Misconceptions ☯ Zayn Malik

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 9 jan. 2015
  • Status: Igang
Jeg er træt af folks medlidenhed, af at alle ser mig som ’stakkels Zayn, der er forelsket i sin bedste vens kæreste’. Jeg ved, at det ikke er okay, og hvis det var nemt at glemme hende, havde jeg gjort det for længst. Men det er det ikke. Det eneste, jeg behøver, er tid, ikke folk der har ondt af mig og tvinger mig til at komme videre. Hvorfor kan de ikke forstå det? Jeg har bare brug for tid og én, der forstår.

8Likes
22Kommentarer
1815Visninger
AA

7. 5 ☯ Zayn

”Hvem er ikke så slem?” spurgte jeg og så på hende. Moni var en flink pige, og jeg bemærkede, at hun nød at sætte Mila i akavede situationer, såsom den her. Brunetten havde et drillesygt blik i øjnene.

Mila kiggede på mig, meget utilpas med mit spørgsmål, men jeg blev nødt til at vide det. Jeg ville mene, at de refererede til mig, og hvis det var det de gjorde, betød det at Mila havde talt om mig. Ja, hun havde sikkert fortalt lort om mig, men jeg var ligeglad, af en eller anden underlig og ubegribelig grund, gjorde det mig glad.

Sagen var den, at jeg ikke havde kunne stoppe med at tænke på hende, siden hun forlod klubben. Jeg kunne ikke stoppe med at overveje, om hun virkelig hjalp Alex på grund af medlidenhed, eller om hun var et offer for Alex’ plan, lige så meget som jeg var. Jeg kunne ikke få billedet af hendes ansigt ud af hovedet, hendes smil og de mørke øjne. Jeg var ret fuld aftenen inden, men mindet om hende var det tydeligste.

”Øhm- så, jeg burde hjælpe Belle,” svarede hun og kiggede i køkkenets retning, hvor Belle var sammen med Dan, i gang med at forberede alt til grillen.

Hun begyndte at gå mod køkkenet, men jeg kunne ikke lade hende gå uden et svar. Jeg blev bare nødt til at vide, om hun tænkte lige så meget på mig, som jeg tænkte på hende, selvom hun hadede mig. Jeg blev nødt til at vide det, for at berolige mit sind og ego. Jeg havde ikke lyst til at være den eneste, der var så påvirket af vores møde.

Jeg fulgte efter hende og tog fat i hendes arm, før hun kunne tage et skridt ind i køkkenet. Jeg vidste, at de andre inde i stuen undrede sig over, hvad der foregik mellem Mila og mig, og de udspionere os sikkert i det eksakte øjeblik, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Jeg trak blidt i Milas arm og fik hende til at vende fronten mod mig. Hun undgik med det samme mit blik og rettede sit blik mod en plante der stod på gulvet til højre for hende.

”Hvorfor vil du ikke svare mig? Det er ikke en stor ting,” fortalte jeg hende og prøvede at møde hendes blik, men hun blev ved med at undgå mig. ”Mila,” talte jeg igen, og først der mødte hun mit blik.

”Dig. Okay? Jeg kan ikke lide dig og din selvoptagede personlighed, så jeg fortalte Moni om dig, og hvor frustrerende du er. Jeg ved ikke, hvorfor hun ikke synes, at du er slem, når du tydeligt ikke kan forså, at jeg ikke gider snakke med dig eller besvare dine spørgsmål. Og fuck så af!” Råbte hun praktisk talt af mig, og af forbavselse slap jeg mit tag om hendes arm, gik et skridt tilbage og blinkede hurtigt.

”Je- undskyld,” mumlede jeg stadig overrasket over hendes reaktion. Jeg bemærkede hendes røde kinder, men jeg havde svært ved at tro, at det var fordi hun var flov; det var sikkert, fordi hun var rasende.

Så hun hadede mig virkelig.

Det var nyt. Det var underligt. Og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle tage mig af det. Men hvorfor hadede hun mig så meget? Yeah, jeg var ubehøvlet i starten, og jeg burde nok ikke have reageret sådan sidst på aftenen, men overreagerede hun ikke bare en lille smule? Jeg troede, vi havde det sjovt. Vi grinede.

”Nej, det er mig, der undskylder. Jeg burde ikke sige sådan noget. Jeg er trods alt gæst her, og du er Alex’ ven. Undskyld,” kom det fra hende, men jeg kunne stadig se, at hun ikke ønskede mig i nærheden. ”Det er bare at- ugh, jeg kan bare ikke. Undskyld.”

Da hun gik sin vej, prøvede jeg hverken at stoppe hende eller at følge efter hende. Hun gjorde det ret tydeligt, at hun ikke ville se mig eller tale med mig. Det betød ikke noget, at hun havde noget, der fik mig til at tænke på hende konstant, at hun havde noget, der fik mig til at ønske at lære hende at kende.

Hun hadede mig.

 

***

 

”Mate, er du okay?” Overraskede Liam mig.

Jeg stod ude foran huset, mens alle andre var indenfor, de talte og havde det sjovt, men jeg kunne ikke være derinde, når Mila var til stede. Måske burde det ikke røre mig, men jeg ville ikke gøre hende utilpas med min tilstedeværelse. Desuden havde jeg brug for en smøg. Jeg havde brug for at klare hovedet. Jeg havde for mange ting i tankerne, for mange ting jeg prøvede at forstå, som for eksempel det faktum at jeg ikke kunne få Mila ud af hovedet.

Jeg kiggede på den mørkhårede dreng og prøvede at smile, som jeg lod røgen slippe ud gennem mine let adskilte læber. ”Yeah, klart. Hvorfor?” Spurgte jeg afslappet, og Liam kiggede bare på mig med en lille rynke i panden.

”Du er herude alene, og du har ikke snakket med nogen siden den- øhm- diskussion med Mila. Så jeg tænkte på, om du-”

”Jeg har det helt fint,” afbrød jeg ham, før han kunne færdiggøre sin sætning.

Selvfølgelig var jeg ikke okay. Hun hadede mig, men jeg forstod ikke helt hvorfor. forfærdelig havde jeg ikke været mod hende dagen inden, men hun kunne ikke døje mig, når det burde være mig, der ikke kunne fordrage hende, fordi hun aldrig ønskede at møde mig, hun kom sikkert kun til den date, fordi hun skyldte Alex en tjeneste.

Well… jeg var ikke sikker på den teori, men at tro på den gjorde, at jeg fik det bedre. En smule. Næsten ingenting.

”Du ser ikke okay ud. Du ser oprevet ud. Hvis det er på grund af det Mila sagde, bliver du nødt til at vide at-”

”Selvfølgelig er det på grund af det, hun sagde!” Afbrød jeg ham igen. ”Hun hader mig, og jeg ved ikke hvorfor! Ja, jeg var uforskammet, men så slemt synes jeg heller ikke, det var.”

”Jeg tror ikke, at hun virkelig hader dig, Zayn. Hun er sikkert bare… well… øhm…”

”Se?” Vrissede jeg, virkelig frustreret over hele situationen. ”Og det værste af det hele er, at jeg ikke kan glemme det. Jeg kan ikke bare ignorere hende og hendes mening om mig. Det kan jeg ikke!” Udbrød jeg. Liam så chokeret ud, hans mund var en anelse åben. Well, jeg havde en kort lunte. Jeg tog et langt sug, færdiggjorde min cigaret og smed den på jorden, før jeg trådte på den. ”Hvorfor skulle Alex introducere os? Huh? Hvorfor skal hun have ondt af mig? Hvorfor vil hun finde en pige til mig?”

”Fordi ingen har lyst til at se dig trist, fordi hun ønsker at se dig glad, og hun føler et ansvar,” prøvede Liam at forklare, så jeg sendte ham himmelvendte øjne.

”Hun ved, at mine følelser ikke er hendes skyld. Hun burde glemme det her og bare lade mig være,” mumlede jeg og så væk.

Det gik op for mig, at jeg ikke kun var sur, fordi jeg ikke forstod, hvorfor Mila hadede mig så meget, men også fordi Alex havde så meget medlidenhed med mig. Og ikke kun hende, drengene var ikke en skid bedre. Jeg kunne se det i deres øjne, når de fangede mig i at kigge på Alex. Niall og jeg var ikke lige så tætte mere, og det var ikke, fordi han skubbede mig til side, det var fordi jeg ikke kunne holde ud at være i nærheden af ham for længe, fordi det betød at høre ham tale om Alex eller se dem sammen. Det kunne jeg ikke klare.

Jeg vidste, at jeg ville komme over hende på et tidspunkt, jeg ville bare ikke have, at folk hastede mig til at gøre det med det samme, og vigtigst af alt ville jeg ikke have dem til at prøve at få mig til at glemme Alex med en anden pige, en pige der hadede mig.

Yeah, det træk gik ikke som planlagt.

”Hun bekymrer sig om dig, Zayn,” mindede Liam mig om. Det vidste jeg, hun gjorde, bare ikke på samme måde, som jeg bekymrede mig om hende. ”Det gør vi alle sammen.” Hun bekymrede sig på samme måde, som drengene gjorde.

”Jeg skal nok klare mig. Jeg har bare brug for at være alene i et stykke tid. Bare berolige mig selv.”

Liam nikkede og efter et par sekunder, gik han indenfor. Han var en meget forstående fyr, den fornuftige der altid vidste, hvornår han skulle stoppe med at presse folk. Jeg trak endnu en cigaret op af pakken og tændte den. Jeg burde stoppe med at ryge, jeg ønskede at gøre det for fansene, og for mig selv fordi det ikke var sundt, men ind imellem havde jeg bare brug for en smøg. Intet kunne klare mit hoved som det, det var som om alt, fra at tænke til at trække vejret, blev simplere og lettere efter en cigaret.

Jeg blev i haven et stykke tid, alene med mine tanker. Jeg prøvede at skubbe Alex til side, jeg prøvede at glemme Mila og hendes had, jeg prøvede at undgå alt i mit hoved og bare fokusere på at trække vejret, men det var umuligt: hendes smil, hendes brune øjne, hendes hjerteformede ansigt omringet af de mørke krøller og pandehåret viste sig bag mine øjne hele tiden. Og jeg vidste, at hun var indenfor, med alle de andre, og hun hadede mig stadig.

”Jeg vidste ikke, du røg,” kommenterede en feminin stemme bag mig. Fanget på det forkerte ben lod jeg cigaretten ramme jorden, som jeg vendte mig om for at finde en meget ukomfortabel Mila og et stirrende blik. ”Hej,” sagde hun da vores øjne mødtes. ”Jeg vil bare- well, jeg tror bare, at jeg vil undskylde. Jeg opførte mig som et røvhul før.”

Jeg holdt mine øjne på hende, fulgte hendes ord, meget fokuseret på måden hendes læber bevægede sig, når hun talte, måden hendes hår fløj let i den rare men kolde vind i slutningen af oktober. I det øjeblik mindede hun mig ikke om Alex, hun var en speciel og unik kvinde, og jeg kunne pludselig ikke huske, hvorfor jeg i starten syntes, de mindede om hinanden.

”Det er ikke, fordi jeg hader dig, det er bare at… jeg er sur over, at du troede, at jeg var der i går aftes som en slags rebound for dig. Jeg er ikke noget, du kan bruge, og jeg blev bare virkelig vred på dig, fordi du tænkte sådan om mig.”

”Jeg tænkte aldrig sådan om dig,” skyndte jeg mig at fortælle hende, og hun løftede et øjenbryn. ”Je- Jeg var uhøflig overfor dig i starten, fordi jeg troede, at du var der for at hjælpe Alex, og jeg behøver ikke nogens medlidenhed.”

Hun smilede, et lille smil der lod mig se, at hun forstod, hvad jeg mente. ”Jeg sværger, jeg anede ikke, at det var hendes plan,” svarede Mila, det lille smil prydede stadig hendes ansigt.

”Og hvordan vidste du, hvad jeg føler for Alex?” spurgte jeg hende.

”Jeg bemærkede det bare der. Alex fortalte mig kun, at hun havde planlagt en date for mig, og at jeg blev nødt til at komme. Hun fortalte mig aldrig, at det var dig, eller at hun prøvede at, du ved, hjælpe dig. Jeg lagde selv to og to sammen.” Jeg løftede mine øjenbryn for at lade hende vide, at jeg behøvede mere information. ”Jeg så bare, hvordan du kigger på hende, og hvordan din stemmer bliver mildere, når du siger hendes navn. Det var ret tydeligt for mig, hvor meget du elsker hende. Forstår du? Jeg var rasende på hende for at rode mig ind i det her, for at bruge mig. Jeg lod vist lige al mine vrede gå udover dig. Undskyld.”

Det var min tur til at smile, fordi det gik op for mig, at hun ikke hadede mig. Måske kunne hun stadig ikke lide mig, men i det mindste vidste jeg, at hun ikke hadede mig, og vi kunne snakke sammen eller være i samme rum, uden hun ville forsøge at dræbe mig.

”Selvom jeg stadig synes, at du er selvoptaget. Jeg gætter på, at det er berømmelsen, man skal bebrejde for det, eller var du altid så forfængelig?”

Jeg grinede tørt. Jeg vidste, at hun ikke stillede det spørgsmål for at irritere mig, hun vidste sikkert ikke, hvor meget folk spurgte mig om det, efter Louis sagde, at jeg var forfængelig.

”Jeg tror, at berømmelse fodrer dit ego. Det ville være umuligt at være den samme som før, når du ved at tusindvis af piger skriger efter dig. Men jeg tror ikke, at alt drejer sig om mig,” svarede jeg, og hun nikkede. ”Men jeg gætter på, at jeg altid har været en smule forfængelig.”

”Yeah… Jeg har hørt, at du altid har et spejl med dig,” tilføjede hun halvt fornøjet, halvt foruroliget.

”Øhm- well, ja,” fortalte jeg hende og mærkede mine kinder brænde. Hun brød bare ud i grin. 

”Dude, det er altså mærkeligt! Jeg ejer ikke engang et lommespejl, og du har altid et med dig. I det mindste ved jeg, hvem jeg skal spørge, hvis jeg får brug for et en dag,” kom det fra hende, og jeg smilede.

Jeg kunne godt lide hendes ærlighed. Hvis hun havde noget at sige til mig, der ikke var sødt, hold hun det ikke fra mig, bare fordi jeg var Zayn Malik fra One Direction. Hun behandlede mig som en normal fyr. Det kunne jeg godt lide. Det kunne jeg virkelig godt lide. Det var også en af de ting, jeg bedst kunne lide ved Alex.

”Nogle gange minder du mig så meget om Alex. Jeg kan se, hvorfor I to er venner,” kommenterede jeg, stadig smilende, men jeg så hvordan hendes underholdte udtryk forsvandt.

”Yeah, det gør vi vel. Vi burde gå indenfor,” tilføjede Mila køligt, og jeg overvejede, om jeg havde sagt noget forkert. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...