Misconceptions ☯ Zayn Malik

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 9 jan. 2015
  • Status: Igang
Jeg er træt af folks medlidenhed, af at alle ser mig som ’stakkels Zayn, der er forelsket i sin bedste vens kæreste’. Jeg ved, at det ikke er okay, og hvis det var nemt at glemme hende, havde jeg gjort det for længst. Men det er det ikke. Det eneste, jeg behøver, er tid, ikke folk der har ondt af mig og tvinger mig til at komme videre. Hvorfor kan de ikke forstå det? Jeg har bare brug for tid og én, der forstår.

8Likes
22Kommentarer
1820Visninger
AA

13. 11 ☯ Zayn

Jeg skulle lige til at tage en bid af mit mesterværk aka den bedste sandwich nogen sinde, da en ellevild Harry dukkede op i køkkenet og løb i min retning. Hvordan fuck kom han ind i min lejlighed? Siden hvornår havde han en nøgle? Jeg kunne ikke huske at have givet ham en.

”Zayn, jeg har gode nyheder til dig, dejlige, lille dreng!” Bogstaveligtalt råbte han ind i hovedet på mig, hvorefter han snuppede min sandwich og tog en bid. Det svin tog en bid. Mit mesterværk blev spist af den krøllede lille idiot!

”Harry! Det er min sandwich! Giv mig den,” råbte jeg og stjal sandwichen tilbage, så den krølhårede dreng stak underlæben ud, men jeg ville ikke give mig, det var min mad, og den dag havde jeg det værre end Niall: jeg delte ikke min mad. I hvert faldt ikke den dag. ”Og hvad er dine gode nyheder?” Spurgte jeg og tog – endelig – den første bid.

”Nå, ja.” Fjollede dreng, han glemte alt om sine utrolige nyheder, da han så mit mesterværk. Jeg bebrejdede ham ikke, det var en fantastisk sandwich med næsten alt, jeg kunne finde i mit køleskab. Og jeg købte ind dagen før. ”Kan du gætte, hvem der kommer og siger farvel i lufthavnen?” Spurgte han, og jeg lagde tænkende mit hoved let på skrå. ”Vent, jeg fortæller dig det!” Afbrød Harry mine tanker. ”Mila! Du får hende at se igen. Det var så lidt.”

Jeg frøs bare der, kiggede på ham i mistro. Han greb chancen og stjal endnu engang min sandwich, men denne gang kæmpede jeg ikke for den, jeg kunne kun koncentrere mig om, hvad han havde sagt. Jeg havde ikke set Mila siden den dag hjemme hos Alex, selvom vi alle sammen inviterede hende til at hænge ud med os mange gange, men hun havde aldrig tid, og jeg kunne ikke lade være med at være skuffet. Plus, Harry stoppede ikke med at skrive med hende, hele tiden. Der var ikke en dag, hvor han ikke sagde noget i retning af ’Åh, jeg bliver nødt til at sende det her til Mila’, eller ’Mila vil elske det her!’. Det var irriterende, og det gjorde mig altid i dårlig humør.

Af en eller anden grund gjorde det mig virkelig begejstret, at hun ville komme i lufthavnen og sige farvel. Pludselig så jeg næsten frem til at skulle af sted. Det gjorde mig ingenting, at hun kom, fordi Harry højst sandsynligt havde inviteret hende, jeg var bare glad for, at jeg ville se hende. Hvorfor? Det anede jeg ikke.

Det var sikkert, fordi hver gang hun var i nærheden eller nogen nævnte hende, følte jeg mig ikke såret på grund af Alex og Niall. Når hun var sammen med os, bekymrede jeg mig ikke lige så meget om Alex, og den følelse kunne jeg godt lide. Milas tilstedeværelse hjalp mig med at glemme, hvor svært det var at se min bedste ven sammen med den pige, jeg ville have.

”En gang til?” Fik jeg sagt, da Harry næsten havde spist sig igennem min sandwich.

”Det jeg sagde. Er du døv? Hvornår skete det?” Jeg rullede med øjnene af hans dumme kommentarer og ventede ikke-så-tålmodigt. ”Mila, well Mila og Moni for at være nøjagtig, kommer i lufthavnen sammen med Alex, Phebs og Belle for at sige farvel. Jeg tænkte, at du måske gerne ville se hende, før vi tager til USA. Et ’tak’ ville blive yders værdsat.” Og så var sandwichen fuldkommen væk. Men igen, jeg var ligeglad med mit mesterværk, det eneste jeg tog mig af var Harrys ord.

”Hvorfor ville du gøre det for mig? Jeg troede, at Mila var din ven, ikke min.”

”Pff, Zayn, hold op. Mig narre du ikke, kammerat. Jeg ser dit ansigt, hver gang jeg fortæller jer alle sammen, at hun ikke har tid, og efter det er du helt muggen. Mere end sædvanligt. Jeg gik bare ud fra, at det vil gøre dig i bedre humør, hvis du ser hende, inden vi tager af sted,” forklarede han mig, så jeg forbavset åbnede munden. Jeg troede ikke, at det var mærkbart, hvad jeg følte hver gang han fortalte at Mila ikke kunne komme, jeg troede, at ingen overhovedet bemærkede det, men jeg tog fejl. Kendte de andre drenge også til det her? ”Hvornår indrømmer du, at du kan lide hende? Du flyver praktisk talt i vejret, hver gang du hører hendes navn.”

”Jeg kan ikke lide hende,” svarede jeg for hundredetusinde gang den uge. Faktisk siden vi mødte hende. Harry var bare besat af idéen om, at jeg kunne lide Mila, selvom det ikke var tilfældet. Det var selvfølgelig, fordi jeg stadig var – selvom det ikke burde være sådan – vild med Alex. Hvordan skulle jeg kunne lide Mila, når jeg ikke kunne lade være med at ønske at være Niall?

Men Harry var dog ikke den eneste, der var ret besat af at jeg accepterede ’mine følelser’ for Mila; Alex var værre. Hver gang jeg så hende, plaprede hun løs om, at Mila og jeg burde date, at vi var perfekte for hinanden, og at vi var hendes OTP. Til sidst lærte vi alle sammen at OTP betød One True Pairing, og at Mila og jeg lå højere på hendes liste end Peeta og Katniss, og Tobias og Tris. Og hvem var de så? Det kunne jeg ikke huske, jeg vidste bare, at de var karaktere i nogle bøger, og at Alex elskede de par, så det var en ’koloenorm ære’, som hun sagde, at være hendes OTP.

Hver gang Alex talte om det, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om Mila godt vidste, at hendes veninde praktisk talt drømte om, at vi fandt sammen. Jeg prøvede at spørge Alex, hvorfor hun ønskede, at vi skulle være sammen, når vi næsten ikke kendte hinanden og det var tydeligt, at Mila overhovedet ikke kunne lide mig, at hun faktisk fandt mig ret irriterende.

Fordi jeg ser noget, du ikke gør. Og lad så være med at spørge! Tro på mig, når jeg siger, at det er meningen, at I to skal være sammen!’ Var hendes svar. Hvad så hun? Det ville jeg aldrig vide.

”Bliv du bare ved med at fortælle dig selv det, men vi ved alle sammen, at det er sandt. Du kommer alligevel til at acceptere det en dag,” fortsatte Harry, lavede himmelvendte øjne og vinkede affærdigende med hånden.

”Og hvad får du ud af det, Styles? Mila kan ikke se mit ansigt uden at få lyst til at kaste noget efter mig,” mindede jeg ham om. Ja, jeg overdrev, Mila hadede mig ikke, men jeg vidste, at hun på en måde foragtede min eksistens.

”Det er en anden ting, du fortæller dig selv, så du kan sove om natten, men vi ved bedre, Malik,” han så på mig med løftede øjenbryn og et kækt smil, da han sagde mit efternavn. ”Hun hader dig ikke og vil med sikkerhed ikke kaste noget i hovedet på dig. Hun ved, at hun vil blive dræbt af fans, hvis der sker dig noget, og hun er klog.”

Jeg kunne ikke lade være med at smågrine af hans kommentar. ”Så hvis jeg ikke var kendt, ville hun helt afgjort kaste noget efter mig?” Spurgte jeg stadig smilende.

”Højst sandsynligt et bord,” sagde han, så et rigtig grin kom fra mig. Heldige mig, at jeg var kendt, så. ”Okay, jeg bliver nødt til at gå, jeg skal hjem og pakke til i morgen. Du har bare at smile stort, når du ser min ven Mila, er det forstået?” Harry ventede på, at jeg nikkede, rejste sig op og gik sin vej, men før han forsvandt fuldstændig, kaldte jeg på ham.

”Hey, Harry. Hvordan kom du ind?” Spurgte jeg ham og kunne høre hans grin, der kom inde fra stuen.

”Vi har alle sammen en nøgle,” og så kunne jeg høre døren lukke.

 

***

 

”Wify!” Skreg Louis, som han begyndte at løbe mod gruppen af piger, der havde Paul i spidsen.

”Gå væk fra hende! Hun er min kæreste, og jeg har det ikke fint med polygami!” Råbte Niall og løb efter Louis, så hurtigt som han kunne, så han kunne nå hen til Alex først. Jeg så pigen grine og åbne sine arme til den første dreng, selvom hun sikkert ville undgå Louis i sidste øjeblik og gå direkte til Niall. Det var sket før.

De spillede en hel scene, Niall og Louis der skændtes over Alex, mens de andre piger fornøjet så på, men hele min opmærksomhed lå på den laveste i den gruppe. Hun så ud præcis, som jeg huskede hende: samme dejlige smil, samme lange sorte, krøllede hår, samme brune øjne og samme blege hud. Bare det samme og jeg havde det som om, jeg aldrig havde set hende før. Jeg kunne også mærke siderne af min mund trække sig op i et smil, og jeg ønskede bare at gå hen til hende og sige hej.

”Mila!” Kaldte Harry bag mig, og snart passerede han mig for at gå hen til hende og give hende en kæmpe krammer. ”Jeg er glad for, at du kunne komme!” Sagde han og løftede hende. Mila grinede og krammede ham tilbage, og jeg følte en bitterhed dybt i maven sprede sig til resten af min krop.

De andre drenge var snart i gang med at hilse på pigerne, men jeg blev i baggrunden med blikket limet til Mila og Harry, der virkede så glade for at se hinanden. Jeg ville ikke tænke sådan, men jeg kunne ikke gøre for det, jeg kunne ikke lade være med at bemærke, at det virkede som om, de altid foretrak de andre drenge frem for mig. Altid. Hvorfor var der ikke nogen i den gruppe, der var vildt glade for at se mig? Selv Phebs virkede fuldstændig glad ved siden af Liam.

Indtil for et par uger siden havde jeg det som om, at hun var den eneste, der kunne forstå, hvad jeg følte, fordi hun elskede Liam, men han ikke gengældte hendes følelser, ligesom med Alex og mig. Men Phebs mødte en fyr på universitetet for over en måned siden, og nu datede de, efter han havde plaget hende længe. Vi kendte ham stadig ikke, vi vidste kun, at Phebs virkelig kunne lide ham, og at hun endelig kom over Liam. Hun havde lovet, at hun ville introducere os for ham snart, når vi engang kom hjem fra USA.

”Zayn,” kaldte Belle, og først der var jeg i stand til at fjerne mine øjne fra Harry og Mila. Jeg rystede på hovedet og fokuserede så på pigen, der sagde mit navn. ”Hvad laver du derovre? Kom herhen!” Jeg adlød, men mens jeg gik, kastede jeg endnu et blik på Mila og Harry, og mine øjne mødte Milas i et par sekunder.

Hun smilede til mig.

Ved den simple ting, bare ved hendes smil, glemte jeg, at hun stod i Harrys favn, og jeg glemte, at jeg gik mod Belle. Jeg kunne kun bemærke, at hun smilede til mig uden noget vrede eller had, bare et simpelt, varmt og venligt smil. Og det smil fjernede al bitterheden, der voksede i mig.

”Er du okay, søde?” Spurgte Belle mig, da jeg endelig stod foran hende, og jeg måtte gøre en indsats for at bryde øjenkontakten med Mila og kigge på Belle i steder.

”Ja, fuldstændig okay. Tak fordi du kom,” fortalte jeg hende med et smil. Klokken var næsten to om natten, men de var alle sammen mødt op bare for at sige farvel. Eleanor og Danielle kunne ikke komme, fordi de skulle arbejde dagen efter.

”Selvfølgelig. Vi ville ønske jer held og lykke, før I tager af sted.”

”Og jeg venter på, at du går over til Mila og krammer hende, så jeg kan afspille musikken, jeg forberedte til der her øjeblik. Please, hvis du kan gå i slow motion, ville det være forrygende,” kommenterede Moni, og jeg kiggede på hende uden at forstå en skid af, hvad hun sagde. ”Hvad venter du på? Gå, snup hende fra den krølhårede dreng! Kæmp for hende!”

Jeg var forbløffet. Hvad var der galt med hende? Hun blev ved med at stirre på mig, hun ventede på, at jeg gjorde noget, men jeg forstod det ikke. Hvad talte hun om?

Belle brød ud i grin, og jeg blev endnu mere forvirret. ”Moni, please, du skal ikke forvirre de her drenge,” bad den sorthårede pige, og brunetten trak bare uskyldigt på skuldrene, som en lille dreng der lod som om, han ikke lige smadrede blomstervasen.

”Okay, men seriøst, kom af sted! Lad ikke Harry lægge beslag på hende,” sagde Moni. Jeg undrede mig over, hvorfor hun så gerne ville have mig til at gå over til Mila. Var hun også ligesom Alex, der tænkte at Mila og jeg skulle være sammen? Eller vidste hun noget andet? Jeg følte en knude i min mave ved den tanke. Moni var Milas bedste veninde, hvis der var én, der kendte den lave pige, var det den skøre brunette.

Jeg blev stående et øjeblik, før jeg gik mod Harry og Mila, der førte en samtale, og havde glemt alt om os andre. ”Hej, Mila,” afbrød jeg deres snak.

Hun vendte sig om, hendes øjne mødte med det samme mine, og hun sendte mig endnu en gang et smil. Denne gang havde det et strejf af generthed, som kun fik hende til at se bedårende ud. ”Hej med dig, Zayn,” svarede hun uden at bryde øjenkontakten.

Jeg bemærkede hverken, da Harry forlod os, eller da Moni begyndte at afspille sin cheesy musik.

 

I må meget gerne rette mine fejl - især kommafejl! Der er et par steder, hvor jeg er i tvivl... det gælder hele historien, ikke bare det her kapitel!

I må også rigtig gerne give konstruktiv kritik :D

Ha' en god weekend :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...