Misconceptions ☯ Zayn Malik

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 9 jan. 2015
  • Status: Igang
Jeg er træt af folks medlidenhed, af at alle ser mig som ’stakkels Zayn, der er forelsket i sin bedste vens kæreste’. Jeg ved, at det ikke er okay, og hvis det var nemt at glemme hende, havde jeg gjort det for længst. Men det er det ikke. Det eneste, jeg behøver, er tid, ikke folk der har ondt af mig og tvinger mig til at komme videre. Hvorfor kan de ikke forstå det? Jeg har bare brug for tid og én, der forstår.

8Likes
22Kommentarer
1820Visninger
AA

14. 12 ☯ Mila

Jeg mødte endelig Phebs, og hun var fantastisk. Jeg holdt straks af hende, og hun bragte en rar side frem i mig. Noget der mindede om, hvad Liam gjorde ved mig, når vi var sammen. På vej til lufthavnen talte jeg en del med den lyshårede pige, hovedsageligt om mine historier, og hvor begejstret hun var for dem. Phebs blev ved med at snakke om, at jeg burde udgive en bog, at fanfiction ikke var nok for mig, at jeg havde potentiale til at være en rigtig forfatter, og at jeg burde begyndte at sælge bøger øjeblikkeligt. Kunne du se? Fantastisk pige.

Da vi ankom til lufthavnen og havde mødtes med Paul, blev vi ledt indenfor til drengene, og det første jeg så, var Louis og Niall der løb mod Alex, kæmpede om hvem der havde retten til at kramme hende. Jeg grinede, fordi de var så fjollede, indtil jeg så Harry komme løbende imod mig. Han krammede mig, som om vi havde været venner, siden vi var små, men ikke havde set hinanden i årevis.

”Jeg er glad for, at du kunne komme!” Fortalte han mig, stadig med armene om mig. Jeg grinede og krammede ham tilbage. ”Jeg ville se dig, inden vi forsvinder i en måned. Vi kommer til at Skype, ikke?”

”Selvfølgelig. Du bliver nødt til at fortælle mig, hvordan det går, men prøv at lade være med at sende for mange billeder,” drillede jeg ham, og han smilede bare kækt.

”Hvordan går det med dine eksamener?” Spurgte han og kiggede mig indtrængende i øjnene. Nogle gange var hans blik for indtrængende.

 ”Det ved jeg ikke endnu. Jeg har stadig meget, jeg mangler at aflevere. Min hjerne er allerede ved at forsvinde,” svarede jeg smilende.

”Du kommer til at klare det fantastisk! Det ved jeg, du gør.” Mit smil voksede ved hans ord. Det var altid godt at have en, der troede på dig og fortalte dig, at du kunne gøre det.

Vi blev stående og snakkede om forskellige, ligegyldige ting, hørte bare lidt om hvad hinanden havde lavet, selvom vi næsten talte hver dag og nogle gange oftere. Vi skrev med hinanden konstant. Gudskelov for iMessage. Jeg ville være fuldstændig flad uden det. Af sådan en stor popstjerne at være, havde Harry en masse tid til at sende dumme, meningsløse beskeder.

Jeg bemærkede ikke Zayn, før han stod bag mig, og jeg hørte hans stemme hilse på mig, hvilket fik mig til at dreje rundt og se på ham.  Hans smil var så sødt og en smule genert, som om han ikke helt vidste, hvad han skulle gøre, og jeg fandt det så kært, at jeg fik lyst til at skrige. Yeah, underlige reaktioner jeg havde ind imellem. Men når Zayn smilede, havde han noget, der lyste hans ansigt op. Jeg vidste, at han var attraktiv, da jeg mødte ham – jeg var ikke blind, for Lokis skyld – men når han smilede, var han ti gange lækrere.

På køreturen til lufthavnen besluttede jeg mig for, at jeg ville være sød mod ham, jeg ville skubbe alle mine negative tanker om ham til siden og også ignorere hans manglende evne til at se mig. Han forlod landet i flere uger, det mindste jeg kunne gøre var at være flink. Plus, hvis jeg kunne glemme hans selvcentrerede personlighed og hans besættelse af Alex, tænkte jeg, at vi kunne blive gode venner. Ifølge det Harry havde fortalt mig de sidste par uger, mens vi havde talt sammen, vidste jeg, at Zayn var en flink og sjov dreng. Det var i hvert fald sådan det fremstod.

”Hej med dig, Zayn,” svarede jeg med et smil, og jeg bemærkede ikke, at Harry forlod os alene. For at være ærlig var jeg ligeglad. Noget forkert skete med mig, for jeg kunne ikke lade være med at kigge på Zayn, måden hans øjne også smilede til mig, hvordan hans lange, buede øjenvipper indrammede hans øjne og gjorde dem så pokkers smukke. Selvom jeg altid havde fundet farvede øjne mere smukke, måtte jeg indrømme, at denne dreng havde ufattelige, betagende øjne.

Noget jeg lagde mærke til var min veninde, der afspillede sin cheesy musik, mens hun betragtede os, men jeg valgte at ignorere hende.

”Lang tid siden,” talte Zayn, vores øjne holdt stadig intens øjenkontakt. ”Hvordan har du haft det?”

”Virkelig travlt. Uni dræber mig, men jeg elsker det hele vejen igennem,” svarede jeg ærligt. Yeah, det var virkelig udmattende at studere litteratur, men jeg ville ikke have det på nogen anden måde. Det var trods alt min store passion.

”Det kan jeg forestille mig. For resten har du aldrig fortalt mig, hvad du læser.” Det var sandt, den eneste, jeg havde talt med om det, var Liam, og så en lille smule med Harry, men han var mere interesseret i nogle af mine andre beskæftigelser.

”Litteratur. Hvis jeg gerne vil være en god forfatter, bliver jeg nødt til at vide noget om litteratur og alle de bedste, ikke?” Han kiggede forbløffet på mig, og jeg overvejede, hvad han havde regnet med, jeg læste. ”Forventede du, at jeg studerede noget andet?”

”Af en eller anden grund så jeg dig som advokat,” svarede den sorthårede dreng, så jeg løftede et øjenbryn af ham. Han var ikke den første, der antog det, og jeg kunne nok godt være en god advokat, men jeg ville ikke sælge min sjæl. Hvis jeg ikke selv kunne vælge alle mine sager, ville jeg ikke være en del af det system. Jeg elskede dog alligevel at kende til love og nye problemstillinger i verden. Det var mig – jeg ville altid vide noget nyt.

Jeg grinede lidt, før jeg svarede, ”jeg overvejede i noget tid at blive advokat, men så gik det op for mig, at det kan jeg bare ikke. Jeg vil gerne være forfatter.”

Han nikkede forstående, og af en eller anden grund følte jeg bare, at jeg kunne blive ved med at tale med ham om emnet, at han ville lytte godt efter uden at dømme mig. Jeg elskede at tale om litteratur, og hvor meget det interesserede mig, og det frustrerede mig, når folk ikke forstod det, når de tænkte på det som kun bøger. Det var mere end det, så meget mere. Det var en af grundene til, at jeg ikke talte med min familie mere, fordi de aldrig forstod den vigtige del af mig.

”Jeg elsker at skrive, men jeg er meget usikker omkring det og er aldrig tilfreds med det, jeg skriver, men at udgive det online hjælper mig virkelig. Jeg mangler bare modet til at vise mine værker til en redaktør.”

”Skriver du allerede? Det er fantastisk! Jeg ville elske at læse noget, du har skrevet,” sagde han, så jeg løftede begge øjenbryn.

”Hvem ved? Måske vil jeg en dag fortælle dig, hvor du kan finde en af mine historier,” sagde jeg med en gådefuld stemme. Eller, jeg prøvede i hvert fald på det, jeg ved ikke rigtig om det lykkedes.

Zayn smilede bare, og vi blev stående for en kort stund, indtil en hånd lagde sig på Zayns skulder, og et krølhåret hoved dukkede op mellem os. ”Jeg er ked af at afbryde jer, men I ved, at vi ikke kan blive her for evigt. Kom så af sted, Zayn!” Beordrede Harry, hvorefter han så på mig og blinkede. ”Hygger I?” Spurgte han, og jeg kunne mærke mine kinder begynde at brænde.

”Hold mund!” Bed jeg ad ham, og jeg kunne se Zayn kigge en anelse forvirret på os.

”Åh, før jeg glemmer det. Har du planer i ferien?” Spurgte Harry, så jeg rynkede panden lidt.

”Er det ikke lidt tideligt at spørge om det? Vi er ikke engang i december endnu,” svarede jeg, som han lagde sin arm om Zayn skulder. ”Og for at besvare dit spørgsmål: nej, jeg har ikke planer.”

Normale Uni elever tog hjem til deres forældre. Moni og jeg prøvede i stedet at undgå vores familier så meget som muligt. Yeah, det var juleferie; det var meningen, at man skulle være sammen med sin familie, men hvem gad være i et hus, hvor alt bare ville ende i et skænderi? Bestemt ikke mig, og det vidste jeg, at min bedste veninde heller ikke gad. Vi ville sikkert blive i vores lejlighed, spise noget lækkert mad og udveksle gaver den næste morgen. Det gjorde vi sidste år.

”Super!” Udbrød Harry, og jeg løftede et øjenbryn. Sagde han, at det var super, at jeg ikke havde planer? ”Så kan du tage med os! Vi planerlægger at tage hjem til mig i juleferien. Du ved, et par dage efter vi kommer hjem fra USA. Vil du med? Alex og Phebs kommer også. Belle skal være sammen med sin kæreste, så hende er vi ikke venner med mere.”

Jeg lo af hans sidste kommentar og overvejede hans tilbud. Det lød helt afgjort bedre end min plan om at blive hjemme kun Moni og jeg, men vi kendte dem ikke særlig godt. Ja, jeg snakkede med Harry hele tiden, men det var ikke det samme. Jeg vidste ikke, om jeg kunne magte fem drenge i en uge.

”Moni sagde, at hun gerne vil med, hvis du siger ja. Please, bebe, sig ja! Det bliver så sjovt. Fortæl hende det, Zayn!” Harry vendte sig om mod Zayn, der bare så fornøjet ud, men ved Harrys ord forsvandt hans lille smil, og han fokuserede på mig. Jeg havde det, som om alting frøs i de sekunder, han så mig i øjnene, og jeg overvejede, om der virkelig var så stille, som jeg følte det.

”Vi havde det sjovt sidst, vi var der,” sagde han langsomt, hans øjne stadig limet til mig.

Jeg havde det, som om han endelig så mig. Som om han så på Mila – ikke Alex’ ven, der mindede om hende, men ikke var hende. Men det gjorde han formentlig ikke. Han så sikkert stadig den pige, der mindede ham, om pigen han kunne lide.

Hvorfor, i Lokis navn, sårede det mig så meget? Hvorfor gjorde det mig så sur at vide, at han var vild med min ven? Jeg ville ikke have, at han skulle føle sådan for mig, og vigtigst af alt følte jeg ikke noget romantisk relateret for ham, for en dreng der var hovedkulds væk i Alex.

”Du burde tage med,” tilføjede han lidt efter, hans blik var så intenst, og jeg følte mit hjerte banke derudaf i mit bryst.

”Jeg ved ikke…” mumlede jeg i det øjeblik, Liam dukkede op og svang sin arm over min skulder med sit kære smil på læben.

”Ved ikke hvad?” Spurgte han, før han kyssede mig på toppen af hovedet. ”Hej! Jeg har ikke fået hilst ordentlig på dig endnu. Harry og Zayn monopoliserede dig. Hvordan har du det, babe?” Spurgte han med sin rare stemme og uden at miste sit smil.

Liam var så kær. Han virkede som den fyr, der aldrig ville gøre noget forkert, den fyr, der altid hjalp alle, bare fordi han ønskede at gøre noget godt, ikke fordi han ville have noget igen. Og som sædvanlig, bragte han en sød side frem i mig. Ja, sådan en havde jeg. Han havde en vane med at kalde alle babe.

”Jeg har det fint,” svarede jeg med et smil og mit sødeste tonefald. ”Og Harry inviterede mig til at tilbringe min ferie med jer, men jeg ved ikke om je-”

”Du skal så meget med!” Afbrød han mig begejstret. ”Det bliver så sjovt! Jo flere, jo bedre og sjovere, ikke? Plus, eftersom Danielle ikke kan komme, kommer Phebs og Alex måske til at føle sig alene, og de har absolut brug for kvindeligt selskab,” begrundede Liam med et stort smil, så jeg næsten gav mig.

Jeg kiggede endnu en gang på Zayn, han kiggede så indtrængende på os, og jeg ønskede virkelig at vide, hvad han tænkte i det øjeblik. Den sorthårede dreng var i hård konkurrence med Harry og hans indtrængende blikke, selvom den krølhårede dreng dog i det øjeblik så på os med et fjoget smil, mens han ventede på, at jeg sagde ja.

Jeg kiggede på Moni, der stod et par meter væk og talte med Louis, Alex, Belle, Phebs og Niall, men hun følte sikkert mit blik, for hun vendte hovedet for at se på mig, og jeg så hendes fornøjede smil. Hun forstod nok, hvorfor jeg havde søgt hendes blik, for hun nikkede og gav mig tommelop.

”Det kunne vel være meget hyggeligt, tror jeg,” mumlede jeg, stadig ikke overbevist.

”Så du er på?” Harry ønskede at være sikker, og jeg smilede lidt til ham.

”Ja, jeg er på,” svarede jeg, og hans smil var så stort, at jeg troede, at hans ansigt ville gå i to stykker. Liam krammede mig tættere og gav mig endnu et kys, denne gang på kinden.

”Yes! Det bliver så sjovt! Du kommer ikke til at fortryde det!” Lovede han mig og rystede lidt i Zayn, så den sorthårede dreng lignede en, der vågnede op fra en mærkelig trance.

Jeg håbede, han var okay. Jeg ønskede ikke nogle akavede øjeblikke med Zayn eller at skændes med ham, fordi han ikke kunne se mig som den rigtige mig. Men måske ville de dage, jeg skulle tilbringe med dem alle sammen, hjælpe ham med at acceptere mig, at stoppe med at kigge på mig og ønske at se en Alex, der ikke var forelsket i Niall.

Vi gik over til de andre og blev stående og snakkede med drengene i et stykke tid, indtil der blev kaldt på dem. Vi krammede dem og ønskede dem held og lykke. Alex og Niall havde deres eget øjeblik, de glemte alle os andre, mens de delte et lidenskabeligt kys, og jeg var lige ved at sige, at de skulle skaffe sig et værelse, men lod være, fordi de trods alt sagde farvel og ikke ville se hinanden i en måned.

”Vi ses snart. Jeg er glad for, at du også tager med hjem til Harry,” fortalte Liam mig, da det var min tur til at sige farvel til ham.

”Opfør dig ordentligt, vær en god pige og lad være med at komme i for mange problemer, mens jeg ikke er her. Er det forstået?” Var Harrys råd, og jeg grinede bare af ham. Han ville sikkert få sværere ved at holde sig ude af problemer i USA.

”Husk, at du ikke må drikke i USA,” fortalte jeg ham, og hans smertefulde ansigtsudtryk var uvurderligt. Så var det Zayns tur og – underligt nok – var han den sidste, jeg manglede at sige farvel til. ”Vi ses snart, så,” kom det – ret akavet – fra ham. Jeg nikkede, som jeg trådte ham et skridt nærmere, så jeg kunne give ham et kram.

Han lukkede sine arme om mig og holdt mig tæt til sin krop, som mine egne arme lagde sig om hans liv, og jeg gemte mit hoved i hans brystkasse. Jeg vidste ikke hvorfor, men det føltes så… så almindeligt at være i hans arme.

”Vi ses snart, Zayn,” sagde jeg og trådte tilbage, men hans hænder hvilede stadig på mine hofter. Han smilede, men jeg bemærkede en skygge krydse hans øjne, som jeg var ude af stand til at gennemskue, hvad var.

”Hej hej,” kom det fra ham, inden han begyndte at gå væk med de andre drenge.

 

Jeg har ikke engang en god grund til, hvorfor der næsten er gået to uger. Det er et kedeligt kapitel, men jeg håber, I synes om det alligevel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...