg vil gerne vide, hvornår vi går i gang med det her grill-halløj.” Han virkede ikke overbevist, og i et øjeblik ville jeg bare kaste mine arme i vejret og råbe ad ham, at han skulle lade mig være. Jeg havde ikke tålmodigheden til at tage mig af ham og hans mistro i det øjeblik, men det var dog okay, at han ikke troede mig, for jeg løj rent faktisk, men det var ikke pointen.

”Hvorfor tror jeg dig ikke?” Tænkte han højt, så jeg rullede med øjnene. Og jeg troede, at Moni var stædig…

”I det tilfælde ved jeg ikke, hvad vi skal gøre, for jeg fortæller dig sandheden, og jeg vil virkelig gerne indenfor,” fortalte jeg ham og drejede om på hælen for at genoptage min gang mod huset, men han greb min albue og fik mig til at stoppe.

Jeg kunne sværge, at jeg følte et elektrisk stød gå igennem hele min krop, og stedet, hvor han rørte mig, brændte, endda selvom han ikke rørte min hud men mit tøj, men jeg kunne… mærke ham, som var hans hånd mod min bare hud.

Hvad fanden sker der? Tænkte jeg for mig selv, mine øjne søgte hans med det samme, overrasket over min reaktion på hans berøring. Han havde rørt mig før, men det her var første gang, jeg reagerede på denne måde.

Hans øjne var vidt åbne og tanken om, om han følte det samme, strejfede mig for en stund. Måden han kiggede på mig på, studerede mig, fik mit hjerte til at banke og en knude i min mave til at vokse. Hans blik var så intenst, kraften i hans brune øjne føltes som om, han nåede helt ind til min sjæl. Hvordan var det overhovedet muligt?

Det var som om, vi var frosset sådan, i stilhed, i hvad der føltes som en evighed, og jeg vidste ikke, hvorfor han ikke snakkede, for han havde vel haft en intention med at stoppe mig, ikke?

”Mila…” hviskede Zayn.

Men han blev afbrudt. ”Hey, der er I! Vi var– er der noget galt?” Jeg vendte mig øjeblikkeligt rundt, da jeg hørte den dybe stemme, og mine øjne mødte et sæt grønne. Der, et par meter væk, stod en forvirret Harry.

”Nej, overhovedet ikke,” svarede jeg, som jeg rystede Zayns tag af mig og trådte et skridt tilbage. ”Vi var på vej indenfor.”

Jeg havde ikke lyst til at se på Zayn, men jeg kunne mærke han øjne i nakken, og jeg kunne se på Harry, at der var noget besynderligt over hele situationen. Jeg besluttede, at jeg ikke gad tænke mere over det og begyndte at gå. Harry bevægede sig ikke, han blev stående, som jeg gik forbi og efterlod de to drenge udenfor.

Jeg var et par meter inde i huset, før jeg bemærkede Liam og hans begejstrede og yderst nysgerrige ansigtsudtryk. ”Så? Fik I styr på tingene?” Spurgte han, og jeg smilede. Han var bekymret for sin ven.

”Yeah, jeg dræber ham ikke, og han er en flink fyr,” svarede jeg, ”jeg overreagerede vel bare en lille smule,” accepterede jeg, og Liams smil var så ægte og stort, at jeg i et øjeblik følte mig sådan igen, fuldstændig glad.

”Se? Jeg sagde det jo!” Jublede han, han var så glad, at han endda krammede mig. ”Jeg er glad for, at I klarede tingene. Nu kan vi alle være venner!” Han lød så uskyldig, da ordene forlod hans mund, at jeg ikke kunne stoppe mig selv i at grine.

”Jeg vidste ikke, at det betød så meget for dig, Liam,” kommenterede jeg, og han kiggede på mig med det varme smil.

”Selvfølgelig! Zayn er en af mine bedste venner, og jeg bekymrer mig så meget om ham! Jeg hader at se ham nedtrykt. Han er fantastisk.”

Jeg smilede af hans ord, men huskede så, at Zayn meget muligt var en sød dreng, men at han havde et stort problem, der kom i vejen for vores ellers mulige venskab. Og det problem var, at han var forelsket i min veninde.

Og hvorfor, i Lokis navn, sårede det mig?

 

Yaaay, nyt kapitel! Hvad synes I? :D

Hvad synes I om det nye movellas? Jeg fik et chok, da jeg loggede på, men jeg tror, at det er ret fedt, når man lige får vænnet sig til det ;-)

Skal nogle af jer have trim/idræts/motionsdag i morgen? Hvis I skal, hvad skal I så lave? :-)

Næste kapitel kommer i weekenden eller på mandag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...