Misconceptions ☯ Zayn Malik

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 9 jan. 2015
  • Status: Igang
Jeg er træt af folks medlidenhed, af at alle ser mig som ’stakkels Zayn, der er forelsket i sin bedste vens kæreste’. Jeg ved, at det ikke er okay, og hvis det var nemt at glemme hende, havde jeg gjort det for længst. Men det er det ikke. Det eneste, jeg behøver, er tid, ikke folk der har ondt af mig og tvinger mig til at komme videre. Hvorfor kan de ikke forstå det? Jeg har bare brug for tid og én, der forstår.

8Likes
22Kommentarer
1815Visninger
AA

16. 14 ☯ Mila

”Glæder du dig?” Spurgte Moni, mens jeg blev ved med at lede efter min mobil. Seriøst, hvordan kunne den så let blive væk? Jeg havde brug for min telefon; jeg brugte den til alt.

”Hvorfor spørger du?” Spurgte jeg uskyldigt, selvom jeg udmærket godt vidste, hvad hun mente.

Moni fnyste på en meget ikke feminin måde og slog mig på armen. ”For det første er vi officielt frie!” Næsten råbte hun, og jeg fniste, mens jeg stadig kiggede efter min mobil. ”For det andet kommer de hjem i dag. Du kommer til at se dem igen! Jeg kan ikke tro, at der allerede er gået en måned.”

”Så stort er det heller ikke, Moni,” fortalte jeg hende og lagde mig på knæ for at se, om min mobil lå under sengen. ”Kan du ringe til mig igen? Måske kan jeg høre det denne gang.”

”Selvfølgelig,” svarede hun og ringede min telefon op med sin egen, som hun aldrig mistede. Heldige svin. ”Og det er stort. Du har talt med Harry hver dag og også ret ofte med de andre drenge. Den krølhårede er næsten din nye bff, og jeg er bange for, at han er ved at stjæle dig fra mig! Og nu skal vi bruge vores ferie sammen med dem. Jeg må hellere holde øje med den dreng,” sagde hun truende, hvilket kun fik mig til at grine. Hey, min mobil! Den fandens ting lå bagved mit natbord.

”Fjolle, du ved, at ingen kan erstatte dig,” fortalte jeg hende, men hun blev ved med at kigge på mig med korslagte arme. ”Og lad os så komme af sted, hvis vi skal være i lufthavnen i ordentlig tid.”

Vi skulle hente drengene i lufthavnen som en overraskelse. Alex insisterede på, at jeg tog med, og hun talte endda med Moni for at få hende til at overtale mig. De to var forenede i det her OTP noget. Vi var sammen nogle dage – de få dage vi havde et par timer fri – og mere end en enkelt gang var begge piger begyndt at sige ’OTP, OTP, OTP’ i kor. Så Moni var nu på Alex’ side, men jeg forstod dem ikke, det var tydeligt at Zayn og jeg aldrig ville komme til at fungere af simple grunde. Han var vild med Alex, ikke mig. Plus, jeg kunne ikke lide Zayn på den måde. Dog håbede jeg, at vi kunne se bort for vores uoverensstemmelser – og med uoverensstemmelser mente jeg hans manglende evne til at se mig – og blive venner.

”Mit OTP vil være genforenet i dag!” Hvinede Moni som en fjollet fangirl, og hun havde allerede glemt sin prædiken om, at jeg ville erstatte hende med Harry. ”Lad os gå! Skynd dig!” Og så løb brunetten bogstavelig talt ud af mit værelse. Jeg var sommetider bekymret for min bedste veninde, især når hun havde drukket så meget kaffe på én dag.

Jeg fulgte efter hende, mens jeg fortalte mig selv, at knuden i min mave ikke havde noget som helst at gøre med det faktum, at jeg skulle se Zayn igen. Jeg prøvede også at overbevise mig selv om, at jeg ikke havde tænkt mere på ham, end jeg havde tænkt på de andre drenge. Jeg havde snakket med ham nogle få gange, og mit hjerte havde ikke sprunget et slag over hver gang, jeg så ham på skærmen, og det havde heller ikke banket hurtigere, når han smilede til mig.

Ugh, hvem prøvede jeg at narre? Jeg havde de fjollede reaktioner, når jeg så ham, og jeg tænkte på ham, mere end jeg skulle. Jeg kunne ikke holde mit hjerte fra at springe et slag over, når han smilede så oprigtigt til mig, som om han virkelig var glad for at se mig. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg så gerne ville have ham til at bemærke mig, til at se mig. Jeg vidste ikke, hvorfor det bekymrede mig så meget. Men det gjorde det, selvom jeg prøvede at lyve for mig selv.

Da jeg nåede min bil, sad Moni allerede indenfor og var i færd med at tilslutte sin iPhone. Vi skulle mødes med Alex og Belle i lufthavnen. Phebs kunne ikke komme, fordi hende kæreste havde inviteret hende til at møde hans forældre. Det var ret seriøst imellem dem, og hun fortalte, at hun ville introducere os for ham meget snart. Jeg var meget spændt på at møde ham, for Phebs kunne kun sige vidunderlige ting om ham. Faktisk havde jeg det som om, jeg allerede kendte ham.

Drengene vidste ikke, at vi ville møde dem i lufthavnen. Alex havde planlagt det hele med Paul, uden at de vidste det, så det ville være en overraskelse. Personligt var jeg meget begejstret for at se, hvordan de så ud efter så mange timer i et fly. Jeg glædede mig til at gøre grin med Harry.

”Er du sikker på, at de går ud her?” Spurgte Moni Alex, der var meget optaget af sin mobil.

”Ja. Paul har lige skrevet til mig og fortalt, at de kommer,” svarede den sorthårede pige og lagde sin mobil tilbage i sin lomme. ”Vær klar. Bare lige så I ved det, jeg kommer til at hoppe på Niall, og jeg vil ikke være ked af vores cheesy øjeblik. Forstået? Ja? Super.”

Jeg grinede for mig selv. Hvem ville have troet at én, der altid havde lyst til at kaste op, når hun så et kærestepar kysse eller opføre sig totalt forelsket, nu ville være så cheesy som dem? Kærlighed ændrede bestemt folk, det var Alex et tydeligt eksempel på.

Jeg ignorerede mit hjerte, der, af en eller anden dum grund, bankede hurtigere, og jeg fokusrede på, hvor de snart ville dukke op. Af hvad jeg vidste, havde de gjort et stort nummer ud af det, så ingen vidste præcis hvornår de ville ankomme i London, men der var sikkert nogle dedikerede og besatte fans udenfor, og hvis der var, ville vi blive nødt til at holde lav profil. I det mindste fik vi lov til at sige hej først.

Jeg hørte Alex’ hvin, før jeg så dem komme gående imod os. Da det gik op for Niall, smed han alt på gulvet, før han løb Alex i møde og greb hende i sin arme. Jeg havde altid troet, at den scene kun skete på film, men havde nu selv lige været vidne til en. Jeg smilede som en idiot, mens jeg så dem have deres øjeblik. Jeg vidste, at de havde savnet hinanden forfærdeligt, Alex var ikke lige så glad, når Niall ikke var til stede, men hun var stærk og fortalte ham aldrig hvor meget, hun behøvede ham hos hende. Hun smilede altid til ham og opmuntrede ham, fortalte ham at de snart ville se hinanden. Hun forblev stærk selv på sin fødselsdag, som hun ikke kunne fejre sammen med Niall.

”Mila?” Kom det langsomt fra en dyb stemme, og jeg vendte mig rundt for at se en ret søvnig og overrasket Harry kigge på mig. Jeg smilede stort og holdt mit grin over hans rodede krøller inde.

”Hej med dig, hipster,” sagde jeg, og hans smil voksede, som han gik mod mig for at mase mine knogler i et ordentlig bamsekram. ”Luft!”

”Jeg har savnet dit sarkastiske fjæs!” Fortalte han mig, og jeg grinede bare, men mine øjne så over hans skulder og mødte Zayn, der kiggede på Niall og Alex. Den stakkels dreng, hvorfor kunne han ikke give slip?

Måske følte han mit blik, eller måske kunne han ikke tage det længere, men han vendte sig rundt, og hans øjne mødte øjeblikkeligt mine som om, jeg kaldte på ham. Det smertefulde udtryk forsvandt, og et smil prydede hans ansigt. Jeg smilede også, mens Harry stadig kvaste min krop med sine arme.

”Jeg er så glad for, du er her! Oh, Moni!” Sagde Harry, som han fik øje på min ven. De havde også lært hinanden ret godt at kende, med alle vores video-opkald og jokes. Brunetten kom ret godt ud af det med dem alle sammen. Han slap mig og gik så hen for at kramme min bedste veninde, forlod mig der med mine smertende knogler. Han var ret stærk af en tynd teenage dreng at være.

”Jeg holder øje med dig, Styles,” truede min veninde ham, men Harry ignorerede hende bare og det var hendes tur til at blive knust. Jeg grinede og så Liam komme imod mig. Han smilede stort, og jeg gjorde bare det samme, som hans arme svang sig om mig.

”Så godt at se dig, Mila!” Sagde han og krammede mig tæt.

”I lige måde. Velkommen hjem,” fortalte jeg ham og krammede ham tilbage. ”Var det sjovt?” Han nikkede til mit spørgsmål med et smil så stort og kært som sædvanlig. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på en lille, nuttet hvalp, når jeg så ham smile sådan.

”Det var fantastisk. Hey, er Phebs her ikke?” Spurgte han, mens hans øjne søgte lufthavnen efter den lyshårede pige.

”Hun er sammen med Lucas, skulle møde hans forældre,” fortalte jeg ham, så noget mærkeligt skete, jeg så en ændring i hans udtryk, som om han ikke godkendte eller syntes om mit svar.  ”Er du okay, Liam?” Spurgte jeg, og han nikkede bare, før han gik sin vej for at hilse på Belle.

Jeg holdt mit blik på ham og prøvede at finde ud af, hvad der lige skete, da Louis kom hen og krammede mig. Jeg hadede ikke Doncaster drengen, men nogle gange irriterede han mig i høj grad, når han startede hele Peter Pan temaet, så vi var ikke vildt tætte. Alligevel havde vi dog vores øjeblikke ind imellem. Han var en god partner in crime.

Efter Louis forlod mig, stod Zayn foran mig med et sødt og varm smil, som om han virkelig var glad for at se mig, men jeg kunne ikke være sikker. Jeg var aldrig sikker med Zayn. ”Hej, Mila. Jeg er glad for, du er her,” sagde han, men var han? Var han virkelig glad for at se mig, eller var det bare, fordi jeg var der til at distrahere ham fra Niall og Alex?

Han åbnede sin arme, og jeg stoppede med at tænke på alt og krammede ham bare. Betød det virkelig noget, om han var eller ikke var glad for at se mig? Han var lige kommet tilbage fra en lang måned i USA, væk fra sin familie og venner; det mindste jeg kunne gøre var at hilse ordentligt på ham. ”Velkommen hjem,” sagde jeg, som hans arme lagde sig om mig og trak mig tæt til hans krop.

Jeg blev nødt til at indrømme det, det føltes god, det føltes fandens godt at være i hans arme, med min ansigt gemt i hans bryst, omringet af hans fantastiske duft. Hele min krop kriblede, og jeg følte en knude i min mave vokse. Noget ville snart slippe løs indeni mig, jeg vidste det, men mens han krammede mig, kunne jeg ikke være mere lige glad.

Af en eller anden grund føltes det anderledes at kramme Zayn, end det gjorde at kramme de andre drenge. Det føltes fuldstændig anderledes, når det var Zayn, der holdt mig tæt med sit ansigt næsten gemt i mit hår og hans blide og varme åndedræt, der kildede i mit øre.

”Drenge, vi skal gå nu,” kom det fra en dyb stemme, og først der gik det op for mig at Zayn og jeg stadig krammede. Jeg trådte med det samme tilbage og mærkede mine kinder blive varmere. Jeg undgik alle øjne og kiggede bare på mine sko. Jeg undgik, selvfølgelig, også Zayns blik på mig, selvom jeg tydeligt kunne mærke det. ”Piger, I burde nok gå først i tilfælde af, at der er fans, så der forhåbentlig ikke er nogen, der genkender jeg,” fortsatte Paul, og jeg nikkede, selvom jeg ikke vidste, hvad de andre piger sagde eller gjorde.

”Fordi vi tager hjem til Harry i morgen, vil vi lade jer være alene i dag, så I kan hvile jer og pakke jeres ting til turen,” informerede Alex, og jeg vidste, at hun stadig stod ved Nialls side.

”Kommer du ikke hjem til mig?” Og det var Niall. Jeg kiggede i få sekunder, bare for at se hvordan han bedårende skød underlæben ud og kiggede bedende på hende. Alex smilede. ”Jeg har savnet dig.”

”Okay, så ses vi der senere,” svarede hun og kyssede ham hurtigt, før hun gik over til Moni, Belle og mig. ”Til resten af jer, ses vi i morgen.”

Jeg vovede at kigge på Zayn, og som jeg mistænkte, lå hans øjne allerede på mig, hans blik var så intenst, at det konkurrerede med Harrys, og den krølhårede dreng vidste virkelig, hvordan man stirrede ind i en andens sjæl. Jeg ville gerne vide, hvad der foregik inde i Zayns hoved i det øjeblik. Jeg ville gerne vide, hvad han tænkte. Normalt kunne jeg ret let læse folk, og det var heller ikke svært at forstå dem, fordi jeg var en meget empatisk person – nogle gange for empatisk, og det gav mig en masse problemer – men med Zayn blev det sværere og sværere at læse ham, og jeg vidste ikke hvorfor.

Som vi gik, spekulerede jeg over hvor mange ting, der ville komme til at ændre sig i de dage hos Harry, og jeg spurgte mig selv, om jeg var klar til det. 

 

Jeg ved ikke, hvor lysten til at skrive bliver af, og jeg er ked af den evige ventetid mellem hver kapitel. Tak til jer, der stadig læser med (hvis der overhovedet er nogen).

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...